Indledning.

I en traditionel lærebog omhandlende politisk filosofi vil man typisk opleve enten en kronologisk gennemgang af de enkelte filosoffers tanker set i en idéhistorisk kontekst, en systematisk gennemgang af de nyeste debatter indenfor den politiske filosofi eller en systematisk behandling af enkelte politisk filosofiske emner såsom rettigheder, frihed, kontrakt, demokrati og så fremdeles. Naturligvis vil man ofte opleve en eller anden kombination af de tre tilgange til behandlingen af filosofien. Hvad mange politisk filosofiske fremstillinger derimod har til fælles, er den ensidige fokusering på det enkelte samfund og den enkelte stat. Dette skyldes primæret det forhold at den såkaldt "realistiske" position har været fremherskende igennem mange år indenfor international politik-disciplinen. Verden var opdelt i to sfærer, den nationale hvor en normativ dimension var mulig og den internationale der var kendetegnet af naturtilstanden. I vore dage kan den enkelte stat ikke længere ses som en isoleret enhed, derudover er mange af de elementer der er kendetegnende for den liberale, demokratiske stat nu globale fænomener. Staten har traditionelt været betragtet som en suveræn enhed såvel internt som eksternt, dette er heller ikke længere tilfældet. Eksternt er statens suverænitet sat under pres af globaliseringsprocessen, internt af minoriteters krav om gruppe- specifikke rettigheder og selvstyre. Disse forhold gør det nødvendigt at gentænke den politiske filosofi og tilpasse den en moderne internationaliseret verden. Projektet er delt i to kapitler, det første er en mere triviel gennemgang af den traditionelle statscentrerede politiske filosofi. I det andet kapitel behandles de nye aspekter af verdensudviklingen, som den politiske filosofi i vore dage bør tage højde for.

Staten:

Beskæftiger man sig med politisk filosofi eller med andre former for sociale og politiske videnskaber i det hele taget, kommer man ikke uden om den specielle organisering af samfundet, som fænomenet "staten" repræsenterer. Tager man et vue ud over vores klode her ved slutningen af det 20. århundrede, når man hurtigt frem til den konklusion, at verden geopolitisk set er opdelt i en sindrig mosaik af større eller mindre stater, hver udøvende myndighed over sit eget territorium. Faktum er, at hver eneste afkrog af jorden er underlagt en eller anden stats overhøjhed og juridsdiktion. Undtaget herfra er blot det åbne hav. Det at en stat råder over et bestemt territorium er altså en af de basale karakteristika ved denne specielle organisationsform. Grænserne mellem stater er naturligvis fastlagt per konvention som et resultat af en historiske udvikling, der igen er betinget af et samspil af talrige faktorer. Der er dog ingen grund til, at fortabe sig i de uhyre komplekse processer, der har frembragt staten som organisationsform, da det her er de præsentiske karakteristika for definitionen af fænomenet "stat", der er relevante. I den sammenhæng har Patrick Dunleavy sammenfattet 11 generelle kriterier for hvad der kendetegner en stat. Staten refererer således til:

1. En række organiserede institutioner med en grad af sammenhæng, der retfærdiggør en beskrivelse af deres ageren i enhedstermer.

2. Institutionerne opererer i et givent territorium, beboet af en befolkning organiseret som et samfund.

3. Institutionernes socialt accepterede funktion er at definere og håndhæve kollektivt bindende beslutninger overfor medlemmerne af samfundet.

4. Institutionerne danner en offentlig sfære til forskel fra privatsfæren.

5. Institutionerne fordrer suverænitet over alle andre sociale institutioner samt besidder monopol på den legitime anvendelse af vold i samfundet.

6. Instutionerne må være i stand til at skelne medlemmer fra ikke- medlemmer af samfundet samt kontrollere ind- og udrejse fra territoriet.

7. Institutionerne må være i stand til at skabe ideologiske/etiske fordringer på at fremme den fælles interesse blandt medlemmerne af samfundet.

8. Institutionerne må betragtes som værende legitime af en betydelig del af samfundets medlemmer.

9. Institutionerne må beherske et bureaukratisk system for at være i stand til, at indkræve skatter, samt udøve en effektiv regeringsmagt.

10. Institutionerne må være i stand til at udøve en regulering af samfundsaktiviteter v.h.a. et juridisk apparat og regeringsaktiviteter v.h.a en stats-forfatning.

11. Staten (institutionerne) må være anerkendt som værende en "stat" af andre stater.

De ovenstående kriterier vil sædvanligvis blive mødt af størsteparten af vore dages nationalstater. Dette er dog ikke ensbetydende med, at der ikke forekommer undtagelser, eksempelvis vil man under tilfælde af revolution og borgerkrig typisk se en ophævelse af punkt 8. Visse befolkninger eller nationer er derimod ikke i stand til at opfylde punkt 11. Det bør bemærkes, at kriterierne ikke giver nogen indikation om, hvilken specifik styreform en given stat besidder eller om, hvilke værdier staten er bærer af. Karakteristikken rummer således mulighed for en mængde forskellige statsvarianter med vidt forskellige ideologiske overbygninger, stats- forfatninger o.s.v. Det interessante i denne forbindelse er derimod, hvornår man definerer noget som værende en stat. Hvor mange og hvilke kriterier skal en stat opfylde for, at nyde anerkendelse som stat. Citatet illustrerer nogle kriterier, som i realiteternes verden ofte kan volde problemer, det er værd at fremhæve et par stykker af særlig relevans for projektet. I vore dages pluralistiske og multikulturelle samfund kan der bestå visse problemer omkring punkt 7., idet det ikke er sandsynlig at alle samfundsgrupper vil underlægge sig en stats ideologisk/etiske fordringer. I forbindelse med punkt 8. vil en stat vil almindeligvis stadig blive anset som værende en stat, selvom en del af samfundets medlemmer ikke anerkender styrets legitimitet. Der er dog forskel på om det eksempelvis er en lille gruppe mennesker der benægter en homogen nationalstats legitimitet og gennem terrorvirksomhed bekæmper den, eller der er tale om et multinationalt statsforbund hvor de enkelte nationer en dag beslutter at løsrive sig. I det første tilfælde vil staten med stor sandsynlighed bevare sin integritet trods anslagene, mens den i det andet tilfælde muligvis vil ophøre med at eksistere i sin oprindelige form. Såfremt en nation eller et folk ikke opfylder punkt 11. og derved ikke bliver anerkendt som værende en statslig aktør i folkeretlig forstand, vil staten ikke de facto være at betragte som en stat. En ofte forkommende årsag til, at punkt 11. ikke bliver opfyldt er, at første sætning i punkt 2. ikke er opfyldt. Det et således et essentielt krav for ethvet samfund, folk eller nation, at det besidder et territorium, hvis det skal nyde anerkendelse som stat. Mindre problematisk forekommer det at definere det sæt af institutioner, der udgør "Staten", følger man punkt 9. og 10., må man anse en stats-forfatning, samt henholdsvis et juridisk og et bureaukratisk apparat som udgørende de institutionelle mindstekrav for en velfungerende stat. Staten har således brug for et sæt af retningslinier for den praktiske udøvelse af statsmagten, et tilsvarende lovkodeks til regulering af samfundsaktiviteten og endelig et bureaukratisk apparat til at effektuere statsmagtens beslutninger. Foruden et territorium og en række institutioner må en stat nødvendigvis bestå af en befolkning organiseret som et samfund, jævnfør punkt 2. Hvor et samfund defineres således:

"A society is a system of interrelationships wich connects individuals together."

Det forhold der i de næste par afsnit vil blive gjort til genstand for overvejelse, er de mekanismer der skaber sammenhængskraft mellem individ og samfund og mellem samfund og stat. Hvad gør en stat legitim i borgernes øjne og hvordan sikrer staten sig borgernes loyalitet? Det første afsnit søger, at besvare spørgsmålet om statens legitimering ud fra en kontraktteoretisk tilgang, rummende elementer af såvel civile rettigheder som demokrati. Det andet kapitel omhandler henholdsvis en kommunitaristisk tilgangsvinkel til samfundet samt nationalismen som et sammenhængsskabende element mellem staten og samfundet. Problemstillingen omkring indre såvel som ydre pres mod staten som fremherskende organisationsform vil blive behandlet i senere afsnit.

Kontraktteori:

Følgende afsnit vil tage sit udgangspunkt i en kontraktteoretisk tilgang til en legitimering af staten. I modsætning til den korte punktformige karakteristik af fænomenet "stat", som blev udtrykt ovenfor, er det i forbindelse med den kontraktteoretiske tilgang muligt at anvende en noget bredere fortolkning af fænomenet. Således finder kontrakter deres berettigede brug i alle dele af samfundslivet, såvel mellem enkeltindivider indbyrdes, som mellem individ og gruppe, gruppe og stat og naturligvis individ og stat, ydermere kan man uden problemer forestille sig en kontraktlignende foranstaltning mellem stater indbyrdes, mellem stater og overstatslige myndigheder. Indtil videre er det dog tilstrækkeligt at lade kontrakten mellem individerne i samfundet og staten udgøre omdrejningspunktet. Kontraktteorien repræsenterer en distinkt og traditionsrig teoridannelse indenfor den politiske filosofi, og den forefindes således i flere varianter. Som udgangspunkt kan der skelnes mellem 1) Den Hobbes-inspirerede vertikale, magtoverdragelses-kontrakt, hvor individerne betingelsesløst overdrager magten til en statssuveræn. og 2) Den Locke-inspirerede horisontale, overenskomst-kontrakt, hvor individerne først indgår en overenskomst mellem hverandre om dannelsen af et samfund for derefter at indsætte en statssuveræn på kontraktbasis, dog med en indbygget ret til at fjerne suverænen igen om nødvendigt. I forlængelse af de to modeller er det værd at overveje, hvorvidt den af befolkningen konstituerede statsmagt, følgende inkorporeres i henholdsvis 1) Statens institutioner, som ovenfor beskrevne. 2) Statens specifikke konsttutionelle styreform, f.eks demokrati eller diktatur eller 3) Den i øjeblikket siddende regering/de nuværende magthavere. Som tidligere antydet er dette ikke uvæsentligt, idet en stat i snævreste forstand blot er en række institutioner. Derved opstår dilemmaet, hvorvidt en kontrakt følgende er en kontrakt dannet mellem borgerne og statsinstitutionerne, mellem borgerne og statens forfatningsbaserede styreform, eller mellem borgerne og regeringen. Tages der udgangspunkt i de institutionelle minimumskrav til en stat, vil forestillingen om en tavs tilslutning blandt medlemmerne af samfundet præsenterere sig som en oplagt forklaringsmodel. Statens basale institutioner er således grundlæggende rodfæstede i samfundet, og så længe folk fortsætter med at understøtte dem, vil disse i bund og grund konventionelt anlagte institutioner nyde en fortsat eksistensberettigelse. Hvad der i højere grad kan give anledning til overvejelse er derimod, hvorvidt det er den per stats-forfatning fastlagte styreform samfundsmedlemmerne indgår kontrakt om, eller det snarere er den pro tempora siddende regering. Dette kommer først og fremmest an på styreformen. Er den selvbestaltet diktatorisk, er det omsonst at tale om en kontrakt mellem befolkning og regering, idet et sådant styre næppe er konstitueret via befolkningens samtykke. Er styreformen derimod demokratisk, kan man tale om en kontrakt i to betydninger. 1) Ved at deltage i den demokratiske proces, f.eks gennem almindelig stemmeafgivelse eller decideret politisk arbejde indikerer borgerne deres aktive samtykke til statens specifikke demokratiske stats- forfatning. 2) Ved stemmeurnen giver borgerne ligeledes deres besyv med, angående hvilken regering de ønsker. I det følgende vil en liberal, demokratisk kontraktmodel blive skitseret og uddybet. Der tages her udgangspunkt i, at kontraktteoriens første niveau, nemlig minimumskriterierne for en statslig organisationsform er grundfæstet i kontrakten gennem en tavs tilslutning. Det vil altså kræve intet mindre end en undtagelsestilstand i form af en krig, borgerkrig, revolution eller regulært anarki at styrte disse institutionelle strukturer i grus. I første omgang er det dog kontraktteoriens to andre niveauer, der er af umiddelbar interesse. Med udgangspunkt i den liberale, demokratiske indfaldsvinkel på kontraktteorien kan denne siges at rumme tre overordnede principper, der udspringer af en lang historisk/ideologisk tradition, det ville føre for vidt, at komme ind på her. Disse tre principper kan defineres som idealerne om frihed, lighed og demokrati. Mere konkret rummer friheds- og lighedssidealerne velkendte fænomener som civile- og politiske rettigheder, inkorporeret i en retsstat funderet på en forfatning. Lighedsidealet indebærer ligeledes forestillingen om social retfærdighed og velfærd udtrykt gennem velfærdsstatens redistributionsmekanismer. Det demokratiske system ytrer sig b.l.a. via frie valg, åbenhed og den klassiske tredeling af magten i lovgivende, udøvende og dømmende instanser. Kontraktteoriens første niveau rummer henholdsvis en stats-forfatning og et juridisk system i form af et lovkodeks. Disse institutioner er esentielle elementer i statsorganisationen og de opretholdes gennem en tavs tilslutning i befolkningen, eksempelvis blot gennem opretholdelsen af statsborgerskab. Kontraktteoriens andet niveau omhandler ligeledes en stats-forfatning og et lovkodeks, men i denne forbindelse er det stats-forfatningens specifikke udformning og lovenes reelle indhold, der er omdrejningspunktet. Det antages, at befolkningen i højere grad har indflydelse på kontraktteoriens andet niveau, idet love og grundlove i sidste instans udspringer af befolkningens ønsker og krav til statsapparatet. Dette forhold gælder vel at mærke for den demokratiske retsstat. Det vil sige, at befolkningen aktivt tilslutter sig en kontrakt med hinanden, udformet som en stats- forfatning og et lovkodeks samt, direkte gennem folkeafstemning eller indirekte gennem parlamentsvalg opretholder eller forkaster hele eller dele af denne kontrakt. Det vil typisk være kontraktens andet niveau, som kommer under pres i den internationale integrationsproces, men mere om det senere. Det tredie niveau i kontraktteorien antager en mere konventionel karakter, idet det omhandler den i høj grad tidsbegrænsede kontrakt mellem befolkningen og den pro tempora siddende regering. Det er således op til regeringen på baggrund af statsapparatet, at forvalte borgernes interesser. Er et flertal i befolkningen ikke tilfreds med regeringens dispositioner, kan denne afsættes ved det næstfølgende parlamentsvalgvalg, og en ny kontrakt kan følgende indgås med en ny regering. Denne udlægning af kontraktteorien giver påmindelser om Lockes dobbeltkontrakt-model, som ovenfor skitseret. Befolkningen indgår en kontrakt med hinanden om at danne et samfund, hvorefter de på kontraktbasis indsætter en suveræn/vælger en regering, som via revolution/valg atter kan fjernes fra magten uden de store omkostninger for befolkningen. Det demokratiske valg kan altså ses som en moderne kontrolleret form for revolutionær aktivitet. Således er niveaudelingen af kontrakten mellem individerne i befolkningen og mellem befolkningen og staten blevet fastslået. Det er nu på tide at se på det nærmere indhold af kontraktens enkelte dele. Helt grundlæggende kunne man sige, at kontrakten er det medierende led mellem statssuverænitet og folkesuverænitet. Individerne i befolkningen indgår en kontrakt med hinanden om oprettelsen af en stat, som de i sidste instans besidder den suveræne kontrol over. Staten er således skabt og bliver opretholdt af den befolkning over hvilken den regerer, via demokratiet.

