I. Indledning:

I denne opgave skal vi se nærmere på dele af den engelsksprogede retspositivisme og kritikken af den. Som eksponenter for retspositivismen er valgt John Austin og H. L. A. Hart. Austin er valgt, fordi han er en af de første der giver retspositivismen en systematisk udformning. En gennemgang af Austin vil derfor give indblik i retspositivismens oprindelige udformning, og grundlæggende teser.

Valget er faldet på Hart, fordi han er en af de mest indflydelsesrige retsfilsoffer i dette århundrede. Samtidig giver gennemgangen af Austin og Hart mulighed for, at få et indblik i træk af retspositivismens udviklingshistorie.

Hvad angår kritikken af retspositivismen, skal vi se nærmere på Ronald Dworkin og Lon Fuller. Dworkin fordi hans kritik har haft stor indflydelse. Fullers kritik har været mindre indflydelsesrig, men den del af Fullers kritik vi skal se nærmere på, angriber retspositivismen fra en anden vinkel end Dworkin, hvorved kritikken som den fremstår i denne opgave, bliver mere komplet.

Under "Indledende bemærkninger" vil der blive formuleret tre kriterier, som en retsteori skal leve op til for at kvalificere som en retspositivistisk teori. Gennemgangen af Austin og Hart vil blive fuldt op af en "opsummering", hvor de to teorier sammenlignes med de tre kriteriet. Herved opnås to fordele: Dels bliver det muligt at vurdere, hvorvidt en teori (in casu Austins og Harts) er ægte retspositivistiske teorier. Dels opnås en didaktisk fordel. Det bliver muligt at få et kort og klart overblik over, hvad der essentielt karakterisere de to nævnte teorier.

II. Indledende bemærkninger:

Retspositivismens grundlæggende tese er, at lov og etik overordnet set er adskilte størrelser. Denne tese kaldes separationstesen og kommer til udtryk hos både John Austin, og H. L. A. Hart. Austin skelner mellem analytisk retsteori, som angår det formelle spørgsmål om hvad en lov er, og normativ retsteori der angår de bredere etiske spørgsmål, f.eks. hvilke love der bør og ikke bør være. De to spørgsmål skal behandles adskilt. Med Theodore Benditts ord: "Legal Positivism, in its widest sense, is the view that the study of the nature of law is a study of law as it is, and not of law as it ought to be." [BENDITT s. 61]. Som udgangspunkt kan og skal spørgsmålet om loven som den er, og som den bør være behandles adskilt. Det udelukker dog ikke, at der kan være en forbindelse mellem de to. Hart skriver eksplicit, at der kan være en historisk forbindelse mellem ret og moral, og at moralske principper kan blive en del af loven.⁽¹⁾ Men det ændre ikke på sagen. Lov og moral er, ifølge retspositivismen, ikke identiske.

Under separations tesen falder en anden, nemlig herkomst tesen (pedigree) der handler om lovens legalitet.⁽²⁾ Legaliteten er ifølge herkomsttesen en funktion af forskellige sociale forhold, og dermed understreger herkomst tesen lovens konventionelle natur. For det tredje forudsættes den såkaldte discretion thesis (lovgivnings tesen) som siger, at dommeren laver nye love når hun står over for en sag, der ikke falder under eksisterende love og regler. Som Ronald Dworkin udtrykker det: "That doctrine [i.e. discretion tesen] argues that if a case is not controlled by an established rule, the judge must decide it by exercising discretion." [DWORKIN s. 33]. Retspositivismen består derfor overordnet set, af tre grundlæggende teser:

1) Separations tesen.

2) Pedigree tesen.

3) Discretion tesen.

Tese 1) er logisk primær i forhold til tese 2). Herkomsttesen kan i sig selv ikke begrunde en adskillelse af lov og moral. Et konventionelt syn på loven er f.eks. fuldt ud forenelig med en relativistisk moralfilosofi, der fordrer overensstemmelse mellem lov og moral. Tese 3) er ikke en central tese i retspositivimen, da den er forenelig men andre retsteorier f.eks. naturretten.

Historisk set opstod retspositivismen omkring år 1800 som et opgør med naturrets tanken, både den klassiske naturrets tænkning hos f.eks. Thomas af Aquino hvor retten er funderet i Gud, og den neo-klassiske naturrets tanke hos f.eks. Locke og Grotius hvor naturretten er funderet i menneskets autonome fornuft, hvilket også ses hos f.eks. Kant.⁽³⁾

III. John Austin:

Vi vil begynde undersøgelsen af Austins retsfilosofi, med at se nærmere på baggrunden for hans filosofi. Hvad var Austins projekt? Og hvorledes havde han tænkt sig projektet udført?

Hvad angår Austins projekt, kan der næppe være tvivl om, at hans motiv til at tilslutte sig, og opstille en retspositivistisk teori, var en moralsk og social indignation. Austin var en del af den utilitaristiske bevægelse, der for alvor tog sin begyndelse med Jeremy Bentham (1748-1832). Austin var personlig ven med både Bentham, James- og John Stuart Mill.⁽⁴⁾ Austin tilsluttede sig den utilitaristiske moralfilosofi. Han forsøgte, at bygge sin retsfilosofi på et utilitaristisk grundlag. Det bærer The Province of Jurisprudence Determined i høj grad præg af.⁽⁵⁾ Austin var meget optaget af forholdet mellem moral og ret. På den baggrund må det umiddelbart undre, at Austin insisterede på separations tesen. Som nævnt er ret og moral adskilt ifølge separations tesen. Hvis Austins motiv var af moralsk natur, hvorfor så adskille ret og moral? Man kunne med en vis forsigtighed sige, at det netop var af moralske årsager. Skik og brug, tradition og etikette måtte ikke blandes sammen med retten. En sammenblanding af disse kunne føre til traditionens primat i forhold til retten og retfærdigheden. Traditionen bestemmer, hvem der har magten. Magthaverne er derfor interesseret i, at opretholde traditionen. Resultatet kan være et statisk samfund, der modsætter sig alle forandringer. Hermed begrænses mulighederne for menneskelig udfoldelse. Manglende udfoldelses muligheder kunne ikke forenes med 'størst mulig lykke for det størst mulige antal'.⁽⁶⁾ Et traditions bundet samfund risikerer i sidste instans at ende i 'magt er ret'. Denne opfattelse af retten, tager Austin eksplicit afstand fra [AUSTIN a s. 284]:

"It has often been affirmed that 'right is might', or that 'might is right'. But this paradoxical proposition ... is either a flat truism affectedly and darkly expressed, or is thoroughly false and absurd. If it mean that right and might are one and the same thing, or are merely different names for one and the same object, the proposition in question is false and absurd."

Austin skrive altså direkte, at 'magt er ret' er et forkert synspunkt. Han forsøger derfor (naturligvis) at undgå det. Separationen mellem ret og moral bliver for Austin et middel til et bestemt mål. Målet er et bedre og mere retfærdigt samfund. H. L. A. Hart er opmærksom på dette forhold i sin artikel "Positivism and the separation of Law and Morals":

"So Bentham and Austin were not just dry analysts fiddling with verdal distinctions while cities burned, but were the vanguard of a movement which laboured with passionate intensity and much success to bring about a better socity and better laws."⁽⁷⁾

På trods af separationen mellem ret og moral, er de som det fremgår forbundene. Separationen tjener et moralsk formål. Ret og moral er adskilte størrelser, men hænger alligevel sammen. Så derfor kan Austin måske betegnes som en retsfilosofisk og moralfilosofisk holist.

En holistisk opfattelse af ret og moral, udelukker ikke en separation mellem disse. Undersøgelsens udgangspunkt er fænomenet i sin helhed. Helheden er in casu den umiddelbare integration mellem ret og moral, som samfundet rummer. Hvad vi opfatter som umoralsk, opfatter vi ofte, men ikke altid, som uretfærdigt og straf fordrende. Dernæst adskiller man de elementer som lader sig adskille, og karakteriserer dem individuelt. Slutteligt undersøger man relationen mellem det adskilte. Det er netop sådan en undersøgelse Austin gennemfører. Han skelner først mellem ret og moral, og udkrystaliserer derefter fire typer love og undersøger relationerne imellem dem (se nedenfor).⁽⁸⁾

Det adskilte kan være adskilt i tre henseener: 1) i substantiel henseen 2) i begrebslogisk henseen og 3) i metodisk henseen. Noget er adskilt i substantiel henseen, hvis det adskilte kan eksistere seperat. Hvis ret og moral kan eksistere uafhængigt af hinanden, dvs. unden nogen indbyrdes forbindelse, kan ret og moral siges at være substantiel adskilt. Noget er adskilt i begrebslogisk henseen hvis begrebernes mening ikke er identiske. Hvis sætningen 'Det er ulovligt at slå ihjel' og sætningen 'Det er umoralsk at slå ihjel' ikke er semantisk identiske, dvs. hvis ordene ulovlig og umoralsk ikke kan ombyttes med hinanden uden at sætningens meningsindhold ændres, er de to sætninger adskilt begrebslogisk. Noget er adskilt i metodisk henseen, hvis adskillelsen af de to fænomener tjener et metodisk formål. Den metodiske adskillelse, er derfor neutral hvad angår adskillelsens status som enten substantiel eller begrebslogisk. Austin adskiller ret og moral i metodisk og begrebslogisk henseen, men ikke i substantiel. Ret og moral er ikke to forskellige ting eller entiteter. Man kan ikke skelne mellem ret og moral, på samme måde som man kan skelne mellem en tings essentielle og accidentielle egenskaber. Dvs. distinktionen mellem ret og moral, er ikke af værensmæssig karakter.

