Indledning:

Den følgende opgave har titlen: "En fremstilling af Kants erkendelsesteori i grundrids". Det betyder at opgaven ikke prætenderer at være andet end en fremstilling. Kritik af Kants filosofi vil derfor ikke være at forefinde. Det skyldes ikke at Kant filosofi er hævet over enhver tvivl. Men en kort fremstilling kan næsten ikke give anledning til andet end overfladisk kritik, hvilket er værre end ingen kritik.

Det siger sig selv at enhver fremstilling samtidig er en tolkning. Ikke desto mindre er det ikke målet med denne opgave, at levere et bidrag til diskussionen om hvordan Kant skal tolkes. Det ville kræve lange og tekniske detailanalyser. Frem for sådanne vil opgaven fokusere på en af Kants overordnede problemstillingen: Hvordan sikres erkendelsens gyldighed. Herved bliver det muligt at danne sig et indtryk af en filosofi der har haft så stor betydning.

Opgaven falder i tre dele foruden en opsummering. Første del har til formål at berede vejen for en nærmere gennemgang af erkendelsens grundelementer som findes i del to og tre. Del et vil dels fremstille optakten til og motivationen bag Kants kritiske projekt, dels gennemgå en række begreber der er nødvendige for forståelsen af resten af opgaven.

Anden del vil fremstille anskuelsesformerne, rum og tid, og deres betydning for erkendelsen. Tredje del vil gennemgå dele af den transcendentale deduktion og vise hvordan erkendelsen er underlagt en række epistemiske betingelser. Endelig vil fjerde del opsummere, og hvormed skulle spørgsmålet "hvordan sikres erkendelsens mulighed" gerne være besvaret.

1. Indledende bemærkninger:

1.1 Optakten til Kants kritiske projekt:

Immanuel Kants (1724-1804) filosofiske udvikling inddeles gerne i tre perioder. Den første, kaldet den før-kritiske periode, strakte sig fra hans første publikation i 1747 ("Gedanken von der wahren Schätzung der lebendigen Kräfte"), til 1770 hvor han publicerede sin latinske doktorafhandling ("De mundi sensibilis atque intelligibilis forma et principiis"). Herefter fulgte en periode fra 1771-1781, hvor Kant kun publicerede få og små skrifter. Det var i denne periode Kritik der reinen Vernunft blev udtænkt. Efter 1781 træder Kant ind i sin kritiske fase, der begynder med udgivelsen af Kritik der reinen Vernunft.¹ Det er sidstnævnte værk, denne opgave vil beskæftige sig med.²

En indledende forståelse af Kants projekt i Kritik der reinen Vernunft, kan man få ved at overveje værkets titel. Ved kritik forstår Kant en kritisk undersøgelse. Det der skal underkastes en kritisk undersøgelse er fornuften. Men det er ikke bare fornuften der skal undersøges kritisk. Det er den rene fornuft Den rene fornuft er fornuft uden empirisk indhold. En undersøgelse af den rene fornuft, er derfor en undersøgelse af hvordan fornuften fungerer, og hvad fornuften formår så at sige på egen hånd, uafhængig af sanseerfaringen. Det er altså den rene fornuft der undergår en kritisk undersøgelse for at klarlægge erkendelsens ydeevne. Det er imidlertid fornuften selv, der udfører denne undersøgelse, så man kunne måske sige, at fornuften fører en retsag mod sig selv

I første udgave af Kritik der reinen vernunft bestemmer Kant sit projekt således:

„Ich verstehe aber hierunter [kritik af den rene fornuft – JB] nicht eine Kritik der Bücher und Systeme, sondern die des Vernunftvermögen überhaupt, in Ansehung aller Erkenntnisse, zu denen sie, unabhängig von aller Erfahrung, streben mag, mithin die Entscheidung der Möglichkeit oder Unmöglichkeit einer Metaphysik überhaupt und die Bestimmung so wohl der Quellen, als des Umfangs und der Grenzen derselben, alles aber aus Prinzipien.“³

Ud fra dette citat, kan Kants projekt siges at være en undersøgelse af erkendelsens mulighed. (En sådan bestemmelse kan opdeles i tre dele. En undersøgelse af erkendelsens: 1) kilder. 2) omfang. 3) grænser.) En sådan undersøgelse er samtidig en undersøgelse af metafysikkens mulighed. Hertil må føjes et, for Kant nok så væsentligt, punkt: 4) hvorledes begrundes erkendelsens gyldighed. En undersøgelse af punkt 1-3, vil samtidig være en undersøgelse af punkt fire. Projektet er altså : hvad formår fornuften i erkendemæssig henseendede, uafhængig af sanseerfaring, og i forbindelse af sanseerfaringen.

Hvorfor fandt Kant det nødvendigt at underkaste fornuften en kritisk undersøgelse? Svaret finder vi i indledningens første afsnit:

„Die menschliche Vernunft hat das besondere Schicksal in einer Gattung ihrer Erkenntnisse: daß sie durch Fragen belästigt wird, die sie nicht abwiesen kann, denn sie sind ihr durch die Natur der Vernunft selbst aufgegeben, die sie aber auch nicht beantworten kann, denn sie übersteigen alles vermögen der menschlichen Vernunft.“⁴