Demokrati:

I det følgende vil der blive fremført en række grundlæggende forudsætninger for det moderne demokrati, og det vil blive forsøgt defineret, hvori dette demokrati egentlig består. Det naturlige udgangspunkt for et velfungerende demokrati er princippet om den personlige autonomi og den enkeltes mulighed for deltagelse i den demokratiske proces, i forlængelse heraf princippet om, at ikke alt kan gøres til politik, at der er grænser for den indflydelse andre individer, samfundet, majoriteten eller staten kan udøve overfor den enkelte. I anden omgang kan man så betone samfundets autonomi overfor staten i form af folkesuverænitet og folkelig deltagelse, herunder hvori den demokratiske proces egentlig består.# Endelig er der det forhold, at demokratier af i dag er såkaldt repræsentative demokratier, d.v.s. at folkets interesser repræsenteres gennem en række folkevalgte i et parlament. Dette stiller visse krav til såvel statens institutioner som de politikere og embedsmænd, der styrer staten. David Held betoner den demokratiske autonomi således:

"1. Den forestilling at individer bør nyde en lige grad af rettigheder og pligter indenfor den politiske struktur, som skaber deres liv og muligheder, betyder i princippet, at de bør nyde en lige grad af autonomi. - Det vil sige en fælles struktur for politisk ageren. - Således at de opnår mulighed for at forfølge deres projekter, såvel individuelle som kollektive, som frie og lige aktører.

2. Rettigheds-konceptet er ensbetydende med berettigelse. Berettigelse til at stræbe efter handling og aktiviteter uden risiko for vilkårlig eller uberettiget indblanding. Rettigheder definerer legitime sfærer af ageren (eller ikke-ageren). De mugliggør - d.v.s. frembringer rum for ageren - og begrænser - d.v.s. specificerer grænser for uafhængig ageren således, at det ikke indskrænker eller krænker andres frihed. Følgende besidder rettigheder en strukturel dimension, der skænker såvel muligheder som pligter.

3. Den forestilling at mennesker bør være frie og lige i bestemmelsen af betingelserne for deres eget liv er ensbetydende med, at de bør have mulighed for at deltage aktivt i en debatskabende proces åben for alle på en fri og lige basis omkring sager af vital offentlig interesse. En legitim beslutning indenfor denne struktur er ikke nødvendigvis én, der følger af "almenviljen", men i højere grad én, der er et resultat af alles engagement i den politiske proces. Som sådan er den demokratiske proces forenelig med majoritetsstyrets procedurer og mekanismer.

4. Betingelserne angivet i principppet om, at individuelle rettigheder kræver beskyttelse, repræsenterer et velkendt krav om stats-forfatningel regeringsførelse. Autonomi- princippet specificerer, at individerne bør være såvel frie som lige, samt at majoriteten ikke må påtvinge nogen noget. Der må altid nedsættes institutionelle arrangementer til beskyttelse af individets eller minoritetens stilling, d.v.s. stats-forfatningsmæssige retsregler og sikkerhedsforanstaltninger."

Ovenstående citat forsøger at belyse den nære sammenhæng mellem retsstat og demokrati. Retsstaten, den konstitutionelle stat grundlagt på et juridisk system er vævet tæt sammen med den demokratiske proces. Sådan har det dog ikke alle dage været. Retsstaten kan ligeledes benævnes "den liberale stat", og som sådan repræsenterer demokrati og liberalisme to ret forskellige principper. Det demokratiske ideal beror således på en idé om frihed som autonomi eller selvstyre. Den demokratiske borger opnår frihed gennem deltagelse i den løbende politiske debat om samfundets legitime og legale udformning. Det liberale syn på frihed er derimod bundet til ideen om den negative frihed, friheden til at forfølge sit eget individuelle livsprojekt uden indblanding fra andre individer, samfundet eller staten. Dette sker gennem frihedsrettigheder inkorporeret i stats-forfatningen og loven. Det kunne altså umiddelbart se ud, som om liberalisme og demokrati er to svært forenelige størrelser. Det har således været en grundantagelse blandt liberale, at såfremt statsmagten kom i hænderne på folket, ville det føre til majoritetens tyrani og følgende krav om ikke blot frihedsrettigheder men også sociale rettigheder, eller mere bastant en form for egalitarianisme. Derfor har det alle dage været et mål for liberalt sindede at begrænse og kontrollere statsmagten gennem et system af "checks and balances" mest effektivt udtrykt gennem den klassiske tredeling af den politiske magt i en lovgivende, udøvende og dømmende instans. Generelt er den historiske proces gået i retning af en demokratisering af den liberale stat, der med tiden har fået indkorporeret en række sociale rettigheder, som vi ser blevet udmøntet i de moderne velfærdsstater, der præger det politiske landskab i den vestlige verden. Den libertalt demokratiske stat kombinerer således institutioner karakteristisk for henholdsvis liberale og demokratiske idésæt. Det er en statsform kendetegnet ved såvel individuelle rettigheder og begrænsninger på statsmagten, som institutioner og processer, der er til for at muliggøre en udbredt grad af folkelig deltagelse. Tiden har vist, at liberale og demokratiske principper ikke er så uforenelige endda. Det juridiske system er således til for at sikre, at borgerne i staten nyder en lige grad af autonomi, således at den enkelte kan nyde en grad af frihed, der samtidig ikke begrænser andres lige ret til nydelsen af samme grad af frihed. Det juridiske system af rettigheder og pligter er således legitimt når det sikrer borgerne en lige grad af autonomi. omvendt er det et væsentligt udtryk for borgernes autonomi, at de selvsamme love, som regulerer deres adfærd, i sidste instans udspringer fra borgerne selv og fra deres personlige moralske stillingtagen. Borgernes indflydelse på det juridiske system kan dog kun opnås gennem en demokratisk proces, der igen må bygge på en legal forfatning, idet folkesuveræniteten er afhængig af den lige grad af frihed, som det juridiske system sikrer. Disse basale rettigheder, som rummer forudsætningen for den liberalt formede forfatning og det demokratiske system som sådant, er de klassiske civile- og politiske rettigheder. De civile rettigheder refererer således til det enkelte individs lovfæstede rettigheder, som er indbyggede i de fleste statsforfatninger rundt omkring i verden. De indebærer klassiske frihedsprincipper, såsom religionsfrihed, ytringsfrihed, bevægelsesfrihed, forsamlingsfrihed, foreningsfrihed, ejendomsrettens ukrænkelighed og retten til lighed for loven. De politiske rettigheder består primært i retten til deltagelse i frie og demokratiske valg, samt retten til valgbarhed i forbindelse med besættelsen af offentligt embede. Ud over disse klassiske frihedsrettigheder er der traditionelt blevet argumenteret for, at man også bør inddrage sociale rettigheder, som en forudsætning for et velfungerende demokrati. Staten bør således ikke kun sikre lighed for loven, men også lige mulighed for et aktivt engagement i den politiske proces, hvilket kræver, at man har overskud til mere end blot at klare dagen og vejen. Et først og fremmest teoretisk alternativ til den liberale demokratimodel forefindes i form af det såkaldte "Deliberative democracy", som kan oversættes til "samtale-demokrati". Som navnet antyder lægger denne model vægt på, at folk kan forme deres egen tilværelse gennem rationel drøftelse af politik. I et "samtale-demokrati" vil borgerne følgende kollektivt forme deres egen politik via argumentets kraft, samtalen ses som den mest retfærdige form for politisk magt, fordi den er mest i overensstemmelse med respekten for befolkningens autonomi. Liberalt orienterede derimod er af den formening, at "samtale-demokrati" begrænser hver enkelt borgers mulighed for at forme sin helt egen tilværelse og leve derefter, uden i tide og utide at skulle tage stilling til samfundets samlede tilstand og udvikling. Autonomi i liberal forstand ses som lovsikrede individuelle ukrænkelighedssfærer, og demokratiet ses som en rent instrumentel og institutionel affære. Til dette svarer tilhængerne af "samtale-demokrati", at det er de færeste beslutninger, der kan træffes uafhængigt af en social sammenhæng underlagt politisk indflydelse. I og med at individer bliver udelukket eller udelukker sig selv fra politisk indflydelse, vil de samtidig miste friheden over betydelige dimensioner af deres liv. Mens liberalismen lægger vægten på det institutionelle perspektiv og individets autonomi, betoner "samtale-demokratiet" samtalen og de kollektive beslutninger. "samtale-demokrati" må ikke forveksles med "direkte demokrati". det ér en form for repræsentativt demokrati, der blot tilskynder borgerne til aktiv deltagelse i den offentlige debat over politiske beslutninger. Vedvarende folkelig ansvarlighed, ikke direkte politisk deltagelse er nøgleprincippet for "samtale-demokrati". I følgende afsnit vil den kommunitaristiske position blive præsenteret. Den står i skarp modsætning til liberalismen, herunder det liberale demokrati. På den anden side er der visse lighedspunkter med "samtale- demokrati"-princippet.

