Titel: Merleau Pontys fŠnomenologi.

Forfatter: RenÚ Jensen.

Odense Universitet, filosofisk Institut.

Juni 2001.

Type: Skriftlig emneprøve.

Karakter: 9.

Copyright 1999-2001 RenÚ Jensen. Alle rettigheder forbeholdes. Citat med tydelig kildeangivelse accepteres.

Denne side er en del af Filosofiske essays.

Indledning

Maurice Merleau-Pontys1 værk Phénoménologie de la Perception dækker over mange aspekter ved fænomenologien, og jeg har valgt, at lægge hovedvægten på første del af værket, der omhandler kroppens fænomenologi.

Merleau-Ponty tager udgangspunkt i Husserls fænomenologi, så derfor starter jeg med at give en kort beskrivelse af de aspekter ved Husserls fænomenologi, som Merleau-Ponty beskæftiger sig med. Derefter vil jeg belyse forholdet mellem Merleau-Pontys og Husserls fænomenologi, og se på hvilke områder han kritiserer Husserl. Når rammerne for Merleau-Pontys fænomenologi således er sat, følger en fremstilling af hans fænomenologiske undersøgelser af kroppen.

Nok det mest centrale begreb i Merleau-Pontys undersøgelser af kroppens fænomenologi, er væren-i-verden. Derfor vil væren-i-verden udgøre et centralt element i redegørelsen, idet Merleau-Pontys andre aspekter af fænomenologien forholder sig til, eller er relaterede til væren-i-verden. Således vil en kritik af Merleau-Pontys fænomenologi, næsten altid omfatte en kritik af væren-i-verden.

Består Merleau-Pontys fænomenologi i en korrespondanceteori for sandhed? Det er et af de spørgsmål jeg går i dybden med i anden del af opgaven. I den sammenhæng tager jeg udgangspunkt i George Kovacs kritik af Merleau-Pontys perceptions teori. Kovacs er kritisk overfor muligheden af at lave en teori om perceptionen, når der ikke er en mulighed for uafhængig verificering af percpetionerne. Jeg ser nærmere på om Kovacs har ret i den kritik.

Derefter viser jeg, hvad der udgør de egentlige forudsætninger i Merleau-Pontys fænomenologi. Her inddrager jeg Laurie Spurling, der har et forsvar for fænomenologien, der er direkte relateret til Merleau-Pontys egne forudsætninger for fænomenologien. Efter at jeg har fremstillet Spurlings forsvar for fænomenologien, samt redegjort for Merleau-Pontys forudsætninger, ser jeg på om de kan modstå en skepticistisk kritik.

Jeg afslutter opgaven, ved at henvise til en mangel i Merleau-Pontys analyser af sygdomstilfælde. Det er Micheal Hammond, Jane Howart og Russel Keat, der i en fælles bog giver en kritik af, at Merleau-Ponty ikke undersøger, de forudsætninger som undersøgerne, af de forskellige sygdomme er i besiddelse af. Merleau-Ponty analyserer en undersøgelse, af en patient ved navn Schneider, men han undlader at sige noget, om de forudsætninger som disse undersøgelser er foretaget ud fra. Ifølge Hammond, Howart og Keat, udgør det en mangel i Merleau-Pontys fænomenologi. Jeg ser på om denne mangel ved Merleau-Pontys fænomenologi, kan have indflydelse på de resultater og konklusioner som Merleau-Ponty når frem til.

DEL I

1. Merleau-Pontys og Husserls fænomenologi

1.1 Husserls fænomenologi

Husserls fænomenologi består af et studie af fænomenerne, således som de viser sig for bevidstheden. Fænomenologien, som Husserl fremstiller den,2 står i kontrast til naturalismen. Naturalismen er, ifølge Husserl, en videnskabelig positivisme, der reducerer alle sandheder og indsigter til empiriske fakta eller generalitet. Når naturalismen kun er beskrivende, ender den i relativisme og skepticisme. I naturalismen er der ingen forståelse for bevidstheden, mennesket og dets relationer til verden, siger Husserl, og derfor udvikler han fænomenologien.

Det centrale i Husserls fænomenologi er intentionalitetsbegrebet. Intentionaliteten er et grundlæggende træk ved bevidstheden,3 idet alle oplevelser er oplevelser af noget. Eller sagt med Husserls terminologi: enhver perciperende bevidsthedsakt har et virkeligt intenderet korrelat i verden.

Husserl benytter den fænomenologiske reduktion til at undersøge den intentionelle struktur i bevidstheden. Reduktionen foregår ved, at man udøver epoché overfor verden, dvs. man sætter den naturlige holdning til verden i parentes. Denne naturlige verden består af: alle forudfattede meninger om verden eller således som man med common-sense opfatter genstande for givet uafhængigt af bevidstheden. Husserl kalder også den naturlige verden for livsverdenen, og han vil med fænomenologien finde frem til strukturen i livsverdenen.

Husserls fænomenologiske reduktion resulterer i en tilbagevenden til en transcendental bevidsthed. Når reduktionen er gennemført, er der den transcendentale bevidsthed tilbage; Husserl kalder denne bevidsthed for det transcendentale ego. Når livsverdenen således er sat i parentes, kan det transcendentale ego give en beskrivelse af fænomenerne.

Reduktionen er eidetisk, idet den omfatter en undersøgelse af genstandes essenser. Eidetisk reduktion er en begrebs analyse, hvor man ved fantasiens hjælp forestiller sig en genstand anderledes end den virkelig er. Dette medfører, at man når grænserne for, hvad der kan være anderledes ved genstanden, før den holder op med at være den type genstand. Gennem den eidetiske reduktion er man således i besiddelse af en væsensskuen, der afgør genstandens mulige forandring samtidig med, at genstanden beholder sin væsensidentitet. Disse invariante strukturer udgør genstandens væsen. For Husserl drejer det sig om at finde essenserne eller ideale betydninger ved bevidsthedsakterne, idet han vil finde frem til oprindelsen af fænomenerne i bevidstheden.

1.2 Merleau-Pontys forhold til Husserl

Filosofihistorisk set tilhører Merleau-Ponty fænomenologien, hvor han har fået størst indflydelse fra Husserl. Men han kritiserer Husserls fænomenologi, fordi Husserl ikke formår at komme ud af den klassiske dualistiske model af erfaringen, der består af skellet mellem sjæl og legeme. Når Husserl taler om det transcendentale ego, har subjektet, ifølge Merleau-Ponty, løsrevet sig fra genstandsverdenen. Derfor karakteriserer han Husserls fænomenologi som en idealisme. Udgangspunktet for Merleau-Pontys kritik, er Husserls transcendental fænomenologiske reduktion. Han afviser denne reduktion, idet han siger, at kroppen er en realitet, der både er materiel og åndelig. Derfor er det ikke muligt at løsrive bevidstheden fra dens situation i verden, fordi kroppen er i verden.

”The world is not what I think, but what I live through. I am open to the world, I have no doubt that I am in communication with it, but I do not possess it: it is inexhaustible.”4

Menneskets bevidsthed kan altså hverken løsrives totalt fra kroppen eller verden, sagt med Merleau-Pontys ord: situationen.

For Merleau-Ponty er fænomenologien en slags arkæologi, hvor strukturen i livsverdenen løsrives fra den videnskabelige viden, og hvor de intentionelle rødder belyses. Han benytter fænomenologien til at fokusere på den menneskelige eksistens, i stedet for, som Husserl, at undersøge essenser alene. Derfor betegnes Merleau-Pontys fænomenologi som eksistentialistisk, idet han undersøger relationerne mellem essenser og fakta, dvs. fænomener, der eksisterer for bevidstheden, og som er meningsfulde for bevidstheden. Husserl derimod ville gøre filosofien til en videnskab, der giver en objektiv beskrivelse af fænomenerne.

Den fænomenologiske reduktions vigtigste lektie er, ifølge Merleau Ponty, at den lærer os umuligheden af en komplet reduktion. Den fuldstændige reduktion er umulig da det som sagt, ikke er muligt at løsrive bevidstheden fra dens situation. Dette står i direkte modsætning til Husserls fænomenologi, der siger, at enhver reduktion er transcendental og nødvendigvis også eidetisk.

Merleau-Ponty er enig med Husserl i, at den moderne objektive videnskab ikke besidder nogen enestående privilegeret ontologisk status. Men Merleau-Ponty mener, at ingen form for transcendental idealisme er acceptabel, uanset om det vedrører den videnskabelige verden eller livsverdenen. Fænomenologien går ikke ud på at klarlægge udtrykket hos en præ-eksisterende væren, som det er tilfældet med Husserls transcendentale ego, derimod siger han, at man skal klarlægge væren.

Som ovenfor nævnt afviser Merleau-Ponty Husserls begreb om det transcendentale ego. I stedet benytter han sig af betegnelsen væren-i-verden, der er udgangspunktet for fænomenologiske undersøgelser. Væren-i-verden er Merleau-Pontys betegnelse for kroppen og bevidstheden.5

Når Merleau-Ponty betegner Husserls fænomenologi som en idealisme, så falder det ind under Merleau-Pontys mere generelle begreb: intellektualisme. Intellektualismen dækker over alle de forklaringsmetoder, der tager udgangspunkt i forskellige former for idealisme. Den anden generelle forklaringsmetode, som han kritiserer, er empirismen. Empirisme består, ifølge Merleau-Ponty, i forklaringsmetoder, der tager udgangspunkt i erfaringen, dvs. videnskaben.

