Titel: Sproganalyse som metafysikkritik.

Forfatter: Thomas Laursen.

Odense Universitet, filosofisk Institut.

Januar 1999.

Type: Pensumreduktionsopgave.

Copyright 1999-2000 Thomas Laursen. Alle rettigheder forbeholdes. Citat med tydelig kildeangivelse accepteres.

Forfatteren kan kontaktes på: tnla@sol.dk

Denne side er en del af Filosofiske essays.

 

Indledning

Analytisk filosofi

Wittgenstein

Logisk positivisme

Konklusion

INDLEDNING

En besvarelse af en opgave med titlen Sproganalyse som metafysikkritik kunne godt selv i behandlingen af det analyserende gå hen og blive analytisk ja måske ligefrem kedelig, og muligvis er dette også sket for den nærværende, men netop derfor kunne det sikkert være en god idé at træde et skridt tilbage og i et bredere perspektiv betragte opgavens to hovedrolleindehavere eller - for at komme i stemning - to objekter.

Det er nemlig et pudsigt forhold, synes jeg, at hvor metafysikken har hele 2500 år på bagen, har sproganalysen kun godt 100 år alt iberegnet. Hvad en sådan forskel skyldes, skal jeg udlade at komme med inkompetente bud på, men bemærkelsesværdigt er det at sproganalysen eller den analytiske filosofi opstår på et tidspunkt hvor metafysikkens afkom - naturvidenskaberne - går ind i en vækst fuldstændigt uden tidligere sidestykke. Det kunne jo fint tolkes som en - på et eller andet plan - reaktion mod disse, men at modsætningen ikke desto mindre er langt fra så diametral, fremgår når man husker på sproganalysen selv er et barn af - ja: naturvidenskaberne.

Herom mere om lidt, men allerførst et par ord om fremgangsmåden: For overblikkets skyld har jeg valgt som start kort at introducere den analytiske filosofi som én strømning til trods for at den metafysik-fjendtlige del heraf igen kun udgjorde én retning ud af flere. Tiden efter at denne del - nærmere bestemt den logiske positivisme - havde sit virke, omtaler jeg til gengæld ikke.

Efter den analytiske filosofi følger et helt afsnit om Wittgenstein, ikke at han havde som dybeste hensigt at bortskaffe metafysikken, men hans Tractatus logico-philisophicus er uden tvivl i holdningen til traditionel filosofi stærkt anti-metafysisk og kom til at spille en central rolle for hele den analytiske filosofi og ikke mindst den logiske positivisme.

Gennemgangen af denne vil være som helhed betragtet og med undtagelse af Rudolf Carnap uden særlige diskussioner af de enkelte medlemmer. Da logisk positivisme nærmest er indbegrebet af metafysikkritik, vil den også fylde godt op i min konklusion til sidst.

Oprindeligt havde jeg tænkt mig at medtage både Willard Quine og Michael Dummett, men da førstnævnte i metafysikkritisk henseende faktisk intet føjer til positivisternes program, og sidstnævnte - til trods for at jeg mener at den realisme/anti-realisme modsætning han behandler kunne være relevant i en diskussion om metafysik - så vidt jeg kan se taler mere om ontologi end sprog, har jeg pillet dem af igen.

ANALYTISK FILOSOFI

Et udtryk som analytisk filosofi er ikke særligt oplysende. Næsten alle filosofiske retninger er i en eller anden forstand analytiske, og at udpege lige nøjagtigt dem som udtrykket hentyder til, kræver et godt forudgående kendskab til det 20. århundredes filosofi.

Alligevel er der visse karaktertræk der kendetegner samtlige retninger inden for den analytiske filosofi, for skønt disse såkaldte retninger divergerer på afgørende punkter indbyrdes, så anser de dog alle den samme opgave for filosofiens vigtigste: sproganalyse.

Af andre særkender (men i tilknytning hertil) må først og fremmest nævnes en udbredt uvilje mod spekulation uden forbindelse til og ikke mindst fundering i sanseerfaring, samt en ligeså stor uvilje mod ureflekteret begrebsbrug og -dannelse. Ved at insistere på sådanne forholdsregler så man sig i stand til enten at løse eller - som oftest - at opløse stort set alle såkaldt filosofiske problemer som den ene generation af tænkere efter den anden i altså over 2500 år havde bakset med.