Community:

Sideløbende med og i konkurrence til kontraktteorien, især i dens liberale version, findes kommunitarismen. Denne position udgør således en alternativ forklaringsmodel til, hvad der i en nation skaber sammenhængskraft mellem befolkning og stat. Man kunne måske lidt provokerende sige, at kommunitarismen er gammel vin på nye flasker, hvilket den som politisk filosofisk position bestemt ikke er ene om. Under alle omstændigheder er det almindeligt at spore community-tankens rødder tilbage til oplysningenstiden og måske specielt den tyske oplysningstradition. Det er dog den moderne version af kommunitarismen, der her er af umiddelbar interesse. Egentlig bunder kommunitarismen af i dag i en kritik af liberalismen, og den retter sig ofte specielt mod den indflydelsesrige version af et socialt retfærdigt samfund, udformet af John Rawls i "A Theory of Justice". Generelt kan man sige om de moderne liberale filosoffer, at de koncentrerer deres tænkning omkring friheds- og lighedsidealerne Følgende pointerer de, at et givent samfund lever op til sine community-idealer, såfremt dets medlemmer bliver behandlet retfærdigt, d.v.s. som værende frie og ligeværdige personer. De moderne kommunitarister derimod ser, som navnet antyder, community som værende af afgørende betydning for samfundet, sidestillet med, hvis ikke vigtigere end individuel ret og retfærdighed. Kommunitaristerne tæller flere fremtrædende filosoffer hver med deres personlige bud på en kommunitaristisk filosofi som et alternativ til de liberale friheds- og retfærdighedsprincipper. Nogle er således af den opfattelse, at fænomenet community helt kan erstatte nødvendigheden af retfærdighedsprincippet. Retfærdighed ses blot som en lappeløsning i de ulykkelige tilfælde, hvor mere noble dyder såsom gavmildhed og solidaritet er fraværende i samfundet. Ydermere kan krav på personlig ret og retfærdighed yderligere underminere det naturlige sammnhold i befolkningen. Andre kommunitarister antager en mere kulturrelativistisk position, de accepterer for såvidt retfærdighedsprincippet, men med forbehold overfor et egentligt universelt retfærdighedsideal. Ethvert princip om retfærdighed er indlejret i et givent samfund med en given kulturel og historisk baggrund, hvad ét samfund måtte anskue som retfærdighed er ikke nødvendigvis sammenfaldende med nabosamfundets retfærdighedsopfattelse. Et samfund er retfærdigt, hvis det agerer i overensstemmelse med befolkningens fælles værdier, givet konkret udtryk gennem samfundets formelle såvel som uformelle institutioner. På den baggrund er retfærdighedsprincipper måske mere et spørgsmål om kulturel fortolkning end egentlig filosofisk analyse. Endelig er der dem, der argumenterer for den indstilling, at man via retfærdighedsprincippet bør lægge mere vægt på samfundets fælles bedste og tilsvarende mindre på individuelle rettigheder. " Den ideale stat forudsætter eksistensen af et samfund med en kollektiv ide om det gode liv, og det er statens opgave at sikre denne fælles vision om det gode liv ". Kommunitarismens politik omkring det fælles gode tager således udgangspunkt i tre forhold. 1) Staten bør intervenere på det kulturelle "marked" dels for at sikre diversitet, men i lige så høj grad for at fremme bestemte særligt hensigtsmæssige kulturformer. 2) Individuelle holdninger til det gode liv bliver let subjektive og arbitrære, hvis de afskæres fra kollektive overvejelser. Staten er det rette forum for formuleringen af visioner om det gode liv. 3) Det er vigtigt at statens institutioner nyder udbredt legitimitet i befolkningen. Samtidig er en vis kulturel homogenitet nødvendig for en identifikation mellem befolkning og stat. For at sætte uoverensstemmelsen med liberalisterne i perspektiv er det nødvendigt at fremhæve en række grundlæggende antagelser blandt liberale tænkere. En liberal stat vil for det første tilstræbe værdineutralitet, og for det andet er det statens opgave at værne om det enkelte individs autonomi, men kun med det klare formål at sikre, at individet i sin frie udfoldelse ikke begrænser andre individer i nydelsen af deres fulde frihed. Den liberale stat appelerer til en ide om det fælles bedste gennem en retfærdig allokering af samfundets ressourcer, således at enhver får sin retmæssige del af kagen, hvorimod det er op til den enkelte, at følge sine egne værdier og forme sin egen tilværelse uafhængigt af statslig indblanding. Kommunitaristerne er generelt yderst skeptiske overfor det liberale princip om statens påståede neutralitet. Ifølge dem vil staten altid bygge på et eller andet værdigrundlag, som direkte eller indirekte gennem socialisationsprocessen påduttes borgerne. Hvorfor så ikke tage skridtet fuldt ud og benægte de liberale værdiers påståede universelle gyldighed og neutralitet, samt åbent erkende det hensigtsmæssige i, at befolkningen tilpasser sig det fælles bedste, som det nu engang er defineret indenfor de kulturelle, historiske o.v.s. rammer grundfæstet i et givent samfund. De liberale tænkere derimod understreger det essentielle i statsneutralitet og det enkelte individs personlige autonomi, også og måske især vigtigt i de tilfælde, hvor individets interesser ikke er fuldt ud i uoverensstemmelse med majoriteten i befolkningen eller med statens interesser som sådan. Kommunitaristerne derimod lægger vægt på det enkelte individs afhængighed af samfundet og på, at de statslige institutioners værdikodeks jo også udspringer af samfundet. Den kommunitaristiske idealstat er således ikke begrænset af et krav om værdineutralitet, tværtimod tilskyndes borgerne til at tillægge sig en forestilling om det gode liv, der korrealerer med såvel samfundets som statens. Målet er altså en moralsk symbiose mellem borger, samfund og stat, i kontrast til liberalisternes skarpe adskillelse af de tre enheder.

Nation & nationalisme:

Kommunitaristernes megen tale om en moralsk identifikation mellem borgerne og staten kunne vække påmindelser om en vis nationalistik retorik. Ideen om nationen som bindeled mellem borgerne eller folket om man vil og staten går mindst hundrede år tilbage i tiden. Selvom nationalismen generelt er i miskredit i den vestlige verden i dag, kommer man ikke uden om denne ideologis historiske betydning. Samtidig er den stadigt en særdeles levedygtig ideologi og aktivt virkende politisk kraft mange steder på kloden. Nationalismen udgør således stadig en vigtig brik i forståelsen af naturen af det internationale samfund af i dag, og i det følgende vil det blive klart, at nationalismen har afstikkere i retning af såvel liberalismen som kommunitarismen. Først vil det dog være hensigtsmæssigt med en kort karakteristik af fænomenerne nation og nationalisme. En nation kan karakteriseres som en gruppe af mennesker, med en fælles baggrund i form af historie, kultur og sprog, som danner et samlingspunkt for gruppens loyalitet. Ernest Gellner opererer i den forbindelse med en opdeling i en henholdsvis kulturel og voluntaristisk identifikation mellem individ og nation:

"1. To personer er af samme nationalitet, hvis og kun hvis de deler den samme kultur, hvor kultur er ensbetydende med et system af ideer, tegn, forbindelser og måder at agere og kommunikere på.

2. To personer er af samme nationalitet, hvis og kun hvis de anerkender hinanden som tilhørende den samme nation."

Fælles nationalitet er ifølge version nr. 2 altså ensbetydende med en fælles identifikation, som man anerkender hinanden i, at være fælles om. Hvad angår nationalismen må man overordnet sige, at den kendetegnes af forestillingen om, at verden er inddelt i afgrænsede enheder i form af nationer, hver med sin distinkte historie, kultur og sprog. Nationalismen er selvsagt det ideologiske fundament for nationen. Nu er nationalismen ikke just nogen entydig ideologi, og en klassifikation er følgende forbundet med en vis usikkerhed Når man ser bort fra den ovenfor beskrevne hårde kerne, har nationalismen udkrystaliseret sig i eksempelvis 1) Liberal nationalisme. 2) Traditionalistisk, konservativ nationalisme. 3) National- socialistisk/facistisk nationalisme 4) Anti-kolonialistisk nationalisme. Man kunne ligeledes opstille nationalismen i en dikotomi mellem en integrerende version og en disintegrerende version. Det, der dog i første omgang skal interessere os her, er nationalismens bånd til henholdsvis liberalismen og kommunitarismen. Den liberale version af nationalismen bygger på de traditionelle, liberale kerneværdier med rod tilbage i oplysningstiden Disse værdier er blevet ekspliceret ovenfor som inkarnerede i den liberale, demokratiske retsstat. Følgende står ideen om én nation - én stat, eller den klassiske national-stat centralt for liberalismen. I relation til internationale eller interstatslige forhold er national selvbestemmelse og suverænitet vigtige elementer i den liberalt nationalistiske selvforståelse, foruden ideer som "den nationale interesse" eller "stats-ræson". Derved knytter den liberale nationalisme sig an til såvel den traditionelle folkeret samt den politiske realisme. I forbindelse med den nationale selvbestemmelse kan drages klare paralleller til ideen om den personlige autonomi, hvor individet i samfundet sidestilles med nationalstaten i det internationale samfund. Liberalismen og nationalismen rummer dog væsentlige modsætninger, som kan få de to ideologier til at virke svært forenelige. For det første er der spørgsmålet om nationale/etniske mindretals ret til en større eller mindre grad af gruppespecifikke rettigheder eller endog selvstyre, idet den liberale nationalisme på den ene side betoner foreningen af stat og nation i nationalstaten og på den anden side retten til national selvbestemmelse. Hvordan vil den liberale nationalstat eksempelvis stille sig overfor løsrivelsesbevægelser inden for egen stat? Endu mere uforeneligt synes nationalismen at være med det kosmopolitiske aspekt af liberalismen. Hvordan kan man på den ene side betone såvel "realistiske" principper som "den nationale interesse" og på den anden side kosmopolitiske principper som folkeret og menneskeret. Hvad angår kommunitarismen, deler den nationalismens relativistiske anskuelser om, at der ikke findes en universel målestok, for hvad der er moralsk og politisk godt og retfærdigt. Det er helt og holdent op til det enkelte samfund eller den enkelte nation at definere egne værdier, som ikke nødvendigvis korrealerer med andre samfunds/nationers opfattelser. Foruden naturligvis tesen om, at individet konstitueres via samfundet/nationen. Hoveddivergensen mellem kommunitarismen og nationalismen må siges at udgøres af det faktum, at mens den førstnævnte behandler samfundet på et mere abstrakt, teoretisk plan, spiller den anden i højeste grad en rolle i den moderne politiske virkelighed. Kommunitarismen er desuden konfronteret med det problem, at "samfundet" ikke nødvendigvis behøver at udgøre det eneste samfund indenfor en stat. Nogle kommunitarister opererer netop med en model med samfund som udgørende mindre enheder indenfor samfundet, eksempelvis lokalsamfund eller religiøse samfund. På den måde sprænges en ligeledes kommunitaristisk forestilling om ét samfund - én stat, idet en stat kan rumme flere samfund, og derved sker der en glidning i retning af en mere pluralistisk samfundsmodel, der dog ikke opnår samme grad af pluralisme som liberalisternes model, der fokuserer på enkeltindivider i samfundet i staten og ikke på separate samfund i samfundet i staten, eller blot samfundet i staten. Hvis man tager udgangspunkt i den ovenfor beskrevne version af kommunitarismen ryger man ind i det problem, at den i grunden repræsenterer en kosmopolitisk model, forstået på den måde, at en lang række samfund overskrider staten og er udpræget internationale i deres karakter, et eksempel herpå kunne igen være religiøse samfund. Dette problem opstår derimod ikke for henholdsvis ét samfund - én stat eller én nation - én stat modellerne. Afslutningsvis kunne det være hensigtsmæssigt at give en kort definition af forholdet mellem stat og nation. Som det allerede er antydet, er det svært at komme med nogen entydig karakteristik af såvel staten som nationen, men det første problem der uvilkårligt rejser sig er, hvorvidt det primært er staten, der har formet nationen eller nationen, der har formet staten. Dette er et temmeligt komplekst spørgsmål, der i høj grad knytter an til liberalisme-kommunitarisme dikotomien, hvor man tilsvarende kan spørge om i hvor høj grad staten blot er et produkt af samfundet eller i hvor høj grad den er en neutral overbygning på samfundet. En nationalist eller kommunitarist ville således hælde til den antagelse, at staten er en afspejling af nationen/samfundet og desuden understrege statens historisk og kulturelt kontingente karakter som politisk organisationsform. Hvorimod en liberalist ville betone statesorganisationens neutrale og universelle karakter og yderlige fremhæve nationalismens historisk og kulturelt kontingente karakter som omdrejningspunkt for loalitet og legitimitet indenfor staten. Bortset fra den relative vægtning af henholdsvis stat eller nation i nationalstaten er der problemet omkring en egentlig definition af fænomenet: nationalstat. En nationalstat kan således ses som en art idealtype, hvor en homogen befolkning udgørende en nation udtrykker solidaritet og loyalitet overfor statsapparatet Det vanskelige balancepunkt er så nøjagtig, hvor homogen en befolknig skal være, for at betegnelsen nation er dækkende, jævnfør Gellners distinktion mellem en henholdsvis kulturel og voluntaristisk nationalisme, behøver det ikke nødvendigvis dreje sig om en udelukkende kulturel homogenitet. Blot det, at man anerkender hinanden som tilhørende den samme nation burde være tilstrækkeligt. Den 100% homogene nationalstat såvel kulturelt som voluntaristisk ér en idealtype, som aldrig i praksis er blevet realiseret Således har nationalstaten altid og alle steder rummet befolkningselementer, som ikke betragtede sig selv eller som ikke blev betragtet som en del af det nationale fællesskab. Fordelene ved nationalstaten har traditionelt været at: 1) Nationen opnår en højere grad af stabilitet og opblomstring hvis den regerer sig selv gennem et statsapparat. 2) Staten udgør en ekstern beskyttelsesforanstaltning mod andre nationalstater 3) Nationen er lettere at regere, hvis den er homogen og loyal mod staten. Branner opererer med fire modeller for relationen mellem stat og nation. 1) Den "rene" nationalstat der som sagt er en idealtype med en høj grad af homogenitet i befolkningen og en stærk loyalitet mellem nation og stat. 2) Nationalstat med nationale mindretal. I dette tilfælde rummer nationalstaten nationale mindretalsbefolkninger, som enten retter deres loyalitet mod en anden stat, eller som er statsløse. 3) Tostatsmodellen. Denne model dækker det særlige tilfælde, hvor én nation er organiseret indenfor rammerne af to stater. 4) Den multinationale stat. Her er der tale om en stat, der indenfor sine grænser rummer op til flere nationer. Denne sidste model er i lighed med model 2) interessant, fordi de i sig rummer kimen til komplicerede konflikter omkring nationale eller etniske minoriteters løsrivelse, selvstyre og e.v.t. nye statsdannelser. Disse problemer vil senere gøres til genstand for grundig behandling. Det væsentlige spørgsmål i denne forbindelse er, hvornår en gruppe, eksempelvis en etnisk minoritet, kan nyde anerkendelse som nation eller folk, som det benævnes i folkeretlige termer, eller hvornår den e r omfangsrig og distinkt nok til at kunne kræve en større eller mindre grad af selvstyre, endsige decideret løsrivelse fra staten og oprettelse af egen stat. Spørgsmålet omkring nationale eller etniske mindretals rettigheder er et særdeles påtrængende problem i vore dage og repræsenterer, sammen med problemet omkring nationalstatens funktionstømning et væsentligt disintegrerende element i globaliseringsprocessen.

