Indledning:

John Stuart Mill (1806-1873) er, sammen med Kant og især på baggrund af denne, en af de betydeligste moralfilosoffer overhovedet: dels må enhver utilitarist tager udgangspunkt i Stuarts Mills etik for derved at distancere sig fra ham, dels må enhver etiks teori tage stilling til utilitarismen. Der ud over opstår der med Stuart Mill for første gang et reelt alternativ til en kantiansk etik. Godt nok var Stuart Mill ikke den første der forsøgte sig med at opstille et alternativ, men andre forsøg viste sig for primitive f.eks. Benthams utilitarisme. Stuart Mills etik repræsentere på en gang en forsættelse og afstandtagen fra Benthams udgave af utilitarismen, idet Mills filosofi kan ses som et forsøg på at modificere Benthams etik på de områder hvor den gav problemer, samtidig med at han fastholder de grundlæggende principper. Mills indflydelse har primært været af negativ art. Man har kunne lære meget af at læse Mill, nemlig lære at undgå at begå en masse fejl. Mill blev allerede kritiseret i samtiden men mest kendt er nok George E. Moors kritik, der rent faktisk betød at Mill forskningen lå stille i et halvt århundrede. Nærværende lille skrift sætter ind netop hvor problemerne, ifølge den traditionelle kritik, opstår hos Mill: distinktionen mellem højere og lavere behagsformer, beviset for utilitarismen, forholdet mellem retfærdighed og utilitarisme samt en mere moderne 'ekskurs' ud i spørgsmålet om hvorvidt Mill er handlings-eller regel utilitarist. Der synes nu umiddelbart at opstå et legitimitetsproblem. De nævnte emner er godt og grundigt gennemdiskuteret. Der er siden 50'erne blevet publiceret en lind strøm af bøger og især artikler om hvordan Stuart Mill skal tolkes. Hvad retfærdiggøre endnu en tolkning? Følgende: dels det måske indlysende, at de hidtidige tolkninger ikke har været adækvate, dels at en adækvat tolkning af Mill peger frem mod en løsning af visse af de problemer der knytter sig til utilitarismen (også den moderne). Skriftet er altså implicit problemorienteret hvilket jeg mener er afgørende hvis ikke filosofien skal degenerere til tolkninger af tolkninger af tolkninger, altså en art litteraturvidenskab.

I kapitel 1, der omhandler distinktionen mellem højere og lavere behagsformer, vil det blive vist at Mill har et godt bud på hvordan en kvalitativ utilitarisme kunne se ud. En distinktion mellem behagsformer er afgørende hvis en kvalitativ utilitarisme skal opretholdes, og da en kvalitativ utilitarisme er i nøjere overensstemmelse med commonsense end en kvantitativ utilitarisme, må enhver utilitaristisk teori være kvalitativ hvis den skal have nogen praktisk anvendelighed. I kapitel 2 vil det blive vist at Mill bedst kan tolkes som en form for handlings utilitarist eller rettere en fusion at regel- og handlings utilitarisme. Kapitlet peger med andre ord frem mod en løsning af nogle at de problemer der knytter sig til henholdsvis regel- og handlings utilitarismen. Kapitel 3 vil vise at den traditionelle kritik af Mills bevis ikke er holdbar og endelig vil vi i kapitel 4 se at Mill har et seriøst bud på en forening af commonsense retfærdigheds opfattelsen og utilitarisme (et område der traditionelt er utilitarismens smertensbarn). Af det ovenstående fremgår det at der primært er tale om en tolkning af Mill dvs. en intern undersøgelse af hans etik, og ikke en ekstern undersøgelse og kritik af utilitarismen. Jeg vil derfor ikke tage stilling til den omfattende og ofte fantasifulde mængde af indvendinger mod utilitarismen.

Kapitel 1: Mills hedonisme

a: Indledende definition af utilitarismen

Utilitarismen er en normativ etisk teori, dvs. en foreskrivende etik, der har til formål at regulere vores adfærd, og fortælle os hvordan vi bør handle i konkrete situationer. Den normative etik forsøger at begrunde hvilke handlinger vi bør udføre, ved at føre disse tilbage til et eller flere principper der fungere som som grundlag for moralen. For utilitarismens vedkommende er grundlaget for moralen et enkelt princip nemlig 'størst lykke princippet'. Den handling der medføre størst mulig lykke for det størst mulige antal (dvs. størst muligt behag og mindst muligt ubehag for det størst mulige antal), er identisk med den gode handling. John Stuart Mill definerer (indledningsvis) utilitarismen som følger:

"The creed which accepts as the foundation of morals, utility, or the greatest happiness principle, holds that actions are right in proprotion as they tend to promote happiness, wrong as the tend to produce the rewerse of happiness. By happiness is intented pleasure, and the absence of pain; by unhappiness, pain, and the privation of pleasure."(John Stuart Mill, Utilitarianism, s. 210.)

Utilitarismen kan i denne formulering siges at indeholde fire aspekter: Et konsekventialistisk, et hedonistisk, et universalistisk og et maksimerings aspekt. Om en handling skal betegnes som moralsk prisværdig eller moralsk forkastelig, afgøres alene udfra de konsekvenser (eller effekter) handlingen har. Hvis handlingen medføre gode konsekvenser, og det vil i Stuarts Mills tilfælde sige maksimere lykke, er den moralsk god. Mine intentioner, motiver eller handlingen 'i sig selv' er irrelevante. Utilitarismen er en rent teleologisk etik. Men det drejer sig ikke bare om at gøre mig selv lykkelig eller tilfredsstille mine egne behov. Når Mill taler om maksimering af lykke, bruger han ikke ord som mig, dig eller samfundet, men 'mandkind' eller sågar 'the whole sentient universe' (man ser her kimen til en (hus)dyre etik). Utilitarismen er i denne formulering universalistisk idet det gælder om at maksimere lykken for så mange som muligt. Lykke skal som nævnt forstås som tilstedeværelse af behag og fravær af ubehag. Men man kan her skelne mellem kvalitativ og kvantitativt utilitarisme. Hvad den kvantitative utilitarismen angår er det mængden af behag, f.eks. intensitet og varighed, og kun det der afgøre hvilken handling man skal udføre. Det har den sjove konsekvens at man må vedstå at ville blive transformeret til en gris, hvis den har større lykkefølelse end mennesket. Inden for den kvalitative utilitarisme, som Mill repræsentere, skelner man mellem forskellige behagsformer (eller typer). Mill skelner mellem to: De lavere og de højere behagsformer, hvor de højere behagsformer er bedre end de lavere og altid vil blive fortrukket frem for disse (mere herom senere). Men fælles for dem begge er at det eneste gode i sig selv er behag og det eneste dårlige i sig selv er ubehag, den såkaldte etiske hedonisme. Utilitarismen må i denne formulering derfor betegnes som hedonistisk (af gr. hedone = nydelse). Utilitarismen behøver ikke nødvendigvis maksimere behag. Den kunne også maksimere velfærd eller præferencer, eller sågar minimere lidelse, den såkaldte negative utilitarisme (Terminologisk præcisering: Ved behag forstår jeg lyst, ved velfærd det at trives på baggrund af en tryk og materielt god tilværelse og ved præferencer det at noget foretrækkes frem for noget andet).

Et spørgsmål der fylder meget i Mill tolkningen er spørgsmålet om hvorvidt han skal betegnes som regel eller handlings utilitarist. Sidstnævnte bedømmer udelukkende den enkelte handling direkte på dens konsekvenser (derfor kaldes den også direkte konsekventialisme). Vi har derfor pligt til at udfører den (de) handlinger der, sammenlignet med alternative handlinger, har de bedste konsekvenser. Hvis man står i en situation hvor man skal vælge mellem to alternativer der begge medføre dårlige konsekvenser, skal man vælge den der medføre færrest dårlige konsekvenser. Heraf følger at hvis der ikke er nogen forskel på konsekvenserne af to handlinger, er der ikke nogen etisk relevant forskel på dem og der er ligegyldigt hvilken man vælger. Inden for regel utilitarismen bedømmes en handling efter om den er i overensstemmelse med en regel f.eks. 'du må ikke stjæle'. Disse regler begrundes så i det utilitaristiske princip. De regler der, hvis de overholdes generelt, medfører gode konsekvenser er berettigede, ellers er de ikke berettigede og må forkastes eller modificeres.

