Indledning.

Formålet med denne opgave er for det første, at redegøre for Humes erkendelsesteori, og for det andet at belyse forholdet mellem hans overordnede filosofiske projekt og hans erkendelsesteori. Konklusionen vil være, at erkendelsesteorien og projektet ikke er forenelige, og at Hume derfor må opgive en af delene.

Første del af opgaven vil dels indeholde en bestemmelse af Humes filosofiske projekt, dels fremstille hovedtrækkene i hans erkendelsesteori.

Opgavens anden del vil fremdrage aspekter af Humes erkendelsesteori, og diskutere dem i forhold til hans projekt for at undersøge, om det er foreneligt med den underliggende erkendelsesteori.

Opgaven vil primært basere sig på A Treatise of Human Nature, og vil blive suppleret med An Enquiry Concerning Human Understanding. Humes etik, politiske filosofi m.m. vil ikke blive omtalt. Det skyldes ikke at de er uvæsentlige, men at de er perifere i forhold til opgavens formål.

Del I - Fremstilling.

I. Humes projekt.

I.I Den klassiske fortolkning.

Traditionelt anses Hume for at være en filosof, hvis projekt var af ren negativ karakter. Han var sidste led i empirismens triade, Locke, Berkeley, Hume, og førte traditionen fra John Locke til dens logiske konsekvens: total skepticisme. Ifølge den empristiske tradition kan mennesket kun opnå viden om verden via sanseerfaringen. Hos Lock er den grundlæggende sanseerfaring simple ideer. Det er via disse ideer at vi erkender omverdenen. Simple ideer delte Locke i to grupper. Dem der kan henføres til primære egenskaber, for eksempel form og soliditet, og dem der kan henføres til sekundære egenskaber, for eksempel lyde og dufte. De primære egenskaber afspejler træk ved tingen selv. Genstande har disse egenskaber hvad enten de opleves eller ej. Disse egenskaber er altså invariante. De sekundære egenskaber afspejler derimod ikke noget ved tingen selv, men opstår i bevidstheden når genstanden opleves. Disse egenskaber kan altså variere alt efter omstændighederne.

Ifølge den klassiske forståelse af empirismens triade, efterfølges Locke af Berkeley der kritiserede Lockes erkendelsesteori. Berkeley henviste bl.a. til at Locke, qua sine egne præmisser, ikke kunne vide om der findes fysiske genstande (substanser). Vores erkendelse af verden sker via simple ideer. Hvad der, så at sige, ligger bag ved disse ideer, giver det ikke mening at tale om. Berkeley hiver i bogstavelig forstand substansen ud af Lockes erkendelsesteori. Berkeley påviste også, at Locke ikke kunne drage en distinktion mellem primære- og sekundære egenskaber. Man kan ikke forestilles sig en form uden en farve. De to typer egenskaber hænger sammen. Berkeley mente derfor at kunne konkludere, at der ikke findes en fysisk verden, forstået som en verden uafhængig af en bevidsthed. Det enkelte menneske kan ikke percipere alt på en gang. Der er derfor brug for en instans der kan percipere alt på en gang til alle tider, og dermed opretholde verdenen. Denne instans er Gud.

Efter Berkeley kommer Hume. På samme måde som Berkeley kritiserede Locke, kritiserede Hume Berkeley (foruden Locke). Berkeley havde rigtig nok påvist, at vi ikke havde nogen grund til at antage eksistensen af bevidstheds uafhængige genstande. Heri er Hume enig. Vores erkendelse af verden går via impressions som groft sagt svarer til Lockes ideer. Vi kan ikke vide hvad der er årsag til disse impressions. Men Berkeley var ikke gået vidt nok i sin kritik af Locke. Berkeley mente at der eksisterede bevidstheder ("mind") der opretholder numerisk identitet gennem tid. Dette afvises af Hume i en berømt passage fra Treaties:

"For my part, when I enter most intimately into what I call myself, I always stumble on some particular perception or other, of heat or cold, light or shade, love or hatred, pain or pleasure ... But self or person is not any one impression, but that to which our several impressions and idéas are suppos'd to have a reference. If any impression give rise to the idéa of self, that impression must continue in variably the same, thro' the whole course of our lives; since self is suppos'd to exist after that manner. But there is no impression constant and invariable. Pain and pleasure, grief and joy, passions and sensations succeed each other, and never exist at the same time. It cannot, therefore, be from any of these impressions, or from any other that the idéa of self is deriv'd; and consequently there is no such idéa." ⁽¹⁾

I og med der ikke er et indtryk af et permanent jeg, kan vi konkludere, at der ikke findes et sådant jeg. Det hænger naturligvis sammen med Humes emprisme. Enhver idé skal kunne henføres til et indtryk. Så ikke alene opløser Hume substansbegrebet, han benægter også at der findes et permanent jeg. Dertil kommer hans analyse af kausalitet, der viste at der ikke kunne være en nødvendig forbindelse mellem årsag og virkning. Intet under at Hume blev stemplet som skeptiker.

Hvorfra stammer denne tolkning? For at svare på det spørgsmål, kan det være nærliggende at se nærmere på Humes store samtidige kritiker Thomas Reid. I sit værk An Inquiry into the Human Mind on the Principles of Common Sense argumenterer Reid bl.a. for at Locke, Berkeley og Hume er tre alen af samme stykke. Han er naturligvis godt klar over at der er forskelle på de tre, men disse forskelle er uden praktisk betydning. De har nemlig alle tre et grundlæggende problem til fælles: deres perceptionsteori. Alle tre har det tilfælles, at de går ud fra, at vores umiddelbare tilgang til verden formidles af ideer, uanset om disse ideer kaldes ideer, som hos Locke og Berkeley, eller impressions som hos Hume. Reid kalder, måske lidt uheldigt, denne perceptionsteori for the theory of ideas eller the ideal system: ⁽²⁾

"Des Cartes no sooner began to dig in this mine, than scepticism was ready to break in upon him. He did what he could to shut it out. Malebrance and Locke, who dug deeper, found the diffuculty of keeping out this enemy still to increase; but they laboured honestly in the design. Then Berkeley who caried on the work, despairing og securing all, bethought himself of an expendient: By givingup the material world, which he thought might be spared without loss, and even with advantaged, he hoped, by an impregnable partition to secure the world of spirits. But, alas! The Treatise of human nature wantonly sapped the foundation of this partition, and drowned all in one universal deluge." ⁽³⁾

Ifølge Reid var skepticismen en del af the ideal system. Hvis man accepterede systemet, måtte man samtidig acceptere de skeptiske konklusioner der følger af det. Konklusionen var derfor klar. Hume kunne ikke være andet end skeptiker.

I.II Den moderne fortolkning.

Den negative skygge der hvilede over Humes filosofi, blokerede samtidens synsfelt i en sådan grad, at den ikke kunne få øje på de positive, opbyggende og nyskabende sider af Humes projekt. For Hume havde et projekt der var andet og mere end blot og bar destruktion. Han ville opstille en teori om mennesket natur. En teori der var anderledes end de hidtidige. En teori der gjorde mennesket til end del af naturen, frem for at skille det fra naturen. Dette er hans naturalistiske projekt. Det var et ambitiøst projekt. Han ville opstille videnskabelige regler for bevidstheden, og lovmæssigheder for tænkningen, som Newton havde opstillet regler for legemers bevægelse. Han ønskede ligeledes at undersøge om den menneskelige bevidstheds virke kunne afføde sikker erkendelse. Humes projekt var med andre ord, at opstille en teori om mennesket, inden for det videnskabelige paradigme der blev etableret af bl.a. Galilei og Newton. Kun derved kunne filosofiens elendighed overvindes. Filosofien var (er) karakteriseret ved en evig strid om alt mellem himmel og jord. Ingen kan blive enige om noget. Elendigheden skyldes mangel på videnskabelighed, der derfor skulle introduceres i filosofien.

Det var Norman Kemp-Smith der i bogen The Philosophy of David Hume - A Critical Study of its Origins and Central Doctrins introducerede den ny tolkning af Humes filosofi, en tolkning der er gængs idag. Kemp-Smith påpeger en række forhold hos Hume, der er uforenelige med den traditionelle tolkning. For eksempel beskriver Hume i indledningen til Treatise sit projekt således: "In pretending therefore to explain the principles of human nature, we in effect propose a complete system of the sciences, built on a foundation almost entirely new, and the only one upon which they can stand with any security." ⁽⁴⁾ Hume mente selv, at hans system byggede på et helt nyt grundlag. Det er svært at forene med den traditionelle tolkning, i og med Hume var bekendt med sine umiddelbare forgængere.