”Both take the objective world as the object of their analysis, when this comes first neither in time nor in virtue of its meaning; and both are incapable of expressing the peculiar way in which perceptual consciousness constitutes its object. Both keep their distance in relation to perception, instead of sticking close to it.”6

Ifølge Merleau-Ponty er menneskets forhold til verden ikke noget, således som det fremstår for bevidstheden, der kan blive videre klargjort med analyser. Fænomenologien kan kun gengive fænomenerne endnu engang. Hvis man, ifølge Merleau-Ponty, skal forstå, så skal man tage den totale intention, ikke kun hvad fænomenerne repræsenterer, men den unikke eksistens, som udtrykkes i egenskaberne i situationen.

1.3 Merleau-Pontys fænomenologi

Når mennesket vender blikket ind mod sig selv, så finder det ikke oprindelsen til intrinsisk sandhed, men et subjekt, som er bundet til verden. Dette er et centralt element i Merleau-Pontys fænomenologi, at al menneskelig perception foregår gennem kroppen. Fænomenologien gør det muligt at analysere en begivenhed og se, hvorledes dens mening opstår for væren-i-verden. Derudover siger han, at kroppen er ikke en genstand, der kan analyseres af en objektiv tanke ligesom som f.eks. videnskaben.

”Probably the chief gain from phenomenology is to have united extreme subjectivism and extreme objectivism in its notion of the world or rationality. Rationality is precisely proportioned to the experiences in which it is disclosed. To say that there exists rationality is to say that perspectives blend, perceptions confirm each other, a meaning emerges.”7

Rationalitet er altså ikke objektivitet, men det, at der træder en betydning frem. Når man reflekterer over et fænomen, er det nødvendigt at kæde det sammen med dets historie og dets forklaringer og føre årsagerne og meningen i fænomenet ind i en eksistentiel struktur.

Mennesket er fordømt til betydning, siger Merleau-Ponty, fordi mennesket er i verden. Han går så vidt som, til at sige, at enhver handling et menneske udfører får en plads i historien, idet han mener, at enhver handling har betydning, og enhver betydning kan tolkes. Sand filosofi består af, ifølge Merleau-Ponty, at genlære at se på verden ud fra disse forudsætninger.

Merleau-Ponty afviser ideen om en uafhængig af verden, beskrivende bevidsthed. Det gør han med udgangspunkt i følgende påstand: at bevidstheden er i en situation, og dens perception foregår gennem kroppen. Det er gennem kroppen, at man kan observere genstande og sætte sig i relation til dem, og derfor er kroppen udgangspunktet for handlingerne.

2. Kroppens perception og eksistensen

2.1 Menneskets syn på verden: genstand-horisont-strukturen

I sin fænomenologiske undersøgelse af kroppen starter Merleau-Ponty med menneskets syn, som han også betegner blikket. Undersøgelsen af synet har til formål at klarlægge den struktur, som menneskets perception er funderet i. Synet er udgangspunktet for perceptionen af genstande, og når genstanden gennem synet er konstitueret, fremtræder den som grunden til alle oplevelser, man kan have af den. Blikket er en måde at få adgang til genstanden på, der er lige så ubetvivlelig som ens egen tanke, siger han. Dette er baggrunden for Merleau-Pontys undersøgelse af synets oprindelse.

”We must try to understand how vision can be brought into being from somewhere without being enclosed in its perspective.”8

I synet støttes blikket på en del af landskabet, hvilket Merleau-Ponty kalder horisonten. Således får denne del af landskabet liv og udfolder sig. De andre genstande træder i baggrunden, men de er der stadig. Horisonten har således den funktion, at den sikrer genstandenes identitet, når man ser på dem.

Menneskets percpetion foregår gennem et perspektiv, der består af genstandene og den horisonten de befinder sig i, hvilket Merleau-Ponty giver betegnelsen: genstand-horisont-strukturen. Det er indenfor denne struktur, at genstandene afsløres for blikket. Når man betragter en genstand, så bebor man genstanden, siger han. Hvilket betyder, at alle andre ting ses i forhold til, hvorledes genstanden betragtes.

Det er kun muligt for blikket at sætte en side af genstanden, på et givet tidspunkt, selv om blikket, ved hjælp af horisonterne sigter på alle de andre. Hvorledes genstand-horisont-strukturen fremtræder afhænger af, hvorledes blikket fokuseres, og hvilke aktuelle interesser man har. Når blikket kun kan sætte en side af en given genstand, vil der uundgåeligt opstå ”huller” i genstand-horisont-strukturen. Det tager Merleau-Pontys begreb om perceptionen højde for, idet perceptionen har en egenskab, der gør, at den selv strukturerer den oplevede verden og således udfylder hullerne med mening og betydning.

Men blikket konfronteres også med dets egne forudgående syn eller med andre menneskers syn, med tidens og også sprogets mellemkomst. Horisonten er derfor ikke kun rumlig, men også tidslig. Den rumlige og den tidslige horisont samles i en syntese, der udgør perceptionen.

”Thus the synthesis of horizons is no more than a presumptive synthesis, operating with certainty and precision only in the immediate vicinity of the object.”9

Horisonterne fremtræder altså kun sikkert, når de er umiddelbart givne. Hvis man skal frembringe en genstand i hukommelsen, som man på et tidspunkt har haft direkte adgang til, vil genstanden aldrig optræde i dens oprindelige umiddelbare givethed for bevidstheden. Derfor er det kun muligt at besidde fortiden som intention, idet eneste adgang til fortiden er gennem perceptionen.

2.2 Kroppens forhold til sig selv har indflydelse på perceptionen

Merleau-Ponty foretager en række grundige undersøgelser af forskellige sygdomme hos kroppen. Han tager udgangspunkt i læsioner af nervecentre og nervebaner. Han siger, at læsionens fremadskriden i nervevævet ikke ødelægger sanseindholdene af følesansen fuldstændigt et efter et, men gør den aktive pirrings differentiering mere og mere usikker. Centrale læsioner berører derfor ikke de oplevede kvaliteter, men de har indvirkning på blandt andet den rumlige organisation af en genstand, der er givet for perceptionen.

Centrale læsioner forøger kronaksierne således, at lokalisation af påvirkninger gøres mere usikker. Ud fra beskrivelsen af læsioner siger Merleau-Ponty, at oplevelsen af en pirring er afhængig af den måde, hvorpå de elementære stimuli spontant organiseres indbyrdes. Udfaldet af denne organisation er afgørende for, hvorledes sansekvaliteterne og perceptionen opleves.

Merleau-Pontys formål med de grundige fremstillinger af beskadigede dele af kroppen er at vise, at resultatet af en perception ikke kun er bestemt af ydre påvirkninger af kroppen, men at kroppens eget forhold til sig selv har lige så stor betydning for en perception. En sansning er nødvendigvis ikke udefrakommende, det afhænger af kroppen, hvorledes sansekvaliteten opleves af subjektet.

”It follows that the ”sensible quality”, the spatial limits set to the percept, and even the presence or absence of a perception, are not de facto effects of the situation outside the organism, but represent the way in which it meets stimulation and is related to it.”10

Dette er et centralt punkt i første del af Phenomenology of Perception, at når man skal beskrive et fænomen, skal man tage hensyn til den situation, hvori det oplevende subjekt befinder sig. Denne situation har betydning for, hvordan et fænomen opleves.

Man kan ikke give en objektiv videnskabelig beskrivelse af kroppens interaktion med verden, siger Merleau-Ponty. Hvorledes, kroppen forholder sig til sig selv har stor konsekvens for udfaldet af en handling. Den fysiske verden omkring kroppen, og selve kroppens fysiologiske tilstand, er derfor ikke det afgørende, hvis man vil beskrive kroppens forhold til verden.

Ud fra de ovennævnte beskrivelser af læsioner i nervecentre- og baner, konkluderer Merleau-Ponty, at en psykofysisk hændelse ikke er simpel kausalitet. Hvis man skal forstå kroppens funktion er det nødvendigt selv udføre den.

2.3 Kroppens kausalitet set i lyset af begreberne fantomlem og anosognosi

Merleau-Ponty redegør for en række situationer, der har at gøre med det medicinske begreb fantomlem. Oplevelsen af et fantomlem kan forekomme, hvis en person med et amputeret lem udsættes for stimulation på de nervebaner lemmet før benyttede. Merleau-Ponty siger, at årsagen til en sådan oplevelse fremstår som følge af stimulationer af nervebaner, er fordi, at sjælen er umiddelbart et med hjernen og kun med den.11 Hjernen er en integreret del af kroppen, og sjælen eller den menneskelige bevidsthed befinder sig i en uadskillelig enhed med kroppen.

Han forsøger også at belyse dette forhold gennem en redegørelse af anosognosi,12 der udgør en omvendt situation i forhold til fantomlemmet, idet en patient i denne situation ignorerer at en arm er lam. Det sker nemlig nogle gange, at man oplever lemmet efter amputationen, og derefter gradvist vænner sig til, at det ikke længere er der. I takt med dette, skrumper oplevelsen af lemmet ind for til sidst at ophøre helt.