Den menneskelige fornuft udkaster altså spørgsmål som den hverken kan besvare eller afvise. Eksempler på sådanne spørgsmål er sjælens udødelighed, universets udstrækning (er det endeligt eller uendeligt) m.m. Hvad værre er, så har filosoffer gennem tiden troet, at de kunne løse disse problemer vha. fornuften. Det har givet anledning til en stor mængde teorier og argumenter. Mange af disse teorier har hævdet at være den endelige løsning på et problem. Men så snart en filosof har hævdet at have løst et problem, har en anden benægtet at det var tilfældet. Begge parter har kunne fremføre overbevisende argumenter for deres sag. Filosofien er blevet til en slagmark og: "Der Kampfplatz dieser endlosen Streitigkeiten heißt nun Metaphysik.“⁵ Metafysikken var i Kants øjne en fiasko. Men denne fiasko har ikke kun konsekvenser for metafysikken selv. Hvis fornuften kan fejle på et område kan den muligvis også på et andet f.eks. naturvidenskaben. Resultatet må være skepticisme, et resultat Kant ingenlunde var villig til at acceptere

Det er i den forbindelse vigtigt at erindre sig David Humes rolle i optakten til Kants kritiske projekt. Det var Hume der ifølge Kant vækkede ham af hans dogmatiske slummer:

„Ich gestehe frei: die Erinnerung des David Hume war eben dasjenige, was mir vor vielen Jahren zuerst den dogmatischen Schlummer unterbrach und meinen Untersuchungen im Felde der spekulativen Philosophie eine ganz andere Richtung gab.“⁶

Kant hæftede sig, som de fleste andre ved Humes analyse af årsag-virkning. Som bekendt mente Hume, at vi ikke kan have et begreb ("idea") om en nødvendig forbindelse der svarer til noget virkeligt. Det skyldes at vi ikke kan udlede begrebet om nødvendig forbindelse af sanseerfaringen, og fornuften ikke kan danne sig et sådant begreb uafhængigt af sanseerfaringen. Om denne problemstilling skriver Kant:

„Er [Hume – JB] bewies unwiedersprechlich, daß es der Vernunft gänzlich unmöglich sei a priori und aus Begriffen eine solche Verbindung zu denken, denn diese enthält Notwendigkeit; es ist aber gar nicht abzusehen, wie darum, weil etwas ist, etwas Anderes notwendigerweise auch sein müsse, und wie sich also der Begriff von einer solchen Verknüpfung a priori einführen lasse ...“⁷

Ud over at lade sig overbevise eller provokere af Humes analyse af årsag-virkning og den deraf følgende skepticisme, er Kant efter alt at dømme blevet påvirket af den kritik Leibniz fremsætter mod John Locke. Leibniz kritiserede John Lockes begreb om den tomme tavle. Ifølge denne opfattelse, har mennesket ingen medfødte ideer, kun nogle grundlæggende kapaciteter som f.eks. erindringsevnen. Hertil indvender Leibniz:

„Sanserne er ganske vist nødvendige for alle vore virkelige kundskaber, men de er dog ikke tilstrækkelige til at give os alle kundskaber, eftersom sanserne aldrig giver os andet end eksempler, d.v.s. særlige eller individuelle sandheder. Men nu er alle de eksempler, der bekræfter en almindelig sandhed, hvor talrige de end er, ikke tilstrækkelige til at etablere den universelle nødvendighed af selve denne sandhed; thi det følger ikke, at det som er sket, vil ske på samme måde.“ ⁸

Hvis mennesket er en tom tavle, der udelukkende erkender via sanserne, bliver det uforståeligt hvordan vi kan opnå viden om nødvendige og universelle forhold, f.eks. nødvendig forbindelse mellem årsag og virkning (det bliver måske vanskeligt at forstå hvordan der overhovedet kan forkomme erkendelse).

1.2 Empirisme vs. rationalisme:

Kant var altså overbevist om, at sanseerfaringen ikke kan afstedkomme nødvendig og universel erkendelse (jf. ovenstående citat). Hvis erkendelsen kun kan begrundes i sanseerfaringen, må det fører til skepticisme.⁹ Dermed måtte han afvise empirismen som erkendelsesteori (i og med han ikke vil acceptere skepticismen).

Empirismen er den erkendelsesteori der hævder at al viden om virkelighedens beskaffenhed stammer fra sanseerfaringen. Gennem sanseerfaringen kan vi kun opnå viden om partikulære og kontingente forhold. Jeg kan erfare at denne kop står på dette bord. Men jeg kan ikke erfare, at alle legemer har tyngde. Det ville forudsætte at jeg havde erfaret alle mulige legemer. Dvs. at jeg ikke med erfaringen som grundlag kan fælde universelle og nødvendige domme.

Derudover må der skelnes mellem begrebs- og begrundelsesempirisme.¹⁰ Ifølge begrebsempirismen danner vi alle de begreber der relaterer til faktiske forhold ud fra erfaringen. Begreber der ikke kan henledes til erfaringen angår derfor ikke faktiske forhold. Begrundelsesempirismen hævder at enhver beskrivelse af verdens faktiske indretning, må kunne begrundes i erfaringen. Man kan ikke begrunde alene vha. fornuften.

Rationalismen er den erkendelsesteoretiske position der hævder at fornuftmæssig erkendelse af verden er mulig. Derfor kan rationalismen fælde universelle og nødvendige domme (i hvilke erkendelsens gyldighed begrundes).