Den videregående tese hos Kemp-Smith er, at Humes projekt ikke så meget er idé teorien i Reids forstand men:

"... the doctrine that the determining influence in human, as in other forms of animal life, is feeling, not reason or understanding, i.e. not evidence whether a priori or empirical, and therefore also not ideas - at least not 'ideas' as hitherto understood ... Accordingly the maxim which is central to his ethics - 'Reason is and ought to be slave of the passions' - is no less central to his theory of knowledge ..." ⁽⁵⁾

Som det fremgår af sidste del af citatet, kæder Kemp-Smith Humes erkendelsesteori og moralfilosofi sammen. Hume forsøgte at forene natur- og moralfilosofi på et fælles grundlag, nemlig den menneskelige natur. Mennesket er ikke primært et væsen der styres af fornuften. Det styres derimod i høj grad af følelserne og vanen. Så når Hume siger, at fornuften er og bør være følelsernes slave, er det ikke en livsfilosofisk forskrift. Det er for Hume et faktum. Heri ligger måske Humes største bedrift. At han påpeger, at bevidstheden ikke er transparent. Mennesket styres af en række ubevidste kræfter. Disse kræfter kan vel at mærke ikke bare henvises til hverdagslivets skammekrog, men har stor betydning for filosofi og videnskab.

Moral har hos Hume en bredere betydning end den der er gængs i dag. Moralfilosofi står i modsætning til naturfilosofi. Sidstnævnte er groft sagt det vi i dag kalder naturvidenskab. Mennesket lader sig naturligvis beskrive naturvidenskabeligt. Men det er ikke Humes projekt. Moralfilosofi beskæftigere sig med det specifikt menneskelig. Men det specifikt menneskelige har ikke en særstatus hos Hume. Mennesket er en del af naturen, og Hume kritiserer sine samtidige for at male mennesket i et rosenrødt skær. Det er filosofiens opgave, at beskrive de almene regler for den menneskelige natur, som fysikken beskriver de almene regler for legemers bevægelse. Hume ville med andre ord være filosofiens Newton. ⁽⁶⁾

Ifølge Kemp-Smith var Hume sig fuldt bevidst om idé teoriens negative konsekvenser (skepticisme). Men for Hume var dette blot en grund til at holde fast ved teorien:

"His purpose, from the start, has been to give prominence to those negative consequences, and push them as far as they can be made to go. The more negative their character, the more evident must it become that 'ideas' cannot afford a sufficient basis for belief, and that belief must therefore be accounted for in some other, very different, manner." ⁽⁷⁾

Projektet i Treatise bog I er netop at redegøre for den menneskelige erkendelse, ud fra en videnskab om mennesket. Projektet var med Humes egne ord: "An attempt to Introduce the Experimental methode of Reasoning into moral subjects." Således lyder undertitlen på hovedværket A Tretise of Human Nature.

I.III Videnskaben om mennesket.

Alle videnskaber står på en eller anden måde i relation til menneskets natur. Det gælder ikke bare moral, politik o.l., men også matematik og naturvidenskab. Disse bygger i sidste instans på menneskets kognitive evner: "'Tis evident, that al science have a relation, greater or less, to human nature." ⁽⁸⁾ Den menneskelige natur bliver udgangspunktet for en grundlæggende undersøgelse af enhver videnskab, og samtidig det universelle grundlag for enhver videnskab:

"Here then is the only expendient, from which we can hope for succes in our philosophical reasearches, to leave the tedious lingering methode, which we have hitherto follow'd, and instead of taking now and then a castel or village on the frontier, to march up directly to the capital or center of these sciences, to the human nature iself." ⁽⁹⁾

Undersøgelsen af den menneskelige natur må ske vha. eksperimenter og observation. Bevidstheden og fysikken er, hvad undersøgelsen angår, to alen af sammen stykke. Undersøgelsen af dem må ske indenfor sammen paradigme. Hos Hume bliver den eksperimentelle metode en universalnøgle der kan låse op for en lang række problemer. Udgangspunktet for Humes projekt, var altså eksperimentet forstået som observation af andres og egen adfærd, samt undersøgelser af mentale processer ved hjælp af introspektion:

"We must therefore glean up our experiments in this science from a cautious observation of human life, and take thems as they appear in the commen cause of the world, by men's behaviour in company, in affairs, and in their pleasures." ⁽¹⁰⁾

Det er målet med eksperimenterne at formulere principper, for eksempel associations principper. Hvis det skulle vise sig, at disse principper ikke kan begrundes, gælder denne umulighed ikke kun bevidsthedenfilosofien men alle videnskaber. Ingen videnskab kan gå hinsides erfaringen.

"But if this impossibility of explaning ultimate principles shou'd be esteem'd a defect in the science of man, I will venture to affirm, that 'tis a defect common to it with all the sciences, and all arts in which we emloy ourselfs." ⁽¹¹⁾

Disse principper er det Hume i Enquiry kalder matters of facts (på dansk blot kendsgerninger). Hume skelner mellem matters of facts og relations of ideas. Distinktionen svarer nogenlunde til distinktionen mellem syntetiske og analytiske domme. Om relations of ideas skriver Hume: "Propositions of this kind are discoverable by the mere operations of thought, without dependence on what is any where existent in the universe ..." ⁽¹²⁾ Det er en selvmodsigelse, at benægte en dom der angår relations of ideas, mens matters of facts lader sig benægte uden modsigelse. Vi kender sandheden af domme angående relations of ideas uden reference til erfaringen. Matters of facts angår derimod empiriske kendsgerninger. De kendes kun via erfaringen. De er derfor hverken intuitivt eller demonstrativt sikre. Dvs. sandheden af matters of facts beror ikke på relationer mellem ideer. De er derfor ikke fuldstændig sikre, kun sandsynlige. Hvad angår det naturalistiske projekt betyder det, at videnskaben om mennesket er funderet i erfaringen, ikke i relationer mellem ideer.

Erfaringer og eksperimenter er derfor altid knyttet an til det partikulære, dvs. konkrete situationen o.l.:

"For to me it seems evident, that the essence of the mind being equally unknown to us with that of external bodies, it must be equally impossible to form any notion of its power and qualities otherwise than from careful and exact experiments, and the observation of those particular effects, which results from its different circumstances and situations." ⁽¹³⁾

Vi kan opsummerer kapitlet i tre punkter: 1) Hume er traditionelt blevet tolket som en filosof, der førte empirismen til dennes logiske konsekvens, nemlig skepticisme. 2) Norman Kemp-Smith gør op med denne tolkning og påpeger at 3) Hume havde et helt andet projekt, at etablere en videnskab om mennesket på et eksperimentelt grundlag. Dette projekt bliver betegnet naturalisme.

II. Erkendelsesteori.

II.I Erkendelsens udgangspunkt.

Erkendelsen har sin oprindelse i perceptioner, der er det grundlæggende begreb i Humes erkendelsesteori. Hume definerer det således: "He calls a perception whatever can be present to the mind, whether we employ our senses, or are actuates with passions, or exercise our thought and reflection." ⁽¹⁴⁾ Perceptioner deles i to: Impressions (indtryk) og ideas (ideer): "All the perceptions of the human mind resolve themselve into two distinkt kinds, which I shall call impressions and ideas." ⁽¹⁵⁾

Forskellen mellem impressions og ideer er en forskel i grad og ikke i type. Indtryk er stærkere og mere livlige end ideer, der omvendt er svagere end indtryk. Fordi de er grads forskellige, kan der være situationer hvor man ikke effektive kan skelne mellem impressions og ideer.

"Those perceptions, which enters with most force and violence, we my name imperssions, and under this name I comprehend all our sensations, passions and emotions, as they make their first appearance in the soul. By ideas I mean the faint images of these in thinking and reasoning; such as, for instance, are all the perceptions excited by the discourse, excepting only, those which arises from sight and touch and excepting the immediate pleasure or uneasiness it may occasion." ⁽¹⁶⁾

Som det også fremgår af citatet, er det ikke kun livligheden der adskiller ideer og indtryk. Sidstnævnte er også karakteriseret ved at være umiddelbare. Med F. Coplestons ord: "... Hume is primarily concerned to distinguish between the immediate data of experience and our thoughts about these data." ⁽¹⁷⁾ Indtryk foreligger umiddelbart for et subjekt, mens ideer foreligger middelbart, dvs. der går noget forud for ideer, nemlig indtryk. Med andre ord går impressions logisk og tidsligt forud for ideer.

Både impressions og ideer deles op i simple og komplekse. Simple perceptioner er usammensatte. De består ikke af dele. Komplekse perceptioner er derimod sammensatte af simple perceptioner:

"There is another division of our perceptions, which it will be convenient to observe ... This division is into simple and complex. Simple perceptions or impressions and ideas are such as to admit of no futher distinction nor seperation. The complex are the contrary to these, and may be distinguish'd into parts." ⁽¹⁸⁾.