Efter denne korte indledende definition af utilitarismen er det på tide at gå over til en nærmere undersøgelse af aspekter ved Mills etik, begyndende med hans distinktion mellem højre og lavere behagsformer.

b: The higher and lower pleasures

Som vi så definerer Mill lykke som behag. Men behag er ikke bare behag. Han skelner mellem to typer behag: Højere og lavere behagsformer. De højere behagsformer har en større intrinsisk værdi end de lavere, og svare til mental eller intellektuel aktivitet hvor imod den lavere behagsformer svare til 'kropslig' aktivitet såsom at spise, sove og sex. Således tolkes det normalt, og Mill synes da også at hælde i den retning, selvom han aldrig siger det eksplicit. Betegnelserne højere og lavere er derfor lidt uheldigt valgte fra Mills side, idet det kunne give indtryk af at han forudsætter hvad han vil bevise, at den en typer behag er bedre end den anden, men som vi senere skal se er dette ikke givet på forhånd.

Det at Mill hævder, at de højere behagsformer har større intrinsisk værdi end de lavere, har givet anledning til en hel del kritik. Utilitarismen er en instrumentel etik hvor man kun ser på den eksterne værdi af en handling/aktivitet dvs. hvor meget den bidrager til den samlede sum af 'utility' (Utility er en betegnelse for det som er et gode for, eller er til nytte for mennesket in casu behag. Jeg bruger utility, lykke og behag lidt i flæng). Ved at skelne mellem to typer behag har Mill, ifølge kritikerne, forladt dette synspunkt og hævder i stedet at visse ting har værdi i sig selv, uafhængig af deres eksterne værdi. Mill er ikke længere utillitarist, men noget man kunne betegne som værdi dualist. At det ikke er tilfældet vil fremgå af følgende.

1: Kompetente dommere

Mill har to argumenter for de højere behagsformers intrinsisk større værdi, og de fungerer samtidig som metoder til at afgøre hvad der en højere og hvad der er en lavere behagsform.

1) The Competent judges argument:

Når vi skal afgøre/finde ud af hvad der er en højere behagsform, skal vi konsultere det Mill kalder kompetente dommere dvs. folk der er kvalificerede til at afgøre det (hvori denne kvalifikation består vender vi tilbage til), og det behag som de vælger er intrinsisk bedre. En højere behagsform:

"is, by those who are competenly accuainted with both, placed so far above the other that they prefer it, even though knowing it to be attented with greater amount of discontent, and would not resign it for any quantety of the other plaesures which there nature is capable of."(John Stuart Mill, Utilitarianism, s. 211)

og så er vi:

"justified in ascribing to the preferred enjoyment a superiority in quality."(Ibid)

Ifølge den klassiske tolkning af argumentet, rummer det en række problemer. De kompetente dommere vælger jo ikke nødvendigvis de højere behagsformer fordi de er intrinsisk bedere, men måske fordi de er længerevarende eller mere intense, eller fordi de fremmer bestemte ting der fremmer maksimeringen af lykke (dem der primært bruger deres intellektuelle kapaciteter til at uddanne sig til f.eks. ingeniører, kan bygge en tunnel under Storebælt så folk kan komme hurtigere rundt i landet, og dermed øges den samlede sum af lykke). Hvad kritikerne overser er følgende to ting:

1) Det kvalitative udelukker ikke det kvantitative. Man kan stadig kvantificere behag og sige at det at læse Laurence Stern giver 15 enheder behag mens det at læse Dan Simmons kun giver 5 enheder. En sådan sammenligning er mulig fordi behaget ved at læse Stern og Simmons er af samme type (in casu højere behagsform). Man kan derimod ikke sige at Stern giver 15 enheder behag, chokolade giver 20 ergo er chokolade spisning bedre end læsning af Stern, da disse behagsformer er af forskellig type, den ene intrinsisk mere værd (Stern) en den anden. Man kan altså stadig tale om intensitet og varighed (o.l.) for begge typer behag, men de er inkommensurable dvs. man kan ikke foretrække de højere former frem for de lavere pga. af deres kvantitative aspekt, men man foretrækker dem af andre grunde (som det vil fremgå af Mills andet argument).

2) En misforståelse af hvad Mill mener med intrinsisk værdi. En 'værdi' har ikke værdi i sig selv, men får værdi når den er et gode for mennesket. En behagsform får sin værdi, og dermed intrinsiske værdi, fordi de kompetente dommere generelt vælger de højere behagsformer. Mill afviser at dommerne skulle gøre det fordi de højere behagsformer er mere intense:

"on a question which is the best worth of two plasures or which of two modes of existence is the most gratefull to the feelings, apart from its moral attributes and from its consequenses."(op.cit. s. 213.)

Det centrale i dette citat er "apart from its moral attitudes...". Det er lidt uklart hvad Mill egentligt mener med det, idet har ikke definere det nærmere, men højest sansynligt (f.eks.) intensitet, varighed, dommernes præferencer - fordomme, forpligtelser o.l. - samt konsekvenserne, hvilket også understøttes af at dommerne træffer deres valg "apart from the question of intensity" og "irrespective of any moral obligation to prefer it". Det er altså det rene behag valgt af den rene person (her ses noget der kan minde om Husserls epoche samt John Rawles' "the original position"), men Mill har så bragt sig i en situation hvor det nok ikke længere er muligt at sammensætte en dommerkomite og vi overlades derfor til spekulationer. Mill funderer altså ikke behagets værdi i noget eksternt forstået som noget 'uden for mennesket', men han funderer den i (og relativerer den til) den menneskelige natur og det er kernen i hans brug af begreberne om ekstrinsisk og intrinsisk værdi (Traditionelt ville man insistere at Mill ikke kan tale om intrinsisk værdi idet værdien ikke er absolut funderet i sig selv men netop funderet i menneskets natur. Ikke desto mindre bruger Mill begreberne som ovenfor beskrevet. Forholdet kompliceres dog af at Mill enkelte steder taler om værdiernes 'iboende natur'. Jeg må ærligt tilstå at jeg har temmelig svært ved at forstå hvad Mill egentlig mener med det, og da der ikke er megen hjælp at hente i sekundær litteraturen, har jeg valgt at se bort fra denne komplication). Heraf følger at hvis dommerne generelt valgte de lavere behagsformer ville de være de højere. Det kan dog ifølge Mill aldrig være tilfældet, og det leder os frem til hans andet argument for distinktionen mellem højere og lavere behag.

2:Mennesket som progressivt væsen

2) Byttenplads argumentet. Mennesket er ifølge Mill "a progressiv being" dvs. et væsen der er istand til at forbedre og udvikle sig og som er i besiddelse af "higher faculties" hvilket er det samme som fornuft, æstetisk sans o.l. Ingen af disse karakteristika deles med dyrene. De højere behags former appellere til de højere kapaciteter (higher faculties) og derfor vil dommerne altid vælge dem (fordi):

"The comparison of the Epicurian life to that of beasts is felt as degrading, precisely because a beast's pleasures do not satisfy a human being's conception of happiness."

og:

"Few human creatures would consent to be changed into any of the lower animals, for a promise of the fullest allowance of a beast's pleasures; no intelligent human being would consent to be a fool, no instructed person would be an ignoramus...even though they should be persuaded that the fool, the dunce, or the rascal is better satisfied wit his lot than they are with theirs. They would not resin what they posses more than he, for the most complete satisfaction of all the desires which they have i commen."

Mennesket kan ikke ville et liv uden højere behag, mens et liv uden chokolade for de fleste nok ville være til at bære. Men mennesket vil under ingen omstændigheder bytte plads med et dyr, heller ikke selvom det var det mest veltilfredse dyr i verden, fordi det ville betyde at vi skulle afgive hvad vi har mere end det, altså de højere kapaciteter:

"Human beings have faculties more elevated than the animal appetites, and when once made conscious of them, do not regard anything as happiness which does not include their gratification."