Kort sagt siger Merleau-Ponty, at neurofysiologien afslører aspekter ved kroppen, som de ”normale” kausale forklaringer ikke kan begrunde.13

Dvs., at man f.eks. ikke kan forklare eksistensen af et fantomlem ved kun at henvise til en empiristisk kausalitet eller en cogitatio. Han mener, at det er nødvendigt at formulere ideen om en organisk tanke, der ville gøre forholdet mellem det psykiske og det fysiologiske forståeligt. Ifølge Merleau-Ponty, kan der kun være tale om en blanding af det psykiske og det fysiologiske, hvis man klarlægger en måde, hvor man kan knytte det psykiske og det fysiologiske sammen. Denne sammenknytning foregår i et fælles miljø, som Merleau-Ponty kalder væren-i-verden.

3. Væren-i-verden

3.1 Menneskets præ-objektive syn: væren-i-verden

Redegørelser af fantomlemmer er relevante for forklaringen af Merleau-Pontys begreb, om det præ-objektive syn: væren-i-verden. Det præobjektive syn udgør den verden, hvori dyr lever med deres instinkter. Mennesket lever også i dette syn i starten af livet, siger Merleau-Ponty. Hvis mennesket skal opnå nogen form for forståelse af verden, skal det kunne adskille sig fra det, siger han.

Et fantomlem viser også, at kroppen har mulighed for at vedligeholde dets egne projekter i forhold til verden, uafhængig af subjektets vilje til at ændre den. Væren-i-verden eksisterer før nogen stimulation eller sansning, siger han. Han kalder det en indre membran, der afgør, hvad reflekser og perceptioner retter sig imod.

”It is because it is a preobjective view that being-in-the-world can be distinguished from every third person process, from every modality of the res extensa, as from every cogitatio, from every first person form of knowledge–and that it can effect the union of the ”psychic” and the ”physiological””14

Beskrivelsen af væren-i-verden som et præobjektivt syn har til formål at vise, at de genstande, man ser, ikke er frembragt af perceptionen, men er genstande for perceptionen. Eller sagt på en anden måde, oplevelsen af genstandene er et resultat af væren-i-verdens rettethed mod verden.

Hvis væren-i-verden forankrer subjektet i et bestemt miljø, er der tale om noget i retning af livspænding eller virkelighedsfunktion. Denne livsspænding er den bevidsthed, man har om kroppens bevægelseskim. Kroppens reflekser er ikke blinde reflekser, idet de tilpasser sig en situation og giver den mening. Merleau-Ponty siger, at en refleks kan åbne sig for meningen i en situation. Men det kan reflekserne ikke gøre individuelt, det er kroppens helhed, der muliggør det.

Fænomenet fantomlem bliver forståeligt, når det ses i lyset af væren-i-verden. De førnævnte tilfælde med fantomlem og anosognosi, er fra patientens side ikke velovervejede, idet de foregår på det ubevidste niveau. Erindringer og følelser kan frembringe fantomlemmet, og når det sker, foregår det i væren-i-verden, siger Merleau-Ponty. Det er en eksistentiel indstilling som motiverer en anden eksistentiel indstilling, hvilket muliggør oplevelsen af fantomlemmet.

”...it is that an existential attitude motivates another and that memory, emotion and phantom limb are equivalents in the context of being in the world.”15

Han afviser således, at oplevelsen af fantomlemmet, frembringes af en idékausalitet i bevidstheden.

Hvis mennesket skal være bevidst om verden, må det skabe en afstand mellem sig selv og handlingen. Afstanden består i at mennesket adskiller sig fra sin upersonlige væren.16 Selve adskillelsen af selvet og handlingen foregår ved, at de senso-motoriske kredsløb, der styrer reaktionerne, må ophøre med at udgøre hele det praktiske felt; hvilket f.eks. er tilfældet hos dyr. Dette vil frigøre menneskets fra dets miljø, og få muliggøre at man kan se det.

”...which will theoretically free him from his enviroment and allow him to see it. ”17

Kroppens reaktionerne skal heller ikke, hver gang de udføres, kræve en stillingtagen hos subjektet. Ved stabile organer og forud etablerede kredsløb har mennesket det nødvendige rum til at engagere sig i verden.

3.2 Menneskets personlige og upersonlige væren

Sammenfattende kan man sige, at menneskets krop er bæreren af væren-i-verden. Det at besidde en krop betyder for mennesket at slutte sig til et bestemt miljø, smelte sammen med særlige forehavender og uafbrudt engagere sig deri. Således mener Merleau-Ponty, at kroppen ikke kun forstås som en enkeltstående fuld oplevelse, men også i et generelt aspekt som en upersonlig væren, en organisme.

Ud fra betragtningerne omring fantomlemmet, siger han, at kroppen har to lag, den tilvante krops og den aktuelle krops. Hvis man har en oplevelse af et fantomlem, så befinder denne oplevelse sig i det tilvante lag. Kroppens sanseorganer og psykiske funktioner er ikke altid en integreret og unik helhed, der svarer til subjektets frit valgte intentioner. Den fysiske verdens determinisme har også indvirkning på subjektets tilstand.

”In so far as I inhabit a ”physical world”, in which consistent ”stimuli” and typical situations recur – and not merely the historical world in which situations are never exactly comparable – my life is made up of rhytms which have not their reason in what I have chosen to be, but their condition in the humdrum setting which is mine”18

Menneskets liv er altså forholdsvis determineret af de rytmer, der indgår i det daglige miljø, hvori man interagerer. Merleau-Ponty siger derfor, at den personlige eksistens er omgivet af en nærmest upersonlig eksistens. Denne upersonlige eksistens går af sig selv, idet den består af den menneskelige verden, som holder en i live. Denne upersonlige eksistens skal man forholde sig til, siger Merleau-Ponty. Når man forholder sig til den upersonlige eksistens, kan mennesket, som nævnt i forrige afsnit, skabe det nødvendige rum til at engagere sig i verden. Kort sagt, er kroppen både fri og determineret, og det er ikke muligt at adskille friheden og determinismen i kroppen.

Væren-i-verdens flertydighed udtrykkes i kroppens flertydighed, og denne må forstås ud fra tidens flertydighed. Dette kommer også til udtryk i Merleau-Pontys beskrivelse af fantomarmen, der består af en oplevelse af en gammel nutid, der ikke kan beslutte sig til at blive fortid. Et fantomlem er det samme lem, som på et tidspunkt eksisterede i den aktuelle krop. Dvs, at Merleau-Ponty udelukker, at der i bevidstheden skulle være et forestillet lem, som har placeret sig der, hvor fantomlemmet opleves.

Mennesket er ikke en psyke knyttet til en organisme, men dets eksistens består af en skiften mellem kropslige og personlige akter. Mellem det psykiske og det fysiologiske kan der være et udvekslings forhold, der næsten altid forhindrer en definition af en mental lidelse som psykisk eller somatisk. Den moderne fysiologi siger, at den psykofysiske hændelse ikke kan opfattes på den kartesianske fysiologis måde som berøringen mellem en proces i-sig og en cogitatio. Derimod siger Merleau-Ponty, at forholdet mellem beslutningen og kroppen er magiske.

”The relationships between my decision and my body are, in movement, magic ones.”19

Det er eksistensen, han er nået frem til, i kroppen, ved at undersøge aspekter ved menneskets fysiologi. Kroppen bevæges umiddelbart, det er ikke nødvendigt, at finde den i det objektive rum, for derefter, at føre den et andet sted hen, kroppen er allerede tilstede hos subjektet. Forholdet mellem beslutningen og kroppen under en bevægelse er magiske, og denne ”magi” ufoldes gennem den omstændighed, at kroppen bevæges umiddelbart, uden at det er nødvendigt at lokalisere den i det objektive rum.

4. Kroppens rumlighed

4.1 Kropsskemaet

Merleau-Ponty benytter begrebet kropsskema til at betegne den egenskab mennesket har til at kende sine lemmers stilling. Det foregår ved, at kropsskemaet giver en umiddelbar viden om, hvor kroppen er, og hvor dens dele befinder sig, selv om kroppen ikke er bevidst om det. Det kommer f.eks. til udtryk ved et myggestik, hvor det ikke er nødvendigt for subjektet at lede efter den del af kroppen, der er blevet stukket, selv om stedet ligger uden for synsfeltet. Kroppen rettet mod sine opgaver, dvs., at den eksisterer mod dem, og kropsskemaet er udtryk for, at kroppen er i verden. Således fremtræder kroppen for subjektet, som en holdning til en bestemt foreliggende eller mulig opgave.

Kroppens rumlighed, sådan som den opleves, er en situations rumlighed i modsætning til en positionsrumlighed. Hvis man i en given situation skal kende f.eks. sin arms position, skal man ikke se på kroppen i det objektive rum, dvs. hvilke positioner lemmerne og kroppen indtager i rummet, hvilket ville være tilfældet, hvis kroppen var en positionsrumlighed. Merleau-Ponty siger, at man ved, hvor de er.

”Similarly my whole body for me is not an assemblage of organs juxtaposed in space. I am in undivided possession of it and I know where each of my limbs is through a body image in which all are included.”20

Kropsskemaet fungerer på det ubevidste niveau, det styrer koordinationen af kroppen. F.eks. i umiddelbare gribebevægelser, hvor hånden når sit mål, uden at man skal have placeret den intenderede genstand i rum og tid.