Staten i det internationale samfund:

Efter en grundig gennemgang af staten som primær organisationsform i samfundet og herunder de mekanismer der skaber loyalitet og sammenhængskraft mellem samfundet og staten er det organiseringen af de enkelte stater i det internationale samfund der skal udgøre omdrejningspunktet for dette afsnit. Præcist som det er tilfældet med staten, er det internationale samfund ligeledes gjort til genstand for omfattende teoridannelse. Der gives altså ingen entydig forklaring på eller forståelse for naturen af det internationale samfund, følgende er det mest hensigtsmæssigt at lade teorierne tale for sig selv. Ud over de rene teorier vil de komplekse processer der går under betegnelsen "globalisering" blive taget under behandling, idet de spiller en væsentlig rolle for forståelsen af statens status i verden af i dag. I tænkningen omkring internationale relationer opererer man primært med tre teoretiske traditioner, eksempelvis: Realisme - Liberalisme - Radikalisme. Selvom der hersker en ret udbredt konsensus vedrørende opdelingen i tre konkurrende paragdimer, har det dog ikke hindret fremsættelsen af alternativer eksempelvis dikotomier: Realisme - Idealisme. Som det fremgår er den realistiske position åbenbart uomgængelig indenfor international politik-disciplinen, hvorimod modparternes stilling straks er mere diffus. Her er det imidlertid tilstrækkeligt at operere med en dikotomi, der på den ene side kan virke en smule reduktionistisk fordi den søger, at indpasse flere traditioner under en samlet form, men gevinsten er på den anden side en betydelig mere håndtérbar position.

Politisk realisme:

Den politiske realisme er en af de mest fremtrædende teoretiske traditioner indenfor tænkningen omkring internationale forhold. Det er umuligt at komme uden om den realistiske position der, gennem historien er nært knyttet til konkret politisk handling. Således sporer realisterne den klassiske traditions genealogi tilbage enten til Thukydid eller Machiavelli. En særlig betydning opnåede den dog først i moderne tid i forbindelse med den "Westphalske" model for organisering af de europæiske statsmagter, der i 1648 signalerede opkomsten af et europæisk samfund af suveræne, enevældige stater. Det er dog ikke i så høj grad den klassiske version af realismen, men derimod den såkaldte neo-realisme, der her skal omtales. Neo-realismen er således et produkt af det tyvende århundrede og opstod oven på den udbredte pessimisme for verdenssamfundets skæbne, der fulgte i kølvandet på den anden verdenskrig. Efter 1945 vendte mange sig mod mellemkrigstidens kosmopolitiske tro på verdensregering, oplysning, fremskridt og krigens overflødighed. Indenfor international politik var der ikke plads til nogen moralsk dimension, internationale relationer kunne tværtimod kun forståes ud fra en "realistisk" synsvinkel. Realisterne har således altid sat en ære i at understrege, at real- politik ikke forsøger, at stikke nogen blår i øjnene med hensyn til vidtløftige, men lidet realistiske erklæringer af normativ og utopisk karakter. Ud fra en politisk filosofisk synsvinkel er det nærliggende at sammenligne den politiske realisme med en art hobbesiansk naturtilstand, ikke mindst fordi Hobbes analogi mellem individer og stater i naturtilstanden faktisk har udgjort en direkte inspirationskilde for realismen:

"But though there had never been any time, wherein particular men were in a condition of warre one against another; yet in all times, Kings, and persons of Soveraigne authority, because of their Independence, are in continuall jealousies, and in the state of gladiators; having their weapons pointing, and their eyes fixed on one another; that is, their Forts, Garrisons, and Guns upon the Frontiers of their Kingdomes; and continuall Spyes upon their neighbours; which is a posture of War. But because they uphold thereby, the Industry of their Subjects; there does not follow from it, that misery, which accompanies the Liberty of partucular men."

Der er betydelige ligheder men også forskelle mellem den Hobbesianske og den realistiske position, men under alle omstændigheder er tiden dog løbet fra enhver retfærdiggørelse af naturtilstandsanalogien i det internationale samfund af idag. Charles Beitz har forsøgt sig med analogien, men afviser den dog pure ud fra fænomenet "interdependens". Beitz opstiller analogien som følger:

"1. Aktørerne i internationale forhold er stater.

2. Stater er relativt lige stærke. ( Den svageste kan besejre den stærkeste ).

3. Stater er uafhængige af hinanden i den betydning, at de er i stand til at styre deres interne affærer uafhængigt af andre staters interne affærer.

4. Der er ingen pålidelige forventninger om gensidig indvilligelse i oprettelsen af regler for samarbejde mellem aktørerne uden en overmyndig i stand til at håndhæve reglerne."

Selv om der kan trækkes tydelige paraleller mellem Hobbes naturtilstand og den realistiske kerneposition om den anarkistiske tilstand i det internationale samfund, ville en realist eksempelvis aldrig gå med til påstanden om, at den svageste stat kan besejre den stærkeste stat i krig. Med årene er der sket en elaborering af realismen så de skarpe teoretiske kanter er blevet slebet lidt til, ikke mindst efter 1989, og i lyset af globaliseringsprocessen kan realismen forekomme en anelse utidssvarende, men der er dog ingen tvivl om, at realismen til stadighed har bevaret sine kerne-positioner og dermed i høj grad sin distinkte og traditionsrige profil i tænkningen omkring international politik. Realismens verdensbillede er centreret omkring følgende karakteristika: 1) Der sker ingen egentlige fremskridt i internationale forhold. Dette er naturligvis ikke ensbetydende med, at der ingen forandring sker i verden, det vil blot sige, at der ingen grund er til utopisk fremtidsoptimisme. 2) Krige og borgerkrige er uundgåelige. Internationale konflikter er et grundvilkår for verdenssamfundet, som man ikke kan lovgive eller udvikle sig bort fra. 3) Staternes politik styres af nationale interesser. Statens væsentligste opgave er at hytte egne borgeres skind, derfor vil stater altid udvise en "egoistisk" adfærd i samspillet med andre stater. 4) International politik er karakteriseret ved anarki. To staters nationale interesser vil af og til komme i modstrid med hinanden. Dette kan nemt udløse krig, især da der ikke findes en central myndighed, der effektivt formår at dæmme op for sådanne konflikter. Indenfor staten findes der et effektivt lovapparat og et voldsmonopol. En lignende retlig regulering består ikke i samme grad mellem stater. Realisterne anerkender folkeretten, men understreger at staterne, især de ressourcestærke, til hver en tid vil kunne bryde reglerne, hvis det er i deres interesse. 5) Staterne er hovedaktører. Realisterne placerer megen vægt på staternes suverænitet. Staterne er de primære aktører i international politik, og den position vil de bevare mange år fremover. 6) Staterne er enhedsaktører. Hvad der sker indenfor statens grænser er af mindre relevans. Det er statens ageren på den internationale scene, defineret af nationale interesser, der er betydningsfuldt i international sammenhæng. Det er nærliggende at sammenligne relationerne mellem stater som hoved- og enhedsaktører med et billiardspil med små og store kugler. De stærke stater repræsenteres af de store kugler, og de vil i kraft af deres større vægt øve en betydelig indflydelse på de mindre stater/kuglers bane i spillet. 7) Verden udgør et internationalt magthieraki, der bygger på militær styrke. Som illustreret i billiardspil-eksemplet er det de stærke stater, der har den største indflydelse. Den væsentligste årsag hertil er deres militære kapacitet, der sætter dem i stand til med magt at gennemtvinge deres vilje. 8) Magtanvendelse er "rationel". I en anarkistisk international arena er magt den sikreste måde, hvorpå en stat kan sikre sin fortsatte eksistens. 9) Sikkerhedspolitikken udgør den væsentligste form for udenrigspolitik. I og med at international politik domineres af militær magt, bliver sikkerhedspolitikken den vigtigste form for udenrigspolitik, idet omdrejningspunktet for sikkerhedspolitikken er den nationale overlevelse. 10) En midlertidig fredstilstand kan opnås gennem magtbalance. Verden befinder sig i en evig krigstilstand eller under en evig trussel om krig. En militær balance mellem potentielle fjender vil dog kunne forhindre en aktuel krig i at bryde ud.

Dette var i sin grundform hvad realismen havde at byde på. Men det må nok siges at såvel den idalistiske eller kosmopolitiske position, samt ikke mindst den måde verden rent faktisk har udviklet sig på, godt kan få realismen til at virke som en anelse forældet doktrin Ikke desto mindre vil nogle af grundantagelserne formodentlig aldrig miste deres aktualitet og relevans. Som det senere vil blive uddybet, er stater måske nok stadig hovedaktører i international politik, men politisk handlen i den internationale arena udspringer ikke længere udelukkende fra selve staten, men derimod i stigende grad fra komplekse processer i og på tværs af staterne, samt fra overstatslige myndigheder.