Hvordan ville Austin udføre sit projekt? Dvs. hvorledes skulle analysen af loven og i bredere forstand det legale foregå. Han giver os et svar i Lecture I [AUSTIN a s. 10]:

"... I begin my projected Course with determining the province of juriceprudence, or with distinguishing the matter of jurisprudence from those various related objects: trying to define the subject of which I intend to treat, before I endeavour to analyse its numerous and complicated parts."

Austin deler sit projekt op i to dele: 1) en afgrænsning og definition af emneområdet og 2) en undersøgelse af de forskellige elementer der falder under emneområdet.

Ad1: Austin skelner mellem videnskaben om lovgivningen og videnskaben om retten (eller retsfilosofien). Førstnævnte er videnskaben om hvordan lovgivningen bør være. Sidstnævnte analyserer loven, uafhængig af, hvordan den bør være. Distinktionen mellem videnskaben om lovgivningen og videnskaben om retten er samtidig formuleringen af separations tesen.⁽⁹⁾ Det for os relevante i Austins projekt er videnskaben om retten, og dermed analysen af den positive lov, som Austin indledningsvis definerer som følger [AUSTIN a s. 9]:

"Every positive law or every law simply and strictly so called, is set by a sovereign person, or a sovereign body of persons, to a member or menbers of the independent political society wherein that person or body is sovereign or supreme."

Det centrale begreb er begrebet om en suveræn, som vi derfor skal undersøge nøje nedenfor.

Afgrænsningen af emneområdet, dvs. videnskaben om retten, sker yderligere ved at skelne mellem den generelle retsvidenskab og den specielle retsvidenskab. Den generelle retsvidenskab er studiet af love, regler og andre træk der er fælles for alle retssystemer: "I mean then, by Gereral Jurisprudence, the science concerned with the exposition of the principels, notions, and distinktions which are common to system of laws ..." [AUSTIN b s. 367].⁽¹⁰⁾ Den specielle retsvidenskab er studiet af individuelle samfunds særlige love.⁽¹¹⁾ Dvs. de konkrete love og den konkrete måde, hvorpå systemet er opbygget: "Particular Jurisprudence is the science of any actual system of law, or any portion of it." [AUSTIN a s. 372]

Ad2: Austin skelner overordnet set mellem ægte og uægte love, også kladet den positive lov eller loven i streng forstand. De ægte love er love i streng forstand, mens de uægte love ikke er love i streng forstand. Forskellen på ægte og uægte love er, at førstnævnte er ordre som udtrykker suverænens ønsker. Den positive lov er givet af en politisk overlegen til en politisk underlegen. Uægte love er derimod ikke ordre: "Laws proper, or properly so called are commands; laws which are not commands, are laws improber or improberly so called." [AUSTIN a s. 1]. Loven i bred forstand defineres som en regel, der skal fungere som vejledning, og som er givet af et intelligent væsen til et andet, som har magt over denne: [AUSTIN a s. 10]

"A law, in the most general and comprehensive acceplation in which the term, in its literal meaning, is employed, may be said to be a rule laid down for the guidance of an intelligent being by an intelligent beign having power over him."

Ud fra denne definition omfatter loven to ting: 1) love givet af Gud til mennesket (guddommelige love) og 2) love givet af mennesker til mennesker (positive love).

Lovene kan herefter indeles i fire kategorier:

1) De guddommelige love, dvs. de love Gud har givet mennesket, f.eks. de ti bud og det utilitaristiske princip. De guddommelige love er ægte love. De er Guds ønsker udtrykt gennem en ordre til mennesket. Men de er ikke en del af retsvidenskaben. Denne omhandler kun de positive love: "The matter of Jurisprudence is positive law ..." [AUSTIN a s. 9]

2) Positive love er love som er givet af mennesker til mennesker. Disse love udgør det egentlige retssystem. De positive love er ægte love, da de udtrykker suverænens ønsker til sine undersåtter i form af en ordre. Denne samling af love er retsvidenskabens egentlige emneområde. [AUSTIN a s. 10]

3) Positiv moral. Moralske regler af hvilke nogle er ægte og andre uægte. De positive moralregler er uægte, hvis de blot er udtryk for holdninger, personlige overbevisninger m.m. Disse regler betegnes som positiv moral fordi: "The name morality severs them from positive law, while the epithet positive disjoins them from the law of God." [AUSTIN a s. 12]. Den positive moral kan forpligte, men det er i så fald ikke en legal forpligtigelse.

4) Metaforiske love, som naturligvis er og kun kan være uægte love: "...there are numerous applications of the term law, which rest upon a slender analogy and are merely metaphorical or figurative." [AUSTIN a s. 12]. Eksempler på sådanne love er naturlove. Disse forudsætter ikke en fornuft eller vilje, og uden sådanne kan der ikke være tale om positiv lov som netop er sat af suverænen i form af en ordre. Positiv lov er, som sagt, retsvidenskabens emneområde og defineres som ægte love, og derfor kan metaforiske love ikke være ægte love.

Austins undersøger de elementer, der falder under emneområdet (i.e. videnskaben om retten), ved at adskille den positive lov som danner grundlag for et retssystem, fra andre typer love. Han ønsker at finde frem til det der karakteriserer ægte love til forskel fra uægte love. Derudover ønsker han at karakterisere de fire ovenstående love, for at finde frem til, hvordan de adskiller sig fra hinanden: [AUSTIN a s. 2]

"The principal purpose or scope of the six ensuing lectures, is to distinguish positive laws ... from the objects now enumerated: object with which they are connected by ties of resemblence and analogy; with which they are futher connected by the common name of 'laws'; and with which, therefore, they often are blended and confounded."

Ifølge Austin, bliver disse fire typer love som han udkrystaliserer ofte sammenblandet. Opgaven er derfor at holde de fire betydninger af lov ude fra hinanden, men samtidig fastslå deres indbyrdes relation [AUSTIN a s. 3]. Hermed er vi tilbage ved ovennævnte analysemetode. Som nævnt er der for Austin en sammenhæng mellem ret og moral, men en sammenblanding af forhold der indledningsvis lader sig adskille blokerer for klarhed og forståelse.

Lad os nu gå videre med en nærmere undersøgelse af nogle af de begeber, vi allerrede har nævnt en passin, bl.a. separations tesen, suveræn og ordre.

Lad os se nærmere på Austins udgave af pedigree tesen. Som navnet antyder er pedigree tesen et forsøg på at forklare lovens herkomst, dvs. det hvori loven er funderet. Som nævnt begrundes lovens gyldighed i særlige sociale funktioner. Hos Austin er den primære funktion, dvs. det der kendetegner et retssystem, tilstædeværelsen af en suveræn. En suveræn er hos Austin en person, der adlydes af alle eller de fleste borgere i det pågældende samfund, og som ikke har nogen autoritet over sig, dvs. ikke selv skal adlyde nogen. Om denne suveræn er en person eller flere personer f.eks. et parlament er ligegyldigt. Det afgørende er at suverænen ikke har nogen anden autoritet imod sig. Suverænen er den instans, der giver lovene deres gyldighed, dvs. gør loven til lov.⁽¹²⁾ Suverænen er dog ikke en tilstrækkelig betingelse for at loven er gyldig, kun en nødvendig. De love suverænen udstæder, skal bakkes op af sanktionen, hvis de skal have nogen gyldighed. Der indgår altså to elementer i lovens gyldighed. Disse to elementer skal være tilstede, hvis loven skal være en lov: 1) En suveræn der giver loven. 2) Trussel om sanktioner hvis loven overtrædes.

En given lov (x) er kun gyldig, hvis den er udstedt af en suveræn, og denne suveræn bakker loven op med sanktioner. Det er i den forbindelse ligegyldigt, hvilke sanktioner der er tale om. Om det er en lille bøde eller dødsstraf er irrelevant: "But where there is the smallest chance of incurring the smallest evil, the expression of a wish amounts to a command, and, therefore, imposes a duty." [AUSTIN a s. 16]. Det afgørende er, at sanktionerne er tilstede. Dette hænger sammen med at lovens funktion, dvs. det loven skal bevirke, dens intension, er at regulere folks adfærd, opretholde sociale normer o.l. Hvis ikke loven blev understøttet af truslen om sanktioner, ville den ikke kunne opfylde denne funktion, da folk så bare kunne gøre hvad de ville. Som det ses, er Austin kraftig inspireret af Hobbes (og Bentham) hvad angår suverænens funktion.⁽¹³⁾

Det centrale begreb i Austins definition af lov er derfor begrebet om en suveræn. Vi vil derfor foretage en nærmere undersøgelse af begrebet om en suveræn.

Suverænen har overordnet set følgende tre karakteristika [AUSTIN a s. 194]:

1) Suverænen er overordnet alle andre.

2) Suverænen adlydes vanemæssigt af størstedelen af befolkningen.

3) Suverænen adlyder ikke andre.

Suverænens magt og autoritet forklares og begrundes ikke i moralske- eller religiøse principper. Herved adskiller Austin sig fra den klassiske naturretstænkning, der begrundede suveræniteten i religionen eller moralen. Det ses f.eks. hos Thomas af Aquino hvor suverænen, dvs. kongen, ses som Guds verdslige repræsentant på jorden, og samfundet ideelt set afspejler den guddommelige orden.

Suverænenes magt hviler primært på en bestemt social orden: At en bestemt gruppe af mennesker vanemæssigt adlyder suverænen, mens suverænen ikke adlyder andre. Forudsætningen for lovens forsatte beståen er derfor suverænens forsatte beståen. Sædvane og lydighed bliver derfor centrale elementer i Austins analyse af suverænen.