Ved at henvise til dette empiriske faktum har Mill fundet yderligere understøttelse for distinktionen mellem højere og lavere behag. Daniel Holbrook indvender i Qualitative Utilitarianism side 92 at denne appel til 'higher capacity' er svært forenelig med Mills empirisme, for vi kan ikke i erfaringen pege på noget der viser at mennesket 'higher faculties' gør det istand til at opleve en højere form for behag. Mill forudsætter at vi kan sammenligne mennesket med et laverestående dyr, og dermed vise at mennesket har særstatus hvad angår oplevelse af behag. Men vi ved strengt taget ikke noget om hvordan det er at være gris. Vores kendskab til grisens mentale tilstande bygger på en analogislutning, og spørgsmålet er hvor meget vi egentlig ud fra en sådan slutning kan sige om grisens mentale tilstande (Argumentet kan betvivles af to årsager: 1) Vores kendskab til andre menneskers mentale tilstande synes også at bero på en analogislutning. Det er med andre ord det fremmedpsykiske problem i en nødeskal. Jeg vil dog tillade mig at se bort fra denne komplikaion. 2) Man kan betvivle eller nægte at dyr (eller mennesker) har mentale tilstande, hvis man derved forstår et fænomenologisk eller kvalitativt oplevelses aspekt. Jeg mener dog, uden at kunne begrunde det her, at en sådan materialisme er suspekt. Som Heidegger sagde: Materialismen er ikke selv materie). Der er også andre indvendinger man umiddelbart komme med. Mill taler om "humen creatures" hvilket er et alment udsagn, men hvad med små børn og oprindelige folkeslag? De lever vel mere som dyr end som mennesker. Enten må vi antage at børn er mennesker og så er der noget galt med Mills teori eller og så er børn ikke mennesker, hvilket de fleste voksne mennesker nok vil finde absurd, selvfølgelig er børn da mennesker (underforstået menneske=person (jeg er faktisk tilbøjelig til at mene at det ikke forholder sig således, men det vil føre for vidt at komme ind på det her)). Man kan sige at Mill skelner mellem menneske og person, omend det ikke er en distinktion han selv opererer med. Personer er civiliserede mennesker eller mere præcist en der er medlem af et "civiliced community", og hvis kapaciteter er modnet ("maturite of faculties") gennem uddannelse, fri diskussion osv. Børn, vilde og psykisk syge er dermed udelukket fra at være en del at Mill undersøgelse og argumentation. Her ser man tydeligt at Mill er sen-oplysningsfilosof. Troen på fornuften, fremskridtet og at man kan forbedre mennesket via sociale foranstaltninger og uddannelse, at bare mennesket bliver oplyst bliver det godt, er typisk for oplysningstiden. Det rejser imiddlertidig problemet om hvad et civiliseret samfund er og hvem der skal bestemme det. Man synes at ende i en cirkularitet. Dem der skal opstille kriterier for hvornår et samfund er civiliseret er samtidig også dem der repræsenterer det civiliserede samfund og de vil bruge deres egen standart som paradigme for civiliserethed (mere om cirkularitet i Mils argumentation i næste afsnit).

3: Kompetente dommere - en nærmere undersøgelse

Hele den forudgående diskussion forudsætter at der overhovedet gives kompetente dommere, og at disse er i stand til at træffe et kompetent valg. Endelig skal deres valg have et normativt indhold for at det kan være forpligtende over for andre. Mill må med andre ord opstille et kriterium for hvornår man kan betegnes som værende kompetent. Goerge C. Kerner udleder i bogen Three Philosophical Moralist (s. 21-22) tre kriterier af Utilitarianism som en person må opfylde for at være kompetent:

a) The first requirement is familiarity with the pleasure in question.

For at man overhovedet kan vurdere noget må man have kendskab til det. En person som aldrig har smagt øl er næppe kvalificeret til at vurdere om det smager godt. Men det er ikke nok at man har smagt øl en eller to gange. Man skal have opnået en vis rutine i øl smagning så man til en vis grad er istand til at skelne mellem de forskellige smagsnuancer, og tilsvarende med bananer eller fodbold. Man skal have set fodbold nogle gange så man ved hvad offside, frispark osv. er. Dette gælder for både de højere og lavere behagsformer. Der opstår dog straks et problem med at fastslå hvor meget kendskab man skal have til de forskellige ting. Ovenfor i øl eksemplet er antyde et svar, men det er som det ses noget vagt og giver ikke noget entydigt svar og det er tvivlsomt om et sådant gives. Vi må måske nøjes med at sige at de kompetente dommere skal have et afbalanceret kendskab til de forskellige behagsformer, og der er så en vurderingssag hvornår kendskabet er afbalanceret. Det er ihvert fald hvad Kerner synes at mene (s. 24). Det rejser så problemet hvem der skal vurdere hvornår kendskabet er afbalanceret. Vi må altså have nogle kompetente dommere der skal vurdere hvem der er kompetente dommere osv. ad infinitum, dvs. en uendelig regres truer. Eller også må vi allerede på forhånd have bestemt hvor meget kendskab dommerne skal have til behagsformerne, men i så fald er argumentet cirkulært idet vi forudsætter hvad vi vil bevise (Kerners eksempel). Daniel Holbrook mener dog ikke at argumentet er cirkulært idet der er forskel på at dommerne fungere som kriterium for hvad der er højere behagsformer, og at dommerne altid vælger hvad Mill mener er højere behagsformer. Dommeren behøver ifølge Holbrook heller ikke være uddanet til at være dommer, men skal bare være "...someone with a good mind and a basic education who is capable of making sound judgment on other questions." Kerner (og måske Mill selv) stille altså for strenge krav til dels hvad dommerne skal kunne, dels til præsitionen af deres domme.

b) The second requirement is capacity.

For at en person kan vurdere kvaliteten af noget, må hun være i stand til at erfare det. En der er døv kan ikke vurdere om "Der sidder i vovse i et vindue" er bedre eller dårligere end Hayden. George Kerner mener at der her er en tydelig cirkularitet:

"In order to know whether or not someone has the capacity truly to enjoy something, we must thus already know the quality of enjoyment it can afford"

Her gør sig to forhold gældende: 1) Dette gælder ikke for hvad man kunne betegne som 'basic capacities', dvs. at kunne se, høre osv. men også intellekt og fornuft. Det er næppe cirkulært at hævde at en blind ikke kan vurdere og nyde synsoplevelsen i forbindelse med at se malerier, eller at spædbørn ikke kan nyde læsningen af Platon. Det forudsætter selvfølgelig at man kan se og høre, og det forudsætter kendskab til musik, litteratur og kvalitet samt viden om at man kan tillæge musik og litteratur kvalitet. Men det synes at være forudsætninger for at kunne orientere sig i verden overhovedet, og hvis man mener at disse forudsætninger medfører en ondartet cirkularitet har man gjort næsten alt cirkulært. 2) for at vide om en person har kapacitet til virkelig at nyde noget, behøver vi ikke vide hvor meget tingen maksimalt kan nydes, som Kerner synes at antyde. Vi kan fastslå at en hørende kan høre musik, og dermed vurdere kvaliteten af den og nyde den, hvorimod en døv ikke kan høre noget, uden at vi behøver at vide noget om hvor meget musikken kan nydes eller af hvilken kvalitet den er. Tilsvarende med ølsmagning. Person A kan ikke smage forskel på Carlsberg og Tuborg. Det kan person B og han kan angive forskellene mellem dem. Dermed kan vi fastslå at person B kan noget person A ikke kan og at B har en mere kompleks smagsoplevelse end A, uden at vi har sagt noget om hvor meget øl kan nydes.

c) The third requirement is 'a sense of dignity'.

Ifølge Mill mangler alle der vælger den lavere behagsform af to mulige 'a sense of dignity' dvs. de har en karakterbrist og kan ikke være kompetente dommere. Her må man give Kerner ret i at cirkulariteten er åbenlys. For at sige at en person der vælger den laverebehagsform har en karakterbrist, må man forudsætte distinktionen mellem højere og lavere behagsformer.

Spørgsmålet er nu om cirkulariteten (hvis den er tilstede) er så lemlæstende for Mills teori at den må opgives. Det er uklart om Mill selv har været klar over cirkulariteten, men har fastslår at den kompetente dommers valg: "must be admitted as final" og "there is no other tribunal to be reffered to". Mill henviser til det 'faktum' at der ikke er noget alternativ til de kompetente dommere hvis skal lave en distinktion mellem behagsformer. Måske ville han sluge kamelen og acceptere cirkulariteten med henvisning til at der ikke er noget alternativ på samme måde som cirkularitet er et vilkår for hermeneutikken. Med en mindre modifikation af Mills teori vil det derfor være muligt at oprette en komite af kompetente dommere. Alt dette er dog næppe nok til at give dommen normativt indhold over for individet altså hvordan jeg skal leve mit liv. Men det er heller ikke det Mill vil. Han vil der imod opstille retningslinier for hvordan et samfund skal indrettes, så det bliver til gavn for flest mulige.