Forholdet mellem rationalismen og empirismen kan karakteriseres således:¹¹

„Erkendelsen af sandhedsværdien af universelle påstande er a priorisk, mens erkendelsen af sandhedsværdien af partikulære påstande er a posteriorisk.
Al erkendelse af nødvendige forhold er a priorisk (eller sagt på en anden måde: erkendelse af nødvendige forhold kan ikke opnås eller begrundes ved erfaringen).
Al erkendelse af kontingente forhold er a posteriori (eller sagt på en anden måde: ved fornuften kan der ikke opnås eller begrundes erkendelse af kontingente forhold.“

Nuvel, hvis Kant afviste empirismen hvorfor tilsluttede han sig så ikke rationalismen som den findes hos f.eks. Descartes og Leibniz? En del af svaret har vi allerede fået: Kants skepsis overfor metafysikkens mulighed.¹² Når fornuften arbejder på egen hånd, skaber den ikke andet end problemer. En anden del af svaret finder vi i Descartes skarpe distinktion mellem subjekt og objekt.

Descartes skelner som bekendt mellem det umiddelbart givne, som vi kan have sikker viden om, og det middelbart givne, som vi kun har kendskab til gennem vores sanser. Via en række skeptiske argumenter, drømme- illusions- og dæmonargumentet, kommer Descartes frem til, at vi ikke kan stole på vores sanser.

„Alt, hvad jeg hidtil har anset for at være det mest sande og sikre, har jeg lært af sanserne. Men af og til har jeg erfaret, at sanserne bedrog mig, og det er klogt, aldrig at stole fuldstændig på den, der blot én gang har narret os.“¹³

Hvis ikke vi kan opnå gyldig erkendelse om verden via vores sanser, hvordan kan vi så opnå gyldig erkendelse? Hvis man accepterer Descartes skarpe distinktion mellem subjekt og objekt, så fanger bordet. Den grundlæggende problemstilling bliver hvordan distinktionen mellem det umiddelbare og middelbare overvindes, og dermed hvordan erkendelsens gyldighed begrundes.¹⁴ Men sagen er den at, hvis jeg kun har adgang til det umiddelbart givne eller ideer, så kan jeg ikke vide om der findes noget bag om disse ideer. Det eneste man kan gøre er, at postulere at der findes objekter uafhængig af subjektet. Et sådant synspunkt betegner Kant transcendental realisme.¹⁵ Det er nu en pointe hos Kant, at de transcendentale realister bliver subjektive idealister (dette punkt bliver uddybet senere). Det eneste der foreligger for subjektet er jo netop det umiddelbart givne. På baggrund af dette sansemateriale er det umuligt at begrunde erkendelsens gyldighed.

Kant var, som følge af ovenstående, af den opfattelse, at hans forgængere havde begået en fejl ved udelukkende at fokusere på erkendelsens objekt i deres erkendelsesteorier. Så fremfor at reflektere over objekter, ville det måske være på sin plads at reflektere over det erkendende subjekt. Han foretager derfor en vending fra erkendelsens objekt til subjektets erkendebetingelser, den såkaldte Kopernikanske vending:

„Man versuche es daher einmal, ob wir nicht in den Aufgaben der Metaphysik damit besser fortkommen, daß wir annehmen, die Gegenstände müssen sich nach unserem Erkenntnis richten, welches so schon besser mir der verlangten Möglichkeit einer Erkenntnis derselben a priori zusammenstimmt, die über Gegenstände, ehe sie uns gegeben werden, etwas festsetzen soll. Es ist hiermit eben so, als mit den ersten Gedanken des Kopernikus ...”¹⁶

Fremfor at antage at vores erkendelse retter sig efter objektet som i hidtidig filosofi, antager Kant at objektet retter sig efter erkendelsen. Forudsætningen for at reflektere over verden er, at det erkendende subjektet overhovedet har mulighed for at erkende verden, dvs. at der i subjektet er nogle mulighedsbetingelser for erkendelsen. Inden filosofien giver sig i kast med at udlægge verden, må den undersøge disse mulighedsbetingelser, og dermed også undersøge om en sådan udlægning er mulig, Hermed har Kant søsat det transcendental filosofiske projekt:

„Ich nenne alle Erkenntnis transzendental, die sich nicht so wohl mit Gegenständen, sondern mit unserer Erkenntnisart von Gegenstände, so fern diese a priori möglich sein soll, überhaupt beschäftigt.“¹⁷

1.3 Domsformerne:

Man må skelne mellem a priori erkendelse og a posteriori erkendelse. A priori defineres traditionelt som viden eller erkendelse, der kan opnås uafhængig af sanseerfaringen. Uafhængig har to betydninger: 1) Det som ikke stammer fra eller har sin oprindelse i sanseerfaringen. 2) Det som kan begrundes eller gyldiggøres uafhængig af sanseerfaringen. I begge tilfælde angår a priorisk viden, viden om nødvendige og universelle forhold:

„Wird also ein Urteil in strenger Allgemeinheit gedacht ... daß gar keine Ausnahmen als möglich verstattet wird, so ist es nicht von der Erfahrung abgeleitet, sondern schlechterdings a priori gültig.“¹⁸

Hvad angår a posteriori erkendelse eller viden, er sagen mere enkel. A posteriori erkendelse er det der har sin oprindelse i erfaringen eller begrundes i erfaringen. Alle a posteriori domme må derfor angå kontingente og partikulære forhold.

Foruden distinktionen mellem a priori og a posteriori erkendelse, indførte Kant yderligere to typer domme: analytiske og syntetiske.