Komplekse ideer kan være nøjagtige kopier af komplekse indtryk. Tilgængæld er simple ideer altid nøjagtige kopier af simple indtryk. Alle simple ideer er afledt af simple indtryk. Simple impressions kan sammensættes på vilkårlig vis og derved danne komplekse ideer, hvortil der ikke svarer et impression. Det er forestillingsevnen ("imagination") der kæder de simple ideer sammen og danner sammensatte ideer. ⁽¹⁹⁾ Derfor er erkendelse for Hume primært relationer mellem ideer. Da ideer foreligge adskilt for bevidstheden, bliver det spørgsmålet hvordan forestillingsevnen kombinerer ideerne. Det sker i overensstemmelse med nogle lovmæssigheder kaldet associations principper. Det er emnet for næste kapitel. Bevidstheden kan genkalde sig ideer vha. hukommelsen. Hukommelse og forestillingsevnen adskille sig ved måden hvorpå de fremkalder ideer. Hukommelsen kan kun fremkalde ideer hvortil der svarer indtryk. De ideer hukommelsen fremkalder er altså begrænset af de oprindelige indtryk, og den rækkefølge de optrådte i. Forestillingen er ikke underlagt denne begrænsning. Ganske vist skal der svare indtryk til de ideer forestillingsevnen fremkalder (man kan ikke forestille sig noget man ikke har oplevet). Tilgængæld kan forestillingsevnen kombinere ideerne frit.

"I observe, that many of our complex ideas never had impressions, that corresponded to them, and that many of our complex impresssions never are exactly copy'd in ideas ... After the most accurate examination, of which I am capable, I venture to affirm, that the rule here holds without any exception, and that every simple idea has a simple impression, which resemples it; and every simple impression a correspondent idea." ⁽²⁰⁾

Dette er et fundamentalt princip i Humes filosofi: at enhver simpel idé må kunne henføres til et simpelt impression. Hume udtrykker det endnu klarere end i ovenstående citat: "That all our simple ideas in their first apperance are derived from simple impressions, which are correspondent to them, and which they exactly represent." ⁽²¹⁾ Som det fremgår er der, ifølge Hume, en 1:1 relation mellem simple impressions og simple ideer. Ideen er en nøjagtig kopi af indtrykket. Princippet om at enhver idé skal kunne føres tilbage til et indtryk, kan vi for nemhedens skyld kalde det empiristiske diktum. ⁽²²⁾ Princippet er vigtigt for Hume, fordi det forsyner ham med et meningskriterium. Kun de ideer der er afledt af et indtryk er meningsfulde. I Enquiry concerning Human Understanding udtrykker Hume det således: "When we entertain, therefore, any suspicion, that a philosophical term is employed without any meaning or idea (as is but too frequent), we need but enquire, from what impression is that supposed idea derived? And if it be impossible to assign any, this will serve to confirm our suspicion." ⁽²³⁾ Citatet er væsentligt ikke bare fordi det viser, at Hume gør sig til talsmand for en sprog verifikationisme, med især fordi det viser, at Hume ikke skelner mellem idé forstået som begreb og idé forstået som et billede. Det fremgår for eksempel af følgende passage fra Enquiry: "... When we analyze our thoughts or ideas, however compounded or sublime, we always find, that they resolve themselve into such simple ideas as were copies from a precedent feeling or sentiment." ⁽²⁴⁾ Konsekvensen er, at han opfatter begreber som en slags billeder. Da al tænkning er succession af ideer, bliver al tænkning billedlig. Men der er ikke nogen nødvendig forbindelse mellem tænkning og forestillinger (altså billeder). Man kan tænke forhold som man ikke kan forestille sig, for eksempel en tusinde kant. Mange tanker ledsages ikke af forestillinger, og så vidt jeg ved, findes der mennesker som slet ikke har forestillinger. Tanker kan naturligvis ledsages af forestillinger, men det er noget andet. ⁽²⁵⁾

Et andet problem er, at Hume ud fra sin definition af "idé", ikke kan forklare hvordan ideen kan referere til noget fra ideen forskelligt. Et billede er et billede af noget. I den forbindelse er det irrelevant hvor stærkt eller livligt billedet er. Et billede af et æble, er et billede af et æble, uanset hvor godt eller dårligt billedet er. Med andre ord mangler Hume en teori for reference.

Impressions kan deles op i to typer. Impressions of sensation (sanseindtryk) og impressions of reflection (reflektionsindtryk). Årsagen til førstnævnte er ukendte. Ud fra en konsekvent betragtning må de dog komme udefra. Der er kun to muligheder. Enten kommer de udefra eller indefra. Impressions of reflection komme indefra, derfor må impressions of sensation komme udefra. Impressions of reflections er groft sagt indtryk af vores ideer: "Impressions may be divieded into two kinds, those of sensation and those of reflection. The first kind arises in the soul orginally from uknown causes. The second is derived in great measure from our ideas." ⁽²⁶⁾ Impressions of sensation er altså det vi i almindelighed kalder sanseindtryk. Impressions of reflection er indtryk der har deres oprindelses i ideer. Humes eget eksempel: Vi får et indtryk af kulde, der giver anledning til ideen om kulde. Denne idé giver anledning til et impression of reflection af f.eks. aversion. Dette impression of reflection kan så give anledning til en ny idé og så videre. I sidste instans må reflektionsindtryk dog være afledt af sanseindtryk.

Opsummering: 1) erkendelsens udgangspunkt er perceptioner der deles op i indtryk og ideer. 2) ideer må være afledt af indtryk ellers er de meningsløse. 3) forestillingsevnen kan kombinere ideer som altid foreligger adskilte for bevidstheden, hvorved erkendelse opstår.

II.II Associations principperne.

En ting er at have vist, at simple ideer må henføres til impressions. Noget andet er at forklare, hvordan forestillingsevnen kan kombinere ideerne. Hvis ikke forbindelsen mellem ideer i forestillingen skal være tilfældig og uforklarlig, må sammensætningen af ideer være styret af nogle regler. Disse regler må på den ene side være der, men på den anden side ikke være så rigide, at det bliver uforståeligt hvordan forestillingsevnen kan kombinerer ideerne på kryds og tværs. Disse regler for kombination af ideer kalder Hume "principles of association", og de skal betragtes som en "gentle force", dvs. en mental kraft der svarer til magnetisme eller lignende.

Hume skelner mellem to typer relationer. Naturlige- og filosofiske relationer. Naturlige relationer kan beskrives som naturlig association. Bevidstheden associerer automatisk og ubevidst ideer. Der findes tre naturlige relationer: lighed, nærhed og kausalitet.

"The qualities, from which this association arises and by which the mind is after this manner convey'd from one idea to another, are three, viz. resemblance, contiguity in time and place, and cause and effect." ⁽²⁷⁾

Humes argumentation for de to første principper er mangelfuld. Han henviser blot til at det er evident, at bevidstheden nemt glider fra en idé til en anden der ligner den. Ligeledes bevæger bevidstheden sig fra et objekt, til et andet der ligger i forlængelse af det (for eksempel i tid og rum). Princippet om årsag-virkning er det, der giver den stærkeste forbindelse mellem ideer.

"'Tis sufficient to observe, that there is no relation, which produces a stronger connection in the fancy, and makes one idea more readily recal another, than the relation of cause and effect betwixt their objects." ⁽²⁸⁾

Når vi frivilligt og bevidst sammenligner ideer, er der tale om, at vi blotlægger de filosofiske relationer mellem ideer. Ifølge Hume er der syv sådanne relationer: lighed, identitet, forskellighed, nærhed, antal og størrelse, graden en egenskab foreligger i samt kausalitet. Som det ses er lighed både en naturlig og en filosofisk relation. Det skyldes at intet kan sammenlignes medmindre der er en form for lighed mellem dem. Lighed er derfor den fundamentale relation. Uden den kan der ikke eksistere filosofiske relationer.

De filosofiske relationer inddeler Hume i to grupper. Den første gruppe: "... depend entirely on the ideas, which we compare together.", mens den anden type: " ... may be chang'd without any change in the idea." ⁽²⁹⁾ Den første gruppe består af lighed, størrelse og antal samt grad. Den anden gruppe indeholder identitet, relationer i tid og rum og kausalitet. Hume specialisten David Fate Norton beskriver forskellen mellem de to typer filosofiske relationer således:

"In saying that relations of the first type depend entirely on the ideas compared together, Hume appears to be suggesting that the difference between the two kinds of relations is the difference between relations that are independent of the manner or order in which perceptions are presented or considered, and relations the depend on this manner." ⁽³⁰⁾

Distinktionen er væsentlig fordi den adskiller det vi vha. af tænkning kan opnå sikker viden om, og det vi ikke kan opnå sikker viden om. Vi kan ikke alene vha. tænkning klarlægge forhold, der afhænger af variable relationer. Disse forhold kan kun klarlægges via erfaringen.