Politisk idealisme:

Realismen er som sagt ikke enerådende i tænkningen omkring internationale relationer. Naturligvis har den sine teoretiske modpoler, der ligesom realismen selv udspringer af faktiske forhold på den internationale politiske arena. Realismens naturlige modpol må således blive idealismen eller kosmopolitismen, hvis kim til projektet om en bedre og mere sammenhængende verden kan spores tilbage stoikerne, samt til den katolske kirkes universalistiske aspirationer op gennem middelalderen. En mere klassisk udformning opnåede den i oplysningenstiden og idealismen karakteriseres ofte, betegnende nok som en videreførelse af oplysningsprojektet ved sin normative indgangsvinkel til international politik. Menneskesynet er i modsætning til realisternes magtbegærlige egoister, kendetegnet ved en optimistisk tro på, at en dannelse af befolkningen er tilstrækkelig til at skabe fred og frihed i verden. I stærk kontrast til realisternes skytshelgener Machiavelli og Hobbes finder vi således i idealisternes lejr tænkere som Hugo Grotius, der godt nok kronologisk er placeret før oplysningstiden, men hvis værk "De jure belli et pacis" på .lang sigt har øvet stor indflydelse på skabelsen af folkeretten, samt naturligvis Immanuel Kant med den kosmopolitiske klassiker "Zum evigen frieden". Lidt senere, men i samme ånd, finder vi de angelsaksiske liberalister og post- oplysningsteoretikere Jeremy Bentham og John Stuart Mill. Idealistiske bestræbelser har det ikke skortet på, men betragtet i sin helhed må "real-politik" dog ses som den dominerende position i et verdenshistorisk perspektiv. En nyere version af idealismen i form af "folkeforbundet" oplevede en kort opblomstring ovenpå den første verdenskrigs opvisning i ekstrem realisme. Uansvarlige politiske ledere måtte og skulle stækkes, hvis lignende katastrofer skulle undgås i fremtiden. Disse bestræbelser viste sig dog frugtesløse og ude af stand til at forhindre den anden verdenskrig. Efter krigen vendte mange sig påny mod realismen, ikke mindst på grund af den kolde krig, men sideløbende hermed oplevede man dannelsen af "De forenede nationer" med dens styrkelse af folkerets-og menneskeretskonceptet. De seneste år har således været kendetegnet ved en stadigt accelerende internationalisering på det globale plan indenfor alle områder af samfundslivet, og dette har givet idealismen fornyet vind i sejlene. Idealisternes verdensopfattelse og program adskiller sig i sagens natur radikalt fra realisternes. Idealisterne har en dynamisk opfattelse af international politik, verden udvikler sig og staternes vilkår og dermed interesser og adfærd forandrer sig til stadighed i takt med, at staterne må tilpasse sig de komplekse processer i og på tværs af staterne i det internationale samfund. Idealisterne peger især på to udviklingstendenser frem mod en mere fredelig og integreret verden. 1) I en verden præget af omfattende internationalisering bliver det stadig vanskeligere for den enkelte stat, at isolere sig fra omverdenen, dette skyldes den øgede gensidige afhængighed staterne imellem, der går under betegnelsen interdependens. Interdependensen er et produkt af den moderne økonomiske og teknologiske udvikling, som indebærer en omfattende udveksling af varer, informationer og andre transaktioner staterne imellem. Disse processer bevirker, at staterne bliver mere sensible for påvirkning udefra, dette giver på den ene side anledning til konflikter, men på lang sigt vil interdependensen skabe en fredeligere og mere sammenhængende verden og magtanvendelse bliver i stigende grad irrationel til opnåelse af nationale mål. 2) Udover den øgede interdependens er der ligeledes sket en ændring internt i staterne, hvor demokratiet som den foretrukne styreform gradvist men usvigeligt sikkert vinder frem på bekostning af alternative styreformer. Demokratiets betydning understreges ikke blot som en fordel for den enkelte, men man har ligeledes antaget at det snarere er regeringer end befolkninger der er skyld i udbruddet af krige, følgende vil demokratiske styreformer med mere folkelig deltagelse kunne lægge en dæmper på såvel interne konflikter som krige mellem stater. Man kan sige, at idealismen på den ene side rummer en kerne af kosmopolitiske visioner af mere normativ karakter angående skabelsen af en bedre verden, og på den anden side er den en teoretisk, videnskabelig position, der søger at give en forklaring på en række komplekse udviklingsprocesser i verden af i dag.

Globalisering:

Den ovenfor nævnte internationaliseringsproces er aktuelt mest kendt under betegnelsen "globalisering". Det relevante i denne sammenhæng er dels at forstå, hvad begrebet "globalisering" rummer og hvilke implikationer dette fænomen har og eventuelt får for staten som den primære organisationsform i den moderne verden, samt statens status som suveræn og autonom enhedsaktør. Anthony Giddens definerer "Globalisering" på følgende måde:

"Globalisering kan således defineres som intensiveringen af verdensomspændende sociale relationer, som forbinder fjerne lokaliteter på en sådan måde, at lokale begivenheder påvirkes af hændelser, der finder sted mange kilometer borte og vice versa."

Ovenstående citat præsenterer vel nok den korteste og mest præcise definition af, hvad globaliseringen drejer sig om, skønt dette er et alt andet end simpelt og lige ud ad landevejen fænomen. I bund og grund dækker fænomenet over en mængde komplekse processer i tid og rum, som det er svært at give en kort karakteristik af, men de kan eventuelt splittes op i nogle del- elementer. Således kan man tale om en kulturel, en økonomisk, en politisk og en juridisk dimension af globaliseringen. Det må dog indføjes, at der med globaliseringen er tale om en proces, der kun vanskeligt kan tænkes uafhængigt af en historisk kontekst. Således er det nærliggende at karakterisere globaliseringen som den massive udbredelse af vestlig kultur og vestligt tankegods, som er et resultat af begivenheder der går tilbage til det sekstende århundrede. Globaliseringen er ikke et nyt fænomen, men en proces, der har sin rod tilbage i renæssancen og som eskalerede i takt med den europæiske politiske og handelsmæssige ekspansion, den omfattende koloniasering af fremmede verdensdele og den ligeledes storstilede emmigration af europæere til nye verdener. Globaliseringen kan følgende ses som et udtryk for udbredelsen af den vestlige verden til hele verden, ingen lokalitet og ingen kultur kan længere opretholde en eksistens, upåvirket af "vestlig" indflydelse. Men processen går også den anden vej, hvilket immigrationen af mennesker fra mange egne af verden til "vesten" er et eksempel på. De "vestlige" samfund kan således heller ikke leve upåvirket af, hvad der sker i resten af verden. Globaliseringen kan også ses som en evolutionær proces, der med eskalerende hast undergraver den traditionelle westphalske model for organiseringen af det internationale samfund i enheder bestående af suveræne nationalstater. Følgende udviklingstendenser kunne underbygge denne antagelse. Globaliseringen er først og fremmest et økonomisk fænomen i form af den verdensomspændende udbredelse af markedsøkonomi, frihandel og kapitalisme. Herunder internationaliseringen af produktion, handel og finansielle transaktioner, samt opkomsten af multinationale kooperationer som bevirker, at den nationale økonomi ikke længere kan isoleres fra den internationale økonomi. Indenfor det politiske område har globaliseringen betydet etableringen af såvel internationale organisationer som FN og regionalt funderede som EU til varetagelse af den stigende transnationale aktivitet, samt håndteringen af kollektive, grænseoverskridende problemfelter, som er for omfattende til, at den enkelte stat selv kan løse dem. I forlængelse heraf er der udvidelsen af folkeretten med henholdsvis FN´s menneskerettighedserklæring og den europæiske menneskeretskonvention Den sidstnævnte er en overstatslig retlig instans, der skaber en direkte klagevej for den enkelte statsborger i konflikten mellem individ og stat. Menneskerettighedserklæringen er således et forsøg på at gøre de traditionelle borgerrettigheder til et ikke bare verdensomspændende, men endog universelt koncept. Traditionelt har folkeretten opretholdt ideen om et verdenssamfund bestående af suveræne stater som det øverste normative princip for den politiske organisering af menneskeheden. Denne idé er således gennem tiden blevet udfordret af en konkurrerende vision om et transnationalt, kosmopolitisk verdenssamfund. Der tales ofte om "den globale landsby", hvor noget så lokalt og kommunitaristisk som landsbysamfundet kædes sammen med noget så internationalt og kosmopolitisk som det globale samfund. En modsætning mellem kommunitarisme og kosmopolitisme træder her tydeligvis frem, nemlig på den ene side forestillingen om, at verden består af mennsker beboende små, lukkede og homogene samfundsenheder overfor ideen om, at verden består af et verdenssamfund af autonome individer. Det paradoksale er, at globaliseringen ikke med nødvendighed fører til realiseringen af de kosmopolitiske idealer, dette er den florerende nationalismens i vor tidsalder et ubestrideligt bevis på. Globaliseringsprocessen rummer tværtimod både integrerende elementer med et øget samkvem og samarbejde på tværs af landegrænser, hvor stater slutter sig sammen i større enheder. Såvel som fragmenterende elementer, hvor uoverensstemmelser internt i staterne, betyder at større stater nedbrydes i mindre enheder. Det er disse to modsatrettede kræfter der hver for sig truer med i større eller mindre grad, at opløse det bestående Westphalske verdensbillede.

Den suveræne stat?

Det følgende vil forme sig som en undersøgelse af fænomenet "suverænitet". Hvad vil det sige at en stat er suveræn? Suverænitet regnes ofte for hovedhjørnestenen i en stats relationer til omverdenen, men den eksterne suverænitet bør suppleres med overvejelser omkring en stats interne suverænitet. Hvilken følgevirkning har globaliseringens integrerende og fragmenterende karakter eksempelvis haft for statens eksterne og interne suverænitet? Eller for det Westphalske statscentrerede system som sådant? neo-realisten Morgenthau definerer suverænitet således:

"Sovereignty is the supreme legal authority of the nation to give and enforce the law within a certain territory and, in consequence, independence from the authority of any other nation and equality with it under international law."

Med "international law" menes, hvad der på dansk benævnes "folkeret". Traditionelt har den politiske realisme og folkeretten optrådt som modpoler i international politik, hvor folkeretten har arbejdet mod en øget retlig regulering staterne imellem. Denne modsætning skyldes en rodfæstet uenighed over graden af statslig suverænitet. Ifølge Morgenthau kan kun én stat således nyde suverænitet på et givent territorium, hvilket vil sige, at staten har monopol på udøvelsen af den overordnede lovgivende, udøvende og dømmende magt på sit eget territorium. Dette vil i praksis sige, at ingen anden stat retsmæssigt kan udøve regeringshandlinger på denne stats territorium uden dennes samtykke. Dog kan stater vælge at underlægge sig forskellige forpligtelser inden for rammerne af folkeretten. Dette vil ikke påvirke staternes suverænitet, så længe der er tale om et frivilligt samtykke fra statens side og så længe statens status som den øverste lovgivende autoritet på eget territorium ikke anfægtes. Folkeretten skal således ikke ses som en højeste juridisk myndighed, men som et bindende net af konventioner, udspændt mellem staterne. I forlængelse heraf understreges statens territoriale ukrænkelighed, altså ikke- interventionsprincippet. Morgenthau betoner statens retlige autonomi, men samtidig erkender han, at dette ikke er ensbetydende med en faktuel suverænitet i henholdsvis politiske, militære, økonomiske og teknologiske anliggender. Alf Ross ser forholdet fra den modsatte synsvinkel af Morgenthau, nemlig fra folkeretsteoretikerens. Han betragter den traditionelle anvendelse af suverænitetsbegreb som diffust og forældet og foreslår det erstattet med tre andre begreber, der repræsenterer hvert sit aspekt af suverænitetsbegrebet. 1) Selvstyret, som den oprindelige kerne i suverænitetsbegrebet, dækker det forhold, at en stat er øverste juridiske myndighed i forhold til sin befolkning. 2) Handleevnen, som er evnen til at føre selvstændig udenrigspolitik ved eksempelvis at forpligte eller berettige sig selv gennem retshandlinger. 3) Handlefrihed, som er ensbetydende med at staten ikke begrænses i sin kompetence af eksternt pålagte regler. En stat vil som oftest fuldtud opfylde de to første punkter. Hvad angår handlefriheden er den derimod begrænset i et større eller mindre omfang af folkeretlige regler og forpligtigelser. Set i lyset af globaliseringsprocessen kan Morgenthaus og Roos´ legalistiske fortolkning af suverænitetsbegrebet virke som en for stærk reducering af begrebet suverænitet. I modsætning hertil oprerer Held med en fortolkning af begrebet der fokuserer mere på den reelle politiske end den formelle juridiske suverænitet:

"The modern theory of the sovereign democratic state, liberal and radical, presupposes the idea of a community which rightly governs itself and determines its own future. this idea is chalenged fundamentally by the nature of the pattern of global interconnections and the issues that have to be confronted by a modern state. National communities by no means exclusively "programme" the actions, decisions and policies of their governments and the latter by no means simply determine what is right or appropiate for their citizens alone."