Det må også med at retningen i det store og hele havde sit virke i den angelsaksiske verden, frem for alt Storbritannien, til trods for at inspirationen hovedsageligt kom fra kontinentet, nærmere bestemt Østrig og Tyskland.

Baggrunden for den analytiske filosofis fremkomst i 1900-tallets første årtier skal nok især findes i den omstændighed at både matematikken og fysikken været gennem en voldsom udvikling det seneste halve århundrede hvor specielt opdagelserne af ikke-euklidiske geometrier og udbygningen af Aristoteles' logik inden for matematikken, og udviklingen af kvante- og relativitetsteorien inden for fysikken, øgede interessen blandt filosoffer for erkendelsens grundlag, samtidig med at kontrasten mellem empirister og rationalister stod endnu klarere frem.

Bertrand Russell

Grundlæggeren af den analytiske filosofi, hvis en sådan skal udvælges, må være den britiske filosof og matematiker Bertrand Russell (1872-1970). Sammen med sin lærer Whitehead skrev han storværket Principia Mathematica (1910-13), hvori matematikken angiveligt reduceres til fem logiske grundsætninger, og i årene herefter lancerede han idéen om den logiske atomisme, hvori verden ses som summen af simple 'kendsgerninger' der indbyrdes er logisk struktureret som i PM, og som hver især er bygget op af én eller flere simple 'entiteter'. Hvad disse entiteter er for størrelser, er det for Russell en af filosofiens fineste opgaver at besvare, så selvom hans logiske atomisme langt hen ad vejen var et opgør med forskellige former for monisme og realisme, så var den på ingen måde et angreb på metafysik generelt. Tværtimod: den var selv et metafysisk system, og ment som et sådant.(1)

Da opgaven her netop er om metafysikkritik, vil jeg derfor i det store og hele forbigå Russell i det følgende, ligesom en del andre analytikere uden anti-metafysisk grundindstilling, fx G.E.Moore (1873-1959) og hele dagligsprogsskolen, heller ikke vil blive omtalt.

WITTGENSTEIN

Den første analytiske filosof der for alvor kritiserer metafysikken, er østrigeren Ludwig Wittgenstein (1889-1951). Han studerede hos Russell og fik ved dennes hjælp i 1921 udgivet værket Tractatus Logico-Philosophicus, der sandsynligvis er det mest korte, mest berømte, og et af de mest vanskelige i filosofiens historie.

Heri undersøger Wittgenstein forbindelsen mellem sproget og virkeligheden og - i sidste ende - tankens grænser. Kan vi fx beskrive den verden vi lever i præcist, og i hvad består forholdet og evt ligheden nærmere bestemt mellem sproget og omverdenen?

Wittgensteins metode til at besvare spørgsmålene består i fremsættelsen af i alt syv udsagn som han efterfølgende begrunder i et hierarkisk opbygget decimalsystem, blot med den undtagelse at syvende udsagn er konklusionen på de foregående seks og på værket som helhed.

Og netop denne definitive konklusion er dét der inddrager Tractatus som vigtig i diskussionen af metafysikkritikken. "Wovon man nicht sprechen kann, darüber muß man schweigen." Sådan lyder den. Men hvad skal den betyde? Og hvordan begrundes?

Billedteorien

I min forklaring heraf vil jeg ikke følge Tractatus' egen opbygning - i så fald kom jeg måske til at skrive en tro kopi, hvilket jo næppe ville godtages. Hvad jeg i stedet vil indlede med, er overordnet at omtale Wittgensteins billedteori, der jo spiller en central rolle i Tractatus.

Teorien går i korthed ud på at sproget afbilder verden. Ved verden forstår Wittgenstein samtlige kendsgerninger (Tatsachen), hvilket vil sige samtlige sagforhold (Sachverhalten) eller situationer der havde, har, eller får eksistens.

Et sagforhold kan være simpelt eller sammensat. Et simpelt er en bestemt relation af genstande (Gegenstände), og en sammensat er en enhed af to eller flere simple.

En genstand kan være materiel eller abstrakt. En materiel er en fysisk ting (Ding), og en abstrakt er en sag (Sache).(2)

Såvidt verden. Nu sproget.

Dette er selv del af verden, men dertil også et billede heraf. Ikke et fx fotografisk eller skulpturelt billede hvor en vis fysisk lighed kræves, men derimod et logisk billede, hvor ligheden (eller uligheden hvis sætningen er falsk) består i selve strukturen.