Analytiske domme kan bestemmes som domme hvis sandhedsværdi kan fastlægges alene ved en analyse af de i dommen indgående begreber, eller som domme, det er selvmodsigende at benægte. De er selvmodsigende at benægte, fordi prædikatbegrebet er indeholdt i subjektbegrebet. Alle domme, der ikke er analytiske domme, benævner Kant syntetiske domme. Syntetiske domme kan bestemmes som domme hvis sandhedsværdi ikke kan afgøres ved en analyse af de i dommen indgående begreber. Syntetiske domme sammenføjer begreber. Kant udtrykker det ved at siger, at syntetiske domme udtrykker en syntese imellem subjektbegrebet og prædikatbegrebet. Om forholdet mellem analytiske- og syntetiske domme siger Kant:

„In allen Urteilen, worinnen das Verhältnis eines subjekts zum prädikat gedacht wird ... ist dieses Verhältnis auf zweierlei Art möglich. Entweder das Prädikat B gehört zum Subjekt A als etwas was in diesem Begriff A (versteckter weise) enthalten ist; oder B liegt ganz außer dem Begriff A, ob er zwar mit demselben in Verknüpfung steht. Im ersten Fall nennen ich das Urteil analytisch, in dem anderen synthetisch.“¹⁹

På baggrund af distinktionerne mellem a priori og a posteriori erkendelse, analytiske og syntetiske domme, kan der opstilles fire domsformer: 1) analytiske a priori domme, 2) analytiske a posteriori domme, 3) syntetiske a posteriori domme, og 4) syntetiske a priori domme.

Ad 1: Analytiske a priori domme er domme, som det er selvmodsigende at benægte f.eks. “Alle ungkarle er ugifte.” Her er begrebet ugift indeholdt i begrebet ungkarl. Sandhedsværdien af disse domme er uafhængige af erfaringen.

Ad 2: Analytiske a posteriori domme er domme, som det både er selvmodsigende at benægte, og samtidig skal sandhedsværdien eftervises empirisk. En sådan domsform er ikke mulig.

Ad 3: Syntetiske a posteriori domme, er ikke selvmodsigende at benægte og sandhedsværdien skal eftervises empirisk. Et eksempel: alle hvaler føder levende unger.

Ad 4: Syntetiske a priori domme er en helt central domsform. De er ikke selvmodsigende at benægte (det syntetiske element), men vi kender sandhedsværdien af disse domme uafhængig af erfaring (det a priori element).

Ifølge Kant vil man nødvendigvis være tvungent udi erkendelsesteoretisk skepticisme, hvis ikke man accepterer muligheden for syntetisk a priori domme. For at redde den gyldige erkendelse spørger Kant, hvordan syntetiske a priori domme er mulige:

„Die eigenliche Aufgabe der reinen Vernunft ist nun in der Frage enthalten: Wie sind synthetische Urteile a priori möglich?“²⁰

I A udgaven af Kritik der reinen Vernunft stillede Kant sig selv opgaven at besvare spørgsmålet: hvad formår fornuften i erkendemæssig henseendede, uafhængig af sanseerfaring? I B udgaven identificeres denne opgave med spørgsmålet: hvordan er syntetiske domme a priori mulige?

1.4 Ding für uns og Ding an sich:

En konsekvens af Kants erkendelsesteori er distinktion mellem Ding für uns og Ding an sich.²¹ Ding für uns, dvs. tingen som den forekommer for os, betegner Kant også som fænomenverdenen. Fænomenverdenen er karakteristisk ved at være anskuet i rum og tid, dvs. underlagt anskuelsesformerne, og tænkt, dvs. underlagt kategorierne.

Ding an sich er tingen i sig selv uafhængig af erkendelsens mulighedsbetingelser. Derfor må man ikke betragte Ding an sich som en genstand i almindelig forstand. Der er tale om et negativt grænsebegreb. Dvs. at vi på den ene side ikke kan erkende Ding an sich, men på den anden side dog tænke det (i og med det er et grænsebegreb).

For at forstå hvad Kant mener med Ding an sich og Ding für uns er det nødvendigt at forstå en række grundlæggende distinktioner hos Kant.²²

1. Distinktionen mellem "realitet" og "idealitet"
2. Distinktionen mellem "transcendental" og "empirisk".

Ud fra disse distinktionen er det muligt at opstille fire kombinationer: 1) transcendetal realisme. 2) transcendental idealisme. 3) empirisk realisme. 4) empirisk idealisme.

Empirisk idealisme betegner den opfattelse, at kun det der er i bevidstheden eller er afhængig af bevidstheden f.eks. sanseindtryk og tanker, kan eksistere eller erkendes umiddelbart. Eksempler på en empirisk idealistisk teori er Berkeleys eller Humes erkendelsesteori.

Empirisk realisme betegner den teori der hævder, at der empirisk set, eksisterer noget uden for bevidstheden eller ikke afhænger bevidstheden f.eks. fysiske genstande.

Transcendental idealisme er den teori, at vi ikke kan erkende noget uafhængig af a priori betingelser for erkendelsen. Kants erkendelsesteori er en transcendental idealisme, fordi den analyserer de nødvendige betingelser for erkendelsen.

Transcendental realisme betegner den opfattelse at vi kan erkende, det der eksisterer uafhængig af betingelserne for erkendelsen.

Der er nu to mulige tolkninger af distinktionen mellem Ding an sich og Ding für uns. Dels en empirisk dels en transcendental.

I empirisk forstand er distinktionen mellem Ding für uns og Ding an sich identisk med en distinktion mellem det subjektive bevidsthedsindhold og almindelige fysiske genstande. I denne betydning kan vi opnå viden om Ding an sich. Det er jo blot hvad vi i almindelighed forstår ved "ting".