Kapitel 2: Regel eller handlings utilitarisme?

a: J. O. Urmsons tolkning

I 1953 forsøgte J. O. Urmson i artiklen "The Interpretation of the Moral Philosophy of J. S. Mill" at rehabilitere Mill ved at tolke ham som regel-utilitarist, og derved imødegå megen af den kritik der var blevet rejst gennem tiden, og som ifølge Urmson især skyldes at Mill var blevet tolket som handlings-utilitarist. Vi skal nu undersøge hans argumentation (i uddrag).

Urmsons udgangspunkt er at Mill er blevet fejlfortolket på (mindst) to områder:

1) Visse kritikere f. eks. G. E. Moore i hans værk Principia ethica har beskyldt Mill for at forsøge sig med en slags begrebs analyse, altså et forsøg på at definere begrebet rigtigt (d.v.s moralsk rigtigt) med henblik på det højeste gode (eller summum bonum). Mill skulle ifølge denne tolkning angiveligt have ment noget i retning af at begrebet rigtigt betyder det som medføre størst mulig lykke for det størst mulige antal. At det simpelthen er begrebets meningsindhold. Ifølge Urmson er denne tolkning fejlagtig. Mill forsøger ikke at analysere begreber, men at opstille et kriterium for hvad der rigtigt og forkert eller forsøger at finde ud af hvornår en handling er god eller dårlig. Jeg er i den forbindelse fuldstændig enig med Urmson. Mooers kritik, også angående den naturalistiske fejlslutning, er udtryk for en begrebslig konservatisme der er uforenelig med Mills øvrige filosofi.

2) Den anden fejlfortolkning går på om Mill kan betegnes som regel- eller handlings- utilitarist. Den almindelige antagelse på det tidspunkt gik i retning af at han var handlings utilitarist. Mill ville finde frem til en måde hvorpå man kunne afgøre om denne bestemte handlings mulighed skulle udføres eller ej. Dette giver ifølge Urmson anledning til to kritikpunkter: a) hvis vi har lovet noget skal vi (så vidt det er muligt) holde løftet fordi vi har lovet det og ikke p.g.a. konsekvenserne ved at holde eller bryde løftet. b) hvis man vælger at se den kvalitativt dårligere af to musicals har man begået noget umoralsk. Dette er ganske kontraintuitivt og forekommer urimeligt.

Efter at have afvist de to ovennævnte tolkninger er vejen banet for Urmsons eget projekt. At vise at Mill er regel-utilitarist. Han sammenfatter Mills etik i fire punkter.

"A. A particular action is justified as being right by showing that it is in accord with some moral rule. It is shown to be wrong by showing that it trangresses some moral rule.

B. A moral rule is shown to be correct by showing that the recognition of that rule promotes the ultimate end.

C. Moral rules can be justified only in regard to matters in which the general welfare is more than negligibly affected.

D. Where no moral rule is applicable the question of the rigthness or wrongness of a particular acts does not arise, though the worth of the action can be estimated in other ways."

Punkt A er en almen formulering af regel-utilitarismen. Punkt B viser at en given moralsk regel kun er retfærdiggjort når den fremmer størst lykke princippet (the ultimate end). Ifølge punkt C kan en moralsk regel kun anvendes når almenvellet påvirkes i ikke-ubetydelig grad. Og endelig siger punkt D at en handling kun kan være moralsk rigtig eller forkert hvis den er i overensstemmelse eller ikke i overensstemmelse med en moralregel. D.v.s. at handlinger hvor moralreglerne ikke kan anvendes, ikke kan gøres til genstand for moralsk vurdering.

Urmson søger nu at understøtte sin tolkning med en række citater fra Mills Utilitarianism (jeg har tilladt mig at udvælge de mest sigende):

"But to consider the rules of morality as improvable is one thing; to pass over the intermediate generalisations entirely, and endeavour to test each individual action directly by the first principle, is another. It is a strange notion that the acknowledgement of a first princple is inconsistent with the admission of secondary ones."

Hvad Mill her siger er at nok kan moralregler ikke bevises i streng forstand men det er ikke ensbetydende med at de må opgives, og at man dermed nødes til at antage at hver enkelt handling skal afprøves med størst lykke princippet (first principle), d.v.s en handlings-utilitarisme. I de to sidste linier afviser Mill eksplicit at anerkendelsen af et første princip (et grundlæggende princip) er ensbetydende med at man ikke kan anerkende sekundære principper, Mills ord for moralregler.

"We must remember that only in these cases of conflict between secondary principle is it requisite that first principles should be appealed to. There is no case of moral obligation in which some secondary principle is not involved; and if only one, there can seldom be any real doubt which one it is, in the mind of any person by whom the principle itself is recognised."

Urmson mener at dette citat understøtter punkt A og D. De første to linier viser klart at Mill er regel-utilitarist. I langt de fleste tilfælde skal vi benytte os af moralregler, og kun anvende størst lykke princippet når disse regler en sjælden gang er i konflikt med hinanden. Resten af citatet viser at moralregler ikke bare er tommelfinger regler som man kan følge efter forgodtbefindende for at gøre ens valg lettere. Handlings- utilitaristen vil ofte benytte regler i denne forstand. Hun ved fra tidligere situationer hvilke konsekvenser en bestemt handling har, og behøver derfor ikke at anvende størst lykke princippet hver gang. Men Mills moralregler skal ikke forstås i denne forstand. De udgør en essentiel del af moralsk handlen.

Hvad taler imod denne tolkning af Mill? Urmson forsøger at imødegå eventuel kritik ved at fremhæve to citater der kunne give anledning til at tolke Mill som handlings- utilitarist. Første problem er Mills definition af utilitarismen, d.v.s "The creed which accepts as the..." (se afsnittet indledende definition af utilitarismen s. 2), idet Mill her siger "...actions are right..." (min kursivering), d.v.s handlinger er rigtige hvis de fremmer lykke. Det burde derfor være klart at Mill er handlings utilitarist. Dette er dog ikke så indlysende som det umiddelbart ser ud til. I citatet er det ikke klart om Mill mener bestemte partikulære handlinger eller handlingstyper. I første tilfælde ville han være handlings utilitarist i det andet tilfælde regel utilitarist. Det er altså ikke muligt ud fra citatet alene at afgøre om Mill er det ene eller det andet, og som Urmson påpeger kan Mill tolkes "...as regarding moral rules as forbidding or enjoining types of actions..." (min kursivering), altså at Mill i sin definition rent faktisk taler om partikulære handlinger, men at disse reguleres af moralregler. Dermed har Urmson fundet understøttelse for punkt B. Det andet problem er Mill tale om "intermediate generalisations from the supreme principle". Dette tyder på at Mill har ment at moralregler kun er tommelfingerregler Dette er ikke nødvendigvis tilfældet. Mill mener at vi bør observere hvilke konsekvenser bestemte handlingstyper har, og der ud fra opstille nye regler og regulere de gamle. Men som Urmson siger "But this account of the genesis of moral rules does not require us to interpret them as anything but rules once made." Hvordan en moralregel opstår og hvordan den skal anvendes er to forskellige ting, og dermed er der ikke noget skel mellem 'intermediate generalisations' og regel utilitarisme.

Urmsons argumentation er sparsom (hvilket han da også selv indrømmer). Lad os derfor se om vi ikke kan finde yderligere understøttelse for at Mill er regel utilitarist, og der igennem, paradoksalt nok, vise at hans [Urmsons] tolkning ikke kan opretholdes.

1:Mill som handlings utilitarist

Når man læser 'Utilitarianism' er det ikke svært at finde passager der tilsyneladende understøtter Urmsons tolkning. J. D. Mabbott citerer i artiklen "Interpretation of Mill's Utilitarianism" en passage fra nævnte værk, der ifølge Mabbott er "one of the most striking piecies of evidens of his [Urmsons] interpretation":

"In the case of abstinence indeed - of things which people forebeer to do from moral considerations, though the consequenses in particular casas might be benificial - it would be unworthy of an intelligent agent not to be consciously aware that the action is of a kind which, if practised generally would be gennerally injurious."