Således har ethvert sagforhold en tilsvarende sætning der beskriver sagforholdet 100% korrekt i samtlige dets detaljer. Er sagforholdet simpelt, kaldes sætningen for en elementarsætning, og denne er sprogets mindste enhed.

Genstandene i et sagforhold modsvares i sproget af elementerne heri: nemlig navne. På denne måde svarer der til hvert element i et sagforhold et element i sætningen der afbilder det.(3)

Ekstensionalitetstesen

Billedteorien som her beskrevet kobler Wittgenstein sammen med ekstensionalitetstesen, der siger 1) at navne der henviser til samme genstand (dvs har samme ekstension), uden problemer kan erstatte hinanden, og 2) at enhver sammensat sætning er en sandhedsfunktion af elementarsætninger, hvis sandhedsværdier er indbyrdes uafhængige. Sandhedsværdien af en sammensat sætning er derfor uafhængig af hver enkel elementarsætnings mening (også kaldet intension), og dermed af hele den semantiske side af et udsagn.

Kombineret med billedteorien betyder dette at en elementarsætnings mening (dens sagforhold) kan forstås blot ved at forstå navnene der indgår i den. Strukturen derimod - og dermed dens sandhedsværdi - er, hvis man her overhovedet kan tale om sådanne, givet på forhånd. De er - i hvert fald sandhedsværdien - selvrefererende.(4)

Eftersom en elementarsætnings gengivelse af et sagforhold består i at den har samme logiske form som dette, bliver det nu muligt at afgøre hvilke sagforhold der er mulige og hvilke der er umulige. Hvor et sagforholds struktur er relationen mellem dets genstande, er dets logiske form nemlig (u)muligheden af denne struktur.

Wittgenstein giver ingen eksempler på hverken et sagforhold eller en genstand, og ligeså vist heller ikke på en elementarsætning, men han mener at sidstnævnte er det samme som en tanke, blandt andet fordi en sådan ligesom elementarsætningen altid er intensionel, dvs handler om noget bestemt.

Formentlig sætter Wittgenstein således i sproglig henseende lighedstegn mellem sætning og tanke; de er begge kendsgerninger, altså dele af den aktuelt eksisterende verden, og har dertil nøjagtig samme rækkevidde og struktur.(5)

Men kan man så heraf slutte at siden disse to størrelser - og dermed sproget som sådan - således selv er begrænset til, eller indesluttet i, den verden de beskriver, så er også selve relationen, eller rettere den fælles logiske form, mellem verden og dens sprog indeholdt i verden?

Svaret er nej ifølge Wittgenstein. At den logiske form bestemmer muligheden for eksistens for enhver tænkelig udgave af verden, betyder ikke at den dermed er en del af denne. Tværtimod er dette utænkeligt. Hvis jeg med sætningen S beskrev kendsgerningen K, så ville iagttagere, såfremt beskrivelsen var nogenlunde nøjagtig, principielt kunne pege på lige præcis de fælles strukturer der afstedkommer ligheden, og måske ovenikøbet analysere dem ned til atomare enheder (simple sagforhold og elementarsætninger), mens derimod baggrunden for at lige disse strukturer lader sig realisere og andre ikke, samt at nogle lader sig kombinere og andre ikke, ligger uden for både erfaringens og erkendelsens rækkevidde. Det forhold at jeg beskriver K med S, kan ikke beskrives. Kun K og S kan beskrives. Derfor hører logikkens form for Wittgenstein til en anden virkelighed eller i hvert fald en helt anden verden end nogen af de inden for logikkens rammer mulige.(6)

Konsekvensen heraf (af billedteorien og ekstensionalitetstesen) bliver dels at vi vrøvler hvis vi prøver at redegøre for de logiske formers natur, og dels at et hvilket som helst udsagn vi fremkommer med vil kunne karakteriseres som enten 1) en tautologi, der altid og overalt er sand og derfor intet siger om nogen verden, 2) en kontradiktion, der altid og overalt er falsk og der heller intet siger om nogen verden, eller 3) en kontingent sætning, der enten er sand eller falsk og derfor siger noget om verden, og hvor vi til afgørelse af sandhedsværdien er afhængige af vore sanser.