4.2 Konkrete og abstrakte bevægelser

Merleau-Ponty laver en analyse af menneskets motorik med udgangspunkt i en patient, som Kurt Goldstein og Adhemar Gelb har undersøgt.21 Formålet med denne redegørelse er at få klarlagt forholdet mellem det taktile og det visuelle og vise at bevidstheden kan rammes af sygdom. Patienten, ved navn Schneider, lider af sjæleblindhed, der gør, at han kan ikke beskrive sin krops eller sit hoveds position eller passive bevægelser, som dele af kroppen udfører. Sygdommen rammer således Schneiders motorik, tænkning og perception.

I tænkningen er det i særdeleshed evnen til at fatte samtidigt foreliggende helheder, der er ramt. Konkrete bevægelser og gribebevægelser besidder et privilegium, idet Schneider er i stand til at udføre et simpelt arbejde. Merleau-Ponty siger, at årsagen til at kropsrummet kan foreligge hos Schneider i en gribeintention, men ikke i en erkendelsesintention er, at de konkrete bevægelser er refleksbevægelser, hvor de forudgivne nervekredsløb muliggør bevægelserne.

Formålet med redegørelsen af Schneider er at vise, at både empirismen og intellektualismen er utilstrækkelige m.h.t. forklaringen af et tilfælde med sjæleblindhed. Samtidig er det også en indirekte illustration af kropsskemaet, idet Schneider gennem sjæleblindheden ikke længere er i besiddelse af kropsskemaet.

Om konkrete gribebevægelser siger Merleau-Ponty, at fra begyndelsen er disse bevægelser på magisk vis ved sit mål. Gribebevægelsen kommer kun i gang, ved at foregribe sit mål, eftersom et forbud mod at gribe er nok til at hæmme den. Det er netop denne foregriben af målet, med bevægelsen, som Schneider ikke er i stand til at udføre.

Hvis Schneider efter påbud skal udføre en bevægelse, er han nødt til at sætte sig selv i den faktiske situation, som denne bevægelse svarer til. Dvs., at han kan udføre en bevægelse på kommando, hvis han sætter denne bevægelse sammen af konkrete bevægelser. Han kan ikke reducere bevægelsen til et minimum, idet han ikke er istand til at undlade de forberedende bevægelser. Han er nødt til hele tiden at se på den del af kroppen der skal bevæges.

Således kan Schneider ikke udføre bevægelsen, hvis han bliver bedt om at pege på sin næse, fordi hvis man bliver bedt om at udføre en bevægelse, falder det ind under abstrakte bevægelser. Schneider har brug for at gøre den berørte del af kroppen til figur for at vide, hvor den berøres. Hvor den enkelte motoriske eller taktile hændelse i bevidstheden hos den normale vækker et mylder af intentioner, der fra kroppen som virtuelt handlecentrum retter sig dels mod kroppen og dels mod genstanden, forbliver det taktile indtryk hos Schneider derimod ugennemsigtigt og lukket inde i sig selv.

Som sagt, har Schneider ikke nogen større problemer med at udføre konkrete bevægelser, men derimod har han betydelige vanskeligheder ved udførelsen af abstrakte bevægelser. Konkrete bevægelser er simple, og de indgår i den umiddelbare hverdag, et eksempel kunne være, at række hånden derhen, hvor det klør. De abstrakte bevægelser involverer tanken.

”...the background to concrete movement is the world as given, whereas the background to abstract movement is built up.”22

Merleau-Ponty benytter illustrationer af gestus til at vise forholdet mellem det taktile og det visuelle. Disse gestus er en pegebevægelse og en gribebevægelse. Pegebevægelsen er abstrakt og gribebevægelsen er konkret.

”...that the distinction between concrete and abstract movement, like that between Greifen and Zeigen, is reducible to the traditional distinction between tactile and visual, and the function of projection or evocation, which we brought to light above, to perception and visual representation.”23

Konkrete og abstrakte bevægelser24 kan således sidestilles med psykologiens skelnen, mellem det taktile og det visuelle. Schneider har øjensynligt kun rådighed over sin krop som en amorf masse, siger Merleau-Ponty, som kun den faktiske bevægelse kan opdele og artikulere.

Adfærden indeholder det visuelle og det taktile, samt motorikken, og Merleau-Ponty siger, at de indgår i adfærden som uadskillelige momenter. Når den syge ikke længere kan pege på et sted på sin krop, som man rører ved, skyldes det, at han ikke længere er subjekt overfor en objektiv verden, og fordi ikke han ikke længere kan indtage den kategoriale indstilling. Al bevægelse hos den normale har en grund, og bevægelsen og dens grund er ”momenter” i en unik totalitet.

Det der gør det muligt at udføre en abstrakt bevægelse er projektionsfunktionen. Projektionsfunktionen skaber et frit rum foran subjektet. Når der ikke er nogen påtrængende opgaver tilstede for kroppen, er det projektionsfunktionen, der skaber et frit frum foran subjektet. Projektionsfunktionen muliggør, at subjektet kan ændre det naturlige forhold mellem kroppen og omgivelserne. Merleau-Ponty siger, at dette hænger sammen med, at en menneskelig produktivitet må bryde sig vej gennem værens tæthed.

Abstrakte handlinger medfører således et frit rum indenfor grænserne af menneskets naturlige rum, fordi disse handlinger benytter kroppens struktur, der frembringer mening for subjektet. De abstrakte handlinger udgør den naturlige åbning til verden, siger Merleau-Ponty.

4.3 Intentionaliteten i kroppen og bevidstheden

Merleau-Ponty udvikler et begreb, der står for en forbindelse mellem de sproglige, perceptuelle og motoriske indhold og den form, de antager. Det gør han med udgangspunkt i det han kalder en en symbol funktion. Det visuelle indhold gribes på tankeniveauet ved hjælp af en symbolsk kraft, der overskrider dem. Det er på grundlag af synet, at denne kraft konstitueres.

Merleau-Ponty siger, at subjektet er i dialog med genstandene i verden, idet subjektet overtager meningen i genstanden og omvendt, hvilket tilsammen udgør fysiognomisk perception. Schneider har ikke mulighed for at gå ind i en fiktiv situation uden også at skulle forvandle den til en virkelig situation.

Merleau-Ponty er gennem undersøgelserne af abstrakte og konkrete bevægelser nået frem til, at alle forstyrrelserne kan føres tilbage til en enhed, som han kalder den intentionelle bue. Han siger, at denne intentionelle bue ”bærer” den bevidste erkendelse eller det perceptuelle liv. Derudover gør den fortid og fremtid forståelige. Merleau-Ponty giver her en ret kompakt beskrivelse af den intentionelle bue.

”...that the life of consciousness – cognitive life, the life of desire or perceptual life – is subtended by an ”intentional arc” which projects round about us our past, our future, our human setting, our physical, ideological and moral situation, or rather which results in our being situated in all these respects.”25

Den intentionelle bue udgør sansernes og intelligensens enhed, kort sagt, er det en grundlæggende funktion, der muliggør, at man kan orientere sig mod noget både i og udenfor kroppen. Merleau-Ponty fremhæver, at et normalt menneske ser en genstand som betydningsladet, idet farvestrukturen siger noget om genstanden, mens betydningen hos den syge fremkommer gennem en fortolkningsakt.

4.4 Kroppens motoriske intentionalitet

Merleau-Ponty kalder det førnævnte tilfælde med Schneiders defekt26 for en eksistentiel analyse. Han siger, at den eksistentielle analyse overskrider de klassiske alternativer mellem empirismen og intellektualismen, dvs. mellem forklaring og refleksion. Den eksistentielle analyse viser, at bevidstheden udvikler det givne ud over dets egen mening, og bevidstheden får således givet de spontane handlinger mening. Menneskets bevidsthed er i verden med kroppen, og den er i den kulturelle verden med holdninger. Når man tænker på en genstand, er man nødt til at støtte sig til en eksisterende tankeverden af betydninger.

Merleau-Ponty beskriver intentionaliteten ved at sige, at den foregår ved, at bevidstheden interagerer med de forudgivne betydninger, der er givet i verden og i personligheden. Endvidere siger han, at alt liv stræber efter en vis generalitet, det være sig vore holdningers eller vore kropslige funktioners. Motorikken er en oprindelig intentionalitet, siger han.

”Consciousness is in the first place not a matter of ”I think that” but of ”I can”.”27

Citatet udtrykker klart kroppens betydning i hans fænomenologi. Det viser også, at når Merleau-Ponty i Phenomenology of Perception bruger betegnelsen bevidsthed, er der aldrig tale om en isoleret ren bevidsthed.

Ifølge Merleau-Ponty er bevidsthed at være-hos-tingen, ved hjælp af kroppen. Når man bevæger kroppen, er man rettet mod genstande. Kroppen kan, siger Merleau-Ponty, besvare de udfordringer, der ligger i tingene, uafhængig af nogen repræsentation i bevidstheden.