Det Mill siger her er, at en handling ikke skal udføres hvis det medfører dårlige konsekvenser når handlingen udføres generalt. (Han bruger ganske vist en lidt mere teknisk sprog når han taler om en klasse af handlinger. Dette skal forstås som handlings typer d.v.s handlinger der er i overensstemmelse med en regel eller et kriterium. F.eks. kan løgn optræde under mange forskellige omstændigheder men tilhører dog samme klasse af handlinger idet de alle er i overensstemmelse med det samme kriterium, nemlig at fortælle noget der ikke er sandt). D.v.s at jeg, selvom jeg står over for en situation der, hvis jeg udfører den, vil medfører gode konsekvenser, skal jeg overveje om det vil medføre gode konsekvenser hvis alle andre handlede på samme måde, d.v.s handlede i overensstemmelse med en regel, og derfor skal jeg måske afstå fra at udføre handlingen. Dette synes altså at understøtte Urmsons tolkning. Spørgsmålet er blot om citatet set i sammenhæng med Mills øvrige etik nu også er så 'striking' som Mabbott vil gøre det til. Hvilken grund kunne Mill have til at insistere på at afstå fra at bryde en regel selvom det ville medføre gode konsekvenser?. I On Liberty giver Mill et svar på vores spørgsmål:

"Finally, if by his vices or follies a person does no direct harm to others, he is nevertheless (it may be said) injurious by his example; and ought to be compelled to control himself, for the sake of those whom the sight or knowledge of his conduct might corrupt or mislead." (min kursivering)

Når man udfører en handling er der en række eksplicitte konsekvenser og en række implicitte konsekvenser. De eksplicitte konsekvenser er dem der følger direkte af en handling, f.eks. hvis man giver mad til en der sulter bliver hun mæt, og de implicitte konsekvenser er de indirekte følger af handlingen. Når jeg giver mad til en der sulter, eller jeg lyver, er jeg et eksempel for andre. De indser måske det gode i at give mad til dem der intet har, eller de tænker 'hvis du lyver så gør jeg det sku også'. Sidstnævnte har nogle kedelige perspektiver. Denne handling vil ligeledes være et eksempel for andre, der så måske vil være mere tilbøjelig til at bryde moralreglen 'du må ikke lyve', og endnu værre, de vil måske være tilbøjelige til at bryde andre regler, og dette vil medføre usikkerhed. Hvis jeg kan være helt sikker på at folk følger moralreglerne, kan jeg i langt de fleste tilfælde være sikker på at det vil resultere i gode konsekvenser. Dette er ikke tilfældet hvis folk bryder reglerne efter forgodtbefindende. Mill vurdere at: "...the inconvenience of uncertainty...a greater evil than that which may possible arise in a minority of cases, from the imperfect adoption of the rule to those casas." Mill mener at moralregler, i de fleste tilfælde, skal overholdes fordi det at bryde dem vil medføre negativ 'utility'. Hvad han siger i ovennævnte citat fra 'Utilitarianism' er altså ikke at man skal undlade at handle fordi handlingen er af en bestemt type, men at man når man handler skal tage alle konsekvenser i betragtning d.v.s både de eksplicitte og de implicitte.

Et argument imod denne opfattelse af handlingens skadevirkning er det såkaldte 'desert island argument'. Hvis der ikke er nogen der finder ud af at jeg har brudt en moralregel, kan den ikke have skadevirkning på andre. Mills argument imod dette synspunkt ville være at henvise til karakterdannelsen. I 'Remarks on Benthams Philosophy' skriver han:

"It is not considered...wether the act or habit in question, though not in itself necesserily pernicious, may not form part of a character essentially pernicious, or at least essentially deficient in some quality eminently conductive to the 'greatest happiness'."

Selvom min handling ikke påvirker andre, påvirker den altid mig selv. Et brud på en moralregel vil svække min karakter, d.v.s jeg vil være mere tilbøjelig til at handle på samme måde en anden gang hvor det måske har skadelige virkninger.

Konklusionen på ovenstående diskussion kan opsummeres i to punkter: 1) at følge en regel vil styrke min egen tilbøjelighed til at adlyde og undlade at bryde moralreglen. 2) det vil øge andres tillid til at reglen generelt bliver overholdt og dermed øge sikkerheden.

Lad os nu gå over til en nærmere undersøgelse af hvorfor Mill ikke kan være regel-utilitarist. I A System of Logic nægter han eksplicit at det er muligt at konstruere fuldendte moralfilosofiske systemer:

"It is true that, for the sake of convenience, rules must be formed from something less than this ideally perfect theory; in the first place, because the theory can seldom be made ideally perfect; and next, because, if all the counteracting contingencies, wether of frequent or rare occurrence, were included, the rules would be too cumbrous to be apprehended and remembered by ordinary capacities, on the commen occasions of life. The rules of art do not attempt to comprise more conditions than require to be attended to in ordinary cases; and are therefore always imperfect."

Mill har altså to argumenter imod muligheden for at opstille perfekte regler (der samtidig anvendes som almen kritik af regel-utilitarismen).

1) Det er meget svært, for ikke at sige umuligt, at at opstille fuldkommene regler fordi det ville forudsætte at vi var i stand til at forudse alle fremtidige situationer og omstændigheder. Reglerne vil derfor aldrig kunne anvendes i alle fremtidige situationer og dermed aldrig være perfekte. For regel-utilitaristen vil dette medføre problemer, for hvad skal vil gøre i de situationer hvor reglerne ikke kan anvendes.

2) Reglerne vil, hvis de kunne opstilles, være så komplicerede og så besværlige at lære, huske og anvende at almindelige mennesker ikke ville være i stand til at gøre brug af dem. Dette medfører ligeledes problemer for regel-utilitaristen. Hun er derfor nød til at insistere på at moralreglerne skal være så enkle som muligt. Men det medfører så problemet nævnt under punkt 1.

Som det tydeligt fremgår af ovennævnte kan Mill ikke have ment at regler altid skal følges, og han kan derfor ikke betegnes som rendyrket regel-utilitarist. F.eks. siger han i 'Utilitarianism': "...to save a life, it may not only be allowble, but a duty, to steal, or take by force, the necessary food or medicine.". Der gives altså lejligheder hvor moralreglerne skal brydes, og hvor det at overholde dem endda vil være umoralsk: "...who goes by rule rather than by their reson...is rightly judged to be a mere pedant, and the slave of his formulas.". Spørgsmålet er så bare hvornår moralreglerne må brydes og hvornår vi kan vide at de må brydes?. Der er flere forhold vi må tage i betragtning når vi overvejer at bryde en regel. For det første skal vi huske på at erfaringen har vist os at moralregler i langt de fleste tilfælde har 'utility' maksimerende konsekvenser. Det vil derfor i de fleste tilfælde være rigtigt at følge moralreglerne. For det andet skal vi huske at reglerne ikke er perfekte og at der vil være situationer hvor det at følge reglerne vil producere negativ 'utility'. En regel må altså brydes når vi "...know what are the pracital contingencies which require a modification of the rule, or which are altogether exceptions to it.". Det er imidlertiddig klart at jeg qua endeligt væsen aldrig, i en given situation, vil kunne få øje på alle uforudsete konsekvenser eller kende alle undtagelser til reglen. Ej heller vil jeg med fuldstændig sikkerhed kunne forudse om det at bryde reglen vil medføre bedre konsekvenser end at undlade at bryde den. Men hvis jeg al min viden taget i betragtning, og efter nøje overvejelser er sikker på at det vil medføre negativ 'utliity' at følge reglen, så skal den brydes. Det er derfor mere korrekt at kalde Mill en form for handlings-utilitarist end en form for regel-utilitarist.

Kapitel 3: John Stuart Mills bevis for utilitarismen

a: D. D. Raphaels tolkning

Hvis man skal pege på nogle afsnit fra de klassiske værker inden for filosofien der er kendt for sige noget der åbenlyst er vrøvl, må afsnit tre i kapitel 4 af Utilitarianism, det såkaldte bevis for utilitarismen, ligge meget højt på listen. Siden værket udkom har filosoffer (med få undtagelser) kappedes om at kritisere beviset sønder og sammen. Dette ændrede sig dog i forbindelse med den (filosofiske) almene rehabilitering af Mill, og i 1955 skrev D. D. Raphael artiklen "Fallacies in and about Mill's Utilitarianism", hvori han søgte at vise at de berygtede fejlslutninger slet ikke var fejlslutninger, men udelukkende beroede på misforståelser af Mill.