Joseph Raz giver i bogen The Concept of a Legal System følgende karakteristik af suverænen: [RAZ s. 8]

1) Suverænen er ikke underordnet andre (herunder Gud), eller anderledes formuleret: Suverænen er overordnet alle andre. Dermed kan suverænens magt og ret til at lovgive ikke videreføres ved lov, ej heller kan magten og retten til at lovgive ophæves ved lov.

2) Suverænens magt og ret til at give love kan ikke begrænses. Suverænen kan dermed lovgive om alt til hver en tid, og suverænen kan ikke ved lov underlægges nogen legal begrænsning, herunder forpligtigelser til at lovgive på en bestemt måde. Forudsætningerne for at noget er en lov er, at det har sin grund i suverænen. Enhver lov skal i sidste instans kunne føres tilbage til suverænen.

3) Suverænen er sui generis. Der er og kan kun være een suveræn.

4) Suverænen er en enhed. Al magt er koncentreret i denne enhed, hvad enten det så er en konge eller et parlament e.l.

Især punkt to er interessant, fordi det forudsætter, at enhver begrænsning må sættes af en anden end en selv (in casu) suverænen. Der er naturligvis ikke noget legalt til hindre for, at suverænen indfører en lov, der begrænser hendes magt. Et forbud mod en sådan lov ville jo i sig selv være en begrænsning. Men der er heller ikke noget legalt der forhindre suverænen i at bryde denne lov. En lov eller en begrænsning man selv til hver en tid selv kan bryde, er ikke en reel begrænsning (det er i hvert fald hvad Austin må forudsætte, hvis han vil opretholde punkt to).

Der består en nærmere logisk affinitet mellem de fire punkter. Følgende er en tentativ udredning af denne affinitiet.⁽¹⁴⁾

Hvis suverænen er overordnet alle andre, må hendes ret til at lovgive være ubegrænset (punkt to). Hvis suverænens ret til at lovgive der imod er begrænset, må mindst en anden person eller et andet princip stå over suverænen. Omvendt hvis suverænens magt kan begrænses, må hun være underordnet den der begrænser. Relationen mellem punkt et og to er derfor symetrisk.

Suverænen må også være sui generis, da suverænen ellers vil dele magten med mindst en anden. Det forholder sig ikke omvendt hvilket skyldes, at suverænen givet fraværet af punkt et, kan underlægges restriktioner.

Punkt et implicerer ligeledes, at suverænen kun kan være en enhed. Hvis suverænen ikke er en enhed, må hun være enten underordnet eller ligestillet med mindst en anden. Omvendt hvis suverænen ikke er en enhed, må der være mindst to suveræner. Suverænens deling medfører, at der må være mindst to med retten til at lovgive. Det medfører et problem angående lydighed. Hvilken af de to lovgivere skal man lyde? Konsekvensen er, at der opstår to forskellige suveræner, med hvert sit lydige folk og hver sit retssystem. Det gør dog ikke punkt fire primært. Punkt to kan næppe udledes af punkt fire. Magtens enhed implicerer ikke med logisk nødvendighed at magten er ubegrænset. Derimod synes punkt tre umiddelbart at følge af punkt fire. Hvis der kun er en suveræn (punkt tre) og denne er overordnet alt andet (punkt et), må al magt være koncentreret hos suverænen.

Loven er suverænens ordre til hendes undersåtter. Derfor kaldes en sådan teori for en ordre eller kommando teori. Denne definition kan præciseres på følgende måde. Ordre X er suverænens ordre til person Y hvis følgende betingelser er opfyldt [RAZ s. 11].⁽¹⁵⁾ Suverænen har et ønske om at Y udfører denne ordre.

1) Suverænen har givet udtrykt for dette ønske.⁽¹⁶⁾

2) Hvis ønsket ikke opfyldes vil person Y blive udsat for sanktioner.

3) Suverænen har magt til at eksekvere disse sanktioner.

Betingelserne medfører, hvad vi kunne kalde direkte autoritet. En lov eller en adminstrativ bestemmelse har kun autoritet, og er dermed kun gyldig, hvis suverænen selv har udstedet loven eller bestemmelsen. Magtudøvelse på et lavere niveau i systemet, er kun gyldigt hvis suverænen selv har uddelegeret magten til de laverestående magtudøvere. En sådan form for magt, altså magt der udøves på flere niveauer i systemet, kan vi kalde for delegeret magt: "A subordinate or subject judge is merely a minster. The portion of the sovereign power which lies at his disposel is merely delegatet." [AUSTIN a s. 31]

Hvad er det nærmere forhold mellem suverænen og hans embedsmand? Hvis en embedsmand udsteder en ordre til en gruppe mennesker, kan hun kun gøre det i kraft af den magt suverænen har tildelt hende. Men som vi så ovenfor, er en ordre udtryk for suverænens ønske. Embedsmanden kan derfor ikke selv udstede en ordre, da det ville forudsætte at embedsmanden skulle give udtryk for sine egne ønsker. I så fald ville hun være suveræn. Embedsmanden kan derfor ikke udstede ordre, men kun videreformidle suverænens ordre. Suverænen handler ikke inden for rammerne af nogen positiv love, men står over dem. Emdebsmanden derimod handler inden for rammerne af de love suverænen har opstillet, og den magt hun har tildelt embedsmanden. Hvordan den delegerede magt fungerer, er dog temmeligt uklart hos Austin.⁽¹⁷⁾

Alle ægte love er en ordre. Begrebet om en ordre er logisk primær i forhold til begrebet om en lov, da ordren er lovens forudsætning, eller det der konstituerer loven: "Every law or rule ... is a command." [AUSTIN a s. 13]. En ordre er som vi har set, et ønske udtrykt af en politisk overlegen til en politisk underlegen, og som bliver fulgt op af trusslen om sanktioner hvis ønsket ikke effektueres. Sanktionerne må derfor være tilstede. Uden ønske om eller midler til at effektuere sanktionerne, kan der ikke være tale om en ordre, selvom der udtrykkes et ønske: "If you express or intimate a wish that I shall do or forbear from some act, and if you will visit me with some evil in case I comply not with you wish, the expression or initimate of you wish is a command." [AUSTIN a s. 13-14]

En ordre medfører en pligt. Når suverænen udsteder en ordre (og en lov) til sine undersåtter, forpligter det dem que suverænens mulighed for at skade dem hvis, ordren overhøres. Man er derfor kun forpligtet under trusslen om sanktioner, dvs. hvis der foreligger en ordre: "Command and duty are, therefore, correlative terms ..." [AUSTIN a s. 13-14]. Begreberne om ordre, pligt og sanktion er derfor vævet sammen: "Each of the three signifies the same notion; but each denotes a different part of that notion, and connotes the residue." [AUSTIN a s. 18]

Austin har, noget inkonsekvent, en bestemmelse om at ordre skal være almene for at være ægte love [AUSTIN a s. 18 ff.]. Men givet ovenstående betingelser er der ikke noget i vejen for, at en lov kan være konkret. Grunden til at Austin indfører denne bestemmelse, er måske at loven traditionelt er blevet (og stadigvæk bliver) opfattet som en regel der udtrykker et alment forhold. Tyveri som sådan er forbudt. Det er ikke kun forbudt for Fru Hansen i Næstved.

Betingelserne er dog fundamentalt uklare. Er ordren kun en ordre sålænge betingelserne er tilstede, eller er det nok at de var tilstede, da ordren blev udstedt? Hvis suverænen ikke længere har ønsket, er ordren så en ordre? Eller hvad hvis suverænen ikke længere giver udtryk for ønsket? Eller hvis sanktionerne forsvinder, eller magten til at eksekvere disse?

Ordrens status som permanent eller vilkårlig, har stor betydning for lovens status som permanent eller vilkårlig. Loven er en fusion af tre forhold: [AUSTIN a s. 24]

1)En ordre.

2)Udstedt af en overordnet til en underordnet.

3)Udstedt af en suveræn til hendes undersåtter.

Hvis ordren der ligger til grund for loven er vilkårlig, vil denne vilkårlighed manifistere sig ned gennem loven som derfor også bliver vilkårlig. Total vilkårlighed er dog udelukket. Hvis suverænens magt skal opretholdes kræver det at alle adlyder hende, dvs. adlyder de ordre og dermed de love, hun udsteder. Det er foreneligt med suverænenes magt, at enkelte love ikke adlydes vanemæssigt, men lovsystemet som helhed skal adlydes vanemæssigt. Forudsætningen for at suverænen kan opretholde sin magt er dermed, at lovsystemet rent faktisk virker (dvs. lovende adlydes). Hvis systemet ikke virker har suverænen ingen magt, og er derfor ikke suveræn. Signallovgivning, dvs. love, der har til formål at udsende et bestemt signal, tilkendegive en holdning e.l., synes at blive meningsløse inden for Austins system. Loven skal virke.⁽¹⁸⁾

Det fremgår af definitionen af lov, at Austin kæder det at være overordnet sammen med det at være suveræn (se karakteristikken af suverænen s. 8 ). Hvis man er suveræn, er man også overordnet. Joseph Raz mener ikke, at det at være suveræn, er ensbetydende med, at være overordnet alle andre under alle omstændighheder [RAZ s. 14]. Som nævnt ovenfor er begrebet om sædvane centralt i Austins definition af suverænen. Hun må ikke vanemæssigt adlyde andre. Det udelukker, at suverænen kan være underordnet et andet system af love, som hun udviser lydighed over for. Men det udelukker, ifølge Raz, ikke, at suverænen hvad angår enkelte love kan være underordnet andre. Austin overser forskellen på at blive vanemæssigt adlydt af alle, og så at være alle overlegne i alle henseener. Hvad Raz tilsyneladned overser er, at Austin eksplicit tager højde for det forhold. Han skriver: [AUSTIN a s. 25]

"But in all or most cases of human superiority, the relation of superior and inferior, and the relation of inferior and superior, are reciprocal, Or ... the party who is the superior as viewed from one aspect, is inferior as viewed from another."