I transcendental forstand er distinktionen mellem Ding für uns og Ding an sich, en distinktion mellem det der en underkastet erkendebetingelser og det der ikke er underkastet erkendebetingelser. I denne betydning kan vi ikke opnå viden om Ding an sich. Ved genstand kan vi ikke forstå andet end genstande som kan erkendes, og dermed som underlagt erkendebetingelser. Ding an sich i transcendental forstand er netop ikke underlagt disse erkendebetingelser, og kan dermed ikke foreligge som genstand for et erkendende subjekt, som erkender via sanselig anskuelse.²³

Om Ding an sich kan man sige følgende:

• Det er ikke genstand for sansemæssig erfaring.
• Det er genstand for tænkningen, og samtidig et nødvendigt begreb. Uden Ding an sich bliver det vanskelige at forklare hvordan og af hvad subjektet afficeres.
• Det kan ikke have noget positivt indhold. Det må altså forblive et grænsebegreb.

Som udgangspunkt er Ding an sich et postulat. Vi kan ikke sige noget om det, vi kan altså ikke give det noget positivt indhold. Men samtidig kan vi ikke undvære det. Derfor bliver Ding an sich et nødvendigt begreb, men dog kun et grænsebegreb.

2. Anskuelsesformerne:

2.1 Indledende bemærkninger:

Det anskuede må foreligge i rum og tid, hvorfor disse to kaldes anskuelsesformer. At noget foreligger i anskuelsen vil sige, at det er givet eller kan forligge for et subjekt. A. C. Ewing definerer i bogen A Short Commentary on Kant’s Critique of Pure Reason anskuelse som "... awareness of individuel entities."²⁴ Anskuelse angår ikke kun de ydre sanser, men også introspektion. Det gælder for den ydre anskuelse, at den må foreligger i både rum og tid, mens den indre anskuelse kun foreligger i tid.

Kant forsøger at vise følgende hvad angår rum og tid:

• At rum og tid tilhører subjektet eller stammer fra subjektet. At de er nødvendige betingelser for erkendelsen, og at begreberne rum og tid ikke er afledt af sanseerfaringen.

Hvad er rummets natur? Traditionelt gives der to svar på det spørgsmål. Det ene svar, som er forbundet med bl.a. Leibniz siger, at rummet er relationelt, dvs. rummet er relationer mellem genstande. Uden genstande intet rum. Ifølge denne opfattelse er rummet logisk sekundært i forhold til genstande. Det andet svar, forbundet med Newton og Clarke, hævder at rummet er absolut, dvs. eksisterer uafhængig af de genstande der befinder sig i rummet. Dermed er rummet logisk primært i forhold til genstande. Fælles for begge opfattelser er, at rummet eksisterer uafhængig af subjektet.²⁵

Kant afviser denne opfattelse af rummet og tiden. Rum og tid er ikke noget der eksisterer uafhængigt af subjektet, men er derimod i subjektet, eller anderledes udtrykt, noget subjektet selv bidrager med. Kant opstiller selv fire punkter der skal karakterisere rummet og tiden. Jeg skal i det følgende afvige fra Kants fremstilling, og opstille fem punkter:²⁶

• Rum og tid er anskuelser, ikke empiriske begreber der er afledt af den ydre erfaring. Jvf. distinktionen mellem begrebs- og begrundelses empirisme vil det sige, at begrebet om rummet ikke er afledt af erfaringen, og at viden om rummet ikke begrundes i erfaringen.²⁷
• Rummet er derfor ikke en abstraktion, med det der muliggør anskuelsen.
• Rum og tid foreligger som uendelige. Rummet er ikke en sammensætning af en række individuelle rum. Enhver opdeling af rummet eller grænsetrækning i rummet, må netop forudsætte rummet.
• Rum og tid er logisk primært i forhold til erfaringen. Rummet og tiden er en nødvendig a priori forestilling der ligger til grund for al ydre og, for tidens vedkommende, indre anskuelse. Dermed kan rum og tid ikke borttænkes, og enhver anskuelse må være en anskuelse af noget i rum og tid.
• Alle erfaringsobjekter er spatie-temporale. Et objekt må nødvendigvis have en udstrækning i rummet og tiden eller være i tid. Rum og tid er ikke almenbegreber der kan have en uendelighed af instanser under sig.

Kant opstiller altså følgende tese: Rum og tid er ikke begreber afledt af erfaringen, men anskuelser a priori. Begrundelsen for denne tese er groft sagt følgende to argumenter:

• Rum og tid er ikke afledt af erfaringen via abstraktion, men er en forudsætning for at opfatte tingene rum-tidslige.
• Rum og tid kan ikke borttænkes, mens genstande i rum og tid kan bort tænkes. Rum og tid er derfor a priori træk ved subjektet.

Efter at rum og tid er blevet etableret som nødvendige forudsætninger fra anskuelsen, dvs. som anskuelsesformer, er næste skridt på vejen til en forståelse og begrundelse af erkendelsen a priori, en undersøgelse af de i rum og tid permanente elementer.

2.2 Rum og tid - Uddybning:

Genstande er i rummet, og er derfor underlagt rummets egenskaber. Den videnskab der beskriver rummets konkrete egenskaber, er matematikken, herunder geometrien. Matematik er ren fornuftserkendelse ud fra konstruktion af begreber. Matematikken er derfor domme a priori. Da forstanden er evnen til at danne begreber, og matematikken er konstruktion af begreber, må matematikkens mulighed bero netop på forstandens kapaciteter. En undersøgelse af forstandens evner er derfor samtidig en undersøgelse af matematikkens mulighed a priori.