Den første fejlslutning Raphael diskuterer findes i afsnit tres første del:

"The only proof capable of being given that an object is visible, is that people actually see it. The only proof that a sound is audible, is that people hear it: and so of the other sourses of our experience. In like manner, I apprehend, the sole evidens it is possible to produce that anything is desirable, is that people actually desire it."

For en dansksproget person kan en tolkning af dette citat være problematisk. Argumentet forekommer måske umiddelbart suspekt med hvori består fejlslutningen? Svaret skal findes i betydningen af de engelske ord 'visible', 'audible' og 'disirable'. Visible betyder 'able to be seen', audible betyder 'able to be heard' hvor imod betydningen af desirable er 'worthy of beeing desired'. Hvis noget er ønsket følger det at det er muligt at ønske det, men det følger ikke at det bør ønskes. Mill begår med andre ord den naturalistiske fejlslutning. Han slutter fra hvad vi rent faktisk ønsker, dvs. hvad der er, til hvad der er ønskværdigt, dvs. hvad vi bør ønske. Således lyder den klassiske kritik af citatet.

Raphaels kritik af kritikken tager udgangspunkt i Mills A System of Logic, bog VI, kapitel XII. Mill indfører en distinktion mellem 'science' og 'art'. Science er karakteriseret ved det 'the indictive mood', dvs. en bekendtgørende (eller deskriptiv) måde. Art gør derimod brug af 'the imperative mood', dvs. en bydende (eller imperativ) måde og han skriver:

"Every art has one first principle...not borrowed from science...Propositions of science assert a matter of fact...[art] do not assert that anything is, but enjoin or recommend that something should be. They are a class by themselves. A proposition of which the predicate is expressed by the words ought or should be, is generically different from one which is expressed by is, or will be."

Og af overskriften i §1 fremgår det at "Morality not a Science, but an Art". Etikken er altså ikke en videnskab men kunstskab. Videnskaben er karakteriseret ved at fremsætte påstande om verden, om eksistensen af ting, om egenskaber ved ting osv. Etikken fremsætter ikke påstande, men kommer med anbefalinger dvs. forsøger at redegøre for hvordan tingene bør være. Læg især mærke til de sidste tre linier hvor Mill siger at udsagn med er og udsagn med bør er forskellige typer udsagn. Mill formulerer med andre ord den naturalistiske fejlslutning. Han hævder eksplicit at man ikke kan slutte fra 'the indictive mood' til 'the imperative mood', men det er netop hvad kritikkerne af ovenstående fejlslutningscitat hævder at han gør. At Mill ikke forlod dette synspunkt fremgår af afsnit et i kapitel fire af Utilitarianism som er en kort opsummering at hvad han skrev i A System of Logic: "It has already been remarked, that questions of ultimate ends do not admit of proof, in the ordinary acceptation of the term.". Førsteprincipper kan ikke bevises i streng forstand f.eks. som et matematisk bevis, men kritikerne hævder at Mill netop forsøger at gøre dette tolv linier senere. Kritikken forekommer derfor ikke berettiget.

Men hvad er det så egentlig Mill vil med sit 'bevis'. Vi skal huske på at han var positivist og i beviset gør Mill opmærksom på at den eneste måde vi kan afgøre om en ting er synlig er at man kan se den, og tilsvarende er den eneste måde vi kan afgører om noget er ønskværdigt er at folk ønsker det. Mill gør ikke andet en at påpege det empiriske faktum at folk generelt mener at det de ønsker også er det ønskværdige. Man kan betvivle om det nu også er et faktum, men man kan næppe beskylde ham for at begå en fejlslutning (i logisk forstand).

Den anden fejlslutning Raphael diskuterer befinder sig ligeledes i afsnit tre umiddelbart efter den første:

"No reason can be given why the general happiness is desirable, except that each person, so far as he belives it to be attainable, desires his own happiness...that each person's happiness is a good to that person, and the general happiness, therefore, a good to the aggregate of all persons."

Fejlslutningen går som følger: Man kan ikke slutte fra at den enkeltes lykke er et gode for den enkelte, til at alles lykke er et gode for enhver. Det svare til at slutte fra at jeg skal lukke min egen dør, til at alle skal lukke alles døre. Mill begår det som hedder 'the fallacy of composition'. Når man slutter fra egenskaber ved individet der indgår i en helhed (det være sig mennesker, tandhjul, snørrebånd osv.) til egenskaber ved helheden selv begår man 'the fallacy of composition'. Fejlslutningen beror på at distinktionen mellem distributiv og kollektiv brug af begreber overses. Busser bruger mere benzin end biler hvis man tager den enkelte bus og sammenligner med den enkelte bil, dvs. begrebet brugt distributivt, men hvis man sammenligner helheder af biler og helheden busser, dvs. begrebet brugt kollektivt, bruger biler mere benzin end busser fordi der er mange flere biler. Mill bruger sætningen "the general happiness" kolektivt idet han mener helheden af lykke, mens sætningen "a good to the aggregate of all persons" bruges distriputivt forudsat at man tolker den til at betyde hver enkelt person, hvilket ordet aggregat (idet aggregat betyder noget der er sammensat af forskellige komponenter) kunne tyde på var rigtigt. Han mener altså at A's lykke er et gode for A, og B's lykke er et gode for B, og der af følger at A's lykke + B's lykke er et gode for både A og B. Men der er meget der tyder på at det ikke er det Mill mener. I et brev dateret 13 juni 1868 til en vis Henry Jones der havde kritiseret ovennævnte passage skriver Mill:

"As to the sentence you quote from my 'Utilitarianism'; when I said that the general happiness is a good to the aggregate of all persons i did not mean that every human being's happiness is a good to every other human being...I merely meant in this paticular sentence to argue that since A's happinessis a good, B's a good, C's a good, &c., the sum of all these goods must be a good."

I brevet afviser Mill altså ovennævnte tolkning. Det er ikke sådan at alles gode er et gode for enhver, men at summen af hver enkelts gode er et gode. Raphael er inde på at dette synes at være en særdeles triviel konklusion, og at Mills svar i brevet ikke er helt tilfredsstillende. Men når Mill nu selv ekspliciterer hvad han mener må det tages for pålydende, og der er dermed ikke belæg for den traditionelle kritik af denne fejlslutning.

Kapitel 4: Ret og retfærdighed

a: Retfærdighed

Ifølge Mill Har en af de største indvendinger mod utilitarismen været, at den ikke tager højde for retfærdighed og ikke kan beskytte individets rettigheder, og dette har givet anledning til at mange ikke har villet antage den utilitaristiske doktrin (sådan var det dengang og sådan er det stadig!). Det skyldes at retfærdighedsbegrebet er omgivet af meget stærke følelser. Når vi stilles overfor uretfærdighed vil vi straks harmes, forarges osv. Følelserne optræder så klart og næsen instinktivt, at mange mennesker er blevet forledt til at tro at der er tale om en 'åbenbaring af en objektiv virkelighed'. Det er ifølge Mill en forkert om end forståelig opfattelse i og med at mennesker ofte vil betragte en subjektiv følelse der ikke er redegjort for, som netop en sådan åbenbaring, dvs. en udefra kommende påvirkning. En objektiv moralsk virkelighed vil naturligvis være uforenelig med utilitarismen, og Mill vil derfor undersøge:

"...whether the justice or injustice of an action is a thing intrinsically peculiar, and distinct from all it's other qualities, or only a combination of certain of those qualities, presented under a peculiar aspect."

Hvis en handlings retfærdighedsværdi er enestående, er der et skisma mellem utilitarismen og retfærdighed og man ender i en eller anden form for moralrealisme eller intuitionisme. Hvis det modsatte er tilfældet kan retfærdighed og utilitarisme måske forenes. Der ud over vil Mill undersøge om retfærdighed er sui generis, hvad sansningen er for Mill, eller om den er afledt af andre følelser, altså en undersøgelse af retfærdigheds følelsens oprindelse.

Det første led i undersøgelsen er at finde ud af om der gives essentielle træk ved retfærdighed og derved adskille den fra ting vi finder frastødende eller gode, men som ikke er uretfærdige eller retfærdige. Mill opstiller eller identificere seks typer (u)retfærdighed:

1) Juridiske rettigheder:

Disse rettigheder er dem som er nedfældet i loven, og/eller tildelt en person eller en gruppe af personer ved lov. Vi finder det uretfærdigt hvis en persons juridiske rettigheder krænkes, f.eks. hvis hun udsættes for tyveri, frihedsberøvelse el.