Pointen er klar nok, at ingen stat i dag udøver eksklusiv suverænitet over eget samfund. Den traditionelle retlige fortolkning af spørgsmålet om statens suverænitet er stadig af stor relevans og aktualitet omend den nødvendigvis skal ses i sammenhæng med andre aspekter af suveræniteten. Eksempelvis kan ingen stat i ret lang tid holde til at være frosset ude fra det globale marked. Ofte følges de folkeretlige principper derfor af kontante økonomiske sanktioner når en stat bryder folkeretten. Således er suverænitet ikke længere blot et retligt anliggende, men i mindst lige så høj grad et politisk, økonomisk og endog kulturelt spørgsmål. Det er det dog mest hensigtsmæssigt her at fokusere på de retlige aspekter omkring suveræniteten. Det er i denne forbindelse af afgørende betydning at skelne mellem en henholdsvis ekstern og intern suverænitet. Indtil nu er der udelukkende blevet fokuseret på den eksterne suverænitet og især på de retlige begrænsninger som folkeretten sætter for denne. Hvad angår den interne suverænitet er udviklingen gået i selvsamme retning via menneskerettighedskonceptet, der sætter visse begrænsninger for statens behandling af egne statsborgere. Et internationalt forum, som den europæiske menneskerettighedskommision og -domstol, kan altså til en vis grad gøre sig til moralsk dommer over en stats interne forhold. Eksempelvis er det spørgsmålet nøjagtig hvor langt magthaverne i en stat kan gå i krænkelsen af de grundlæggende menneskerettigheder før omverdenen reagerer, i form af vedtagelse af resolutioner, afbrydelse af diplomatiske forbindelser, oprettelse af handelssanktioner eller regulær intervention af mere eller mindre direkte karakter og af enten militær eller humanitær art. Det er især denne sidste problemstilling der har udgjort omdrejningspunktet for en debat omkring Michael Walzers klassiker "Just and Unjust Wars". Walzer tager udgangspunkt i menneske-stat analogien. En stats ret til territorial integritet og politisk suverænitet sidestilles med tanken om det enkelte menneskes grundlæggende rettigheder. Ifølge Walzer er staten dog ikke som sådan at betragte som et retssubjekt, statens rettigheder og pligter er blot det kollektive udtryk for statsborgernes rettigheder og pligter. Staten udgør ikke en autonom entitet eller mystisk enhed, men blot det organisatoriske omdrejningspunkt for den sammenslutning af individer, som udgør samfundet. Herved opnår staten måske alligevel ikke i Walzers fortolkning den samme grad af intregritet som individet. Den enkelte stats rettigheder og pligter bygger således på individernes rettigheder og pligter, samt på deres stiltiende accept af staten som organisationsform, men ikke på en egentlig kontrakt. Walzer opfatter kontraktforholdet mellem borgerne og staten som en blot og bar metafor for en fortløbende udvikling af samhørighed borgerne imellem, hvis videre eksistens staten står som garant for, først og fremmest overfor ekstern aggression. Statens beskyttelse angår således ikke kun det enkelte individ, men i mindst lige så høj grad samfundets fælles værdier. Som Walzer udtrykker det:

"The moral standing of any particular state depends upon the reality of the common life it protects and the extent to which the sacrifices required by that protection are willingly accepted and thought worthwile."

Herefter udvider Walzer menneske-stat analogien ved at påpege, at mennesket er i samfundet, som samfundet er i det internationale samfund. Der er blot den væsentlige forskel, at de menneskelige aktiviteter i samfundet reguleres af staten, mens en overordnet organisatorisk instans som staten ikke findes som regulator af forholdene de enkelte samfund imellem i det internationale samfund. Om "the domestic analogy" skriver Walzer:

"It is like domestic society in that men and woman live at peace within it (sometimes), determining the conditions of their own existence, negotiating and barganing with their neighbors. It is unlike domestic society in that every conflict threathens the structures as a whole with collapse."

Walzers synspunkter præsenter sig som en blanding af elementer fra liberalisme, kontraktteori, kommunitarisme, folkeret og som citatet ovenfor antyder fuldblods realisme. Det mest interessante i denne forbindelse er dog elementerne af kommunitarisme, realisme samt fokuseringen på ikke- interventionsprincippet ud fra et ønske om at undgå paternalisme.

"A state is self-determining even if its citizens struggle and fail to establish free institutions, but it has been deprived of self-determination if such institutions are established by an intrusive neighbor."

Ifølge Walzer er det et folks eller en nations eget ansvar at kaste tyrraniets åg af sig. Verdenssamfundet bør ikke i en paternalistisk ånd blande sig i et samfund eller en stats interne affærer:

"As with induviduals, so with sovereign states: there are things that we cannot do to them, even for their own ostensible good."

Dette stærke udtryk for realisme/kommunitarisme vakte naturligvis anstød blandt kosmopolitter og menneskerettighedsfortalere, deriblandt David Luban, som tager udgangspunkt i en kritik af F N´s to principper for selvbestemmelse. Ifølge Luban bør ikke-interventionsprincippet kun gælde overfor legitime stater, det vil sige stater som er legitime såvel i de respektive statsborgeres som i omverdenens øjne. Han er enig med Walzer i, at den enkelte stats rettigheder og pligter er udledt af statsborgernes rettigheder og pligter, men her hører enigheden også op som følgende citat indikerer:

"If the rights of states are derived from the rights of humans, and are thus in a sense one kind of human rights, it will be important to consider their possible conflicts with other human rights."

Luban hævder således, at de to principper om selvbestemmelse overfokuserer på statens rettigheder, mens de underbetoner det enkelte individs rettigheder. Herpå tager han udgangspunkt i kontraktmodellen for politisk legitimering. Statsorganisationen opnår sin legitimitet gennem en kontrakt mellem borgerne og staten, hvor de enkelte individers rettigheder overføres til staten. Følgende bygger statens rettigheder på individernes rettigheder, og statens legitimitet bygger på kontrakten med borgerne. Luban skelner mellem to forskellige kontraktmodeller, den primære er den horisontale kontrakt, som er sammenslutningen af individer i et samfund eller en nation, den sekundære er den vertikale kontrakt mellem individerne i samfundet/nationen og staten. Ifølge Luban er det således, at det ikke er det enkelte individ, der indgår en vertikal kontrakt med staten, men derimod det samlede samfund eller den samlede nation, følgende er samfundet/nationen primær i forhold til staten. Ingen samfund/nation - ingen stat. Derimod er det kun den vertikale kontrakt mellem individerne i samfundet/nationen, der kan legitimere staten. De to kontrakter skal for enhver pris holdes ude fra hinanden, så der ikke opstår en falsk identifikation mellem samfundet og staten. Pointen med denne skarpe distinktion mellem samfund og stat er, at en stat kun er legitim hvis der er indgået en vertikal kontrakt. Nægter betydelige dele af samfundet at indgå eller opretholde denne kontrakt, mister staten sin legitimitet. I Walzers model eksisterer kun den horisontale kontrakt, og derfra kan kun udledes et samfund eller en nations rettigheder - ikke en stats. Det er i øvrigt denne tilbøjelighed til at identificere samfundet eller nationen med staten hos Walzer, der kendetegner ham som kommunitarist. Et kontraktbrud rummer flere problemerstillinger, for det første er der den eksakte natur af den vertikale kontrakt Som ekspliciteret i et tidligere afsnit kan denne kontrakt have tre niveauer: 1) statens institutioner. 2) statens styreform 3) Statens magthavere. Normalt vil det være de to sidste punkter som volder problemer for, hvorvidt en stat nyder udbredt legitimitet i egen befolkning eller i det internationale samfund som sådant. Der er dog også forholdet omkring hvor stor en del af samfundet, og hvilke dele der udtrykker mistillid til staten og eventuelt forsøger at ophæve den vertikale kontrakt og nøjagtig hvor illigitim en stat skal forekomme i befolkningens eller omverdenens øjne før dele af samfundet griber til oprør mod staten, eller det internationale samfund med berettigelse intervenerer i statens interne affærer.

Det er dog ikke kun et anspændt forhold mellem magthavere og befolkning der kan blive konfliktudløsende, i nær sammenhæng hermed må ses eventuelle konflikter samfundsgrupper imellem. Alle samfund rummer befolkningselementer med divergerende interesser, eksempelvis klasser eller nationale/etniske grupper, der kan give grobund for en splittelse i den horisontale kontrakt. Ydermere vil det ofte være sådan at en bestemt gruppe er den dominerende og denne gruppe vil ofte kontrollere magten i samfundet og statsapparatet. I denne forbindelse presser spørgsmålet omkring statens neutralitet sig uvilkårligt på. Ud fra en liberal fortolkning som Lubans vil staten altid behandle alle statsborgere ens, uanset forskel i kulturel, etnisk etc. baggrund. Ud fra en kommunitaristisk tolkning som Walzers er staten et produkt af samfundet/nationen og således vil den uvilkårligt favorisere den dominerende befolkningsgruppe. Følgende kan det være vanskeligt altid at skille den horisontale fra den vertikale kontrakt, idet visse befolkningsgrupper eventuelt udelukkes fra fuld deltagelse i den horisontale kontrakt, eller i samfundet/nationen. Dette kan, alt efter om man fortolker statens rolle liberalistisk eller kommunitaristisk, få ingen eller stor følgevirkning for udsatte befolkningsgruppers mulighed for indgåelse af en vertikal kontrakt med staten.

Vore dages multietniske og multikulturelle stater rummer i større eller mindre grad minoriteter, som i større eller mindre grad skiller sig ud fra majoriteten. Disse minoriteter ønsker i større eller mindre grad at bevare deres kulturspecifikke egenart mens majoriteten, eventuelt med aktiv støtte fra staten, i større eller mindre grad ønsker at minoriteten bliver integreret i samfundet. Dette er en kompleks problemstilling. Eksempelvis bør man skelne mellem henholdsvis nationale minoriteter og immigrations-minoriteter. Den første gruppe tenderer mod at ville kræve mere radikale gruppespecifikke rettigheder end den anden gruppe, fordi den som regel udgør en større og mere distinkt gruppe. For ydeligere at komplicere problemstillingen er det ikke nødvendigvis majoriteten i en stat der har magten og minoriteten der er udsat, det kunne ligeså vel forholde sig omvendt. Det forhold at en majoritet regeres mod sin vilje af en minoritet af anden etnisk eller national oprindelse er forekommende. Problemet drejer sig således ikke kun om at en talmæssig overlegen gruppe kulturelt dominerer en talmæssig underlegen, men nok så meget om at det ofte, omend ikke altid, er majoriteten der sidder på den økonomiske og politiske magt i samfundet og indenfor statsapparatet. I det følgende er det dog mest hensigtsmæssigt at anvende begreberne minoritet og majoritet, idet det som oftest er majoriteten der er den dominerende befolkningsgruppe og minoriteten der er den udsatte. Udfaldet på en eventuel konflikt mellem en minoritet og en majoritet kan i aller værste fald resultere i deportation af eller folkedrab på minoriteten. Den mest sandsynlige udgang på konflikten ligger dog indenfor grænserne af en mere eller mindre assimilation til en mere eller mindre segregation af minoriteten. Enten vælger minoriteten selv, eller den bliver tvunget til fuldstændig at underordne sig majoriteten og leve på dennes præmisser. Eller minoriteten vælger enten via folkeafstemning eller borgerkrig at løsriver sig fra staten og eventuelt danne egen stat. Imellem disse to ekstremer forefindes naturligvis varierende grader af fredelig sameksistens i form af henholdsvis integration af minoriteten i majoritetskulturen og oprettelsen af diverse gruppespecifikke rettigheder til beskyttelse af denne gruppe.

Problematikken omkring afvejningen af varierende grader af gruppespecifikke rettigheder kontra decideret løsrivelse præsenterer sig som et sandt dilemma for såvel den udsatte gruppe som for den implicerede stat og verdenssamfundet som sådant. På den ene side vil en større eller mindre grad af gruppespecifikke rettigheder, betyde at den respektive stat i større eller mindre grad vil miste intern suverænitet og altså ikke længere være suveræn herre i eget hus, på verdensplan vil det betyde at det weatphalske verdensbillede ikke blot trues med opløsning gennem ekstern påvirkning af den suveræne stat men ligeledes gennem intern påvirkning. På den anden side vil løsrivelse, hvis det vel at mærke sker i større omfang, udøve en disintegrerende og fragmenterende effekt ikke blot på den enkelte stat, men på hele verdenssamfundet, der vil blive splittet op i talrige ministater. Denne udvikling vil derimod ikke kunne true det traditionelle westphalske verdensbillede, idet dette blot vil betyde en relativ forøgelse af antallet af suveræne stater. Der kan ligge flere og varierende motiver bag en befolkningsgruppes ønske om løsrivelse fra en stat. 1) Befolkningsgruppen bebor et territorium som engang i historiens løb via annektering eller kolonisering er blevet inkorporeret i en fremmed stat. 2) Befolkningsgruppen ønsker at løsrive sig for at beskytte sig imod statens undertrykkelse og forfølgelse. 3) Befolkningsgruppen bliver udsat for en stærkt diskriminerende redistribuering af samfundets kollektive goder. 4) Befolkningsgruppen påberåber sig "det normative nationalistiske princip" der fastslår at ethvert folk er berettiget til at besidde egen stat på eget territorium. Dette sidste punkt danner således grundlag for folkerettens princip om et "folks" selvbestemmelsesret. dette princip rummer dog flere ganske seriøse problemer, som Gellner formulerer det:

"There is a very large number of potential nations on earth. Our planet also contains room for a certain number of independent or autonomous political units. On any reasonable calculation, the former number ( of potential nations ) is probably much, much larger than that of possible viable states. If this argument or calculation is correct, not all nationalisms can be satisfied, at any rate at the same time. The satisfaction of some spells the frustation of others. This argument is further and immeasurably strengthened by the fact that very many of the potential nations of this world live, or until recently have lived, not in compact territorial units but intermixed with each other in complex patterns. It follows that a territorial political unit can only become ethnically homogeneus, in such cases, if it either kills, or expels, or assimilates all non-nationals. Their unwillingness to suffer such fates may make the peaceful implementation of the nationalist principle difficult."