Sidstnævnte konsekvens betyder igen at sproget - og det vil for (den tidlige) Wittgenstein sige det beskrivende sprog - har en logisk form som enhver af dets sætninger passer ind i, og eftersom vi erfaringsmæssigt er i stand til at beskrive verden rimeligt korrekt, så er sprogets logiske form også verdens. Når vi hertil opdager det mønster hvorved de forskellige sammensætninger af elementarsætninger lader sig rubricere som henholdsvis tautologier, kontradiktioner, eller kontingente sætninger, så ser vi på en måde verdens logiske form, dog uden at vi i vores sprog, eller i det hele taget i vores verden, nogensinde vil kunne gengive den.(7)

Fremsætter vi nu en påstand, et udsagn, som ikke passer ind nogen steder i den logiske form, ja så er der egentlig ikke tale om nogen påstand eller udsagn eller sproglig sætning overhovedet, men faktisk blot om et udbrud, måske nok artikuleret, men ikke desto mindre meningsløst.

Til sådanne udbrud henregner Wittgenstein alle udredninger om verdens indretning, der alene er rationelt funderet - og som vi især kender fra Descartes og fremefter, skønt også antikkens tænkere, fra forskellige vinkler, rammes af kritikken. Et eksempel kunne være Heraklits verdensfornuft logos, der - udtrykt som dom - styrer al tilsyneladende kaotisk forandring på harmonisk vis og tillige opretholder en konstant strid som skaber naturlig balance mellem ekstremer. Hertil ville Wittgenstein pointere at dommen hverken er 1) en tautologi da der ingen synonymer eller prædikater definitorisk indeholdt i subjektet indgår, 2) en kontradiktion da der ingen selvmodsigelser indgår, eller 3) et kontingent udsagn da der - og det er afgørende - til flere af navnene der indgår i dommen hverken findes nogen mening (Sinn) eller sansbar reference (Bedeutung). Derfor er hele Heraklits metafysik meningsløs.

Men kritikken er ikke blot tiltænkt den traditionelle naturfilosofi hvormed metafysik i reglen identificeres, men også hele værdifilosofien, der som bekendt opdeles i etik og æstetik. Her udviser den dog, sådan som jeg opfatter den, en ganske anden karakter. Hvor naturfilosofien anses for mestendels ren vrøvl, så synes værdifilosofien mig at indtage en anderledes, mere accepteret rolle i Wittgensteins tænkning. De størrelser og begreber der optræder i etik og æstetik, er ganske vist ikke deskriptive, da de ligesom som fx Heraklits logos ingen steder passer i førnævnte tresortering for sætningers sandhedsbetingelse, men i og med at verdens og livets mening for Wittgenstein er ét, og at verdens mening da den jo består af samtlige sagforhold, altså meninger, i alle mulige verdener, ikke selv kan være en del af verden, ja så må etiske og æstetiske værdier reelt tilhøre en virkelighed væsensforskellig fra vor egen, hvilket for Wittgenstein betyder at de dermed er en del af det usigelige, det mystiske, hvorom vi må tie.(8)

LOGISK POSITIVISME

Selvom Wittgenstein var en outsider i alle henseender, også filosofihistorisk, så opstod hans idéer ikke pludseligt ud af ingenting. I særlig høj grad lod han sig inspirere af - foruden Russell - den tyske matematiker Gottlob Frege (1848-1925), der med indførelsen af symbolsk notering som led i sit logicistiske program i dag regnes for den moderne logiks fader.

Men også Frege var del af en sammenhæng, nemlig hele udviklingen inden for matematikken i sidste halvdel af 1800-tallet, der især var kendetegnet dels ved forbedringer af den aritmetiske bevisførelse, og dels ved opdagelserne af alternativer til Euklids geometri.

Det sidste bevirkede at empirismen fik fornyet vind i sejlene, for indtil da var Euklids aksiomatiske system anset for mønstereksempel på menneskets rationelle evne til at opnå sanseuafhængig eller a priori erkendelse. Men at en sådan åbenbart indebar et vilkårligt valg af aksiomsystem, hvor det kunne være lige så sandfærdigt som det andet, betød for mange nu at rationalisternes højt værdsatte a priori erkendelse i virkeligheden var usikker, og i hvert fald ingenting fortalte om verden; en antagelse hvortil man fandt yderligere støtte i Einsteins relativitetsteori, der netop tager udgangspunkt i en ikke-euklidisk geometri, samt i kvanteteorien, der i beskrivelsen af partiklers 'kvantespring' tilsyneladende modsiger den a priori indsete årsagssætnings "selvindlysende sandhed".