Hume mener, at associations principperne er bevidsthedens naturlove: "Here is a kind of attraction, which in the mental world will be found to have as extraordinary effects as in the natural and to show itself in as many and as various forms." ⁽³¹⁾ Om disse relationer er rigtigt eller forkerte, om der er flere eller færre er ligegyldigt. Det afgørende er, at Hume mente, at der findes et endeligt antal relationer, som ligger til grund for bevidsthedens associative funktion. Associations principperne er derfor en vigtig del af Humes naturalistiske projekt. Ligesom man kan spørge fra hvilket indtryk en idé stammer, og dermed fastlægge ideens meningsfuldhed, kan man spørge hvordan ideer hvortil der ikke svarer et impression opstår. Associations principperne leverer svaret. Hume opererer altså med en toleddet forklaringsmodel. Dels et meningskriterium (ideer skal stamme fra indtryk). Dels et værktøj til at forklare hvorfra de øvrige ideer stammer (associations principperne). ⁽³²⁾

Disse associations principper giver anledning til forskellige komplekse ideer, hvoraf to er særlig interessante: substans og nødvendig forbindelse mellem årsag og virkning. Vi vil nu se nærmere på disse to ideer.

Opsummering: 1) associations principerne er bevidsthedens grundlove. 2) der findes naturlige og filosofiske relationer. Lighed er den fundamentale relation. 3) da erkendelse primært er oplevelsen af relationer mellem ideer, kan der ikke være erkendelse uden naturlige og filosofiske relationer.

II.III Substansbegrebet og eksistens.

Hume gør sig til talsmand for et nominalisisk substansbegreb. Det er samtidig en kritik af det traditionelle substansbegreb. Begrebet om substans må være afledt af et indtryk. Det kan ikke være afledt af et sanseindtryk. Der er aldrig nogen der har perciperet en substans, kun simple sansekvaliteter som lyd, smag m.m., altså egenskaber. Derfor må substansbegrebet være afledt af et reflektionsindtryk: "But the impressions of reflection resolve themselves into our passions and emotions; none of which can possible represent a substance." ⁽³³⁾

Hume kan derfor konkludere, at ideen om substans ikke er afledt af et indtryk. Hverken simpelt eller komplekst, og hverken "of sensation" eller "of reflection". Da alle simple ideer skal være afledt af et indtryk, må konklusionen være, at ideen om substans ikke er en simpel idé. Altså må den være kompleks. Men som nævnt er den ikke afledt af et komplekst indtryk. Hume kan derfor slå fast, at ideen om substans er identisk med en konkret samling af egenskaber: "We have therefore no idea of substance, distinkt from that of a collection of partikular qualities; nor have we any other meaning when we talk or reason concerning it." ⁽³⁴⁾ Ideen om substans må derfor være et resultat af forestillingsevnen. De konkrete egenskaber bliver sat sammen, så de danner en kompleks idé. Som nævnt i sidste kapitel styres forestillingsevnen af associations principperne.

Hume argumenterer for at ideen om eksistens, ikke er afledt af et særligt indtryk. Derimod opleves enhver ting som eksisterende, i og med vi har et indtryk af den.

"There is no impression nor idea, of which we have any consciousness or memory, that is not concived as existent; and 'tis evident, that from this consciousness the most perfect idea and assurance of being." ⁽³⁵⁾

At opleve noget, og at opleve dette noget som eksisterende, er en og samme ting. Dette garanterer naturligvis ikke, at det oplevede eksisterer uafhængigt af subjektet. Hvad garanterer så, at et indtryk modsvares af en real genstand? I en vis forstand ikke noget. Bevidstheden har kun adgang til perceptioner. Derfor kan vi ikke danne os et begreb om genstande, som noget forskelligt fra perceptioner.

"The farthest we can go towards a conception of external objekts, when suppos'd specifically different from our perceptions, is to form a relative idea of them, without pretending to comprehend the related objekts. Generally speaking we do not suppose them specificaly different; but only attribute to them different relations, connections and duration." ⁽³⁶⁾

Her ser vi Humes substansbegreb i aktion. Ideen om genstande er blot en klynge af egenskaber. Vi har ikke et begreb om genstande, som noget specifikt forskelligt fra denne idé. ⁽³⁷⁾ Derfor er omverdensproblemet for Hume et meningsløst problem.

Opsummering: 1) substans er en idé hvortil der ikke svarer et indtryk. 2) ideen om substans er identisk med en konkret samling af egenskaber. 3) det er forestillingsevnen der skaber denne idé. 4) det er associations principerne der styrer forestillingsevnen.

II.IV Kausalitet og nødvendighed.

Enhver form for tænkning består af sammenligning af ideer, hvorved forskelle og ligheder mellem dem opdages (jf. relations ideerne). Identitet, nærhed i tid og rum samt kvantitet foreligger umiddelbart for bevidstheden, og involverer ikke tænkning. Det bringer os heller ikke ud over det umiddelbart foreliggende. Kun kausalitet muliggør dette. Når vi ræsonnerer vha. kausalitet, går vi ofte ud over de umiddelbart foreliggende perceptioner. For eksempel når vi ser en virkning, slutter vi til en årsag, som ikke foreligger for bevidstheden her og nu. Kausalitet har altså en særstatus og bør undersøges nøje.

"But this conclusion beyond the impressions of our senses can be founded only on the connection of cause and effect ... Here then it appears, that of those three relations, which depend not upon mere ideas, the only one that can be taced beyound our senses and inform us of existence and objects, which we do not see and feel, is causation. ⁽³⁸⁾

Men hvis ræsonnementer skal have nogen gyldighed, er vi nød til i sidste instans at fundere årsagerne i perceptioner. Enhvert ræsonnement der slutter fra årsag til virkning (og omvendt), er en funktion af tre forhold: "First, the original impression. Secondly, the transition to the idea of the connected cause or effect. Thirdly, the nature and qualities of that idea." ⁽³⁹⁾ Hvorfra de oprindelige indtryk stammer kan vi, som tidligere nævnt, ikke vide noget om. Vi må accepterer dem som et faktum. Vi kan derimod konstatere, at vores perceptioner er sammenhængende, og det tillader os at drage slutninger. Vi kan observere, at en bestemt begivenhed altid følger efter en anden, og herefter slutter vi, at den ene er årsag til den anden.

For at undersøge vores idé om kausalitet, må vi undersøge ideens oprindelse, dvs. det eller de indtryk som ideen om kausalitet er afledt af. Hume begynder med at slå fast, at kausalitet ikke er en egenskab ved genstande. ⁽⁴⁰⁾ Ideen om kausalitet må derfor have sin oprindelse i relationer mellem genstande (hvor genstande er mentale og ikke reale størelser jf. kapitlet om substanser). "The idea, then, of causation must be deriv'd from some relation among objects ...". ⁽⁴¹⁾ Hume opstiller til en begyndelse tre relationer: 1) nærhed. To ting der er kausalt forbundne, berører hinanden direkte eller indirekte (der er en serie af begivenheder mellem dem). 2) temporal prioritet. Årsagen går altid tidsligt forud for virknigen. Disse to er ikke i sig selv nok til at skabe kausalitet. De garanterer kun, at to begivenheder er korrelerede ikke at de er kausalt forbundne (korrelation medfører ikke nødvendigvis kausalitet). Der mangler stadigt noget, nemlig 3) den nødvendige forbindelse.

"An objekt may be contigous and prior to another, withour being consider'd its cause. There is a necessary connection to be taking into consideration; and that relation is of much greater importance, than any of the other two above-mention'd." ⁽⁴²⁾

Det betyder reelt at nærhed og temporal prioritet, ikke er essentielle for ideen om kausalitet (selvom Hume antager at de er det). På trods af, at den nødvendige forbindelse er den vigtigste, foreligger den ikke ved direkte perception som de to andre. Ideen om nødvendig forbindelse modsvares altså ikke af et sanseindtryk. Hvordan opstår ideen så?