Kun Guds overlegenhed er absolut. Bland mennesker er over- og underlegenhed altid (eller næsten altid) ombyttelig. Den der er overlegen i en situation, kan være underlegen i en anden.

III.I Opsumering af Austin:

Vi opstillede indledningsvis (under 'indledende bemærkninger'), et kriterium for hvornår en retsteori kan betegnes som retspositivistisk. Kriteriet blev udgjort af tre punkter, som teorien skulle leve op til: 1) Separations tesen. 2) Pedigree tesen. 3) Discretion tesen. Spørgsmålet er nu, i hvor høj grad Austins teori lever op til dette retspositivistiske kriterium. Spørgsmålet er ækvivalent med spørgsmålet om hvorvidt Austins teori er en ægte retspositivistisk teori.

Ad1: Kvalificerer Austins teori til separations tesen? Her må svaret være ja. Austin skelner eksplicit mellem positiv lov og positiv moral. Uafhængig af Austins terminologi vil det sige, at han slet og ret skelner mellem lov og moral. De to er ikke identiske, og dermed foreligger der en separation mellem lov og moral.

Ad2: Lever teorien op til pedigree tesen? Også her må svaret være ja. Loven er lov i kraft af suverænen. Loven har derfor sit ophav eller sin herkomst (pedigree) i suverænen. Loven er derfor konventionel. Den kan være anderledes, hvis suverænen beslutter sig for det. Hermed er der også opstillet et kriteruim for hvornår loven er lov. Dette kriterium er af ikke-moralsk observans. Loven skal ikke være i overensstemmelse med moralske principper for at være lov, hvilket er med til at understøtte separations tesen.

Ad3: Discretions tesen har vi ikke berørt i nævneværdigt omfang. Det skyldes at denne tese vil være emnet for kapitel VI.I. Gennemgang og diskussion af tesen vil derfor blive gemt til dette kapitel. Her må det være nok at sige, at Austin faktisk tilslutter sig discretion tesen [AUSTIN a f.eks. s. 233-236 ]

På baggrund af ovenstående må det være forsvarligt at konkludere, at Austins retsteori er en ægte retspositivistisk teori.

IV. Harts kritik og modifikationer:

Vi skal i dette kapitel se nærmere på Harts kritik af John Austin, som den fremstår i The Concept of Law.⁽¹⁹⁾

Udgangspunktet for Harts kritik er Austins teori. Denne modificeres eller forlades helt under to omstændigheder: 1) hvis Austins teori er uklar og derfor giver andledning til tvivl og 2) hvis teorien kan forbedres, dvs. modificeres så den er mere konsistent og bedre kan modstå kritik. Hermed har Hart banet vejen for sit eget projekt. Kritikken af Austin viser nemlig at teorien må modificeres, og disse modifikationer munder ud i Harts egen teori. Hart fremstiller med andre ord sin egen teori gennem en kritik af Austin (og at Hart mener at kritikken af Austin er væsentlig kan, der næppe herske tvivl om. Tre af The Concept of Law ti kapitler er viet til kritikken af Austin). Vi vil derfor gøre det samme.

Hart primære kritik af Austin er det såkaldte gunman argument. Hart tager udgangspunkt i Austins definition af en lov: En ordre fulgt op af truslen om sanktioner. Hart præciserer, hvordan han vil forstå begrebet om en ordre: [HART s. 19]

"Although a suggestion of authority and deference to authority may often attach to the word 'order' and 'obedience', we shall use the expression 'orders backed by threats' and 'coercive orders' to refer to orders which, like the gunman's, are suported only by threats, and we shall use the words 'obedience' and 'obey' to include compliance with such orders."

Efter denne præcisering af nævnte begreber går Hart videre og fastslår, at hans definitioner essentielt karakterisere Austins opfattelse af loven: [HART s. 6]

"To some it has seemed clear that in this situation where one person gives another an order backed by threats and, in this sense of 'oblige', obliges him to comply, we have the essence of law, or at least 'the key to the science of jurisprudence.' This is the starting-point of Austin's analysis by which so much English jurisprudence has been influenced."

Austins positions kan derfor sammenlignes med millitæret. En overordnet giver en underordnet ordre, som denne udfører fordi hun frygter straffen hvis hun ikke gør det. Ifølge Hart er denne position for simpel. Den passer ikke på et moderne udviklet retssystem.

Hart tager udgangspunkt i, at Austin ikke leverer nogen tilfredsstillende forklaring på, hvordan de forskellige love og regler skal vedtages, omgås, afskaffes m.m. Dernæst påpeger Hart, at Austins teori kun tager højde for love, der pålægger borgerne at afstå fra at gøre noget (f.ek.s slå ihjel). Men et juridisk system har også brug for love der fortæller folk, hvordan de skal gøre noget, f.eks. udforme et testamente, indgå en hushandel m.m. Hart skelner derfor mellem to forskellige typer regler, som må være tilstede, hvis der skal være tale om et fuldt udvikler retssystem:

1) Primære regler.

2) Sekundære regler.

De primære regler er dem, Austin allerede havde identificeret i sit system. Det er regler, der påbyder folk at afstå fra bestemte handlinger (disse regler er i høj grad strafferetslige love). Begge disse sæt af regler har især til formål at, regulere befolkningens sociale adfærd. Foruden en regulering af befolkningens adfærd via primære regler, er det også nødvendigt at have regler der fastsætter, hvordan vi skal håndtere de primære regler. Disse regler benævner Hart sekundære regler, og de er altså metaregler, idet de handler om andre regler: [HART s. 81]

"Rules of the first type [primære regler] imposes duties; rules of the second type [sekundære regler] confer powers, public or private. Rules of the first type concern actions involving physical movement or change; rules of the second type provide for operations which lead nor merely to physical movement or change, but to the creation or variation of duties or obligations."

Austins teori medfører, ifølge Hart, tre uacceptable konsekvenser som alle kan håndteres vha. distinktionen mellem primære- og sekundære regler: 1) usikkerhed. 2) statiske love. 3) ineffektivitet. [HART s. 92-93]

Ad1: Hvilke love der er gyldige og hvordan de skal forstås, kan ikke afgøres entydigt inden for rammerne af et system, der kun opererer med primære regler. Retssystemet vil derfor rumme en vis usikkerhed, som ikke kan afhjælpes.

Ad2: Et samfund der kun har primære regler, har ingen kriterier ud fra hvilke love kan vedtages, ændres og afskaffes. Retssystemet vil derfor få en statisk karakter.

Ad3: Retssystemer bestående kun af primære regler, vil være inefffektivt fordi der ikke er nogle klare retningslinier for hvordan love og regler skal opretholdes.

Det grundlæggende problem hos Austin er altså, at han ikke skelner mellem regler og metaregler, dvs. regler der fastlægger, hvordan de primære regler skal forvaltes. Derfor løber Austin ind i nævnte tre problemer, som Hart derimod mener at kunne løse: [HART s. 94]

"The remedy for each of these three main defects in this simplest form of social structure consist in supplementing the primary rules of obligation with secondary rules which are rules of a different kind."

Hvis vi skal have en fuldstændig forståelse af lovens natur, og give en korrekt beskrivelse af retssystemet, dvs. en beskrivelse som passer nogenlunde med vore dagligdags opfatteler, må retssystemet opfattes som en fusion af primære og sekundære regler: "... law may most illuminatingly be characterized as a union of primary rules of obligation with such secondary rules." [HART s. 94]

Hart opstiller tre typer sekundære regler, der svarer til de tre ovennævnte problemer: 1) Rule of recognition. 2) Rule of change. 3) Rule of adjudiction.

Den første er den vigtigste. Rule of recognition fastlægger kriterierne for lovens gyldgihed: "To say that a given rule is valid is to recognize it as passing all the test provided by the rule of recognition and so as a rule of the system." [HART s. 103]. Herved fastlægges entydigt hvilke regler der er love, og dermed overvindes det første problem (usikkerheds problemet). Derfor må 'rule of recognition' eksistere i ethvert veludviklet retssystem. Samtidig er 'rule of recognition' en metode til at afgøre, hvilke regler der er love på en moralsk neutral måde. Der er ikke behov for at appelere til moralske principper, for at afgøre hvilke love der er gyldige. Hermed kommer 'rule of recognition' til at udgøre kernen i Harts retspositivisme.

Rule of change fastlægger reglerne for at ændre, vedtage og afskaffe love, mens rule of adjudication fastlægger regler for hvordan vi kan afgøre, om en af samfundets love er blevet brudt. Hermed overvindes problem to (problemet ang. de statiske love) og tre (problemet ang. inefektivitet).

Som sagt er 'rule of recognition' den vigtigste. Det er den, forbi det er på baggrund af den, at vi kan afgøre, hvilke love der er gyldige, og dermed i bredere forstand hvordan selve retssystemet skal se ud. Både to og tre er naturligvis også vigtige. De er værktøjer foruden hvilke, det veludviklede retssystem ikke kunne fungere. Med både 'rule of change' og 'rule of adjudiction', må forudsætte 'rule of recognition', i det mindste i en rudimentær udgave. Forudsætningen for at ændre love og straffe overtrådte love, er at vi kan identificere love, og dette sker vha. 'rule of recognition'.