De her skitserede strømninger samt ikke mindst Tractatus bevirkede i løbet af århundredets første årtier at der forskellige steder i Vesteuropa og USA efterhånden skabtes små miljøer med særlig interesse i de rent erkendelsesmæssige konsekvenser af strømningerne. Det vigtigste af disse var Wienerkredsen, der blev til under ledelse af fysikeren og videnskabsteoretikeren Moritz Schlick (1882-1936) på Wiens universitet i 1920'erne.

Wienerkredsen var ingen homogen gruppe, hverken fagligt eller som filosofisk retning, lige så lidt som den logiske positivisme der indledtes med kredsen, var det. Fællestræk havde den dog, og væsentligst heraf var afvisningen af metafysik som reel videnskab. Al viden stammede fra sanseerfaring og kunne, i hvert fald i princippet, udledes af allerede etablerede fagvidenskaber. I dén henseende var filosofien overflødig.

Hvad denne derimod kunne, var at gå det videnskabelige sprog efter i sømmene; at fjerne tvetydigheder, opstille kriterier, sætte rammer, osv, altsammen for positivisternes vedkommende med det mål at skabe en enhedsvidenskab hvori de specifikke fagsprog ikke var egentligt forskellige, men blot en slags dialekter af ét fælles grundsprog. Et sådant havde naturligvis kun brug for ét begrebssæt, og positivisterne anså her en overgang fysikkens for det mest grundliggende; heraf synspunktets navn fysikalisme.(9)

Verificerbarhedsprincippet

Vigtigst af de kriterier positivisterne opstiller for korrekt videnskabelig sprog er formentlig verificerbarhedsprincippet. I korte træk går det ud på, at hvis en sætning eller påstand er meningsfuld, så er den principielt verificerbar. Man må med andre ord præcist kunne beskrive hvilke omstændigheder hvorunder vi ved iagttagelse ville kunne verificere påstanden. En sætning som "da Cæsar vågnede på sin 6-års fødselsdag lå han på maven" er derfor lige så principiel verificerbar og dermed lige så meningsfuld som den reelt testbare "Storebæltsbroen er af plastic", hvorimod ingen tænkelig observation ville kunne verificere at fx "Jesus er Guds søn" eller at "Verdensånden styrer alle begivenheder". Disse er slet og ret meningsløse, dvs hverken sande eller falske, da deres sandhedsværdi umuligt kan afgøres ved nogen objektiv sanseerfaring.(10)

Meningsteorien

Verificerbarhedsprincippet er sammen med idéen om nødvendighed, hvor alle nødvendigvis sande eller falske sætninger som fx "ingen ateist tror på Gud" (tautologi) eller "jeg er gift men dog ungkarl" (kontradiktion) alene har deres sandhedsværdi af rent syntaktiske og logiske grunde og intet fortæller om den aktuelle, fysiske verden, selve kernen i meningsteorien, der igen af mange betegnes som kernen i den logiske positivisme.

Som nævnt i forbindelse med Wittgenstein kan en meningsfuld sætning være 1) en tautologi, 2) en kontradiktion, eller 3) en kontingent sætning. Hvad positivisterne gør, er groft sagt at overtage denne opdeling, blot med en, ifølge de fleste fremstillinger, ret væsentlig ændring eller udvidelse af punkt 3), nemlig at en kontingent sætnings sandhedsbetingelse ene og alene er et empirisk spørgsmål. Kun logiske, matematiske og naturvidenskabelige sætninger eller sætninger udledt logisk heraf, var meningsfulde. Alt andet var meningsløst.(11)

Analytiske og syntetiske sætninger

Tautologier og kontradiktioner på den ene side og kontingente udtryk på den anden kaldes også for henholdsvis analytiske og syntetiske sætninger. For den logiske positivist er meningsfulde sætninger altså enten det ene eller det andet, hvilket står i modsætning til specielt Immanuel Kants (1724-1804) erkendelsesteori, hvor visse sætninger (om rummet, tiden og erkendelsen) fremstår som analytiske og syntetiske på én gang. Dermed handler de ganske vist om den konkrete verden som vi ellers kun har tilgang til gennem sanserne (a posteriori), men kan samtidig erkendes uafhængigt af disse (a priori); hvad de logiske positivister altså udelukker - Kants tese om at vi sanseuafhængigt kan erkende at tiden og rummet eksisterer som anskuelsesformer i vores bevidsthed, men ikke som fysiske størrelser, forkastes derfor fordi ingen observation ville kunne verificere den, eftersom den opererer med tiden og rummet som metafysiske størrelser inde i vore hoveder som ingen nok så skrap hjernekirurg vil kunne skære sig frem til.