Problemet om den nødvendige forbindelse mellem årsag og virkning, implicerer to spørgsmål. For det første: "The true state of the question is, whether every objekt, which begins to exist, must own its existence to a cause ...". ⁽⁴³⁾ Hume svarer benægtende på det spørgsmål. Sætningen: "whatever begins to exist must have a cause" er ikke udtryk for intuitiv viden. Den intuitive viden beror på relationerne resemblance, proportions in quantity and number, degrees of any quality og contrariety. Men nævnte udsagn implicerer ingen af disse relationer, og derfor er det ikke intuitiv sikkert. ⁽⁴⁴⁾ Er udsagnet så udtryk for demonstrativ viden? Heller ikke det. Hvis vi skal bevise, at enhver tilblivelse har en årsag, må vi også bevise at tilblivelse er umulig uden et produktivt princip. Men det sidste kan ikke bevises. ⁽⁴⁵⁾

Man skal i den forbindelse være opmærksom på, at Hume har en meget liberal tolkning af forholdet mellem logisk mulighed og real mulighed. Logikken beskriver den menneskelige tankevirksomhed. Dvs. logikken er en form for psykologi. Hvis vi kan forestille os noget, f.eks. at koppen flyver op i loftet frem for at falde på gulvet, så er det logisk muligt. ⁽⁴⁶⁾ Denne logiske mulighed implicerer en real mulighed. Det kunne altså være, at koppen en dag flyver op i loftet. Dog er der den undtagelse, at vi ikke kan forestilles os forhold der er selvmodsigende, og det betyder, at vi ikke har nogen ide om selvmodsigende forhold.

Det andet spørgsmål er, om bestemte årsager med nødvendighed har bestemte virkninger. Altså kan vi slutte fra årsag til virkning? Ifølge Hume er det kun via erfaringen, at vi kan foretage sådanne kausale slutninger: "'Tis therefore by experience only that we can infer the existence of one objekt from another." ⁽⁴⁷⁾ Det er en væsentlig pointe hos Hume, at slutninger fra årsag til virkning, ikke er et resultat af fornuftens virke (ikke a priori). Det er heller ikke genstandene i sig selv der muliggør kausal ræsonnementer: "There is no objekt, which implies the existence of any other if we consider these objects in themselvs, and never look beyond these ideas which we form of them." ⁽⁴⁸⁾ Det er kun erfaringen der kan danne grundlag for slutningen. Erfaringen lærer os, at der altid består en bestemt relation mellem kausalt forbundene begivenheder. Denne relation er "constant conjuntion"

"Thus in advancing we have insensibly discover'd a new relation betwixt cause and effect, when we least expected it, and were entirely employ'd upon another subject. This relation is their constant conjunction. ⁽⁴⁹⁾

Opdagelsen af denne relation bringer os dog ikke nærmere målet. Indtryk af "constant conjunktion", kan ikke give anledning til en ny idé: "From the mere repetition of any past impression, even to infinity, there never will arise any new original ideas, such as that of necessary connexion." ⁽⁵⁰⁾ Vi mangler stadig at forklare, hvordan vi kommer fra constant conjunction til necessary connexion, dvs. fra indtryk til idé. Altså hvordan opstår ideen om nødvendig forbindelse? Ideen om nødvendig forbindelse må have sin oprindelse i enten impressions of sensation eller reflection.

"There is no internal impression [impression of reflection - JB], which has any relation to the present business, but that of propensity, which custom produces, to pass from an objekt to the idea of its usual altendant. This therefore is the essence of neccessity. Upon the whole, nessicity is something in the mind, not in objekts. ⁽⁵¹⁾

Ideen om nødvendig forbindelse er altså afledt af et impression of reflection. Dertil kommer vanen ("custom"). Hvis vi tilstrækkelig mange gange har observeret, at en bestemt begivenhed følger efter en anden bestemt begivenhed, opstår i bevidstheden en naturlig disposition til at slutte fra en begivenhed til en anden. Eller sagt med andre ord. Vi vænner os simpelthen til, at en bestemt begivenhed følger efter en anden. Men hermed er den hellige grav ikke velforvaret. At en begivenhed altid følger efter en anden, er ikke garant for at det vil vedblive med at være sådan. Der er ifølge Hume forskel på at noget indtil nu har være på en bestemt måde, og at det vil vedblive med at være sådan. Det er med andre ord induktions problemet, vi har med at gøre. I sidste instans er slutningen fra årsag til virkning derfor funderet i, at verden i går ligner verden i morgen. Men denne antagelse kan ikke bevises.

Den kausale slutning er også karakteriseret ved, at vi tror ("belive") at der er en nødvendig forbindelse mellem årsag og virkning. Ikke alene har vi vænnet os til at begivenheder følger hinanden, vi tror at det sker med nødvendighed, og denne tro kommer ganske naturligt (denne fundamentale tro kan derfor, pace Kemp-Smith, kaldes for et naturligt instinkt). Bortset fra det, hvad er så forskellen på denne tro, og så almindelig antagelse/opfattelse ("conception")? Forskellen er måden hvorpå vi opfatter henholdsvis antagelse og tro:

"But as 'tis certain there is a great difference betwixt the simple conception of the existence of the object, and the belief of it, and as the difference lies not in the parts or composition of the idea, which we concieve, it follows that it must lie in the manner, in which we concieve it." ⁽⁵²⁾

Det er ikke noget ved genstandene i sig selv der gør, at vi tror at der er en nødvendig forbindelse mellem dem, fremfor blot at antage at forbindelsen er der. Det er måden hvorpå vi opfatter ideen om nødvendig forbindelse der gør hele forskellen. En tro fremstår stærkere og mere levende end en antagelse. Det er den eneste måde hvorpå de adskiller sig: "So that as a belief does nothing but vary the manner, in which we concieve any object, it can only bestow on our ideas on additionel force and vivacity." ⁽⁵³⁾ Troen på et givent forhold, gør ideen om dette forhold mere livlig og stærk, end hvis vi kun antager forholdet. Og Hume forsætter med at skrive, at "belief" består i "a lively idea related to a present impression." ⁽⁵⁴⁾ Denne overførsel af livlighed er udtryk for en naturlig tendens i bevidstheden. Den kausale tro er før-refleksiv. Et eksempel: jeg kan antage, at det vil regne i morgen. Denne antagelse kan jeg til hver en tid revidere. Når morgendagen oprinder, og regnen udebliver, konstaterer jeg at min antagelse er forkert. Anderledes med troen. Når jeg åbner for vandhanen tror jeg, at vandet vil løbe ned i vasken. Denne tro kan ikke uden videre revideres. Hvis vandet pludselig løber op, vil jeg ikke bare tro, at tyngdeloven er ophævet hvad vand angår. Jeg vil mene, at jeg har set forkert eller har fået knald i låget. Tro er fundamental det er antagelser ikke.

Del II - Diskussion.

Formålet med anden den af denne opgave er, at diskutere forholdet mellem Humes naturalistiske projekt og det empiristiske dictum. Nærmere bestemt om Hume qua det empiristiske dictum, overhovedet kan gennemføre sit projekt og etablere en videnskab om mennesket.

Diskussionen vil tage udgangspunkt i David Favrholdts kritik af fænomenalismen som den fremstår i Filosofisk Codex, og Thomas Reid kritik som den fremstår i An Inquiry into the Human Mind on the Principles of Common Sense. Det vil så blive vurderet, hvilke konsekvenser kritikken har for Humes naturalistiske projekt. Det bør bemærkes, at det ikke er mit mål at redegøre for Favrholdts eller Reids overordnede projekter, eller at redegøre for deres kritik af fænomenalismen i detaljer. Jeg fremdrager kun de dele af kritikken der kan belyse det empiristiske dictums konsekvenser for det naturalistiske projekt.

I.I David Favrholdts kritik af fænomenalismen.

Ifølge Favrholdt er fænomalismens grundlæggende fejl, opfattelsen af forholdet mellem subjekt og objekt der har sin oprindelse hos Descartes. Denne forfejlede opfattelse af menneskets erkendesituation, resulterer i det Favrholdt kalder The Cartesian Trap:

"Eftersom alt, hvad jeg erkender, kun kan blive til erkendelse ved at blive oplevet af mig, d.v.s. ved at "komme ind i bevidstheden", kan jeg faktisk aldrig vide, om der eksisterer noget "uden for" bevidstheden." ⁽⁵⁵⁾

Fælde udgør essensen af den forfejlede opfattelse af forholdet mellem subjekt og objekt som fænomenalismen repræsenterer. Fælden formulerer omverdensproblemet herunder det fremedpsykiske problem. Samtidig fastlægger fælden menneskets erkendesituation. Mennesket er et sansende væsen med en sansemæssige tilgang til omverdenen, men ikke en handlemæssig. Mennesket er et passivt sansende væsen, ikke et handlende væsen med en kropslig og handlende tilgang til omverdenen.