Gellner påpeger her forhold der gør "selvstyreprincippet" dybt problematisk i vore dages multukulturelle stater. Men for at tage en ting ad gangen er det hensigtsmæssigt først at se nærmere på selve princippet, som det foreligger indenfor folkeretten. FN´s to menneskerettighedskonventioner indledes med en bestemmelse om, at alle folk har ret til selvstyre. Der er to aspekter af denne bestemmelse. 1) Et folk har inden for et givent territorium ret til at organisere sig som stat. 2) Når folket er organiseret som stat, må det ikke begrænses i sit frie valg af styreform i form af intervention fra andre staters side. Disse bestemmelser rummer som sagt op til flere problemstillinger. 1) først og fremmest kriteriet for hvilke karakteristika en befolkningsgruppe skal opfylde for at udgøre et "folk" i folkeretlig forstand og i hvilke tilfælde befolkningsgruppen blot vil være at betragte som én blandt andre befolkningsgrupper i en given stat. Et oplagt kriterium for hvad der kendetegner et "folk" er, at det må udgøre en distinkt etnisk gruppe med en fælles kulturel, historisk og sproglig identitet. I et multietnisk eller multikulturelt samfund kan det dog volde visse problemer at skulle udskille den ene befolkningsgruppe fra den anden. 2) Et andet kriterium der kan volde problemer er at befolkningsgruppen bør være af en vis størrelse, der findes således eksempler på, at "folk" med under 100.000 medlemmer er blevet anerkendt som stater, et befolkningsgrundlag der gør det svært at fungere effektivt som stat. 3) Et tredje problem er kravet om, at "folket" for at kunne oprette en stat må besidde et territorium. Dette krav vil udelukke statsløse befolkningsgrupper fra at kunne nyde anerkendelse som værende organiseret i en stat og henvise dem til rollen som minoritet indenfor en eller flere stater. Det kan i dette tilfælde dreje sig om en etnisk og kulturelt distinkt befolkningsgruppe på millioner af individer. 4) Et fjerde problem består i det lidet sandsynlige i at "folket" vil udgøre en 100% homogen gruppe efter løsrivelsen. Der er således en vis risiko for at den nye stat ligeledes vil komme til at rumme minoriteter i et eller andet omfang. Dette er især et problem i forbindelse med fastsættelsen af den nye stats territorium, idet en befolkningsgruppe der ikke tilhører det "folk" der ønsker løsrivelse, men bebor det territorium der er afsat til den nye stat, eventuelt står overfor valget mellem deportation eller rollen som minoritet i den nye stat. 5) Et femte problem angår folkets ret til frie valg af styreform og den efterfølgende anerkendelse i omverdenen af denne. Det er ikke på forhånd givet, at et folk er historisk og kulturelt disponeret til at ville foretrække en bestemt styreform, eksempelvis repræsentativt demokrati, der er i grunden intet i vejen for, at folket foretrækker at lade sig regere af et ikke-demokratiske regime. Der er noget paradoksalt i dette, idet et oplyst folk med evnen til, at træffe frie valg med stor sandsynlighed ville vælge demokratiet som styreform. Et diktatur ville derimod typisk opstå i det tilfælde, hvor befolkningen er mindre oplyst, eller begrænses i sit frie valg af styreform af traditionsbundne magtstrukturer allerede indlejret i samfundet, eller nyligt opstået som resultat af statsdannelsen. Der forudsættes således allerede en demokratisk samfundsmodel når det i menneskerettighedeskonventionen anføres, at "folket" frit kan vælge styreform. Men det er ikke nødvendigvis givet på forhånd, at den nye stat er organiseret indenfor et samfund med en demokratisk tradition. Betingelserne for anerkendelse af nye stater er således et af de mest omstridte områder indenfor folkeretten. Dette er på ingen måde overraskende, da politiske overvejelser omkring den nye stats samfundsmodel eller omstændighederne for dennes oprettelse ofte vil influere på omverdenens overvejelser over hvorvidt betingelserne for anerkendelse er opfyldt. Det bør dog understreges, at en ny stat betragtes som et folkeretligt pligt- og rettighedssubjekt, uanset en eventuel anerkendelse fra omverdenen, der alene har diplomatiske følgevirkninger.

En befolkningsgruppes løsrivelse fra en stat er således en yderst kompliceret affære, der rummer talrige problemer. I langt de fleste tilfælde vil en eller anden form for gruppespecifikke rettigheder for talmæssigt omfattende og etnisk/kulturelt distinkte befolkningsgrupper nok være at foretrække for alle implicerede parter. Ligesom der i FN´s konventioner er indeholdt principper om selvstyre rummer disse konventioner tilsvarende bestemmelser omkring mindretalsbeskyttelsesrettigheder indenfor staten. Sideløbende med bestræbelserne på at beskytte den enkelte borger mod overgreb har det således været et mål at opnå beskyttelse for hele grupper af udsatte minoriteter indenfor en stat. Som det hedder i konventionen.

"I de stater hvor der findes etniske, religiøse eller sproglige mindretal. må personer, der tilhører sådanne mindretal, ikke forholdes retten til i fællesskab med de øvrige medlemmer af deres egen gruppe at leve deres eget kulturliv, at bekende sig til og udøve deres egen religion eller at benytte deres eget sprog."

De basale individuelt orienterede borgerrettigheder er vigtige, men de er altså ikke tilstrækkelige. Gruppe-specifikke rettigheder er nødvendige såfremt man værdsætter den fortsatte beståen af national, etnisk og kulturel diversitet. Gruppespecifikke rettigheder er variable i såvel bredden som dybden, hvilket vil sige at de kan dække flere eller færre områder og at de kan dække disse områder med større eller mindre grundighed. De gruppespecifikke rettigheder falder i to kategorier. Selvstyrerettigheder og Polyetniske rettigheder.

1) Selvstyrerettigheder er i og for sig blevet grundigt behandlet ovenfor, men kun i forbindelse med den mest ekstreme form for autonomi en befolkningsgruppe kan opnå i form af løsrivelse. Der findes andre og mere moderate løsninger på selvstyreproblemet, en oplagt løsning ville således bestå i eller anden form for føderal organisation. På en måde er den føderale struktur nationalstatens diametrale modsætning. Føderationen forsøger at danne basis for politisk enhed mellem befolkningsgrupper med forskellig etnisk eller kulturel identitet ved at skabe en lagdelt struktur med omfattende regional autonomi. Nationalstaten derimod tenderer ofte mod at favorisere den etnisk og kulturelt dominerende befolkningsgruppe, der oftest udgør majoriteten i samfundet. Som sagt er føderalismen en lagdelt struktur med en central regering og et til flere lag af lokale selvstyreråd, pointen er så at lokale selvstyreråd tager sig af lokale forhold og den centrale regering tager sig af mere overordnede sager af kollektiv relevans for hele samfundet eksempelvis udenrigspolitik og diplomatiske relationer til andre stater. Der er tre interessante forhold i denne forbindelse. 1) Ét forhold er at de enkelte minoriteter nødvendigvis må være knyttet til lokale landområder eller territorier, hvis minoriteterne derimod er spredt ud i samfundet kan det være vanskeligt at oprette lokale selvstyreråd. 2) Et andet forhold er at lokalstyret vil skabe et ekstra led i den vertikale kontrakt mellem borgerne og staten i og med at borgerne eksempelvis ikke blot skal stemme ved valg til den centrale regering men ligeledes til det lokale råd. 3) Et tredje forhold i denne forbindelse er naturligvis afvejningen af den eksakte magtfordeling mellem centralmagt og lokalmagt.

2) Polyetniske rettigheder er en endu mere moderat form for gruppespecifikke rettigheder, idet de ikke så meget sigter på at give minoriteter en eller anden grad af selvstyre, istedet søger de at lette integrationen af minoriteten i majoritetskulturen og -samfundet. De polyetniske rettigheder er nok mere af relevans for immigrations- minoriteter, end de er for nationale mindretal. Med de polyetniske rettigheder bliver de traditionelle borgerrettigheder suppleret med rettigheder til fordel for enkelte minoriteter i samfundet, for at bløde op for de ulemper de uvilkårligt vil blive udsat for konfronteret med majoritetskulturen. Herunder optræder måske mest prominent ideen om positiv særbehandling af minoriteter, især ved ansættelse indenfor statens institutioner. De gruppespecifikke rettigheder har givet anledning til en vis polemik over hvorvidt de overhovedet er et nødvendigt supplement til de individuelle rettigheder. Denne problematik lægger sig tæt op ad uenigheden mellem liberalister og kommunitarister angående statens neutralitet. Såfremt statens institutioner er neutrale vil de dele sol og vind lige mellem alle statsborgere, er de derimod ikke neutrale vil de med mere eller mindre overlæg favorisere den majoritetskultur ud ad hvilken staten er vokset. Hele problemfeltet omkring gruppespecifikke rettigheder kontra individuelle rettigheder samt integrationen af minoriteter er blevet taget under grundig behandling af jürgen Habermas. Skønt Habermas udvikler en længere kæde af argumenter, vil der her blive fokuseret på en enkelt væsentlig pointe omkring assimilation af immigranter. Habermas pointe fremgår af følgende citat:

"At the abstract level of philosophical consideration we can distinguish two stages of assimilation:

(a) The first agreement to principles of the constitution within the scope of interprentation laid down by the citizens´ ethico-political self- understanding and the country´s political culture. In other words, this means assimilation to the way in wich citizens´ autonomy has been institutionalized in the recipient society and the "public use of reason" (Rawls) is practiced there.

(b) The next stage is a willingness to become acculturated, i.e. not only to conform externally, but to become familiar with, and adapt to the way of life, the practices and customs of the local culture; this means a form of assimilation wich penetrates to the level of a sub-political cultural integration and thus touches more profoundly on the collective identity of the immigrants´ native culture than is the case with the kind of political socialization called for under (a)."

Habermas ser assimilationen af immigranter som opdelt i to faser. I den første fase assimileres immigranterne i samfundets officielle politiske kultur gennem opnåelse af statsborgerskab med medfølgende rettigheder og pligter. Herved indgår immigranterne den vertikale kontrakt mellem samfund og stat uden endnu at have indgået den horisontale kontrakt som består i en assimilation i samfundet eller nationen. Immigranterne har følgende nok opnået statsborgerskab, men de er ikke fuldgyldige medlemmer af nationen, ejheller vil de givetvis deltage i samfundslivet på lige fod med medlemmerne af majoritetskulturen. I den næste fase, der sagtens kan forløbe over en tidshorisont på op til flere generationer, vil immigranterne gradvist blive assimileret i majoritetskulturen indenfor samfundet eller nationen.

Der er forskel på at være statsborger i en stat og ikke at være det. De fleste liberale demokratiske stater værner om egne borgere og giver dem en udstrakt grad af privilegier som ikke kommer resten af jordens befolkning til gode. Foruden de universelt gældende menneskerettigheder, findes der altså en række rettigheder der kun gælder for en specifik gruppe mennesker nemlig statsborgere i en given stat. Det mest interessante aspekt af dette er vel nok det selvmodsigende i på den ene side at plædere for lige ret for alle mennesker, men på den anden side at forsvare gruppespecifikke rettigheder i form af specielle rettigheder for statsborgere. Det er nemlig ikke ensbetydende med lige ret for alle, at behandle folk forskelligt alt efter deres gruppetilhørsforhold. I den forbindelse er det interessant at foretage en analogi mellem statsborgere i en stat overfor resten af jordens befolkning der ikke er statsborgere i denne specifikke stat og minoriteter i en stat overfor resten af statens borgere der ikke er medlemmer af denne specifikke minoritet. Derved når man frem til at kunne sidestille rettigheder for statsborgere med gruppespecifikke rettigheder.

"Liberal theorists invariably limit citizenship to the members of a particular group, rather than all persons who desires it. The most plausible reason for this -namely, to recognize and protect our membership in distinct cultures - is also a reason for allowing group- differentiated citizenship within a state."