Harts kritik af Austin retter sig derfor mod selve dennes grundlag. Austin har ingen sekundære regler og kan derfor ikke redegøre for lovenes gyldighed på tilfredsstillende vis.

Jf. ovenstående kritiserer Hart i det hele taget Austins overdrevne brug af magtargumenter. Dvs. argumenter der fastsætter gyldigheden af love, pligter m.m. ved at henvise til suverænen eller truslen om sanktioner. F.eks. kan en forpligtigelse aldrig opstå alene på bagrund af trussel om sanktioner. Hvis jeg har en pistol for tændingen, og bliver beordret til, at begå indbrud under trusler om at blive skudt, kan det ikke forpligte mig til at begå tyveriet (selv om det vil være klogt at begå det). Men ifølge Hart medfører Austins teori, at jeg vil være forpligtet i denne situation, fordi eneste kriterium på at jeg har en forpligtigelse er, at det bliver mig pålagt under trussel om sanktioner.

En del af de problemer der knytter sig til Austins teori, opstår derfor fordi han ikke skelner klart, mellem at nøde eller tvinge (eng.: oblige) og forpligtigelse (eng.: obligation): "... the statement that a person was obliged to obey someone is, in the main, a psycological one referring to the beliefs and motives with which an action was done." [HART s. 83]. Jeg nødes til, at udlevere pengene til røveren, hvis jeg tror han vil f.eks. skyde mig. Hvis jeg derimod tror han bluffer, nødes jeg ikke til at udlevere pengene. Derfor er nødes/tvinges en psykologisk størrelse. Hvad jeg tror der vil ske m.m. Forpligtelsen har jeg derimod, uanset hvad jeg tror. Forpligtigelsen fastlægges i en regel. F.eks. når man fylder x antal år, er man forpligtiget til, at møde til session. Reglen er indlejret i en social kontekst (in casu session), og et brud på reglen eller forpligtigelsen følges af social pression o.l.

At der overhovedet kan opstå forpligtigelser skyldes, ifølge Hart, dels consessus om og accept af bestemte standarter, samt en kritisk reflekteret holdning til disse standarter. Hart taler om, at man ved at påtages sig disse regler, samtidig påtager sig the internal point of view.

Den interne synsvinkels modsætning, er den eksterne synsvinkel. Denne implicerer ikke nogen accept af regler. Harts eget eksempel [HART s. 90]: Biler stopper for rødt ved lyskrydsene. Det kan beskrives eksternt: "Når der er rødt lys stopper 98,5 % af alle blier". Denne beskrivelse implicerer ikke accepten endsige forståelsen af nogen regel. Det kan også beskrives internt: "Jeg skal stoppe for rødt lys fordi det står i loven, og at overtræde den vil have de og de konsekvenser for mig og evt. andre". Denne beskrivelse implicerer forståelse og accept af en regel.

Distinktionen mellem den interne og eksterne synsvinkel viser endnu en forskel mellem Hart og Austin. Austins system kan beskrives fra en ekstern synsvinkel: "Suverænen er øverste myndighed da, f.eks. 90 % af befolkningen generelt adlyder de ordre hun udsteder". Harts system kan derimod ikke beskrives fra en ren ekstern synsvinkel. Hvis man gør det overser man, at reglerne er accepteret af befolkningen (givet nedenstående forbehold).

Problemet er, at størstedelen af befolkningen ikke er i stand til at påtage sig denne interne synsvinkel, simpelthen fordi de ikke har de nødvendige forudsætninger. En refleksiv tilgang til retssystemet forudsætter vel også en indsigt i evt. bagvedliggende etiske principper. At forholde sig kritisk til loven m.m., kræver trods alt en vis indsigt i retssystemet. Det medfører at store dele at befolkningen faktisk ikke kan anerkende 'rule of recognition', simpelthen fordi de ikke kan tage stilling til den. Ifølge Hart er det dog ikke noget problem. Det er nok, hvis bare de der er en del af systemet accepterer det. Den brede befolkning skal blot overholde landets love: [HART s. 114-115]

"Here surely the reality of the situation is that a great proportion of ordinary citizens ... have no general conception of the legal structure or of its criteria of validity ... So long as the laws which are valid by the systems's test of validity are obeyed by the bulk of the population this surely is all the evidence we need in order to establish that a given legal system exists ... Here what is crucial is that there should be a unified or shared official acceptance of the rule of recognition contaning the system's criteria of validity."

Vi kan derfor tilføje to betingelser for retssystemets beståen til de ovennævnte.

1) Systemets regler bliver generelt set overholdt.

2) Systemets regler skal være accepteret primært af systemets mænd.

Hermed er der opstilles et eksistenskriterium for 'rule of recognition'. Den eksisterer for så vidt den rent faktisk anvendes og accepteres, hvor imod andre love eksisterer for så vidt som de er love i henhold til 'rule of recognition':⁽²⁰⁾ [HART s. 107]

"Whereas a subordinate rule of a system may be valid and in that sense 'exist' even if it is generally disregarded, the rule of recognition exist only as a complex, but normally concordant practice of the courts, officials, and private persons in identifying the law by reference to certain criteria. Its existence is a matter of fact."

Harts opfattelse af loven og retssystemert som helhed, kan siges at være et system af regler, der bindes sammen af 'the rule of recognition'. Alle love må i sidste instans være funderet i denne regel. 'Rule of recognition' overtager derfor til dels den rolle som suverænen havde hos Austin. Love der ikke havde deres ophav i suverænen, var hos Austin slet ikke love. Tilsvarende er love, der ikke har deres ophav i 'rule of recognition' slet ikke love. Forskellen er at Austins suveræn regerer via ordre, hvor i mod 'rule of recognition' "regerer" via accept.

Harts synspunkt medfører en række problemer. For det første synes det at medføre demokratisk underskud, som det vist hedder på nudansk. Den brede befolkning (vulgus hvis man skal være grov) skal blot parere ordre. Det er så op til dem, der ved og kan, at udforme og acceptere systemet. Dem der gør det, er selv en del af systemet. Dvs. systemet skal udforme og acceptere sig selv. En måske ikke helt uvæsentlig detalje. For det andet ender Hart i samme situation som Austin. Trusslen om sanktioner som for Austin udgår fra suverænen, udgår for Hart fra 'rule of recognition'. Eneste forskel er, at hvor truslen hos Austin er vilkårlig, er den hos Hart formaliseret. Men er en formaliseret trussel om sanktioner i sig selv nok til at udløse forpligtigelsen (til f.eks. at begå røveri)? Man fristes til at sige, at svaret ifølge Hart er ja.

IV.I Opsumering af Hart:

Vi opstillede indledningsvis (under 'indledende bemærkninger'), et kriterium for hvornår en retsteori kan betegnes som retspositivistisk. Kriteriet blev udgjort af tre punkter som teorien skulle leve op til: 1) Separations tesen. 2) Pedigree tesen. 3) Discretion tesen. Spørgsmålet er nu, i hvor høj grad Harts teori lever op til dette retspositivistiske kriterium. Spørgsmålet er ækvivalent med spørgsmålet om hvorvidt Harts teori, er en ægte retspositivistisk teori.

Ad1: Lever Harts retsteori op til separations tesen? I og med Hart eksplicit benægter at lov og moral er identiske, og da Hart samtidig opstiller et ikke-moralsk kriterium for lovens gyldighed ('rule of recognition'), må svaret på spørgsmålet være ja.

Ad2: Hvad med pedigree tesen? Hart forklarer lovens gyldighed ved at henvise til 'rule of recognition'. Hvis reglen lever op til det eller de kriterier der er formuleret i 'rule of recognition', er reglen at betragte som lov. Dvs. loven har sit ophav eller sin herkomst i 'rule of recognition'. Da denne er en konvention, vil de love, der er afledt af 'rule of recognition' ligeledes være konventioner. 'Rule of recognition' behøver ikke at leve op til nogen moralske principper, og den udgør dermed et ikke-moralsk kriterium for lovens gyldighed, hvilket understøtter separations tesen.

Ad3: Heller ikke i dette kapitel har vi berørt discretion tesen i nævneværdigt omfang. Som tidligere nævnt skyldes det, at denne tese vil være emnet for kapitel V.I. Gennemgang og diskussion af denne tesen vil derfor blive gemt til næste kapitel. Her må det være nok at sige, at Hart tilslutter sig discretion tesen

På baggrund af ovenstående opsumering, kan vi konkludere at Harts retsteori er en ægte retspositivistisk teori.

V. Kritik af retspositivismen

V.I: Ronald Dworkins kritik

Udgangspunktet for Dworkins kritik er, at retssystemets faktiske virkemåde, ikke svarer til den måde hvorpå retspositivismen beskriver det.⁽²¹⁾ Som vi har set, beskriver retspositivismen retssystemet som et system af regler, hvis gyldighed afgøres ved at appelere til et fundamentalt kriterium: I Harts tilfælde 'rule of recognition' og i Austins suverænens ordre.

Ifølge Dworkin overser man herved et væsentligt aspekt ved måden hvorpå systemet fungerer i praksis. Dommere og advokater anvender ikke bare regler når en sag skal afgøres, men også principper (og andre standarter). Eller anderledes formuleret: Retspositivismen arbejder kun med en standart, nemlig regler, hvor imod retssystemet ifølge Dworkin rent faktisk arbejder med flere. [DWORKIN s. 22]

Principper og regler har forskellige karakteristika.⁽²²⁾ Regler er karakteriseret ved et 'enten-eller'. Enten er reglen gyldig, eller også er den ikke. Hvis et testamente ifølge gældende regler skal underskrives af tre vidner, men kun er underskrevet af to, så følger at testamentet er ugyldigt. Hvis der opstår strid om hvorvidt et testamente er gyldigt med to eller med tre underskrifter, kan tvisten kun afgøres ved at erklære den ene regel gyldig, og dermed den anden ugyldig. De kan ikke begge være gyldige, men nok ugyldige. Disse regler er altså kontrære og ikke kontradiktoriske [DWORKIN s. 24]:

"The differens between legal principels and legal rules is a logical distinktion. Both sets of standarts point to partikular decisions about legal obligations in particular circumstances, but they differ in the character of the direction they give. Rlues are applicable in an all-or-nothing fasion. If the facts a rule stipulate are given, then either the rule is valid, in which case the answer it supplies must be accepted, or it is not, in which case it contributes nothing to the decision."