Da matematiske domme er a priori gælder de universelt og med nødvendighed. Men matematiske domme a priori gælder ikke absolut men kun relativt. De gælder kun for genstande, dvs. det fra subjektet forskelligt som giver sig i rummet. Deres gyldighed er derfor relativ til genstande, og gælder dermed ikke for Ding an sich.

En genstand må nødvendigvis foreligge i rummet, for overhovedet at være en genstand. Når matematikken beskriver rummets egenskaber, og genstande nødvendigvis findes i rummet, er genstande underlagt matematikken. Det er derfor muligt, især vha. geometrien, at fastlægge konkrete genstandes rumlige egenskaber.

På Kants tid var der to dominerende opfattelser af rummets natur. Newton på den ene side, mente at rummet havde real eksistens. Det eksisterede uafhængigt af genstande. Leibniz på den anden side, mente at rummet havde relationel eksistens. Det eksisterede kun i kraft af relationer mellem genstande.

Ifølge Kant er begge teorier forkerte. Newtons teori er forkert metafysisk set: "... so müssen sie [Newton og hans disciple] zwei ewige und unendliche vor sich bestehende Undinge (Raum und Zeit) annehmen, welche dasind (ohne dass doch etwas Wirkliches ist), nur um alles Wirkliche in sich zu befassen.".²⁸ Den teori Leibniz opstillede er derimod suspekt på det erkendelsesteoretiske niveau. Hvis rummet kun eksisterer i kraft af genstande, kan rummet kun erkendes via genstande. Disse genstande erkendes gennem sanseerfaringen, og kendes derfor a posteriori men ikke a priori. Erkendelsen af rummet er derfor kontingent og partikulær. Men rummet er jo ikke udledt af erfaringen, men er en forudsætning for erfaringen, og derfor må teorien være forkert. Ifølge Kant forveksler Leibniz rummet med vores forestilling af rummet (her er en genstand, her er en anden. Hvad er rummet andet end det?). Den teori Leibniz opstiller kan kun gælde for genstande vi rent faktisk har oplevet, men ikke for genstande som sådan, dvs. genstande der har mulighed for at blive oplevet.

Som tidligere nævnt eksisterer rummet ikke uafhængig af subjektet, men kun i kraft af subjektet. Det er en anskuelsesform. Rummet er derfor idealt. Genstande foreligger i dette ideale rum som Erscheinung (det samme som fænomener). En "Erscheinung" er en ubestemt empirisk genstand der giver sig i anskuelsen.²⁹

Hvis rummet er idealt, og genstande foreligger i dette ideale rum, er genstandene så ikke også ideale? Svaret er: både og. Kant indfører en distinktion mellem empirisk realitet og transcendental idealitet. Genstande, eller om man vil Erscheinungen, foreligger for subjektet som noget fra subjektet forskelligt. Dvs. genstandene er ikke et produkt af subjektets bevidsthed. I og med genstande giver sig i sanseerfaringen og er forskellige for subjektet, er de reale. Herved skal forstås empirisk realt. De giver sig netop i erfaringen som noget fra subjektet forskelligt. Men samtidig er genstande transcendental ideale. Genstande er kun genstande for så vidt som de foreligger i anskuelsen. Vi kan derfor kun erkende, beskrive, tale om m.m. genstande som de foreligger i anskuelsen. Men vi kan ikke erkende, beskrive o.s.v. genstande som de er uden for anskuelsen. Det ville være ensbetydende med at erkende Ding an sich. Det at være genstande er slet og ret at kunne foreligge i anskuelsen. Der findes derfor ikke genstande uden for anskuelsen. Kant udtrykker dette forhold ved at hævde, at genstande har transcendental idealitet.

Noget ligende gør sig gældende for selve rummet. Det er empirisk realt, i den forstand at det er en del af erfaringsverdenen. Vi erkender rummet, bevæger os rundt i det m.m. Men da subjektet selv bidrager med rummet, eksisterer rummet som det foreligger i erkendelsen ikke uafhængigt af subjektet, og derfor besidder rummet transcendental idealitet.³⁰

Meget af det der er sagt indtil nu om rummet, gælder også for tiden. Tiden er en anskuelsesform, en nødvendig forudsætning for erkendelsen o.s.v. Der er dog visse forskelle mellem rum og tid. Man må skelne mellem ydre og indre objekter. De ydre objekter er genstande i den allerede nævnte betydning. Indere objekter er mentale tilstande i bred forstand. F.eks. tanker, forestillinger m.m. Mens ydre objekter foreligger i rum og tid, foreligger indre objekter kun i tid. Rummet er tre dimensionalt, mens tiden kun har en dimension.³¹ Tanker foreligger som tankerækker, dvs. de efterfølger hinanden i tid. Hvis ikke der var en tidslig orden i vores tanker og forestillinger, ville tænkning o.l. ikke være mulig. Alle tanker ville foreligge, så at sige, enkeltvis, i et nu. Tænkning, erindring og dermed erkendelse er kun mulig fordi der er en tankens enhed i tid. Denne tankens enhed forudsætter bevidsthedens enhed. Det vender jeg tilbage til nedenfor.

De ydre objekter foreligger, som sagt, også i tid. Når vi percipere ydre objekter, foreligger der en rækkefølge. Begivenhed A kommer før B. Denne rækkefølge må have tiden som nødvendig forudsætning. Begivenheder foregår i tid. Uden tiden som anskuelsesform, ville det ikke være muligt at erkende begivenheds forløb.