2) Moralske rettigheder:

Det er rettigheder (eller love) der burde eksistere eller ikke burde eksistere. Loven kan tildele en person nogle rettigheder hun ikke burde have, eller fratage hende rettigheder hun burde have. Uretfærdighed består altså også i at fratage en person hvad hun har moralsk ret til:

"We may say, therefore, that a second case of injusitce consist in taking or withholding from any person that to which he has a moral right."

Heraf følger at loven ikke kan være det endelige kriterium på retfærdighed, men må reguleres af netop retfærdigheden.

3) Fortjenestfulde handlinger (desert):

Fortjeneste fulde handlinger er princippet om 'lige for lige', at en person kun får det hun fortjener uanset om det nu er godt eller ondt, og vi opfatter det som uretfærdigt hvis hun får mere eller mindre end hun fortjener: Ondt skal gengældes men ondt, og godt men godt.

4) At bryde sit løfte:

Hvis vi ikke overholder vores forpligtigelser, herunder også at skuffe forventninger vi har givet anledning til, uanset om de er eks- eller implicitte, opfatter vi det som uretfærdigt.

5) Upartiskhed:

Hvis vi favoriserer eller diskvalificerer en person pga. irrelevante omstændigheder, f.eks. køn eller race, handler vi uretfærdigt:

"Impartiality, in short, as an obligation of justice, may be said to mean, being exclusively influenced by the considerations which it is supposed ought to influence the particular case in hand; and resisting the solicitation of any motives which prompts to conduct different from what those considerations would dictate."

Denne upartiskhed gælder ubetinget hvad rettigheder angår, f.eks. i en retssag, men kun i mindre grad overfor familie og venner. Det er altså tilladt at favorisere de mennesker der er i den nærmeste omgangskreds til en vis grad.

6) Lighed:

Lighed ligger i forlængelse af upartiskhed. Når man ved vurdering af en sag kun tager relevante ting med i overvejelserne medføre det at personerne behandles lige.

Mill går herefter over til at diskutere hvad der motiverer retfærdighedsfølelsen. Bag enhver retfærdighedsmæssig eller moralsk forargelse ligger ønsket om at straffe den eller de personer der har overtrådt regelrne. En person har altså kun gjort noget forkert (og her underforstås noget moralsk forkert, dvs. overtrædelse af en regel der burde findes, og ikke nødvendigvis noget der er forkert ifølge loven), hvis vi mener at hun bør straffes for det hun har gjort. Ikke nødvendigvis med fængsel, bøde eller anden juridisk straf, men også samfundets ellers hendes omgivelsers fordømmelse, eller hendes egne samvittighedskvaler:

"For the truth is, that the idea of penal sanction, which is the essence of law , enters not only into the conception of injustice, but into that of any kind of wrong. We do not call anything wrong, unless we mean to imply that a person ought to be punished in some way or other for doing it; if not by law, by the opinion of his fellow creaturs; if not by opinion, by the proaches of his own conscience. This seems the real tuning point of the distinctions between morality and simple expendiency."

I sidste linie lancerer Mill den interessante tanke at det er hævntørst, eller i hvertfald ønsket om straf, der kendetegner moral. Hvis disse følelser ikke er tilstede er der ikke tale om moral men om simpel nyttehensyn.

Men hvis både retfærdighed og moral er motiveret af ønsket om straf, hvad er det så der adskiller dem, eller med andre ord, hvordan undgår Mill at al moral bliver 'reduceret' til pligter og retfærdighed? Mill indføre her en distinktion mellem 'perfect' og 'imperfect duties'. Perfekte pligter, dvs. retfærdighed i snæver forstand, defineres som en pligt hvortil der svarer en rettighed. Hvis jeg har pligt til ikke at skade andre mennesker, så må der være mindst et andet menneske der har ret til ikke at blive udsat for skade (af mig): "...duties of perfect obligation are those duties in virtue of which a correlative right resides in some person or persons..." (understregningen markerer kursivering i orginal teksten). Ufuldkommende pligter, dvs. moral i bred forstand, er dem hvortil der ikke svarer en rettighed,, men som alligevel er obligatoriske. Velgørenhed er obligatorisk, jeg har pligt til at give penge til f.eks. Røde Kors, men pligten er ufuldkommen fordi Røde Kors ikke har ret til mine penge, og dermed er jeg heller ikke forpligtet til at være velgørende på noget bestemt tidspunkt: "...duties of imperfect obligation are those noral obligations which do not give birth to any right." Hermed er retfærdigheden adskilt fra den øvrige moral.

Ideen om retfærdighed indeholder altså to elementer: 1) en regel det være sig en lov, en konvention eller andet er blevet brudt, og dette kan gøres til genstand for vores misbilligelse. Bruddet på en regel implicerer to ting: a) en eller flere personer har lidt skade, dvs. en persons rettigheder er blevet krænket og b) en person der har forvoldt skaden, og dermed ikke overholder sine forpligtigelser. 2) en følelse der, som Mill siger, sanktionerer reglen, dvs. sørger for at vi overholder den. Følelsen medføre et ønske om at straffe personen der bryder reglen. Ønsket om at straffe skadevolderen har to facetter: a) Sympati med den/de det går ud over, ikke kun i den nærmeste omgangskreds, men med hele menneskeheden og b) ønsket/viljen til at forsvare sig selv. Mill bruger her en analogi fra dyreverdenen. Dyret har sympati for sit afkom og vil altid forsøge at forsvare det, og dyret vil prøve at skade den der har skadet det. Mennesket har en mere udviklet sympati der, som sagt, gælder hele menneskeheden. Mill mener nu at have forklaret hvordan de stærke følelser omkring retfærdighedsbegrebet opstår rent naturalistisk, og heri ligger ingen modsætning til utilitarismen. Tværtimod er ønsket om at straffe ikke i sig selv moralsk, men bliver det når den underordner sig sympatifølelsen, eller den sociale følelse som Mill siger, og mennesker det besider sympatifølelse vil derfor handle i overensstemmelse med det alment gode:

"This sentiment, in itself, has nothing moral in it; what is moral is, the exclusive subordination of it to the social sympathies, so as to wait on and obey their call...but when moralized by the social feelings, it only acts in the direction conformable to the general good."

Følelsen af retfærdighed opstår altså ikke af lykke princippet, men den får sit moralske indhold fra lykkeprincippet.

b: Rettigheder

Vi har nu gennem længere tid talt om rettigheder uden at definere begrebet nærmere. Det hænger sammen med at en rettighed ikke er sui generis men er "...one of the forms in which the other two elements clothe themselve.". Disse to elementer er allerede nævnt, en skadevolder og en der lider skade. Mill knytter tanken om retfærdighed tæt sammen med tanken om rettigheder, der defineres som følger:

"When we call anything a person's right, we mean that he has a valid claim on society to protect him in the possession of it, either by force of law, or by that of education and opinion."

Ved at definere rettigheder på denne måde, undgår Mill problemet om konfliktende rettigheder. Samfundet kan ikke både varetage person A's ret til x og person B's ret til ~x, medmindre man vil graduere rettigheder og antage at A har ret til x, men B har mere ret til ~x da det er en stærkere rettighed (Jeg har i eksemplet skærpet problematikken ved at tale om x og ~x, rettigheden og dennes negation. Man kunne også bare tale om x og y eller a og b e.l.). Det er faktisk hvad Mill (uvidende?) synes at antage f.eks. skriver han:

"...to save a life, it may not only be allowable, but a duty, to steal, or take by force, the necessary food or medicine, or to kidnap, and compel to officiate the only qualified medical practitioner."

Lægen har ret til ikke at blive frihedsberøvet (antager vi), men Mill mener at kidnapning i visse situationer er berettiget, idet retten til liv er mere fundamental (antager vi). En sådan konflikt mellem rettigheder har Mill tilsyneladende ikke taget højde for, og han anviser ikke nogen metode til at løse sådanne konflikter. Naturligvis kan man appellere til lykke princippet, men det fremgår ikke eksplicit hos Mill at det er metoden. Han bruger dog appel til 'utility' til at løse interessekonflikter f.eks. fordeling at skattebyrden, størrelsen af lønnen o.l. Men her er der ikke tale om konflikt mellem rettigheder, men om en konflikt mellem interesser der begge (ifølge commen sense) kan betegnes som retfærdige. Sådanne, ofte politiske, konflikter kan kun løses ved at henvise til et fundamentalt princip, in casu lykke princippet. Derud over er problematikken om konfliktende rettigheder ikke knyttet specifikt til utilitarismen. Enhver moral eller politisk filosofi der opererer med en rettighedstanke står over for problemet.