Den Cartesiske fælde findes eksplicit i Humes filosofi. Herved skal forstås, at Hume ikke bare af vanvare kommer til at gå i fælden. Han går i den bevidst og med åbne øjne. Det burde for så vidt være klart, ud fra fremstillingen af hans distinktion mellem impressions og ideas, men lad mig for god ordens skyld fremdrage et par citater:

"We may ask, What causes us to belive in the existence of bodies? But ītis in vain to ask, Whether there be body or not? ⁽⁵⁶⁾

"Now since nothing is ever present to the mind but perceptions, and since all ideas are deriv'd from something antecedently present to the mind; it follows, that 'tis is impossible for us so much as to conceive or form an idea of any thing specifically different from ideas and impressions." ⁽⁵⁷⁾

Bevidstheden har kun adgang til impressions og ideas, som ikke er reale objekter men mentale objekter. Eller med andre ord: Mennesket har kun adgang til sine egne bevidstheds fænomener. Hvilke konsekvenser har denne opfattelse for det naturalistisk projekt? Projektet går jo ud på at fastlægge menneskets natur. Det skal ske vha. erfaring og eksperimenter - vha. observation og introspektion. Erfaring er sanseindtryk. Ifølge Hume kan vi ikke vide, hvad der er årsag til disse sanseindtryk. Hans perceotionsteori er dermed ikke en kausal-perceptionsteori. Genstande er ikke reale, men mentale størrelser. Vi kan ikke danne os en idé om genstande som noget forskelligt fra impressions. Og derfor kan vi ikke danne os et begreb om "menneske" som noget specifikt forskellige fra indtryk. Hume kan derfor ikke skelne mellem menneske som noget forskelligt fra hans bevidsthed, og noget i hans bevidsthed. Heraf følger, at de genstande der kaldes "mennesker", ikke er reale objekter men mentale objekter, nærmere bestemt, mentale objekter i Humes bevidsthed. Hermed er han udelukket fra at opstille en teori om menneskets almene natur, dvs. en teori der gælder for alle mennesker. Det ville forudsætte, at andre mennesker eksisterer som reale objekter, og at deres adfærd og egenskaber lader sig erkende. Men dette ergivet teorien ikke muligt:

"F.eks. må jeg når jeg går i den fælde, konstatere følgende. Den eneste sikre erkendelse, jeg har, er mine egne oplevelser. Jeg kan ikke vide, om der faktisk findes en lampe, som står på bordet, ligesom jeg selvfølgelig heller ikke kan vide, om der faktisk findes et bord. Og jeg kan heller ikke vide, om der findes andre mennesker end jeg selv. For andre mennesker er jo ligeså vel som lampen noget der kun kan foreligge for mig som oplevelser, jeg har. Hvorvidt der findes noget "uden for" min bevidsthed, der svarer til disse oplevelser, er jeg én gang for alle principielt afskåret fra at vide noget om." ⁽⁵⁸⁾

Hume kan derfor kun opstille en konkret teori for sin egen bevidsthed. Videnskaben om mennesket er i streng forstand videnskaben om Hume. Han kan kun slippe uden om problemet, ved enten at opgive det empiristiske dictum, eller ved at postulere at der findes andre mennesker, et synspunkt han qua sine egne præmisser ikke kan begrunde. Som Favrholdt påpeger fører den cartesiske fælde og dermed det empiristiske dictum lukt ind i solipsisme med de problemer det medfører.

Alle vores ideer relaterer ikke til noget i den bevidstheds transcendente verden, men er bevidstheds immanente. Når vi erkender genstande, er det ikke sådan, at vi erkender de fysiske, altså bevidstheds transcendent genstande. Bevidstheden konstruerer ud fra indtryk et mentalt objekt, der er den egentlige genstand. Forholdet mellem bevidstheds transcendente og immanente genstande er dermed ubestemt. Det gælder også inden for videnskaben f.eks. i forbindelse med eksperimenter, inkl. Humes egne. En så enkel ting som at tage tid med et stopur, involverer en person, en genstand (uret) og en handling (start og stop af ur) foruden relationen mellem genstande. Ifølge Hume er personen et bundt af indtryk, ligeså uret. Handlingen er succesion af indtryk. Relationer mellem genstande er relationer mellem perceptioner. Hume kan ikke mener andet fordi han sidder i fælden.

Hume ville måske indvende, at det ikke gør nogen forskel i praksis om vi taler om personer o.l eller "bundt af indtryk". Her kunne man så vælge at gøre kort process med Humes teori. Hvis ikke den gør nogen forskel, kan vi anvende Ockhams ragekniv og skære hele teorien væk. ⁽⁵⁹⁾

I.II Thomas Reids kritik af Humes erkendelsesteori.

Thomas Reids grundlæggende kritik af Hume går på, at Hume opfatter forholdet mellem subjekt og objekt forkert. Han gør opmærksom på, at Hume ikke skelner mellem bevidstheds indholdet, og det der er bevisthedesindholdets genstand (eller han skelner ikke mellem akt og aktens indhold hvis man foretrækker denne fornulering). Men dette er en fejlagtig opfattelse:

"Nature undoubtely teaches us to distinguish between the Act of perceiving and the Objekt percieved. When I see a horse, seeing a horse is an act of my mind, but the horse which I see is not an act of my mind there is therefore a real distinktion between the act of perception & the objekt." ⁽⁶⁰⁾

Man kunne sige, at det Reid gør er, at formulerer den Cartesiske fælde på en lidt anden måde end Favrholdt. ⁽⁶¹⁾ I og med Hume identificerer perceptionsakten med det der perciperes, er han fanget i sine egen bevidsthed. Men bortset fra det, fremhæver Reid to problemer ved Humes perceptionsteori. 1) Hvis vi hævder, at vi perciperer genstande ved at modtage indtryk fra dem, hævder vi faktisk ikke andet end, at vi perciperer genstande ved at perciperer dem, eller får indtryk af dem ved at få indtryk af dem. Med andre ord en tautologi. Vi er ikke blevet klogere på perception. 2) Det giver kun mening at hævde, at vi perciperer noget hvis der er et "noget" at perciperer. Med da Hume identificerer perception og det der perciperes kan han ikke drage denne distinktion. Vi har tidligere berørt samme problem i forbindelse med ideer. Ideer er billeder af noget, og må derfor vise hen til noget fra sig selv forskelligt. Det forholder sig på samme måde med impressions.

Hvis der skal være forskel på genstande og indtryk af genstande, må indtrykket referere til noget fra sig selv forskelligt. Jf. ovenstående citat er en hest ikke identisk med min perception af hesten. Men ifølge Hume er det meningsløst at tale om hesten som noget forskelligt fra indtryk. Hume benægter en distinktion der ifølge Reid er grundlæggende. Derfor må Humes perceptionsteori forkastes.

Reid påpeger et problem i Humes distinktion mellem indtryk og ideer. Ideer er jo kopier af indtryk. Med hvad skal vi egentlig forstå ved det? Hvis vi opfatter ideer som billeder løber vi ind i følgende problem. Hvis vi skal sammenligne en idé med et indtryk, er vi nød til at genkalde os indtrykket. Men da indtryk forligger umiddelbart for bevidstheden, kan vi ikke genkalde os indtryk, kun ideer. Derfor kan vi ikke sammenligne indtryk og ideer. Hume har derfor ikke noget belæg for at hævde, at ideer er kopier af indtryk. Man kan kun fastslå overensstemmelse mellem kopi og original hvis man har adgang til begge dele.

Hvis vi opfatter ideer som tanker opstår et andet problem: "The idea of a horse is a Thought and can resemble a Horse onely as a thought can resemple a horse. The idea of heat is not hot the idea of extension is not extended nor the idea of colour coloured." ⁽⁶²⁾ Tanken og tankens genstand er, ifølge Reid, type forskellige og ikke kun grads forskellige som hos Hume.

Reid forsætter sin kritik af Hume grads forskelle fremfor type forskelle på følgende måde: ⁽⁶³⁾ Person A tror fuldt og fast på en tilstand efter døden ("future state after death"). Person B hverken tror eller ikke tror. Person C tror fuldt og fast på, at der ikke er en tilstand efter døden. Person A har en stærk og klar idé, person B en svag. Men hvad med person C? Hvis ideen er svag, kan en svag idé altså implicere en stærk tro. Det er ifølge Hume ikke muligt. En stærk tro må følges af en stærk idé. Hvis ideen er stræk og klar, må troen på tilstand efter døden, og troen på ingen tilstand efter døden være den samme. Objektet for A og C's tro er jo det samme (en tilstand efter døden). Det eneste der adskiller tro og ikke tro, er måden ideen fremtræder på (hvor stærk eller svag den er). A og C har begge stærke ideer om samme objekt, og defor kan Hume, ifølge Reid, ikke effektivt skelne mellem de to ideer.

Thomas Reid mener altså, at Humes erkendelsesteori er grundlæggende defekt af (mindst) to grunde: 1) den skelner ikke imellem bevidsthedens indhold og genstand. Det fører til den cartesiske fælde. 2) Hume kan ikke redegøre for forholdet mellem indtryk og ideer. Ifølge Reid er der kun en vej ud af dette dødvande. Idéteorien må opgives.