”Motility, then, is not, as it were, a handmaid of consciousness, transporting the body to that point in space of which we have formed a representation beforehand.”28

De forandringer, som bevidstheden kan identificere, indeholder de forudgående relationer til disse forandringer. Derfor er de forudgående relationer til forandringerne en målestok, som altid er parat for bevidstheden. Enhver forandring, der kan identificeres, når frem til bevidstheden allerede indeholdende relationerne til det, der er gået forud. Det udtrykker Merleau-Ponty ved at sige, at kroppen ikke er i rummet, men at kroppen bebor rummet og tiden.

5. Vanen

5.1 Vanens motoriske tilegnelse af genstande

Merleau-Ponty siger, at vanen består af en ændring og fornyelse af kropsskemaet. Vanen er en viden, som kroppen har, og denne viden består ikke af refleksbevægelser, og det er heller ikke muligt at tolke vanen objektivt. Det hænger sammen med, at kroppen ikke er i rummet, men at den bebor rummet.29 Ifølge Merleau-Ponty gør vanen mennesket i stand til at udvide dets væren-i-verden gennem en en motorisk tilegnelse af en ny betydning.

”Habit expresses our power of dilating our being-in-the-world, or changing our existence by appropriating fresh instruments.”30

Det er muligt for mennesket, gennem vanen, at indlemme nye redskaber i sin eksistens. Denne erhvervelse af nye redskaber foregår kun gennem kroppens indsats, eller som Merleau-Ponty siger: vanen er en viden, som ligger i hænderne.

Merleau-Ponty har et eksempel med en blind mands stok. Den blinde mand har, gennem vanens motoriske tilegnelse, udvidet sin kropslighed til også at omfatte stokken. Det resulterer i, at stokken for den blinde mand ikke perciperes som en genstand, men derimod er spidsen af stokken forvandlet til et sanseområde. Derudover forøger stokken omfanget og rækkeviden af følesansen hos den blinde.

Vanen bidrager også til forståelsen af kroppen som en enhed. Ifølge Merleau-Ponty er vanen både motorisk og perceptuel på samme tid. M.h.t. Den blinde mands stok siger han, at genstandsverdenen begynder ved enden af stokken og ikke ved hånden. Således bliver stokken et redskab, hvormed den blinde perciperer, og derved er det ensbetydende med en udvidelse af den kropslige syntese.

”The pressures on the hand and the stick are no longer given; the stick is no longer and object perceived by the blind man, but an instrument with which he perceives.”31

Han siger endvidere, at enhver perceptuel vane på samme tid også er en motorisk vane. Blikket er et naturligt redskab, der således kan sammenlignes med den blindes stok, dvs. de bevægelser, der foretages med øjnene, kan resultere i en udvidelse af den kropslige syntese.

Kroppen kan indrette sig i disse genstande og lade dem få del i egenkroppens voluminøsitet. Merleau-Ponty har også et eksempel med en skrivemaskine, og her gælder det samme som med den blinde mands stok. Når man har lært at skrive på maskinen, ved hjælp af motorikken og uden at benytte synet, har man integreret tastaturets rum i kropsrummet.

Merleau-Ponty siger, at det er kroppen, der har forstået, når en vane erhverves. Med forstå mener han at opleve overensstemmelse mellem det, som man ser, og det, der er givet. Den vanemæssige beherskelse af en given genstand er den samme type beherskelse som man har over ens egen krop. Han illustrerer det ved følgende eksempel: hvis man bliver bedt om at føre sin hånd hen til øret eller foden, så vil man, uden at skulle tænke på håndens placering, vælge den korteste vej til enten øret eller foden.

Kroppen forlænger menneskets personlige akter til stabile dispositioner. Og kroppen er, siger Merleau-Ponty, selve udtryksbevægelsen, der giver betydningerne et identificerbart sted i verden. Det er også gennem kroppen, at genstandene eksisterer som ting for hænderne og synet. Kroppens grundlæggende evne er, at den på alle sine niveauer giver de spontane bevægelser en gentagelighed og uafhængig eksistens. Derudover kan kroppen også lave en kulturel verden omkring sig, hvis en intenderet betydning ikke kan opnås med kroppens naturlige midler. Når det er tilfældet, siger Merleau-Ponty, at kroppen har tilegnet sig en betydningskerne.

”We say that the body has understood and habit has been cultivated when it has absorbed a new meaning, and assimilated a fresh core of significance.”32

Han siger videre, at gennem kroppen som betydningskerne kan man forstå sammenknytningen af væren og eksistens. Denne væren og eksistens skal også genfindes i perceptionen. Kropsoplevelsen muliggør en erkendelse af en meningsindstiftelse, der knytter sig til bestemte indhold.

5.2 Kroppen som knudepunkt for levende betydninger

Som før nævnt, siger Merleau-Ponty, at mennesket er i besiddelse af et kropsrum.33 Dette kropsrum kan variere i omfang, idet mennesket har et følelsesmæssigt nærvær og udstrækning. Merleau-Ponty undersøger, hvorledes kroppen udvider sin rumlighed.

”Bodily spatiality is the deployment of one´s bodily being, the way in which the body comes into being as a body.”34

Hvorledes kroppen udfolder dens væren, viser Merleau-Ponty ved at henvise til kroppen som en enhed. Kroppen er en enhed eller syntese, idet den er et knudepunkt af levende betydninger. Kroppens forskellige led kendes gennem den funktion, de udøver, og koordinationen er ikke noget der læres. Merleau-Ponty illustrerer det ved, at et barn i det første forsøg på at tage fat om noget, ikke ser på hånden, men på genstanden. I kroppen er der en implikationsstruktur, der koordinerer de visuelle, taktile og motoriske dele af kroppen, når den udfører handlinger.

De forskellige led i kroppen oversættes ikke, fra f.eks. berøringsdata til synet. Sammensætningen og oversættelsen af disse data sker en gang for alle, og de udgør selve kroppen.

For at illustrere hvorledes kroppen fungerer som en enhed, sammenligner Merleau-Ponty kroppen med et kunstværk. Han mener nemlig, at kroppens enhed kan sammenlignes med kunstværkets enhed. Ideen i et maleri eller et musikstykke kan ikke kommunikeres på anden måde end gennem udfoldelsen af farver og toner.

”The body is to be compared, not to a physical object, but rather to a work of art. In a picture or a piece of music the idea is incommunicable by means of other than the display of colours and sounds.”35

Essentielt set er poesi en eksistens modulation, siger Merleau-Ponty, udover at den tilfældigvis er fortællende og betydningsladet. Talen giver også betydning gennem gestus, tonefald og fysiognomi, hvilket udtrykker modpartens tanker og måde at være på.

6. Kroppens seksualitet og sproget

6.1 Seksualiteten som udtryk for eksistensen

Merleau-Ponty vil i Phenomenology of Perception klarlægge oprindelsen til væren, hvilket er årsagen til, at han undersøger det affektive miljø: seksualiteten. Han tager udgangspunkt i det forhold, at mennesket kan få et væsen til at eksistere for sig gennem begær eller kærlighed. Derfor vil han belyse dette forhold for at nå frem til, hvordan væsener i det hele taget kan eksistere. Om erotisk perception, siger Merleau-Ponty, at det er en intentionalitet, der ikke er en ren bevidsthed om noget.

”Erotic perception is not a cogitatio which aims at a cogitatium; through one body it aims at another body, and takes place in the world, not in a consciousness.”36

Idet en krop retter sig mod en anden krop opstår der, ifølge Merleau-Ponty, en erotisk forståelse gennem begæret. Denne forståelse er derfor ikke en abstrakt forstandsmæssig forståelse, idet seksualiteten foregår i verden og ikke i en bevidsthed. Seksualiteten er en intentionalitet, som følger og føjer sig efter eksistensens almindelige bevægelse. Kønslivet er perceptionens, motorikkens og forestillingens vitale rødder, fordi disse processer hviler på den intentionelle bue.37

Ifølge Merleau-Ponty har psykoanalysen bidraget til udviklingen af den fænomenologiske metode ved at bekræfte, at enhver menneskelig handling har en mening, og at den ikke knytter alle forklaringer til mekanistiske betingelser. Således har psykoanalysen betydning i afdækningen af en dialektisk bevægelse i funktioner, der blev anset for rent kropslige, endvidere er psykoanalysen også med til at genindsætte seksualiteten i menneskets væren.

Merleau-Ponty kritiserer psykoanalysen, idet den medfører, at al eksistens skal forstås ud fra kønslivet; en sådan påstand er en tautologi. Det er en tautologi fordi, at kønslivet ikke er en simpel afspejling af eksistensen. Kønslivet er heller ikke et ledsagefænomen til eksistensen, det er en mere privilegeret væren, som befinder sig på samme niveau som synet, hørelsen og kroppen.

Seksualiteten udtrykker eksistensen ved at virkeliggøre den. Kroppen er den skjulte form af væren sig selv eller omvendt, at den personlige eksistens består i overtagelsen og manifestationen af en væren i en given situation. Den legemliggjorte mening er det centrale fænomen, hvoraf krop og ånd, tegn og betydning udgør abstrakte momenter.

Seksualitetens generelle aspekt gør, at der kan opstå fysiologiske funktionsfejl. Merleau-Ponty illustrerer det ved at henvise til en situation,38 hvor en pige er blevet forbudt at se den mand hun elsker. Dette fører til, at hun mister stemmen, men dette tab af stemmen skyldes ikke en fysiologisk afvigelse. Pigen får nemlig stemmen tilbage igen, når hun ser sin elskede. Merleau-Ponty forklarer dette ved at sige, at kroppen ikke fremstår for os som enkeltstående og specifikke bevidsthedsakter, men derimod i en generalitet.