Principper er ikke karakteriseret ved 'enten-eller', men ved 'både-og'. Principper er vektore. De peger i en bestemt retning. Principperne er grunde på baggrund af hvilke vi træffer beslutninger.⁽²³⁾ I og med principper er vektore eller grunde, kan de ikke determinere et resultat på samme måde som regler: Et testamente er gyldigt, hvis og kun hvis, det falder under en bestemt regle. Principper der imod vægtes i forhold til hinanden. Dvs. principper kan være mere eller mindre vigtige.⁽²⁴⁾ Derfor kan principper heller ikke gøre hinanden ugyldige på samme måde som regler. Hvis to principper er i konflikt med hinanden, må de vægtes mod hianden, og hvilket princip der går af med sejren, afhænger af deres indbyrdes vigtighed i den konkrete sag. Derfor har vægtning af principper ikke samme sikkerhed som reglers gyldighed [DWORKIN s. 26]:

"A principle like 'No man may profit from his own wrong' does not even purport to set out conditions that makes its application necessary. Rather, it states a reson that argues in one direction, but does not necessitate a partikular decision."

Principper og regler er derfor forskellige på to måder: 1) Regler bestemmer entydigt et bestemt resultat, hvilket principper ikke gør. 2) Principper kan vægtes, hvilket regler ikke kan.

Hvilke konsekvenser har denne distinktion mellem regler og principper for retspositivimen ? Vi kan ikke ignorere distinktionen, hvis vi ønsker at opnå en adækvat forståelse af retssystemet. Distinktionen må derfor indarbejdes i vores begreb om et retssystem.

Dworkin mener, at dette kan gøres på to måder [DWORKIN s. 29]: 1) Vi behandler principper på samme måde som regler, når vi skal afgøre sager der angår juridiske forpligtigelser. Hermed inkluderer retssystemet både regler og principper, og dermed er retspositivismens tese om retssystemet som et system af regler forkert. Principper findes forud for suverænenes ordre eller 'rule of recognition'. Det betyder, at love kan være gyldige uden om kriterierne for gyldighed: "... so even though principles draw support from the official acts of legal institutions, they do not have a simple or direct enough connections with these acts to frame that connection in terms of criteria specified by some ultimate master rule of recognition." [DWORKIN s. 41] 2) Vi behandler ikke principper som regler. Dommeren er altså ikke forpligtet til at applicere principper, som hun er forpligtet til at anvende regler. Dommeren kan under visse omstandigheder anvende principper, hvis han måtte ønske det. Denne tese om at dommere rækker ud over loven, og så at sige skaber ny love kaldes som sagt "discretion" tesen.

Dommerne skaber kun nye love hvis der er tale om det, Dworkin kalder a hard case. Det er en sag som ikke fuldt ud dækkes af eksisterende regler. Derfor må der opfindes nye regler. Dette skal naturligvis gøres af en person der er en del af systemet, f.eks. en dommer. Dvs. ændringerne skal foretages af en person der har accepteret 'rule of recognition' jf. Hart. Der er altså ikke bare tale om at dommeren tolker eksisterende regler. Der er der imod tale om, at der skabes regler, der ikke fandes før domsafsigelsen i den pågældende sag. Dvs. dommeren bliver en slags lovgiver. Herved sker der en form for sammenblanding af den dømmende og lovgivende magt. Dommerne kan dog ikke efter forgodtbefindene lave helt nye love eller radikale ændringer af retssystemet. Det er forbeholdt lovgiverne. Men der vil være situationer, hvor dommeren overskrider gældende lov, og dermed i en vis forstand skaber nye love. Hart skriver: [HART s. 273]

"... not only are the judge's power subject to many constraints narrowing his chioce from which a legislator may be quite free, but since the juge's powers are exercised only to dispose of partikular instant cases he cannot use these to introduce large-scale reforms or new codes ... None the less there will be points where the existing law fails to dictate any decision as the correct one, and to decide cases where this is so the judge must exercise his law-making powers."

Man kan diskutere, hvor central en del af retspositivismen discretions tesen er. Men Hart siger eksplicit, at det er uundgåligt, at der vil opstå sager som ikke falder ind under nogen regel.⁽²⁵⁾ Men Hart mener vel ikke, at det med nødvendighed medfører, at dommeren skal udkaste nye love. 'Rule of recognition' kunne rumme en bestemmelse, der eksplicit forbyder dommerne at gøre noget sådan (hvilket måske ville medføre problemer med at afgøre visse sager). Hermed ville dommeren ikke kunne skabe nye love, men det ændrer ikke på det forhold, at der vil være sager som ikke kan afklares inden for rammerne af en eksisterende lovgivning. Loven vil altid være bagud, hvad enten dommeren må opfinde nye love eller ej.

Hvad mere er synes discretion tesen ikke at være i uoverensstemmelse med en naturrets teori for loven. Den positive lov (den menneskelige lov) kan aldrig være komplet, men må hele tiden suppleres. Hvordan den skal suppleres, afgøres tildels af naturretten, der opstiller rammerne for hvordan den positive lov skal se ud. Men heller ikke den naturlige lov kan være komplet. Man kan ikke apriori en gang for alle indse, hvilke naturlige love der er brug for. Naturretten må derfor også udvikle sig. Enten i overensstemmelse med Guds lov eller fornuften afhængig af hvilken naturrets teori man er tilhænger af. Discretion tesen kan derfor ikke essentielt karakterisere retspositivismen, da discretions tesen også er forenelig med teorier der er principielt forskellige fra retspositivismen.

Dworkin skelner mellem tre forskellige typer dømmekraft. Den første type dømmekraft angår sager, hvor reglerne ikke kan anvendes rent mekanisk. Dworkins eksempel: En løjtnant beordrer en sergent til at udvælge fem erfarne soldater. Hvilke erfarne soldater der udvælges er op til sergenten. Hun må her bruge sin dømmekraft til at vælge de fem bedste. Dvs. dommeren kan udøve sin dømmekraft, hvis gældende regler ikke fuldt ud determinere sagens udfald. Lad os kalde denne type dømmekraft for D1. Den anden type dømmekraft, som vi kalder D2 , kan dommeren udøve når sagens udfald ikke kan omstødes af en højere autoritet. Den tredje og sidste type dømmekraft, kalder vi D3. Denne har dommeren mulighed for at anvende, når hun ikke er begrænset af nogen juridisk standart. Dworkins eksempel: En sergent får ordre til at udvælge fem soldater. I dette tilfælde er der ikke opstillet noget kriterium for sergentens udvælgelse. Det er alene op til hendes dømmekraft.

Dworkin mener, at retspositivismen forudsættter mulighed nr. tre. Dworkin kalder denne mulighed stræk dømmekraft. Dvs. dommeren afgør en "hard case" ved at lovgive. Hvis retspositivismen skal mene andet og mere end en tautologi med discretion, må den, i hvert fald nogen gange, bruge dømmekraft i den stærke betydning. D1 betyder nemlig ikke andet end "... that judges must sometimes agonize over points of law, and that two equally trained and intelligent judges will often disagree." [DWORKIN s. 34]. D1 synes derfor at angå lovens fortolkning, hvordan vi skal anvende loven i konkrete sager, at loven er uklar m.m. Det er samtidig forhold, der synes at være integreret i ethvert nogenlunde veludviklet retssystem. Det kan f.eks. være vanskeligt at formulere en lov der både er juridsk dækkene og entydig. Så hvis retspositivismen med 'discretion' mener D1, hævder den blot hvad alle ved i forvejen.

Hvis der altså skal være lidt substans i discretion begrebet, må retspositivismen gøre brug af D3. Hvis jeg ellers forstår Dworkin ret, mener han, at der er en sammenhæng mellem D3 og D2. Hvis dommeren har stærk dømmekraft, må det betyde, at hun ikke er underlagt nogen autoritet der, hvad angår brugen af dømmekraft, kan omstøde hendes beslutning.

Dworkin påpeger nu, at dette er i modstrid med den måde sager rent faktisk afgøres på. Dommere sidder ikke i retsalen og opfinder nye love. Hun vil måske undersøge præcedens for at finde sager der minder om denne, eller andre ting der kan være med til at afgøre sagen. Men der er ikke tale om lovgivning. En af retspositivismens forudsætninger er dermed forkert.

Spørgsmålet er nu om Dworkins kritik faktisk rammer Hart. Dommeren vil altid være begrænset af visse standarter, f.eks. grundloven. Selv folketinget, landets højeste lovgivende myndighed, kan begrænses af sådanne standarter, og være underlagt regler for hvordan disse standarter ændres, jf. Harts begreb om sekundære regler. F.eks. Skriver Hart: "This is the importance characteristically attached by courts when deciding unregulated cases to proceeding by analogy so as to ensure that the new law they make, though it is new law, is in accordance with principles or underspinning reasons recogniced as already having a footing in the existing law." [HART s. 274]. Man kunne derfor prøve at redde Hart ved at sige, at dommeren ifølge Dworkin kritk af retspositivimen har stærk dømmekraft, fordi der ikke er nogle juridiske standarter der begrænser dømmekraften. Ifølge Hart har dommeren dømmekraft, fordi der ikke er nogle juridiske standarter der dikterer, hvordan en given sag skal afgøres. Harts synspunkt implicerer ikke nødvendigvis Dworkins, da Hart ikke udelukker begrænsninger på dommerens dømmekraft.