Rudolf Carnap

Initiativtageren til Wienerkredsen og dermed den logiske positivisme som filosofisk retning, Moritz Schlick, blev skudt i 1936 af en nazistudent, og kredsen blev snart opløst, dels fordi flere var jøder, og dels fordi fritænkning helt generelt stred mod nazistisk ideologi. I eftertiden har retningen derfor hovedsageligt været angelsaksisk og uden nogen central skikkelse.

Til gengæld anses Rudolf Carnap (1891-1970) af mange for at være retningens væsentligste figur - især som følge af værkerne Der logische Aufbau der Welt (1928) og Logische Syntax der Sprache (1934).

Carnap var drivkraften bag idéen om den tidligere omtalte enhedsvidenskab hvortil alle grene inden for det vi i dag kalder naturvidenskab, humaniora, medicin og samfundsvidenskab skulle kunne reduceres. Til det formål udarbejder Carnap et 'konstitutionssystem', som er et slags stamtræ hvor alle begreber (grene) kan føres tilbage til ét grundbegreb (stammen), og hvor deres tilhørende kategorier efter grad af fundamentalitet er: egenpsykiske (ens egne bevidsthedsoplevelser), fysiske (som hos Carnap senere blev det mest fundamentale), fremmedpsykiske (andres bevidsthedsoplevelser) og åndelige (sociale og kulturelle fænomener).(12)

Eftersom Carnap er empirist, er det naturligvis kun empirisk relaterede sætninger der passer i hans konstitutionssystem, og eftersom han er analytiker, må de tillige være logisk syntaktiske. Alle andre er skinsætninger, hvortil specielt metafysiske påstande må henregnes. Ofte overholder disse nemlig ingen af de to krav, og i hvert fald aldrig det første.

Når de jævnligt heller ikke overholder andet krav, skyldes det at udover de rene syntaksregler der fx ugyldiggør i øvrigt empirisk relaterede sætninger som "Der bil en kører på Otte Ruds Vej nu", så indeholder syntaksen ifølge Carnap en vis (semantisk) logik der tillige ugyldiggør ellers syntaktisk korrekte sætninge som "Der kører en bil på min appetit nu", hvor sammenblanding af navne fra forskellige kategorier (ikke at forveksle med konstitutionssystemskategorierne) finder sted, eller - for at tale etisk - "At slå ihjel er ondt", der som etisk udsagn hører under metafysikken, og som siges at være udtryk for den såkaldte 'naturalistiske fejlslutning' der hos Carnap, som jeg ser det, fint kunne have tjent som eksempel på brud på reglerne i hans 'logiske syntaks'.(13)

Carnap fremkommer dog selv med talrige andre fejl-eksempler, for syntakslogikken gælder ikke blot kombinationen af navne og begreber med hensyn til kategorierne de hver især tilhører, men også ordenes 'intensionelle mening' - altså deres "indre" betydning uden relation til andre ords betydninger - og herunder det at tildele ny, ekstra betydning til allerede eksisterende begreber.

Som eksempel herpå fremhæver Carnap blandt andet Heideggers brug af ordet "intet" i dennes Was ist Metaphysik?, hvor en sætning som "Vi kender Intet" ifølge Carnap er både meningsløs og kontradiktorisk idet begrebet "intet" ingen mening har som genstandsnavn da genstanden i så fald per definition ikke eksisterer. Kritikken går altså på såvel en forkert brug af en ord-begreb relation som på en forkert sætningskonstruktion. (At Heidegger så ikke anerkender Carnaps logikregler, er en anden sag).(14)

Metafysikkritikken til trods er Carnap faktisk selv blevet beskyldt (af nominalister) for jævnligt at benytte begreber der efter en tur i hans eget maskineri også selv kommer ud med karakteristikken: metafysik. Som eksempel kan nævnes talbegrebet, som Carnap rask væk bruger løs af som om tallene eksisterede skønt ingen kan se eller på anden måde sanse dem.