I.III Humes meningskriterium.

Som tildligere nævnt opstiller Hume i Enquiry et meningskriterium. Kun de begreber der kan føres tilbage til indtryk er meningsfulde. Ydermere beskriver Hume i Enquiry en metode til at afprøve hans teori:

"Those who would asert that this position is not universally true nor withour exception, have only one, and that an easy method og refuting it; by producing an idea, which in their opinion, is not derev'd from this source. It will then be incumbent on us, if we would maintain our doctrin, to produce the impression, or lively perception, which corresponds to it." ⁽⁶⁴⁾

For det første behandler Hume mange begreber, der ikke leder sig føre tilbage til indtryk, f.eks. substans og nødvendig forbindelse. ⁽⁶⁵⁾ Humes kritik af disse begreber går jo netop på, at der ikke svarer et indtryk til dem. For det andet fremstiller Hume selv et eksempel på en simpel ide, hvortil der ikke svarer et simpelt indtryk. Hvis vi forestiller os en person der har set alle blå nuancer undtagen en, vil han så kunne danne sig en ide om denne nuance? Hertil svarer Hume ja. Han afviser dog straks, at det skulle være et problem for teorien. Men i ovenstående citat beder Hume os finde én idé, hvortil der ikke svarer et indtryk, og en sådan idé har han selv fundet. Det er irrelevant, at personen senere vil kunne percipere den blå nuance. Pointen er, at ideen om den blå nuance findes i bevidstheden forud for indtrykken af den. Den simple ide går altså forud for det simple indtryk, hvilket ifølge Hume selv ikke er muligt.

Hume ville næppe tage denne kritik alvorlig. Det kan vel være, at nogle ideer så som kraft og impuls ikke kan føres tilbage til et sanseindtryk, men så kan det sikkert føres tilbage til et reflektions indtryk (man kunne få en mistanke om, at distinktionen mellem sanse- og reflektions indtryk, ubevidst er indført for også at fungere som sikkerhedsventil. De ideer der ikke er afledt af sanseindtryk, og det er trods alt en del, kan sikket vha. lidt mental akrobatik føres tilbage til reflektionsindtryk. Og så går teorien alligevel op i en højere enhed). Det afgørende er, at han ikke behøver bekymre sig om kritikken. Han helgarderer sig nemlig med følgende allerede angivene citat:

"When we entertain, therefore, any suspicion, that a philosophical term is employed without any meaning or idea (as is but too frequent), we need but enquire, from what impression is that supposed idea derived? And if it be impossible to assign any, this will serve to confirm our suspicion." ⁽⁶⁶⁾

I det først anførte citat s. 25 øverst, er det op til Hume, at finde indtryk der svarer til de ideer, en evt. kritiker hævder der ikke svarer et indtryk til. Det er altså Hume der står med bevisbyrden. I det sidst anførte citat er det lige omvendt. Hvis en kritiker påpeger, at der ikke svarer et indtryk til f.eks. impuls kan Hume afvise kritikken ved at henvise til at ideen om impuls er meningsløs, netop fordi der ikke svarer et indtryk til den. Hume vender altså bevisbyrden på hovedet. Han kan ganske vist forklare hvordan ideerne opstår i vores bevidsthed, og derfor må han, noget inkonsekvent, antage at de ikke er helt meningsløse. Men det er meningsløst at spørge om der svarer noget virkeligt til ideerne. Dermed er han gået i den Cartesiske fælde. Han taler ikke om f.eks. ideen om impuls i almindelighed, men om sin egen idé om impuls.

Hvad ville Hume svare en realist der kritiserede hans teori? For eksempel kritiserer Thomas Reid hans begreb om sandsynlighed. Sandsynlighed angår ikke forholdet mellem ideer, men er et træk ved verden ("in fact"). Hertil kan Hume kun svare, at Reids problemstilling er meningsløs. Hvis man indvender, at Humes psykologiske forklaringer er irrelevant i erkendelsesteoretisk henseende, da erkendelsesteorien angår forholdet mellem subjekt og objekt, kan Hume kun svare, at problemstillingen er meningsløst.

I.IV Humes skepticisme.

Hume var skeptiker. Herom hersker ingen tvivl, alene fordi han eksplicit bekender sig til den både i Treatise, Enquiry og Abstract. Hermed er der dog ikke sagt noget om, hvilken type skepticisme Hume bekender sig til. Groft sagt kan man karakterisere Humes skepticisme således: han opstiller en række begrænsninger for fornuftens virke. En række af de evner og funktioner der traditionelt er blevet tillagt fornuften, reducerer Hume til følelser og vane. Hvad angår sanseerfaringen er det ikke så meget Humes mål, at betvivle sanseerfaringen, f.eks. vha. illusionsargumenter, som at problematisere forholdet mellem subjekt og objekt ved at argumentere for, at vi kun har adgang til perceptioner. ⁽⁶⁷⁾ Det bliver som vanlig Humes opgave at vise hvorfra ideen om eksterne genstande stammer. ⁽⁶⁸⁾

To ting må bemærkes om Humes skepticisme. For det første er han ikke total skeptiker mht. til fornuften. For det andet kan skeptiske argumenter aldrig undergrave vores naturlige instinkter.

Ad 1: Hume er godt klar over, at det vil have katastrofale konsekvenser hvis vi fuldstændig afskriver fornuften. Der ville undergrave hans egne ræsonnementer. ⁽⁶⁹⁾ Når han alligevel kan tillade sig at være skeptisk mht. til fornuftens virke skyldes det, at han skelner mellem to niveauer i fornuften. Et psykologisk og et epistemisk. ⁽⁷⁰⁾ Psykologisk set er fornuften en naturlig del af mennesket. Den er så at sige instinktiv, og kan analyseres i psykologiske termer. Men det fornuften udkaster kan ikke kun analyseres psykologisk, men også epistemisk. Videnskabelige teorier skal f.eks. leve op til visse kriterier for sandhed, viden m.m. Dvs. selvom fornuften er udtryk for en psykologisk mekanisme, kan teorier som fornuften opstiller stadig være begrundede eller ubegrundede.

Spørgsmåler er, om overstående er nok til at redde Humes teori. Han udtrykker selv skepsis over for sine egne resultater hen imod slutningen af Treatise første bog. ⁽⁷¹⁾ Problemet er, at Humes teori i bund og grund er udtryk for en psykologisk determinisme. De ideer der ikke lader sig henføre til indtryk, er et resultat af forestillingeevnens aktivitet. Det samme må gælde for Humes egen teori, der jo er et stort netværk af ideer. Hvis forestillingsevnen var fejlfri, hvis vi kunne stole på de resultater den producere, ville problemet være til at overse. Men Hume benægter at dette er tilfældet: "The memory, senses, and the understanding are, therefore, all of them founded on the imagination ... No wonder a principle [forestillingsevnen - JB] so inconsistent and fallacious shou'd lead us into errors, when implicitly follow'd (as it must be) in all its variations." ⁽⁷²⁾ Forestillingsevnen kan være fejlagtig. De bevidsthedsfunktioner der er funderet i forestillingsevnen, kan derfor også være fejlagtige. I sine filosofiske undersøgelser, anvender Hume både sanseerfaringen, hukommelsen og forståelsen foruden forestillingsevnen. Derfor kan Humes teori, qua hans egne præmisser, være fejlagtig.

Hume har ingen løsning på dette problem. Derfor kan han beskrive sin opfattelse af sin egen filosofi således:

"After the most accurate and exact of my reasonnings, I can give no reason why I shou'd assent to it; and feel nothing but a strong propensity to consider objects strongly in that view, under which they appear to me." ⁽⁷³⁾

Hume giver her sin filosofi et subjektivistisk anstrøg. Han ser ingen grund til ikke at tilslutte sig teorien, fordi han er tilbøjelig til at se tingene i det lys de fremtræder for ham. Måske er det en form for løsning. Det er meget vanskeligt at argumentere imod subjektivismen, idet man blot giver udtryk for sine egne holdninger. Men af samme grund er det vanskeligt at argumentere for den.