„Zeit und Raum sind demnach zwei Erkenntnisquellen, aus denen a priori verschiedene synthetische Erkenntnis geschöpft werden können ...”³²

Disse anskuelsesformer er ikke genstand for erkendelsen, dvs. de er ikke selv erkendt gennem erfaringen. De er derimod de transcendentale forudsætninger for enhver erkendelse. De er altså erkendebetingelser eller transcendentale betingelser for erkendelsen.

Ethvert objekt må kunne foreligge i anskuelsen, dvs. rum og tid, for at kunne erkendes. Da det erkendende subjekt selv bidrager med disse anskuelsesformer, kan et objekt ikke være erkendt uafhængig af den form, subjektet bidrager med. Vi kan derfor ikke tale om objekter uafhængig af erfaringen. Vi kender kun objekter som de foreligger i anskuelsen. Dette forhold leder Kant frem til den allerede foregrebne distinktion mellem tingen som den er i sig selv, uafhængig af den menneskelige erkendelse, kaldet Ding an sich, og så tingen som den giver sig for os i anskuelsen, kaldet Ding für uns. Derfor kan vi aldrig vide noget om tingen, som den er i og for sig selv. Dette Ding an sich må forblive u-erkendt (uerkendeligt).

Kant har hermed opstillet forudsætningerne dels for syntetisk a priori erkendelses gyldighed, dels for metafysikkens umulighed. Det er som følge heraf, muligt at give et tentative svar på to allerede stillede spørgsmål:

• Hvordan er syntetisk a priori erkendelse mulig?
• Hvorfor blev Kant ikke rationalist i klassisk forstand?

Syntetisk a priori erkendelse er mulig, fordi det erkendte objekt, nødvendigvis må have de træk subjektet har bidraget med, ellers ville objektet slet ikke være erkendt. Metafysikken er ikke mulig, fordi den angår de objekter der principielt ikke kan erkendes, nemlig Ding an sich. Derfor kan Kant ikke være rationalist i klassisk forstand. Denne rationalisme og den deraf følgende metafysik er ikke mulig.

Denne destruktion af metafysikken er dog ikke kun af negativ karakter. Den tillader Kant, at opløse antinomierne, og dermed at undgå fornuftens skandale. Antinomiernes gyldighed beror på metafysikkens mulighed. Forudsætningen for at de lader sig opstille er, at det er muligt at tale om verden, f.eks. rum og tid, uafhængig af subjektet. Men da rum og tid er transcendentale betingelser for at vi kan erkende verden, lader rum og tid sig ikke erkende direkte i erfaringen. Dermed er antinomierne ikke udtryk for reel erkendelse, og fornuften er derfor ikke i konflikt med sig selv.

3. Den transcendentale deduktion:

3.1 Indledende bemærkninger:

Kant mener at have bevist, at rum og tid er a priori, eller rene, anskuelsesformer, og transcendentale forudsætninger for erkendelsen i den transcendentale æstetik. Men en ting er at have vist, at genstande nødvendigvis må være rum-tidslige for at være genstand for erkendelsen, og at det erkendende subjekt selv bidrager med denne rum-tidslige strukturering. Noget andet er at vise, at vi kan have gyldig erkendelse af genstande. Anskuelse er ikke det samme som forståelse af det anskuede. At genstande foreligger i rum og tid, garanterer heller ikke at vores erkendelse af genstande og deres indbyrdes relationer er gyldig. Kant mangler stadig at forklare: "... wodurch und wieweit ist es möglich, durch reinen Vernunft (a priori) zur Erkenntnis von Gegenstände zu gelangen."³³

En sådan gyldig erkendelse er vigtig for filosofien, naturvidenskaben og vores dagligdags erkendelse. Hvis vi ikke kan tillægge forbindelsen mellem årsag og virkning nogen gyldighed, synes eneste alternativ at være skepticisme. Da Kant ikke vil acceptere skepticismen, bliver det hans opgave at begrunde erkendelsens gyldighed. Som vi allerede har set, mener Kant at erkendelsens gyldighed hverken kan begrundes empirisk eller metafysisk. Så derfor: "The only possible ... proof is, Kant thinks, transcendental, i.e., a proof by asking what are the conditions without which experience would be impossible."³⁴

Kant må altså finde frem til de betingelser, foruden rum og tid, der muliggør erfaringen, og vise hvordan disse betingelser kan anvendes på genstande, og dermed sikre erkendelsens gyldighed. Disse erkendebetingelser af anden orden kalder Kant kategorier eller rene forstands begreber. Kant definerer kategori som "... reine Verstandesbegriffe, welche a priori auf Gegenstände der Anschauung überhaupt gehen."³⁵ Projektet i den transcendentale deduktion er derfor som følger: "The aim of the Transcendental Deduction is to show that the categories, though originating in the understanding ["Verstand" – JB], are valid, i.e. applicable to individual things."³⁶

Anskuelsesformerne og kategorierne er intimt forbundne. At anvende kategorierne forudsætter det i anskuelsen givne. Anskuelse er altid anskuelse med forståelse, dvs. at man har opfattet eller erkendt det der foreligger i anskuelsen.

3.2 Skitse over projektet i den T.D:

Deduktionen af kategorierne er opdelt i to. Dels en metafysisk deduktion, hvor Kant opstiller de rene forstandsbegreber eller kategorier. Dels den transcendentale deduktion, hvor han forsøger at vise hvilken rolle kategorierne spiller for erkendelsens gyldighed. Derfor er den transcendentale deduktion den væsentligste af de to, og vil være temaet for dette kapitel.