Men Carnap svarer igen med samme mønt. Fordi man benytter talbegrebet og dermed abstrakte størrelser som "tre" og "fem" osv, som fx ved løsning af matematiske problemer, følger det ikke at man dermed nødvendigvis må tale om dem som virkeligt, dvs ontologisk, eksisterende. De indgår i én 'sprogramme' ud af mange og tilskrives af den opmærksomme en alene pragmatisk funktion.

Hvad der i den forbindelse ligner lidt af et skakmat-spørgsmål som fx "Findes tal reelt eller ej?", er i bund og grund blot en pendant til en skinsætning - nemlig et skinspørgsmål! For udover at det altså stilles fra en ganske anden sprogramme, så forudsætter spørgsmålet tillige at dets tilhørende svar er erkendelsesmæssigt meningsfuld, hvad det ikke er. Ligesom spørgsmålet om fx Gud findes eller ej, falder det ved en testning på verificerbarhedsprincippet som demarkationsprincip da ingen mulig observation ville kunne verificere et bekræftende svar. Derfor er både ja og nej som svar meningsløse, og dermed også spørgsmålet.(15)

Angående de mange 'sprogrammer', så mente Carnap at der fandtes adskillige, uens logisk beskrivende sprog, naturlige såvel som konstruerede, og heriblandt et metasprog som selv kunne konstrueres og beskrives (hvad Carnap efter egen opfattelse gjorde), hvorved han står i modsætning til Wittgenstein, hos hvem dette metasprog var en hinsides metafysisk logikform.

KONKLUSION

Sammenfattende for de foregående sider kan man om ikke andet konstatere at metafysikken i vort snart udtrådte århundrede har oplevet dens værste krise nogensinde. I virkeligheden begyndte den så tidligt som i 1600-tallet med Lockes kritik af specielt Leibniz' monadelære og tiltog i de følgende århundreder med især Berkeley, Hume og Mill som igangsættere, men først i dette blev kritikken sat i system og ovenikøbet fulgt op af en utilsløret hensigtserklæring: metafysikkens død.

Men gik det sådan? Og er kritikken berettiget?

Først det sidste. For min egen umiddelbare betragtning er svaret ja. Metafysikken har i tidens løb lagt navn til meget tankespind af mere eller mindre tilfældig karakter i den forstand at beslutter jeg at lancere fx begrebet "samhørighed" som ikke blot en egenskab, men også som en reelt eksisterende - og dog usansbar - substans, og navngive den som "Samhørigheden", så kunne jeg ved på sindrig - men ganske vilkårlig - vis at forbinde "Samhørigheden" med alle vore øvrige begreber samt verdens rent fysiske beskaffenhed snart opbygge en helt ny filosofi samhørismen (evt med et lidt smartere navn), skrive en bog (bestseller?): Samhørighedslæren - og i øvrigt - og i denne forbindelse vigtigst - med god ret kalde mig for metafysiker.

Betegnelsen "pseudo-videnskab" er et arrogant udtryk; det giver indtryk af tilstedeværelsen af én indlysende og uproblematisk videnskab hvorefter alle alternative forsøg på tilegnelse af ny erkendelse må måles og vurderes, men i mange tilfælde findes bedre betegnelser ikke. Samhørigheds-eksemplet er et sådant; her må der vælges side: vil man tilslutte sig fx de logiske positivisters demarkationsprincip, eller vil man acceptere "rationalisternes" helt umådelige mylder af metafysiske "sandheder"? Der er simpelthen ingen bløde mellemveje.

Positivismens påvirkninger og hele vor såkaldt materialistiske tidsånd til trods lader mange mennesker sig stadig i dag overbevise af mangfoldige metafysiske argumenter som imidlertid ved en almindelig sproganalyse ville falde fra hinanden. I dén henseende har den logiske positivisme været en - i ordets daglige betydning - positiv strømning. En kritisk opmærksomhed på selvfølgelig filosoffers, men også fx politisk/religiøse forkynderes sprogbrug er i hvert fald i et vist omfang frembragt.