Det vil sige at såfremt man accepterer gruppespecifikke rettigheder i form af statsborgerskab må man også acceptere det i form af gruppespecifikke rettigheder for minoriteter indenfor staten. Ligesom statsborgere nyder specielle privilegier bør minoriteter altså også nyde positiv særbehandling. Går man derimod ikke ind for nogen form for gruppespecifikke rettigheder må man følgende gå ind for åbne grænser staterne imellem eller måske en eller anden form for verdensstat.

Kosmopolitiske visioner:

Omdrejningspunktet for det sidste afsnit vil være de mere normative og utopiske visioner som kommer til udtryk indenfor tænkningen omkring internationale relationer. Det er følgende det helt store spørgsmål, ikke blot hvordan man bedst indretter et enkelt samfund men derimod, hvordan man bedst indretter det internationale samfund. To konkurrerende teoridannelser er allerede blevet præsenteret i form af den realistiske position der tager udgangspunkt i det Westphalske verdensbillede centreret omkring et anarkisk internationalt system bestående eksklusivt af suveræne nationalstater. Realismen blev stillet op overfor idealismen eller kosmopolitismen, der på den ene side accepterer at det internationale system primært består af stater, men som betvivlede staternes reelle suverænitet, primært ud fra fænomenet interdependens der er ensbetydende med, at det er umuligt for den enkelte stat fuldstændigt at isolere sig fra omverdenen. I tæt sammenhæng med den idealistiske position kommer man ligeledes ikke uden om at medtænke den rent faktisk forekommende globaliseringsproces. Ligesom globaliseringen i visse tilfælde kan true en stats interne suverænitet er den eksterne suverænitet på visse områder også sat under pres. Dette pres forplanter sig helt ind i statens interne strukturer og berører den enkelte borger. Det at være statsborger i en stat er ensbetydende med at man besidder visse rettigheder og pligter, herunder deltagelse i den politiske proces og dermed en vis indflydelse på udformningen af samfundet og derigennem ens egen tilværelse. Men skønt ens egen politiske ageren kan synes ubetydelig har den dog i en eller anden grad indflydelse på samfundet som sådant, udviklingen i ens eget samfund har igen en vis indflydelse på andre samfund i ens egen region og i resten af verden, omvendt har andre samfunds politiske dispositioner en vis indflydelse på ens eget samfund og dermed ens eget liv. Dertil kommer den indflydelse som overnationale organisationer i større eller mindre grad kan udøve overfor ens stat, ens samfund og en selv. Det nytter altså ikke noget at man indgår en kontrakt med sin egen stat og så tror at den hellige grav er velforvaret, det er den ikke! Rundt omkring i verden tages der beslutninger af såvel økonomisk som politisk karakter som kan vise sig at have stor betydning for ens egen tilværelse uden at man selv eller ens stat for den sags skyld har den ringeste demokratiske kontrol dermed. Globaliseringen rummer det væsentlige paradoks at processen virker underminerende for demokratiet, samtidig med at den bevirker den stadige udbredelse af demokratiet som den mest prominente styreform for verdens stater. Dette sidste forhold er blevet taget under behandling af Francis Fukuyama i "The end of History and the Last Man.", hvor han blandt andet skriver:

"The succes of democracy in a wide varity of places and among many different peoples would suggest that the principles of liberty and equality on which they are based are not accidents or the results of ethnocentric prejudice, but are in fact discoveries about the nature of man as man, whose truth does not diminish but grows more evident as one´s point of view becomes more cosmopolitan."

Den demokratiske styreform er altså den mest naturlige for mennesket et udtryk for menneskets natur på tværs af kulturelle, etniske eller nationale skel. De "vestlige" liberale principper for hvordan man på bedst mulig måde indretter en stat er efterhånden i takt med globaliseringen ved at opnå verdensomspændende udbredelse. Først og fremmest er de klassiske borgerrettigheder blevet gjort universelt gyldige i form af menneskerettigheder, derudover er den demokratiske styreform blevet en noget nær global succeshistorie. Det eneste der mangler er dannelsen af en form for verdensstat i bedste liberal, demokratisk og kosmopolitisk ånd. Dette er på ingen måde en ny ide allerede den ærværdige Immanuel Kant gjorde den til genstand for overvejelse i slutningen af det attende århundrede i den kosmopolitiske klassiker "Til den evige fred" Hvad der først og fremmest ligger Kant på sinde er, som det fremgår af titlen opnåelsen af en varig verdensfred:

"Fra fornuftens synsvinkel er der kun én måde, hvorpå staterne, i deres indbyrdes forhold , kan forlade den lovløse tilstand, hvor krigen er så almindelig. Staten må ligesom mennesket give afkald på sin vilde og lovløse frihed, underkaste sig offentlige tvangslove, og således danne en stadigt voksende folkestat (civitas gentium), der i sidste ende ville omfatte alle jordens folk."

Kant afviser dog ideen om en verdensstat ud fra den betragtning at mens der i en stat er henholdsvis ét folk og én suveræn ville en verdensstat være kendetegnet ved ikke at kunne reduceres til blot at rumme ét folk, den ville tværtimod rumme mange folk. Man kan altså sige, at Kant her til en vis grad forsvarer det Westphalske verdensbillede opbygget omkring suveræne stater. Derimod fremsætter Kant en alternativ løsning nemlig dannelsen af en verdensomspændende føderation:

"I stedet for den positive idé om en verdensrepublik kan, om ikke alt skal være tabt, kun det stadigt voksende forbund som et negativt surrogat, afværge krigen, dæmpe fjendskabet og vældet af retsstridige tilbøjeligheder."

Ideen om en føderation er spændende, den vil kunne finde anvendelse såvel indenfor en stat med lokalt funderede mindretal, som indenfor en region omfattende flere stater og muligvis endog på globalt plan som rammen om en sammenslutning af regioner. I forbindelse med Føderationen som organisationsform er det ikke blevet ved visionen. Den føderale struktur har spillet en vis rolle som politisk organisation gennem tiden, som oftest har det været i forbindelse med nogle staters ønske om et mere effektivt kollektivt forsvar mod en ekstern aggressor. Føderalismen har elementer tilfælles med realismen samtidig med, at den især har haft betydning som værditeori, derfor kan den betragtes som en form for "utopisk realisme". Teorien søger at bevare nationale og lokale særpræg samtidig med, at der skabes en supranational enhed. Føderalismen er primært regionalt funderet. Det er således oftest målet, at en gruppe geografisk og kulturelt nærtstående stater slutter sig sammen under fælles institutioner samtidig med, at de bibeholder deres autonome status. Den mest hensigtsmæssige måde at opbygge en føderation på er ved at nedsætte en repræsentativt sammensat, forfatningsgivende forsamling, denne forsamling udarbejder en forfatning, som efterfølgende skal vedtages af befolkningerne i enkeltstaterne. Føderalisme antages at være den bedste metode til realiseringen af politisk integration, fordi fælles institutioner ofte vil være mere effektive end enkeltstående. Heraf følger, at fælles institutioner vil fremme en følelse af fællesskab. Samtidig styrers føderalismen af et ideal om en lagdelt struktur lokalt, nationalt og føderalt Derved rummer føderalismen også et disintegrerende element, idet staten tænkes opsplittet i mindre lokale enheder. Magten fordeles derefter mellem de tre niveauer, alt efter hvor det enkelte kompetenceområde mest hensigtsmæssigt placeres. Den her udlagte føderationsstruktur forklarer altså hvordan en føderation vil forme sig på lokalt, nationalt og regionalt plan, en udvidelse med et globalt plan vil blot betyde at strukturen bliver i fire lag istedet for i tre, ellers er principperne de samme.

David Held fremsætter i sin bog "Models of Democracy" nogle ideer til organiseringen af verdenssamfundet, der minder om en føderal struktur, skønt han ikke eksplicit opererer dermed. Helds motiv er først og fremmest at søge at nå frem til hvordan demokratiet kan sikres i en globaliseret verden. Stadig flere problemer bliver af grænseoverskridende karakter og kan altså ikke længere løses af den enkelte nationalstat alene, derfor er det nødvendigt med oprettelsen af regionelt og globalt funderede internationale organisationer, til varetagelsen af disse grænseoverskridende problemefelter. Det er af yderste vigtighed at disse organisationer på linie med nationalstaterne bliver gjort til genstand for demokratisk kontrol. Derudover bør der inføres flere folkeafstemninger, der går på tværs af landegrænserne, i sager af grænseoverskridende karakter. Endelig bør internationale retslige standarder direkte inkorporeres i de enkelte staters nationale lovgivning og statsforfatning, ligeledes bør de internationale retsinstanser styrkes så enkeltindivider og grupper på effektiv vis kan sagsøge politiske autoriteter. Den traditionelle kontrakt mellem individerne i samfundet og staten skal følgende udvides til også at omfatte en kontrakt mellem henholdsvis borgerne og staten overfor en regionel organisation. Samt mellem borgerne, staten og en regional organisation overfor en global organisation. Alt i alt et tungt bureaukratisk system med evindelige stridigheder om hvem der i hvilke forhold besidder hvilken kompetence.

Afslutning:

Det traditionelle verdensbillede går ud på følgende. Det enkelte menneske lever i et samfund, er medlem af en nation og har indgået en demokratisk kontrakt med en stat, der fungerer som den institutionelle ramme for vedkommendes tilværelse, samt for samfundets og nationens eksterne relationer til andre stater. - Det nye verdensbillede ser således ud. Det enkelte menneske er medlem af en kulturel/etnisk gruppe, det lever i et samfund, har indgået en demokratisk kontrakt med en stat, med en regional organisation og eventuelt med en global organisation der alle på forskellige områder udgør den institutionelle ramme for vedkommendes tilværelse.

Litteraturliste:

Beitz, Charles R.: "Political Theory and International Relations". Princeton University, Press. 1979.

Branner, Hans.: "Det ny Europa". Columbus. 1996.

Buchanan, Allen.: "Secession and Nationalism" I "A Companion to Contemporary Political Philosophy". Ed. R. E. Goodin & P. Pettit. Blackwell. 1995.

Dunleavy, Patrick.: "The state". I "A Companion to Contemporary Political Philosophy". Ed. R. E. Goodin & P. Pettit. Blackwell. 1995.

Fukuyama, Francis.: "The End of History and the Last Man". Penguin Books. 1992.

Gellner, Ernest.: "Nations and Nationalism". Blackwell. 1994.

Giddens, Anthony.: "Sociology" 2.ed. Polity Press. 1994.

Giddens, Anthony.: "Modernitetens konsekvenser". Hans Reitzels Forlag. 1994.

Gulmann, C; Bernhard, J & Lehmann, T.: "Folkeret". Jurist- og Økonomforbundets Forlag. 1989.

Gutmann, Amy.: "Democracy" I "A Companion to Contemporary Political Philosophy". Ed. R. E. Goodin & P. Pettit. Blackwell. 1995.

Habermas, Jürgen.: "Struggles for Recognition in Constitutional States" I "European Journal of Philosophy". Blackwell. 1993.

Hampton, Jean.: "Contract and Consent". I "A Companion to Contemporary Political Philosophy". Blackwell. 1995.

Held, David.: "Models of Democracy". 2. ed. Polity Press. 1996.

Held, David.: "Democracy from City-states to a Cosmopolitan Order". I "Contemporary Political Philosophy - An Anthology". Blackwell. 1997.

Hobbes, Thomas.: "Leviathan" Penguin Classics. 1985.

Kant, Immanuel.: "Til den evige fred". 3.udg. Gyldendal. 1995.

Kymlicka, Will.: "Community". I "A companion to Contemporary Political Philosophy". Ed. R. E. Goodin & P. Pettit. Blackwell. 1995.

Kymlicka, Will.: "Justice and Minority Rights". I "Contemporary Political Philosophy". Ed. R. E. Goodin & P. Pettit. Blackwel. 1997.

Luban, David.: "Just war and Human Rights". I "International Ethics". Ed. C. R. Beitz, M. Cohen, T, Scanlon & A. J. Simmons.

Riker, William. H.: "Federalism" I "A Companion to Contemporary Political Philosophy", Ed. R. E. Goodin & P. Pettit. Blackwell. 1995.

Ross, Alf.: "Lærebog i Folkeret". 6 udg. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck. 1984.

Schwarzmantel, John.: "The State in Contemporary Society". Harvester Wheatsheaf. 1994.

Vincent, Andrew.: "Modern Political Ideologies". 2. ed. Blackwell. 1995.

Walzer, Michael.: "The Rights of Political Communities". I "International Ethics". Ed. C. H. Beitz, M. Cohen, T. Scanlon & J. Simmons.

Wæver, Ole.: "Introduktion til Studiet af International Politik". Forlaget Politiske Studier.