Spørgsmålet er nu hvorfra forpligtelsen til ikke at skade andre kommer? Mills svar er, ikke særlig overraskende, nytteprincippet. Samfundets beskyttelse af individets rettigheder medfører sikkerhed og er altafgørende (som vi også så i kapitel to):

"...security, to every one's feelings the most vital of all interest...but security no human being can possibly do without; on it we depend for all our immunity from evil, and for the whole value of all and every good, beyond the passing moment...[this] gathers feelings round it so much more intense than those concerned in any of the commen cases of utility..."

Sikkerhed er altafgørende for den menneskelige tilværelse. Derfor er rettigheder nødvendige for at maksimere lykke (man ser her en parallel til Hobbes' politiske filosofi, hvor overgangen fra naturtilstand til staten er motiveret af den usikkerhed alles krig mod alle medfører). Denne snak om sikkerhed tvinger dog Mill mere i retning af konservatisme end han umiddelbart er villig til at indrømme (hvis man tager On Liberty i betragtning), og der opstår en konflikt mellem de konservative og liberalistiske elementer i Mills filosofi. Han er nemlig nød til at insistere på traditionen og de fastlagte normer. Disse bliver i forbindelse med socialiseringsprocessen internaliseret i det enkelte menneske, og bliver dermed en del af hendes identitet og selvforståelse. Hvis man derfor pludselig ændrer normer og forkaster traditionen vil alt hvad hun gør bliver forkert og forældet, og hun vil ikke længere kunne orientere sig i forhold til sine omgivelser. Det vil medføre stor usikkerhed og deraf følger en nedgang i den samlede sum af lykke. Det giver problemer f.eks. i forbindelse med 'kvindernes underkuelse'. Det er klart lykkesænkende at kvinder ikke er ligestilet med mænd. Men at ændre det pludseligt vil medføre usikkerhed, så det går ikke. Derfor er nøgleordene ikke revolution eller pludselig ændring, men reformation og evolution, og det er nok lidt imod ånden i On Liberty og Kvindernes underkuelse.

Ved at kombinere rettighedestanken med en fallibilisme har Mill er stærkt argument mod værdiforvaltning på andres vejne. F.eks. kunne man hævde at staten, eller en gruppe under staten med særlig forstand på lykke maksimering for det enkelte menneske, skulle styre folks liv fordi det ville gøre deres liv bedre. Men dette kan ikke være tilfældet qua fallibilismen. Vi kunne komme til at tvinge en person til noget hun ikke har lyst til, eller kun lyst til nogle gange. Det at blive tvunget til at gøre noget, kunne mindske hendes nydelse (som ved voldtægt), og dertil kommer noget af det vi diskuterede i kapitel 2. Andre vil se at hun bliver tvunget og måske blive bange for selv at blive tvunget, hvilket alt i alt vil medføre usikkerhed og nedgang i lykke.

Konklusion

Jeg har i det foregående forsøgt at vise at Mills moralfilosofi ikke er plaget af mange af de fejl den traditionelt er blevet tilskrevet. Tværtimod udgør hans system et, fra en intern synsvinkel, konsistent og sammenhængende hele.

Lad mig kort opsummerer. I kapitel 1 behandles Mills distinktion mellem højere og lavere behagsformer. Vi så at hans kvalitative utilitarisme plages af en cirkularitet og at Milsl komite af kompetente dommere måske ikke lader sig realisere i den 'virkelige' verden. Men samtidig så vi at de to problemer ikke gjorde distinktionen aldeles uholdbar, og at lettere modifikationer måske kan bringe synspunktet på ret kurs igen. Videre forskning på dette område er påkrævet (at det så tilsyneladende ikke er blevet gjort kan undre).

I kapitel 2 blev der redegjort for at Mill, retrospektivt, bedst kan betegnes som handlings utilitarist, og som nævnt i indledningen er det min opfattelse at Mills synspunkter peger frem mod en egentlig ophævelse af distinktionen mellem handlings- og regel utilitarisme.

Kapitel 3 viste, dels ved at gribe tilbage til A System og Logic dels breve fra Mills hånd, at den klassiske kritik af Mill 'bevis for utilitarismen' bygger på misforståelser.

Det afsluttende kapitel 4 viste at det er muligt at forene utilitarismen med rettigheder og retfærdigheder. Mill har ganske vist visse problemer med at forene sine liberalistiske synspunkter med rettighedstanken, men det er ikke noget der påvirker utilitarismen som sådan. Også på dette område er der brug for yderligere undersøgelser og jeg er, i lyset af den seneste dekades publikationer, fortrøstningsfuld hvad det angår.

Litteraturliste

Atkinson, R. F., "J. S. Mill's 'Proof' of the Principle of Utility", Philosophy, vol. 32, 1957, s.158-167.

Brown, D. G., "Mill's Act-Utilitarianism", Philosophical Quarterly, Vol. 27, 1974, s. 67-68.

Copleston, Frederick, A History of Philosophy Volume VIII - Modern Philosophy - Empiricisme, Idealism, and Pragmatism in Britain and America, New York, Image/Doubleday, 1994.

Crisp, Roger, Mill on Utilitarianism, "Routledge Philosophy Guidebook to", New York, Routledge, 1997

Edwards, Rem, "The Principle of Utility and Mill's Minimizing Utilitarianism", The Journal of Value Inquiry, Vol. 20, 1986, s. 125-136.

Hielmcrone, Harald von, Den moderns debat om utilitarismen, filosofisk institut ved Århus Universitet (ikke publiceret prisopgave for året 1969).

Holbrook, Daniel, Qualitative Utilitarianism, University of America Press, 1988.

Kerner, George C., Three Philosophical Moralists, Oxford, Clarendon Press, 1990.

Klawonn, Erich, Udkast til en teori om moralens grundlag, Odense Universitetsforlag, 1996.

Lyons, David, Rights, Welfare, and Mill's Moral Theory, New York, Oxford University Press, 1994.

Mabbott, J. D., "Interpretations of Mill's Utilitarianism", Philosophical Quarterly, Vol. 6, 1956, pp. 115-120.

McCloskey, H. J., John Stuart Mill: A Critical Study, "Philosophers in Perspective", Macmillian, 1971.

Mill, John Stuart,

- A system of Logic

Collected Works of John Stuart Mill vol. VII og VIII, Robson, J. M. (red.), Toronto og Buffalo, University of Toronto Press, 1973

- Bentham

- Blakey's History of Moral Science

- Coleridge

- Remarks on Bentham's Philosophy

- Sedgwick's Discourse

- Utilitarianism

- Whewell on Moral Philosophy

Collected Works of John Stuart Mill vol. X, Robson, J. M. (red.), Toronto og Buffalo, University of Toronto Press, 1969

- Later letters 1849-1873

Collected Works of John Stuart Mill vol. XVI og XVII, Robson, J. M. (red.), Toronto og Buffalo, University of Toronto Press, 1972

- On Liberty

Collected Works of John Stuart Mill vol. XVIII, Robson, J. M. (red.), Toronto og Buffalo, University of Toronto Press, 1977

Quinton, Anthony, Utilitarian Ethics, London, Macmillian, 1973.

Raphael, D., Daiches, "Fallacies in and about Mill's Utilitarianism", Philosophy, Vol. XXX, No.115, Oktober 1955, s. 344-357.

Scarre, Geoffrey, Utilitarianism, "The Problems of Philosophy", London og New York, Routledge, 1996.

Seth, James, "The Alleged Fallacies in Mill's Utilitarianism", Philosophical Review, Vol. XVII, No. 101, September 1908, s. 469-488.

Urmson, J. O., "The Interpretation of the Moral Philosophy of J. S. Mill", Philosophical Quarterly, Vol. III, No. 10, 1953, s. 33-39.

Wolff, Jonathan, An Introduction to Political Philosophy, "Opus", London, Oxford University Press, 1996.