Kant indleder med at karakterisere sit projekt således: "Diese Analytik ist die zerligerung unseres gesamten Erkenntnisses a priori in die Elemente der reinen Verstandeserkenntnis."³⁷ Denne analyse af elementerne i forstanden, skal godtgøre følgende fire forhold:³⁸ 1) at forstandsbegreberne er rene og ikke empiriske. 2) at de ikke tilhører anskuelsen, men forstanden. 3) at de er fundamentale. 4) analysen af forstands begreberne skal være fuldstændig.

Den metafysiske deduktion beskæftiger sig primært med forholdet mellem de rene forstandsbegreber og domsformerne. Om domsformerne skriver Kant:

„Alle Urteile sind demnach Funktionen der Einheit unter unsern Vorstellungen ... Wir können aber alle Handlungen des Verstandes auf Urteile zurückführen, so daß der Verstand überhaupt als ein vermögen zu urteilen vorgestellt werden kann.“³⁹

Enhver forstandsakt ("Handlungen des Verstandes") kan reduceres til domme. Forstanden er derfor evnen til at dømme: "Verstand ist das Vermögen, durch begriffe zu denken, unter Regeln zu subsumieren, das Einzelne durch das Allgemeine zu bestimmen, d.i. zu urteilen."⁴⁰ I domme indgår begreber. Begreber som sådan er prædikater i mulige domme der kan henføres til mulige genstande for erfaringen. Hvis vi altså kan reducere alle forstandsakter til domme, har vi vist at domsformerne er nødvendige betingelser for forstandens funktion. Da tænkningen er forbundet med forstanden fordi: "Denken ist das Erkenntnis durch begriffe." har vi samtidig vist at domsformerne er nødvendige forudsætninger for tænkningen. Gennem en analyse af domsformerne kan vi klarlægge forstandens funktioner: "Die Funktonen des Verstandes können also insgesamt gefunden werden, wenn man die Funktionen der Einheit in den Urteilen vollständig darstellen kan."⁴¹ En sådan undersøgelse benævner Kant transcendental logik. Den transcendentale deduktion er en den af den transcendentale logik, som beskæftiger sig med forstandens og dens begreber og regler (som er a priori). Den transcendentale logik er for Kant studiet af forstandens regler:

„In einer transzendentalen Logik isolieren wir den Verstand ... und heben bloß den Teil des Denkens aus unserm Erkenntnisse heraus, der lediglich seinen Ursprung in dem Verstande hat.“⁴²

Det er gennem denne undersøgelse at Kant kommer frem til de berømte eller berygtede tolv kategorier. Med F. Paulsens ord:

„Kant erreicht dies, indem er den Spuren der formalen Logik nachgeht. Diese sucht alle formalen Unterschiede der Urteilen zu ermittelen. Das Urteilen ist die egentliche Funktion des Verstandes. Also kann man die Grundformen der Verstandestätigkeit vollständig aus der formalen Logik entnehmen.“⁴³

Som sagt vil jeg ikke gå nærmere ind på den metafysiske deduktion. Men det skema over dommene som Kant opstiller er som følger: der findes fire forskellige former for domme. Indenfor hver af de fire domme er der mulighed for tre slags domme. Den første domsform er kvantitet. Under den hører den almene, delvise og individuelle domme. Den anden domsform er kvalitet. Under den hører de bekræftende, benægtende og uendelige domme. Den tredje domsform er relation. Under den hører de kategoriske, hypotetiske og disjunktive domme. Den fjerde domsform er modalitet. Under den hører de problematiske, assertoriske og apodiktiske domme.

3.3 Den trefoldige syntese:

Kant går ud fra to grundlæggende teser: 1) Mangefoldet der giver sig i erfaringen, forbindes til en meningsfuld helhed af det erkendende subjekt. Evnen til at gøre dette kaldes forstand. Det at forbinde de enkelte sanseindtryk kaldes syntese. 2) Ved at forbinde det sensoriske data (forestillinger) til en enhed i erfaringen, konstituerer forstanden den objektive virkelighed.

Heraf følger at forstanden konstituerer virkeligheden, dvs. virkeligheden som den foreligger for et erkendende subjekt, på baggrund af a prioriske lovmæssigheder dvs. kategorierne. Disse lovmæssigheder er derfor ikke kun lovmæssigheder for forstanden men også for virkeligheden som den foreligger for et subjekt.⁴⁴

Kant skelner i A udgaven af Kritik der reinen Vernunft mellem en subjektiv og en objektiv deduktion⁴⁵, der angår henholdsvis erkendebetingelser "i subjektet" og objekt eller genstands konstitution. Det må straks indskydes, at subjektiv og objektiv ikke må forstås i psykologisk forstand. Kant forsøger ikke at opstille en psykologisk teori for bevidstheden, en teori der viser hvordan bevidstheden rent faktisk virker. Både den subjektive og den objektive deduktion er teorier for forstanden og den deraf følgende erkendelse som sådan, der har til formål at vise, hvilke transcendentale betingelser der må gælde hvis der skal være gyldig erkendelse. Disse betingelser kan vi, med Henry Allison, kalde epistemiske betingelser.⁴⁶ Lad os koncentrere os om den subjektive deduktion.

Kant indleder med at slå fast, at man ikke kan danne begreber helt uafhængig af erfaringen:

„Daß ein Begriff völlig a priori erzeugt werden, und sich auf einen Gegenstand beziehen solle, obgleich er weder selbst in den Begriff möglicher Erfahrung gehört, noch aus Elementen einer möglichen Erfahrung besteht, ist gänzlich widersprechend und unmöglich.“⁴⁷