Et andet problem for Hart er, at hans synspunkt implicerer, at love virker med tilbagevirkende kraft.⁽²⁶⁾ Hvis dommerne skaber en ny lov når hun afgører sagen, må det betyde, at den pågældende nye lov ikke fandes da forbrydelsen skete. Dvs. forbryderen dømmes ud fra en lov, der ikke fandes da forbrydelsen fandt sted. Hvor alvorligt problemet er, afhænger nok af retssystemets konkrete praksis. Hvis der rejses tiltale mod en person, må denne tiltale vel have en vis hjemmel i den eksisterende lovgivning. Dvs. forbryderne dømmes ikke på et helt nyt grundlag, men kun på et partielt nyt grundlag jf. ovenstående Hart citat. Dworkin ville indvende at dette strider mod vores begreb om "fairness". Det er unfair at dømme folk på et grundlag, som de principielt set ikke have mulighed for at vide noget om på forhånd, hvad enten dette grundlag er helt eller delvist nyt.

Dworkin får måske også problemer hvad det angår. For at undgå discretion tesen, må han forudsætte, at løsningen på disse svære sager ligger implicit i den eksisterende lovgivning og præcedens. Synspunktet er problematisk fordi det er globalt. Løsningen må altid findes i eksisterende lovgivning. Hvad så i de tilfælde, hvor dommeren ikke kan finde løsningen? Hvis Dworkin på det spørgsmål svarer, at dommeren ikke er intelligent nok, eller ikke har ledt længe nok e.l., har Dworkin tilsyneladende frataget sin modstander enhver mulighed for kritik. Hvis man indvender at der ikke er nogen løsning i den eksisterende lov, vil Dworkin altid kunne hævde at dommeren er for dum. Hart er mere pragmatisk. Nogle gange findes svaret i den eksisterende lov, andre gange må dommeren lovgive. Harts synspunkt er dermed ikke globalt og får derfor ikke de samme problemer som Dworkin.

V.II. Lon Fullers kritik

En anden måde at kritisere retspositivismen på, er ved at angribe separations tesen. Det er hvad Lon Fuller gør i bogen The morality of Law. Fuller kritiserer retspositivismen for ikke at besidde det han kalder the internal morality of law. Pointen hos Fuller er kort fortalt, at man ikke skal forsøge at finde en identitet mellem lov og moral hvad angår enkelte love. I stedet skal man se på retssystemet som helhed. Ethvert retssystem må besidde en sådan intern moral for at være et retssystem. Hvis denne interne moral mangler, besidder systemet ikke moralsk integritet, og kan derfor ikke med rimelighed siges at være et retssystem.

Fuller udkrystaliserer otte principper som systemet må besidde for at være et retssystem:⁽²⁷⁾ 1) Loven skal være almen. 2) Loven skal formuleres offentligt. 3) Loven skal være fremadrettet (prospektive), og altså ikke retroaktive. 4) Loven skal formuleres klart og forståligt. 5) Lovens indre struktur skal være konsistent. 6) Loven må ikke kræve det umulige. 7) Loven må ikke ændres for ofte. 8) Loven skal administreres i overensstemmelse med lovtekstens ordlyd.

Hvis retssystemet skal opretholde en social orden (her følger Fuller, Austin og Hart⁽²⁸⁾), skal disse principper være tilstede (hvor meget der skal være af hvert princip kan diskuteres). Derfor er principperne interne. De er en immanent del af loven. Hvis princip to ikke er opfyldt, vil det være umuligt for den almindelige befolkning at finde ud af hvordan de skal opføre sig. Tilsvarende med princip fire. Hvis en eller flere af disse principper ikke er tilstede, er der ikke tale om et ægte retssystem. Principperne udgør også en moral, da loven efter Fullers mening rummer to moralske aspekter:

1) Loven konstituerer en social orden.

2) Lovens regler fungerer som en guide, der forvaltes af autonome individer (under ansvar).

Disse to aspekter kan kun være tilstede, dvs. loven kan kun være en lov, hvis førnævnte otte principper er tilstede. Dermed er loven og moralen vævet sammen, og separationstesen er dermed forkert.

Ikke overraskende er Hart ikke enig. Ifølge Hart blander Fuller to begreber sammen: Begrebet om moral, og begrebet om effekt. Fullers principper er effekt eller succes principper. Dvs. det er principper der måske skal være tilstede for at et retssystem fungerer. Alle handlinger har en intern succes standart, et princip eller principper der skal være tilstede, for at handlingen fungerer efter hensigten. Men disse succes principper er ikke moralske principper. Det kan vi se ved, at det at forgifte et andet menneske har nogle interne succes principper samtidig med, at forgiftningen er klart umoralsk. Dvs. forgiftningens interne principper er ikke moralske principper og ligeledes med loven:

"But the crucial objection to the designation of these principles of good legal craftmanship as morality, in spite of the qualification "inner", is that it penetrates a confusion between two notions that it is vital to hold apart: the notion of purposive activity and morality. Poisoning is no doubt a purposive activity, and reflections on its purpose may show that it has its internal principles ... But to call these principles of the poisoner's art "the morality of posining" would simply blur the distinktion between the notion of efficiency for a purpose and those final judgments about activities and the purpose with which morality in its various forms is concerned."⁽²⁹⁾

Gendriver Hart Fuller? Fuller ville helt sikkert vedgå at loven har interne succeskriterier. Men Fullers pointe er, at disse succeskriterier også kan være moralske principper. Åbenhed i loven kan være et succes princip, men det er også et moralsk princip. Det er unfair at dømme folk i henhold til love som folk ikke har nogen mulighed for at have kendskab til. Fullers principper er altså en slags dobbelt principper: Både succes og moralske principper.

Problemet for Fuller er måske, at principperne inden for retssystemet, dvs. i retssystemets praktiske arbejde, kun fungerer som succes principper. Forbindelsen mellem lov og moral er derfor ikke intern som Fuller mener, men ekstern og derfor muligvis i overensstemmelse med separationstesen.

VI. Afsluttende bemærkninger:

Her på falderebet må det være på sin plads med nogle opsumeringer på baggrund af, hvad der indtil nu er blevet skrevet.

Første del omhandlede John Austins retsteori. Vi så, at den positive lov er lov i kraft af suverænens ordre, som så er udtryk for dennes ønsker. Austin så sig hermed i stand til at skelne mellem positiv lov og positiv moral, og dermed indføre separationen mellem lov og moral. Under opsumeringen konkluderede vi at Austins retsteori var en ægte retspositivistisk teori.

I anden del af nærværende skrift så vi nærmere på Harts kritik og modifikationer af Austins teori. Ifølge Hart får Austins teori problemer, fordi den ikke skelner mellem primære- og sekundære regler. De primære regler er dem, Austin allerede havde identificeret i sin retspositivisme. Det er regler, der påbyder folk at afstå fra bestemte handlinger. Men et retssystem har også brug for love, der fortæller folk, hvordan de skal gøre noget, f.eks. udforme et testamente, indgå en hushandel o.s.v. Disse regler betegner Hart som sekundære regler. Den vigtigste af de sekundære regler var 'rule of recognition', der fungerede som gyldighedskriterium for lovene. Dermed erstatter rule of recognition suverænen hos Austin. Harts modificeringer af retspositivismen gjorde den til en retsteori, der dels forklarede retssystemets faktiske indretning langt bedre end Austin. Dels gjorde retspositivismen væsentlig mere modstandsdygtig over for kritik.

I den tredje og sidste del af opgaven , så vi nærmere på Dworkin og Fullers kritik af retspositivismen. Dworkin anklagede Hart for ikke at skelne mellem principper og regler. Vi så, at dette havde to konsekvenser for retspositivismen: 1) Vi behandler principper på samme måde som regler, når vi skal afgøre sager der angår juridiske forpligtigelser. Hermed inkluderer retssystemet både regler og principper, og dermed er retspositivismens tese om retssystemet som et system af regler forkert. 2) Vi behandler ikke principper som regler. Dommeren er altså ikke forpligtet til at applicere principper, som han er forpligtet til at anvende reglerne. Dommeren kan under visse omstandigheder, anvende principper hvis han måtte ønske det. Denne tese om at dommere rækker ud over loven, og så at sige skaber nye love kaldes som sagt 'discretion tesen'.

Hvad angår Lon Fuller, så vi at et retssystem må rumme otte interne moralske principper. Hvis disse ikke er tilstede, kan systemet ikke med rimelighed kaldes et retssystem. Hertil indvendte Hart, at disse principper ikke er moralske principper, men succes principer. Herpå svarede vi, at Fullers principper både er moral- og succes principper. Derfor forekommer Harts kritik tvivlsom, men om den er gendrevet er selvfølgelig et åbent spørgsmål.

Der er næppe tvivl om at retspositivismen er på tilbagetog. Især Dworkins kritik har været indflydelsesrig. Dertil kommer at tidsånden, i hvert fald inden for visse kredse f.eks. postmodanismen, er imod den positivisme og objektivisme som retspositivismen benytter sig af, i og med den fordre et gyldighedskrituerium for loven, der er uafhængig af normative betragtninger. Inden for de seneste 20 år, har retstænkningen set en øget orientering mod en slags neo-naturretstænkning. Dworkin er et eksempel. Hans insisteren på moralske principper der skal vægtes, markere en forsigtig tilbagevenden til naturretstænkningens insisteren på den konkrete situation og den praktiske fornuft (jf. Aristotelese begreb om phronesis). På dansk grund har vi ligeledes haft et opgør med retspositivismen i Alf Ross' version, i form af f.eks. Peter Høilunds bøger. Om retspositivismen kan stå distancen, ja det må tiden vise.