”Thus, in hysteria and repression, we may well overlook somehting although we know of it, because our memories and our body, instead of presenting themselves to us in singular and determinate conscious acts, are enveloped in generality.”39

Det kræver en generel tilknytning til det område af kroppen, hvor sanseorganet er, for fuldt ud at fatte og erkende sansemeddelelsen. Men det er dog ikke en frivillig beslutning fra pigens side, der forårsagede tabet af stemmen. Merleau-Ponty siger, at sygdommen og helbredelsen ikke er bevidst, men foregår under det bevidste tetiske niveau.

7. Sproget og tanken

7.1 Sproget konstituerer en intersubjektiv viden

Merleau-Pontys formål med beskrivelsen af sproget er at overskride subjekt- og objekt distinktionerne definitivt, således som han har fremstillet dem i intellektualismen og empirismen.

En foredragsholder tænker ikke før han taler, hans tale er hans tanke, forudsat at foredraget ikke er rent mekanisk. Tanken og talen kan være integrerede, således at når en person taler, så oversætter han ikke en tanke til talen, idet det er gennem selve talen at tanken fuldbyrdes. Om tanken, der endnu ikke er fuldbyrdet, siger han.

”It does indeed move forward with the instant and, as it were in flashes, but we are then left to lay hands on it, and it is through expression that we make it our own.”40

Han siger videre at den der lytter modtager tanken fra det talte ord. Når en genstand benævnes, så erkendes den også på samme tidspunkt, han siger, at benævnelsen er selve erkendelsen. Derfor konstitueres tanken og udtrykket samtidig. Merleau-Ponty benægter ikke at der findes tanker som ikke bliver talt, men han forsøger at vise hvorledes sproget er blandt ind i udtrykket. Både sproget og tanken er funderet i og er udtryk for en operativ intentionalitet.

Når en genstand benævnes, så indebærer det, at man løsriver sig fra genstandes individuelle og unikke træk, for i stedet at se den som repræsentant for et væsen eller em kategori. Mennesket er i besiddelse af allerede dannede betydninger for alle de almindelige ord. Ordene vækker kun sekundære tanker i subjektet, disse sekundære tanker omsættes igen i andre ord, som subjektet ikke har nogen vanskelighed ved at udtrykke.

”The gesture does not make me think of anger, it is anger itself.”41

Meningen i en gestus er ikke givet, men den forstås gennem en akt fra den, der ser gestusen. Det er dog ikke gennem en erkendelsesakt, at man forstår en gestus. Når man forstår gestusen indlemmer man den i kroppens præ-objektive42 forståelse af verden.

Ifølge Merleau-Ponty, er det talte sprog det eneste, som kan konstituere en intersubjektiv kundskab. Gennem talen deler man et fælles sprog, der giver mennesket del i en fælles lingvistisk og kulturel verden. Derudover er sproget også en del af alle de udtryk som menneskets erfaring frembringer.

7.2 Oprindelsen til sproget ligger i gestikulationen

Merleau-Ponty finder frem til, hvad der ligger til grund for sproget ved følgende påstand: at den sproglige gestus selv tegner sin mening. Den verbale gestikulation retter sig mod et mentalt landskab. Dette landskab er i starten ikke givet for enhver, og gestikulationen har til formål at kommnikere dette landskab. Menneskets tidligste udtryksakter, er det som etablerer en fælles verden, som det aktuelle sprog henviser til.

”Available meanings, in other words former acts of expression, establish between speaking subjects a common world, to which the words are being actually uttered in their novelty refer as does the gesture to the perceptible world.”43

Når man ser på det emotionelle indhold i sproget, så bliver det klart, at ord ikke kun er baseret på tilfældige tegn, som man er blevet enige om skal repræsentere genstande i verden. Merleau-Ponty siger, at ordene viser os emotionelle essenser, der er funderet i verden. Sproget består ikke af tanker, men sproget er subjektets stillingtagen i dets betydningsverden, siger han.

”It presents or rather it is the subject´s taking up of a position in the world of his meanings.”44

Det han mener er, at det mentale liv henter sine strukturer i det naturlige liv, dvs., at det ikke er muligt for et subjekt at tænke, hvis dette subjekt ikke har det legemliggjorte subjekt som grundlag.

Merleau-Ponty definerer kroppen som en uendelig række diskontinuerlige akter, der tilegner sig betydningskerner, som overskrider og omformer dens naturlige evner. Denne akt er en transcendens akt, og den kommer til udtryk i tilegnelsen af adfærd og i menneskets stiltiende kommunikation gennem gesten. Han siger, at sproget er en manifestation af menneskets indre væren og de psykiske bånd, der forener det med andre mennesker.

”As soon as man uses language to establish a living relation with himself or with his fellows, language is no longer an instrument, no longer a means; it is a manifestation, a revelation of intimate being and of the psychic link which unites us to the world and our fellow men.45

Sproget gør det muligt for mennesket at opdele og strukturere verden ind i kategorier og begreber, kort sagt: sproget gør verden forståelig for mennesket.

DEL II

8. Uddybning og kritik af Merleau-Pontys teori om percpetionen

8.1 Uddybning af Merleau-Pontys begreb om væren-i-verden

Som tidligere nævnt,46 foregår al perception, ifølge Merleau-Ponty, gennem kroppen. Når han således tager udgangspunkt i, at kroppen udgør det nødvendige grundlag for percpetionen, følger det som en logisk konsekvens, at han også benægter eksistensen af enhver form for rent åndelig bevidsthed. Men denne perception, der har kroppen som grundlag, er ikke rent motorisk og fysiologisk, idet kroppen ikke kun er en fysisk krop, men en væren-i-verden.

Merleau-Pontys begreb om væren-i-verden47 er et essentielt begreb i hans fænomenologi, idet væren-i-verden bringer bevidstheden ind i perceptionen. Væren-i-verden har den vigtige funktion, at det knytter det psykiske og fysiologiske sammen således, at en perception kan fremstå for bevidstheden. Med væren-i-verden har Merleau-Ponty et begreb, der kan give en beskrivelse af den forbindelse, som er mellem kroppen og bevidstheden.

Merleau-Ponty siger afslutningsvis i første del af Phenomenology of Perception, at oplevelsen af kroppen står i modsætning til den refleksive bevægelse, der fremstiller kroppen som en idé, fremfor at lægge vægt på selve kropsoplevelsen.

”Thus experience of one´s own body runs counter to the reflective procedure which detaches subject and object for each other, and which gives us only the thought about the body, or the body as an idea, and not the experience of the body or the body in reality.”48

Merleau-Ponty bruger begrebet væren-i-verden til at forklare, hvorledes man kan have en præ-objektiv oplevelse af kroppen. Menneskets mulighed for refleksion og erkendelse har således sit grundlag i væren-i-verden, der indeholder de egentlige betingelser for oplevelserne.

8.2 Kritik af Merleau-Pontys teori om perception

George Kovacs redegør i en artikel om Merleau-Pontys filosofi om kroppen og seksualiteten. Han anerkender Merleau-Pontys filosofi om kroppens seksualitet, idet han siger, at den er med til at gøre menneskets erfaringer mere forståelige. I artiklen, som også indeholder en redegørelse af Merleau-Pontys teori om perceptionens fænomenologi, når Kovacs frem til, at der tilsyneladende er en mangel i Merleau-Pontys teori om perceptionen. Denne mangel vedrører den menneskelige bevidstheds natur, således som Merleau-Ponty fremstiller den. Kovacs stiller derfor spørgsmålet: hvorledes kan man lave en fænomenologisk undersøgelse af perceptionen, hvis man aldrig kommer udover perceptionen? Ifølge Kovacs opstår dette spørgsmål som følge af, at Merleau-Ponty mener, at enhver menneskelig bevidsthed ultimativt, er en perciperende bevidsthed.49

”If we never leave the realm of perception, how can we write the phenomenology of perception?”50

Kovacs fremhæver derefter, at Merleau-Ponty siger, at den fænomenologiske reduktions vigtigste lektie er umuligheden af en komplet reduktion. Det Kovacs mener er, at idet reduktionen aldrig kan være fuldstændig, så kan subjektet aldrig forlade den tilstand af perception, som det oprindeligt befinder sig i. Derfor er det problematisk at lave fænomenologiske undersøgelser af perceptionen, idet reduktionen, når den er ikke er fuldstændig, udelukker en neutral og objektiv stillingtagen til perceptionen.

Det er en vigtig bemærkning som Kovacs her kommer med, idet den rammer Merleau-Pontys fænomenologi på et grundlæggende niveau. Hvis subjektet eller bevidstheden aldrig forlader kroppen, når der perciperes, hvorledes kan man så give en objektiv beskrivelse af perceptionens fænomenologi? Man finder ikke noget svar på dette spørgsmål i Phenomenology of Perception, idet det ville medføre, at man skulle sætte sig ud over sin egen perception for derefter at beskrive den objektivt.