Men desværre må man så konstatere at det gamle ordsprog med barnet og badevandet også i tilfældet med den logiske positivisme og metafysikken har vist sin holdbarhed, for til trods for at om ikke andre så jeg er langt fra afklaret i spørgsmålet om metafysikkens erkendelsesteoretiske gyldighed, så er jeg under alle omstændigheder overbevist om dens pragmatiske gyldighed. Var muligheden for fri fantaseren eller helt uhæmmet metafysisk spekulation nemlig udelukket i de jo i en vis forstand ret restriktive naturvidenskaber, så befandt vi os uden (min) tvivl både teknologisk og erkendelsesteoretisk set adskillige århundreder tilbage i tiden. Såvel kvantemekanikken som relativitetsteorien er bevis herfor idet metafysiske forhåndsantagelser om henholdsvis materiens og rum-tidens karakter var om ikke teoretisk så i hvert fald praktisk nødvendige for deres udformning.

I sine senere år hvor anti-metafysikeren Carnap faktisk blev metafysisk mildere stemt, gjorde han netop opmærksom på dette forhold, hvad relativt få dog bemærkede.

Foruden altså dette manglende blik for metafysikkens "positive" sider, som efter min mening er et problem, så døjer den logiske positivisme også med flere rent interne problemer i dens analytiske programerklæring. Jeg tænker her i første omgang på distinktionen og adskillelsen mellem analytiske og syntetiske sætninger der fra starten af har voldt positivisterne megen besvær, eftersom mange ord i dagligsproget har flere betydninger, og fordi tilsyneladende syntetiske sætningskonstruktioner der hverken er analytiske eller metafysiske, men som alligevel trods overholdelse af de syntaktiske regler er vrøvl - lader sig opstille. Fx passer en sætning som "skoen savler opera" eller "haven har hovedpine" ingen steder ind i meningsteorien selvom de syntaktisk er upåklagelige, og distinktionen i dens skarpe udgave mellem analytiske og syntetiske sætninger er derfor inden for dagligsproget i vidt omfang droppet. Ud fra idéen om metafysikkens meningsløshed er dette uheldigt da distinktionen netop skulle frasi meningsløse sætninger.

En anden uheldig konsekvens af denne distinktion eller af meningsteorien i det hele taget er problemet med at få sådanne regler, der jo kan udtrykkes som sætninger, til at leve op til deres egne kriterier. Hvis en sætning for have mening skal være enten analytisk eller syntetisk, eller med andre ord være en tautologi, en kontradiktion eller en kontingent sætning, hvor placerer man da sætningen "En sætning skal for at have mening være en tautologi, en kontradiktion eller en kontingent sætning"??

Sagen er at den ingen steder passer og altså selv må være meningsløs! Og ligeledes med verificerbarhedsprincippet og i sidste ende hele den logiske positivisme som filosofi!(16)

Carnap mente som svar herpå at den logiske positivisme og dens principper måtte ses som det metasprog han opbyggede og som sådant ikke var underlagt dets egne regler (måske med tanke på Russells typeteori?), men set i bakspejlet har spørgsmålet medvirket kraftigt til den logiske positivismes tilbagegang i løbet af 1950'erne.

Endelig havde positivisterne også problemer med grundlaget for den sikre erkendelse som de godt nok krævede, men alligevel som følge af deres empiriske indstilling var afskåret, hvilket dog ikke direkte berører metafysikkritikken, så det lader jeg ligge.

Skulle jeg derimod her til slut give en kort deskription af på den ene side metafysikken og på den anden sproganalysen i skikkelse af den logiske positivisme, og vel at mærke efter deres ikke just fredelige møde, så vil jeg betegne metafysikken som alvorligt ramponeret, men i live, og sproganalysen, i dens kompromisløse udgave, som selvopløst.

ANVENDT LITTERATUR:

Lübcke, Poul (red.): Vor tids filosofi: Videnskab og sprog. Politikens Forlag, København 1982.

Næss, Arne: Moderne filosoffer. Vintens Forlag, København 1970.

Urmson, J.O.: Philosophical Analysis. Oxford University Press, London 1966 (org. 1956).

Wittgenstein, Ludwig: Tractatus logico-philosophicus. Suhrkamp, Frankfurt am Main 1997 (org. 1921).

Noter

1. Urmson 4

2. Wittgenstein 11-17

3.Wittgenstein 19-20

4.Wittgenstein 38-40

5.Wittgenstein 25-26

6.Lübcke 105

7.Wittgenstein 4.121

8.Lübcke 110

9.Lübcke 115-120 og 131-132

10.Urmson 107-108

11.Lübcke 122-124 og 126

12.Næss 35 og 38

13.Næss 42

14.Næss 43-44

15.Næss 60-61

16.Lübcke 127-128