Litteraturliste:

Værker:

Austin, John, The Province of Jurisprudence Determinded, Hackett Publishing Company, Indianapolis, 1998 (1832).

Austin, John, The use of the Study of Jurisprudence, i Austin, John, The Province of Jurisprudence Determinded, Hackett Publishing Company, Indianapolis, 1998.

Coleman, Jules & Murphy, Jeffrie, The Philosophy of Law - An Introduction to Jurisprudence, Rowman&Allenheld, 1984.

Dworkin, Ronald, Taking Rights Seriously, Harvard University Press, Cambridge Mass., 1977 (eller senere).

Fuller, Lon, The Morality of Law (2. udgave), Yale University Press, London, 1969 (1963)

Hart, H. L. A., The Concept of Law (2. udgave), Clarendon Press, New York, 1998 (1961).

Høilund, Peter, Den moderne retstænknings gennembrud og autoritetstab, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, København, 1998.

Rode, Karlheinz, Geschichte der europäishen Rechtsphilosophie, Werner-Verlag, Düsseldorf, 1974.

Artikler:

Dworkin, Ronald, "The model of Rules", University of Chicago Law Review, Vol. 35, 1967.

Fuller, Lon, "Positivism and the Fidelity to Law - A reply to Professor Hart", Harvard Law Review, Vol. 71, 1958.

Hart, H. L. A., "Positivism and the Seperation of law and Morals", Harward Law Review, Vol. 71, 1958.

Hart, H. L. A, "Review of Fuller's 'The Morality of law'", Harvard Law Review, Vol. 78, 1965.

Noter:

1. H. L. A. Hart, "Positivism and the separation of Law and Morals", s. 599.

2. Der skelnes mellem det legale eller legalitet, og det legitime eller legitimitet. Førstnævnte angår retten, dvs. juraen, mens sidstnævnte angår moralen.

3. Leo Strauss skelner i bogen Natural Right and History (s. 120 ff.), mellem den klassiske naturretstænkning hos Aristoteles og Thomas Aquinas, og den neo-klassiske naturretstænkning der kommer efter Thomas, f.eks. Hobbes, Lock m.f.

4. H. L. A. Hart, "Introduction", s. 1, i The Province of Jurisprudence Determined.

5. Austin bruger ganske store dele af The Province på at diskutere utilitarismen.

6. Se f.eks John Stuart Mill, Utilitarismen, Det Lille Forlag, s. 16-41, især s. 17.

7. H. L. A. Hart, "Positivism and the separation of Law and Morals", s. 596.

8. At holisme ikke udelukker separation, kan eksemplificeres vha. gestaltpsykologien. Når jeg perciperer et bord, percipere jeg bordet i sin helhed. Det udelukker ikke, at jeg kan fokusere på og undersøge de enkelte dele af bordet hver for sig. Dvs. jeg kan adskille bordets elementer, karakterisere dem individuelt. Men jeg kan også undersøge de forskellige deles forhold til hinanden, og jeg kan fastslå, at der er en forbindelse mellem dem, selv om de undersøges hver for sig. Tilsvarende er lægevidenskaben i høj grad afhængig af undersøgelser af de forskellige organer hver for sig, men i lige så høj grad, af de indbyrdes relation. Hjerte og lever lader sig seperere, men hvis de ikke begge er tilstede, fungerer kroppen, dvs. helheden, ikke.

9. Videnskaben om lovgivningen er den ene komponent i 'videnskaben om etikken'. Den anden komponent beskæftigerer sig med, hvordan den positive moral bør være.

10. Austin mener, at nogle af disse "principels, notions, and distinktions" er nødvendige træk ved et retssystemet. Eksempler på sådanne er rettigheder, pligter, frihed, straf m.m. (ibid.).

11. En ligende distinktion findes hos Aristoteles. F.eks. skriver han i Retorikken: "By special law I mean that written law which regulates the life of a partikular community; by general law, all those unwritten principles which are supposed to be acknowledged everywhere." (1368b)

12. Formuleringen "det der gør loven til lov", er naturligvis problematisk, fordi udsagnet forudsætter hvad der skal bevises. Hvis udsagnet opfattes som en subjekt-prædikat dom, bliver der selvreferende (også kaldet selv-prædikation). "Loven" (subjekt) tillægges egenskaben at være lov (prædikat). At "loven" har egenskaber at være lov formuleres i en dom, samtidig med at forholdet må forudsættes for at kunne formulere dommen. En ligende problem finde hos Platon f.eks. I hans formulering "skønheden er skøn". Jeg tillader mig dog at se bort fra disse intrikale problemer, og bibeholde formuleringen.

13. F.eks. Hobbes: "Where there is no common Power, there is no Law: where no Law. No Injustice". Levithan I,13 (s. 71).

14. Denne analyse foretager Raz ikke.

15. Stort set samme formulering findes hos Austin s. 17.

16. Her er Raz tilsyneladende ikke opmærksom på, at Austin bestemmer to måder at udtrykke ønsker på. Direkte f.eks. via skrift eller tale, og indirekte via handlemåde: "If the desire be signified by words (written or spoken ), the command is express. If the desire be signified by conduct (or by any sign of desire which are not words), the command is tacit." (The Province of Jurisprudence Determined, s. 32)

17. Han duskuterer det bl.a. John Austin, The Province of Jurisprudence Determined, s. 226.

18. Austins princip om loven efficients, er virkeligt et princip vi har taget til os. Et ofte fremført argument mod en lov er, at den ikke virker, dvs. at den ikke lader sig administrere og dermed ikke opnår sin intenderede effekt. Symbolske love dvs. love der ikke kun skal virke, men også tilkendegive en bestemt holdninge, f.eks. et ønske om at samfundet skal udvikle sig i den og den retning, er i høj grad kommet i miskredit.

19. Når man undersøger Harts kritik skal man dog holde sig in mente, at Harts kritik ikke kun er rettet mod Austin: "So we have not hesitated where Austin's meaning is doubtful or where his views seem inconsistent to ignore this and to state a clear and consistent position. Moreover, where Austin merely gives hints as to ways in which criticisms might be met, we have developed these ... in order to secure that the doctrine we shall consider and criticize is stated in its strongest form." H. L. A. Hart, The Concept of Law, s. 18.

20. Med denne diskussion af 'rule of recognitions' eksistens, har Hart indvolveret sig i en ganske kompliceret ontologisk diskussion ang. eksistens , abstrakt vs. Konkret m.m. Hvis 'rule of recognition' ikke længere anvendes, eksisterer den så ikke længere? Hvad så hvis de love der er indeholdt i 'rule of recognition' stadig findes i gamle lovbøger? Anvendelses kriteriet for eksistens er næppe tilfredsstillende, i hvert fald ikke vi taler om konkrete genstande. En stol eksisterer hvad enten den anvendes eller ej. 'Rule of recognition' må derfor være en abstrakt genstand. Men hermed opstår problemet om hvilket status denne abstrakte genstand har. Diskussionen er ikke synderlig relevant for Harts projekt. Men han kommer til at stå overfor nogle problemstillinger, som han tilsynelandnde ikke er opmærksom på.

21. Dworkins kritik retter sig primært mod Hart. Men da kritikken ikke er begrænset til Hart, har jeg valgt den bredere formulering "kritik af retspositivismen".

22. Dworkin skelner mellem rules, principles og policies. Sidstnævnte definerer han som følger: "I call a 'policy' that kind of standart that sets out a goal to be reached, generally an improvement in some economic, political or social feature of the community ...". Begrebet om policies er dog ikke så relevant for vores undersøgelse, og derfor er ydereligere kommentare undladt.

23. Begrebet om en vektor er hentet fra Wolfgang Köhler, The Place of Value in a World of Facts, New York, Liveright Publishing Corporation, 1938. Hos Köhler er værdier vektore, idet de presser i en bestemt retning. Jf. Erick Klawonns begreb om værdipres i Udkast til en teori om moralens grundlag, Odense Universitetsforlag, 1996, især s. 33-40. Hos Dworkin har principper dog ikke samme handlings relevans som værdipresset hos Klawonn, da de ikke udøver et umiddelbart værdipres på egensfæren.

24. Regler kan naturligvis også være mere eller mindre vigtigt, men kun i forhold til at fremme et bestemt mål. Dworkin kalder denne type vigtighed for 'functionel importens'. s. 27.

25. Se H. L. A. Hart, The concept of Law, f.eks. s. 131.

26. Ronald Dworkin, Taking Rihgts Seriously, s. 81: "In reality he [dommeren] has legislated new legal rights, and then applied them retrospectivly."

27. Lon Fuller, The Morality of Law, Yale University Press, 1969, s. 41. En negativ formulering af disse principper findes s. 39. Principerne gennemgås s. 46-94. Den her benyttede formulering er hentet fra Hart, H. L. A, "Review of Fuller's 'The Morality of law'", Harvard Law Review, Vol. 78, 1965, s. 1284.

28. Der er dog forskelle på Fuller og Hart hvad angår denne sociale orden. Se Fuller, The Morality of Law, f.eks. s. 210, 214 og 216.

29. Hart, H. L. A, "Review of Fuller's 'The Morality of law'", Harvard Law Review, Vol. 78, 1965, s. 1286.