En stillingtagen til om Merleau-Ponty kan lave en perceptionens fænomenologi ud fra de ovennævnte forudsætninger, er ensbetydende med en accept af enten Merleau-Pontys eller Husserls fænomenologi.51 Merleau-Pontys fænomenologi adskiller sig fra Husserls fænomenologi m.h.t. omfanget af den fænomenologiske reduktion. Husserls fænomenologiske reduktionen giver netop en beskrivelse af perceptionen gennem det transcendentale ego, der har løsrevet sig fra genstandsverdenen. Det er denne løsrivelse fra genstandsverdenen, som muliggør, at subjektet, med Kovacs ord, kan ”forlade percpetionens område” for at give en beskrivelse af perceptionens fænomenologi.

Merleau-Ponty er klar over denne problemstilling vedrørende perceptionen, hvilket blandt andet udtrykkes hans i kritik af Husserls fænomenologiske reduktion. Umuligheden af en komplet reduktion hænger sammen med Merleau-Pontys begreb, om væren-i-verden. Perceptionen foregår i verden, og subjektets erkendelse foregår gennem kroppen, derfor kan man ikke give en beskrivelse af perceptionen uafhængig af væren-i-verden. Det kommer også til udtryk i hans kritik af empirismen og intellektualismen, hvor Merleau-Ponty afviser enhver form for objektiv og uafhængig beskrivelse af perceptionen. Derudover gør Merleau-Ponty det helt klart, at målet ikke er at give en objektiv videnskabelig fremstilling af perceptionen. I stedet foretager Merleau-Ponty fænomenologiske undersøgelser af fænomenerne, der eksisterer for bevidstheden, og som er meningsfulde for bevidstheden.52

9. Forudsætningerne i Merleau-Pontys fænomenologi om perceptionen

9.1 Uddybning af forudsætningerne i Merleau-Pontys fænomenologi

Et aspekt ved Merleau-Pontys fænomenologi, der er værd undersøge nærmere er, hvilke forudsætninger, der er udgangspunktet i hans beskrivelser af den verden som subjektet lever i. Merleau-Ponty siger i slutningen af forordet i Phenomenology of Perception, at fænomenologien bygger på sig selv som fundament.

”Phenomenology, as a disclosure of the world, rests on itself, or rather provides it own foundation.”53

Han siger efterfølgende, at menneskets erkendelsesformer baseres på en ”grund”, der udgøres af postulater. Disse postulater har igen deres grund i kommunikationen med verden. Det er denne kommunikation med verden, der udgør den første etablering af rationaliteten. Rationaliteten er er funderet i den perceptuelle erfaring, det er gennem rationaliteten at der træder betydninger frem.54 Det er således betydningernes fremståen gennem rationaliteten, der udgør Merleau-Pontys forudsætning for percpetionen.

Det fremgår her, at Merleau-Ponty egentlig ikke gør andet end at fastslå, at mening og betydning fremstår på baggrund af interaktionen mellem subjektet og verden. Det medfører, at den sandhed eller virkelighed, der udgøres af betydninger og meninger i verden i sidste ende baseres på menneskets kommunikation med verden. Således er Merleau-Pontys fænonenologi tilsyneladende modtagelig for en skepticistisk kritik, der går ud på, at sandhed er historisk og samfundsmæssig relativ.

9.2 Spurlings forsvar for at fænomenologien kan indeholde sandhed

Laurie Spurling diskuterer denne problematik i bogen Phenomenology and the social world.55 Han har et afsnit, hvor han ser nærmere på en generel kritik af fænomenologi, der går ud på, at der skal være en uafhængig måde at tjekke eller teste sandheden eller usandheden i et udsagn. Spurling afviser denne kritik, idet han siger, at den udelukkende har et positivistisk udgangspunkt, hvor sandhed identificeres med empirisk verifikation. Hvis man, ifølge Spurling, skal undersøge et udsagns sandhed, skal man se på den situation det fremføres i, hvilket han argumenterer for med udgangspunkt i Wittgensteins begreb om sprogspil.56

”The point is, however, that what counts as verification or confirmation depends on the situation, on our projects at hand, or, in Wittgensteins´s terms, on the language-game being played.”57

Sandheden i et udsagn kan derfor ikke adskilles fra den sammenhæng, som udsagnet udtrykkes i. Men det medfører ikke, ifølge Spurling, at sandhed er et vilkårligt begreb. Sandhed er, i sidste ende funderet i menneskets erfaring.

”It means simply that thruth, like rationality, is what is grounded.”58

Hvis man skal teste eller verificere et udsagns sandhed, kan det kun ske gennem en belysning af det funderingsforhold, der ligger i udsagnets udtrykssammenhæng, indenfor rammerne af vores system af holdninger. Det er dette funderingsforhold, der sikrer kontinuiteten i sandheden.

”From the ground of lived experience the phenomenologist builds up his philosophy and constellation of operative concepts.”59

Sandheden kan derfor ikke være absolut og evig, idet den er funderet. Sandheden er i fænomenologien funderet gennem menneskets erfaring. I Merleau-Pontys situation udgør denne fundering det præ-objektive syn: væren-i-verden.

9.3 Merleau-Pontys teori om sandhed i Phenomenology of Perception

Det forsvar af fænomenologien som Spurling kommer med, er i overensstemmelse med Merleau-Pontys argumentation i tredje del af Phenomenology of Perception, der omhandler cogitoet. Her siger han, at erfaringen er vores primære forbindelse med væren, samt at væren-i-sandheden60 er det samme som væren-i-verden. Mere konkret siger han, at når man tænker, så fremstår tanker som sande samtidig med, at man er klar over, at disse tanker ikke er ubetinget sande.

”The laws of our thought and our self-evident truths are certainly facts, but they are not detachable from us, they are implied in any conception that we may form of being and the possible.”61

Det er således muligt for bevidstheden gennem perceptionen at erkende evidente sandheder. Men disse sandheder kan ikke løsrives fra den sammenhæng mennesket befinder sig i. Samuel B. Mallin har i bogen Merleau-Ponty´s Philosophy en god formulering af denne fremstilling af sandheden.

”Therefore, this is not a third-person theory of truth and correspondence is not an external relation, for correspondence is precisely what is experienced when we take our belief as evident.”62

Det fremgår her, at Merleau-Pontys fænomenologi er baseret på en korrespondanceteori for sandhed. En korrespondanceteori der går ud på, at et udsagn eller forhold er sandt, hvis det er i overensstemmelse med det, hvorom der dømmes. Den generelle kritik af en korrespondanceteorien går ud på, at der ikke er nogen adgang til fakta uafhængig af de af menneskets udtalelser og holdninger. Således falder Kovacs kritik63 af Merleau-Pontys teori om perception, også ind under den generelle kritik af korrespondanceteorien.

10. Kritik af Merleau-Pontys forudsætninger i analyserne af Schneider og fantomlemmet

Gennem undersøgelserne af fantomlemmet,64 Schneiders sjæleblindhed65 og andre sygdomme hos mennesket, beskriver Merleau-Ponty væren-i-verdens natur og fremtrædelsesformer i mennesket. I bogen Understanding Phenomenology66 giver Hammond, Howart og Keat en udmærket beskrivelse af et problem ved Merleau-Pontys redegørelse af væren-i-verden. De fokuserer på Merleau-Pontys fremstillinger af de videnskabelige analyser af abnormal adfærd, der som sagt beskrives, i Merleau-Pontys redegørelser omkring Schneider.

De lægger vægt på at sådanne undersøgelser udgør en nyttig filosofisk teknik, idet de normale funktioner hos et menneske kan være så meget tilpasset af vanen, at det er svært at fokusere på dem. Men manglen eller problemet i Merleau-Pontys redegørelser omkring disse sygdomstilfælde er, at han undlader at se på de forudsætninger som undersøgeren har. Dvs. med hvilket formål er disse undersøgelser foretaget.

”But too often Merleau-Ponty seems to rely on the reports of these experiments without any examination of the experimenter´s presuppositions.”67

M.h.t. Schneider er det således Gelb og Goldsteins forudsætninger, der mangler i Merleau-Pontys redegørelse af Schneiders sygdom. Hammond, Howart og Keat mener, at dette er mærkværdigt, idet Merleau-Ponty selv, kritiserer de objektivistiske forudsætninger, der ligger i de videnskabelige beskrivelser.68 Merleau-Ponty kommer f.eks. ikke ind på, om Gelb og Goldsteins foretager undersøgelserne af Schneider ud fra et rent videnskabeligt perspektiv.

Hammonds, Howart og Keats kritik virker umiddelbart holdbar, når den ses i lyset fra Merleau-Pontys kritik af empirismen. Når Merleau-Ponty kritiserer empirismen, så består denne kritik af de forudsætninger, der ligger bag empirismen. Som eksempel kan nævnes behaviourisme, hvor undersøgelserne foretages ud fra en atomistisk perspektiv. Det vil resultere i at alle undersøgelser af levende væsener, baserer sig på en iagttagelse af adfærden, uden at der tages højde for f.eks. introspektion. Det Merleau-Ponty kritiserer er netop dissse forudsætninger som undersøgelserne foretages i, det vil i dette eksempel være fortolkningen af resultaterne ud fra en atomistisk forståelse af organismen.

Det virker derfor umiddelbart mærkværdigt, at Merleau-Ponty ikke ser nærmere på hvad der udgør forudsætningerne i eksempelvis Gelb og Goldsteins undersøgelser af Schneider. Men spørgsmålet er hvor stor betydning disse forudsætninger har, og om de har indvirkning på de resultater som Merleau-Ponty når frem til. Sandsynligvis vil Gelb og Goldsteins forudsætninger ikke have den store indflydelse på Merleau-Pontys fortolkninger af Schneiders sygdom. Gelb og Goldstein redegørelser af Schneiders perceptionsmæssige handicap, ville nok ikke ændre den måde Merleau-Ponty ville analyserer dem på. Dvs. uanset om Gelb og Goldstein er idealister, empirister eller noget der ligger mellem disse to distinktioner, så ville det ikke kræve, at Merleau-Ponty ændrede på de fortolkninger han har foretaget af deres analyser. Derfor kan man i læsningen og forståelsen af Merleau-Pontys analyser af Schneider, fantomlemmet og andre sygdomme tillade sig, at se Hammonds, Howart og Keats kritik.

Konklusion

Efter gennemgangen af Merleau-Pontys fænomenologi om kroppen fremstår det klart, at begrebet om væren-i-verden er essentielt for hele hans fænomenologi om kroppen. Det er væren-i-verden der knytter det psykiske og fysiologiske sammen, og som gør det muligt for mennesket at have perceptuelle oplevelser. Væren-i-verden er også det der adskiller Merleau-Ponty fra Husserl, hvor væren-i-verden er det aspekt der ikke kan reduceres gennem den fænomenologiske reduktion.

Gennem redegørelsen af Gelb og Goldsteins analyser af Schneider og fantomlemmet, har Merleau-Ponty vist hvilke områder af kroppen, der har betydning for væren-i-verden, og hvorledes forskellige sygdomme kan påvirke væren-i-verden.

Med gennemgangen af Spurlings forsvar for at fænomenologien, blev det slået fast, at Merleau-Pontys fænomenologi er en korrespondance teori for sandhed. Hvilket Spurling udtrykker ved at sige, at den fænomenologiske sandhed er funderet i menneskets erfaring. Kovacs kritik af Merleau-Pontys teori om perceptionen, kan derfor fortolkes som en kritik, der beskylder fænomenologien for ikke at kunne undgå skepticismen. Kovacs efterlyste en mulighed for at kunne verificere perceptionen uafhængig af bevidstheden, men det kan ikke lade sig gøre, idet Merleau-Pontys fænomenologi er en korrespondanceteori for sandhed.

Fremfor at gå ind i en alt for omfattende diskussion om korrespondanceteorier, valgte jeg at fremhæve, hvad der er Merleau-Pontys egentlige formål med Phenomenology of Perception. Formålet er at give fænomenologiske undersøgelser af fænomenerne, der vedrører det, der eksisterer for bevidstheden, og som er meningsfulde for bevidstheden.

Hammonds, Howart og Keats kritik af Merleau-Pontys analyser af sygdomstilfælde viste, at Merleau-Ponty ikke redegør for de forudsætninger som undersøgelserne er baseret på. Men det blev gjort klart, at man i læsningen og forståelsen af Merleau-Pontys analyser af Schneider, fantomlemmet og andre sygdomme kan tillade sig, at se bort fra Hammonds, Howart og Keats kritik.

1Maurice Merleau-Ponty (1908-1961)

2Edmund Husserl: Die Krisis der europäischen Wissenschaften und die transzentale Phänomenologie, 1936

3Edmund Husserl: Cartesianishce Meditationen, 1931

4Merleau-Ponty: Phenomenology of Perception s. xvi-xvii

5Begrebet væren-i-verden bliver uddybet i afsnit 3.1 Menneskets præobjektive syn: væren-i-verden

6Merleau-Ponty: Phenomenology of Perception s.26

7Merleau-Ponty: Phenomenology of Perception s. xix

8Merleau-Ponty: Phenomenology of Perception s.67

9Merleau-Ponty: Phenomenology of Perception s.70

10Merleau-Ponty: Phenomenology of Perception s.75

11Betegnelsen af bevidstheden som sjæl er Merleau-Pontys egen betegnelse, s. 76 i Phenomenology of Perception

12Anosognosi: at man ikke vil kendes ved sin egen sygdom.

13Jf. afsnit 1.2 Merleau-Pontys forhold til Husserl, hvor der gives en beskrivelse af empirisme og intellektualisme.

14Merleau-Ponty: Phenomenology of Perception s. 80

15Merleau-Ponty: Phenomenology of Perception s. 86

16Jf. efterfølgende afsnit 3.2 Menneskets personlige og upersonlige væren

17Merleau-Ponty: Phenomenology of Perception s. 87

18Merleau-Ponty: Phenomenology of Perception s.83-84

19Merleau-Ponty: Phenomenology of Perception s. 94

20Merleau-Ponty: Phenomenology of Perception s. 98

21Gelb & Goldstein: Psychologische Analysen hirnpathologischer Fãlle. Leipzig: Barth, 1920

22Merleau-Ponty: Phenomenology of Perception s. 111

23Merleau-Ponty: Phenomenology of Perception s.113

24De tyske betegnelser Greifen og Zeigen stammer fra Gelb og Goldsteins værker.

25Merleau-Ponty: Phenomenology of Perception s.136

26Jf. afsnit 4.2 Konkrete og abstrakte bevægelser

27Merleau-Ponty: Phenomenology of Perception s. 137

28Merleau-Ponty: Phenomenology of Perception s. 139

29Jf. afsnit 4.4 Kroppens motoriske intentionalitet

30Merleau-Ponty: Phenomenology of Perception s. 143

31Merleau-ponty: Phenomenology of Perception s. 152

32Merleau-Ponty: Phenomenology of Perception s. 146

33Jf. afsnit 4.2 Konkrete og abstrakte bevægelser, for redegørelse af kropsrummet.

34Merleau-Ponty: Phenomenology of Perception s. 149

35Merleau-Ponty: Phenomenology of Perception s. 150

36Merleau-Ponty: Phenomenology of Perception s. 157

37Jf. afsnit 4.3 Intentionaliteten i kroppen og bevidstheden, for redegørelse af den intentionelle bue.

38Denne case har Merleau-Ponty taget fra Ludwig Binswangers værk; Uber Psychotherapie, Nervenarzt, 8, 1935 s. 113-121, 180-189

39Merleau-Ponty: Phenomenology of Perception s. 162

40Merleau-Ponty: Phenomenology of Perception s. 177

41Merleau-Ponty: Phenomenology of Perception s. 184

42Den præ-objektive forståelse er det samme som det præ-objektive syn. Jf. afsnit 3.1 Menneskets præ-objektive syn: væren-i-verdent

43Merleau-Ponty: Phenomenology of Perception s. 186

44Merleau-Ponty: Phenomenology of Perception s. 193

45Merleau-Ponty: Phenomenology of Perception s. 196

46Jf. afsnit 1.2 Merleau-Pontys forhold til Husserls fænomenologi og 1.3 Merleau-Pontys fænomenologi

47Merleau-Ponty benævner også væren-i-verden for eksistensen, jf. afnsit 3.2 Menneskets personlige og upersonlige væren

48Merleau-Ponty: Phenomenology of Perception s. 198-199

49Når Kovacs siger, at enhver bevidsthed er en perciperende bevidsthed, indebærer det som nævt i forrige afsnit, at perceptionen sker gennem kroppen.

50George Kovacs: The Personalistic Understandig of the Body and Sexuality in Merleau-Ponty s.214

51Det er kun for forståelighedens skyld, at jeg har valgt at opstille det på netop denne måde, idet det er på dette område, at der er en væsentlig og central forskel på Husserls og Merleau-Pontys fænomenologi.

52Jf. afsnit 1.2 Merleau-Pontys forhold til Husserls fænomenologi

53Merleau-Ponty: Phenomenology of Perception s. xx-xxi

54Jf. redegørelsen af rationaliteten i afsnit 1.3 Merleau-Pontys fænomenologi

55Laurie Spurling: Phenomenology and the Social world kap.6 s. 143-162

56Wittgensteins begreb om sprogspil, har til formål at vise hvorledes de meningsfastlæggende regler for sprogets udtryk er regler for udtrykkenes korrekte brug i praktiske situationer.

57Laurie Spurling: Phenomenology and the Social world s. 156

58Laurie Spurling: Phenomenology and the Social world s. 156

59Laurie Spurling: Phenomenology and the Social world s. 157

60Væren-i-sandheden er Merleau-Pontys egen betegnelse, s. 395 i Phenomenology of Perception

61Merleau-Ponty: Phenomenology of Perception s. 397

62Samuel B. Mallin: Merleau-Pontys Philosophy s. 222

63Jf. afsnit 8.2 Kritik af Merleau-Pontys teori om perceptionen

64Jf. afsnit 2.3 Kroppens kausalitet set i lyset af begreberne fantomlem og anosognosi

65Jf. afsnit 4.2 Konkrete og abstrakte bevægelser

66Michael Hammond, Jane Howart, Russel Keat: Understanding Phenomenology s. 261-271

67Micheal Hammond, Jane Howart, Russel Keat: Understanding Phenomenology s.268

68Jf. Empirismen og intellektualismen i afsnit 1.2 Merleau-Pontys forhold til Husserl