Ad 2: Det er en væsentlig pointe hos Hume, at ingen skeptiske argumenter kan undergrave vores naturlige instinkter, eller i bredere forstand, dagliglivet. Uanset hvor mange argumenter skeptikeren fører i felten, kan de ikke fravriste mentalt normalt fungerende mennesker deres fundamentale tro på, at der eksistere andre mennesker, genstande hvad enten de opleves eller ej, og at verden imorgen ligner verden i dag m.m. Hume udtrykker det bl.a. således:

"Nor need we fear, that this philosophy [skepticismen - JB], while it endeavours to limit our enquiries to common life, should ever undermine the reasonings of common life, and carry its doubts so far as to destroy all actions, as well as speculations. Nature will always manitain har rights, and prevail in the end over any abstract reasonnings whatsoever." ⁽⁷⁴⁾

Det ville være forkert, at kalde det Humes løsning på skepticismens problem. Det er i højere grad en påpegning af, at problemet er irrelevant for dagliglivet. Det lyder måske banalt, men er en naturlig konsekvens af Humes naturalistiske projekt. Mennesket er en del af naturen og lever i overensstemmelse med de naturlige instinkter. Igen er det en påpegning af, at mennesket ikke er underordnet fornuften, men at fornuften er underordnet mennesket.

Afsluttende bemærkninger.

I indledningen stillede vi spørgsmålet, om Humes filosofiske projekt er forenelig med hans erkendelsesteori. Ud fra diskussionen må svaret være benægtende. Empirismen og naturalismen er to uforenelige teorier, fordi de giver to meget forskellige bud på forholdet mellem subjekt og objekt. Ifølge naturalismen er mennesket en del af en verden, der er forskellig fra mennesket. En naturalistisk erkendelsesteori er intentionel. Erkendelsen har en genstand, der er forskellige fra selve erkendeakten. Jf. Favrholdts og Reids kritik kan Hume, qua sin empirisme, ikke opretholde skellet mellem subjekt og objekt, og dermed ikke bestemme verden som noget forskelligt fra mennesket. Derfor kan han heller ikke operere med et intentionelt erkendebegreb.

Humes empirisme fører til "the Cartesian Trap" og dermed solipsisme. Han er derfor afskåret fra at opstille en videnskab om mennesket, idet enhver videnskab må have visse forudsætninger, f.eks. genstande der eksisterer hvad enten de opleves eller ej, hvis videnskaben skal handle om andet og mere end private bevidsthedsfænomener.

Hume kommer til at sætte sig mellem to stole. Hvis han skal gennemføre sit projekt, må han opgive sin empirisme, og hvis han vil opretholde sin empirisme må han opgive sit naturalistiske projekt.

Litteraturliste.

Bennett, Jonathan, Locke, Berkeley, Hume - Central Themes, Clarendon Press, Oxford, 1971, s. 222-353.

Cook, John W., "Hume's Scepticism with regard to the senses", American Philosophical Quarterly, Vol. 5, 1968, s. 1-17.

Favrholdt, David, Filosofisk Codex - Om begrundelsen af den menneskelige erkendelse, Gyldendal, København, 1999.

Fogelin, R. J., Hume's Scepticism in the Treatise of Human Nature, Routhledge & Kegan Paul, 1985.

Hume, David (red. David Fate Norton & Mary J. Norton), A Treatise of Human Nature, Oxford University Press, 2000.

Hume, David (red. David Fate Norton & Mary J. Norton), An Abstract of a Book lately published entitled A Treatise of Human Nature, Oxford University Press, 2000.

Hume, David (red. Tom L. Beauchamp), An Enquiry concerning Human Understanding, Oxford University Press, 1999.

Jenkins, John, Understanding Hume, Edinburgh University Press, 1992.

Lesher, James, "Hume's Analusis of Cause and the Two Definition Dispute", Journal of the History of Philosophy, vol. 11, 1973, s. 387-392.

Popkin, Richard, "David Hume : His Pyrrhonism and his Critique of Pyrrhonism", i Chapell, V. (red.), Hume, Macmillan, 1968.

Reid, Thomas (red. Derek R. Brookes), An Inquiry into the Human Mind on the Principles of Common Sense, Edinburgh University Press, 1997.

Robinson, J. A., "Hume's Two Definitions of Cause", i Chapell, V. (red.), Hume, Macmillan, 1968.

Stroud, Barry, Hume, Routhledge & Kegan Paul, 1977.

Smith, Norman Kemp, The Philosophy of David Hume - A Critical Study of its Origins and Central Doctrins, Macmillan, 1966.

Wright, J. P., The Sceptical Realism of David Hume, Manchester University Press, 1983.

Noter:

1. David Hume, A Treatise of Human Nature,1.4.6.

2. Thomas Reid, An Inquiry into the Human Mind on the Principles of Common Sense, s. 12 og s. 23

3. Thomas Reid, An Inquiry into the Human Mind on the Principles of Common Sense, s. 23

4. David Hume, A Treatise of Human Nature, Inroduction. 6. Min kursivering.

5. Norman Kemp-Smith, The Philosophy of David Hume, s. 11

6. Barry Stroud, David Hume, s. 4.

7. Norman Kemp-Smith, The Philosophy of David Hume, s. 11-12.

8. David Hume, A Treatise of Human Nature, Introduction 4

9. David Hume, A Treatise of Human Nature, Introduction 4

10. David Hume, A Treatise of Human Nature, Introduction 10

11. David Hume, A Treatise of Human Nature, Introduction 10.

12. David Hume, An Enquiry concerning Human Understanding, 4.1.

13. David Hume, A Treatise of Human Nature, Introduction 8.

14. David Hume, Abstract, 5.

15. David Hume, A Treatise of Human Nature, 1.1.1.1.

16. David Hume, A Treatise of Human Nature, 1.1.1.1

17. Frederick Copleston, A History of Philosophy, vol. V, s. 264.

18. David Hume, A Treatise of Human Nature, 1.1.1.2.

19. Hume skelner groft sagt mellem fire foreskllige funktioner i bevidstheden der kort kan karakteriseres således: 1) "Understanding": håndtere kausale slutningen (altså slutten fra årsag til virkning) og induktive slutninger. 2) "Reason": ren fornuftserkendelse er udtryk for relationer mellem ideer, og angår ikke kendsgerninger. Fornuften håndterer både intuitiv og demonstrativ viden. 3) "Senses": sanserne. 4) "Imagination": forbinder ideer og skaber ideer der ikke foreligger umidelbart for sanserne. Se Tom Beauchamp, Enquiry concerning Human Understanding, s. 14.

20. David Hume, A Treatise of Human Nature, 1.1.1.4-5.

21. David Hume, A Treatise of Human Nature. 1.1.1.

22. John Jenkins, Understanding Hume, s. 17.

23. David Hume, An Enquiry Concerning Human Understanding, 2.9.

24. David Hume, An Enquiry concerning Human Understanding, 2.6. Min kursivering. Se også 2.3.

25. Anders Gade, Hjerneprocesser, s. 324: "Forskere fra 'Würzburger-skolen' påviste imidlertid tidligt i århundredet [det 20. - JB] at ikke al tænkning ledsages af forestillingsbilleder. For eksempel fandt de at forsøgspersonerne forstod betydningen af et ord hurtigere end de kunne danne et billede af den pågældende genstand."

26. David Hume, A Treatise of Human Nature, 1.1.2.1.

27. David Hume, A Treatise of Human Nature, 1.1.4.1.

28. David Hume, A Treatise of Human Nature, 1.1.4.2.

29. David Hume, A Treatise of Human Nature, 1.3.1.1.

30. David Fate Norton, David Hume - A Treatise of Human Nature, s. 25.

31. David Hume, A Treatise of Human Nature, 1.1.5.6.

32. For at undgå misforståelser skal det indskydes, at associations principperne ikke kun danner sammensatte ideer hvortil der ikke svarer indtryk. Associations principperne er en integreret del af bevidstheden, og er derfor med til at styre dens gøren og lade. Men associationsprinciperne kan forklare hvordan vi danner ideer hvortil der ikke svarer et indtryk.

33. David Hume, A Treatise of Human Nature, 1.1.6.1.

34. David Hume, A Treatise of Human Nature, 1.1.6.1.

35. David Hume, A Treatise of Human Nature, 1.2.6.2.

36. David Hume, A Treatise of Human Nature, 1.2.6.9.

37. Humes nominalistiske teori for substansbegrebet,hænger sammen med hans nominalistisk tolkning af abstrakte ideer. Hume stiller spørgsmålet om abstrakte ideer "... be general or partikular in the mind's conception of them." og svarer at de er konkrete. Der findes ikke abstrakte almene ideer. Alle ideer er konkrete.

38. David Hume, A Treatise of Human Nature, 1.3.2.2-3.

39. David Hume, A Treatise of Human Nature, 1.3.5.1.

40. David Hume, A Treatise of Human Nature, 1.3.4.

41. David Hume, A Treatise of Human Nature, 1.3.2.6.

42. David Hume, A Treatise of Human Nature, 1.3.2.11.

43. David Hume, A Treatise of Human Nature, 1.3.3.8.

44. David Hume, A Treatise of Human Nature, 1.3.3.2.

45. David Hume, A Treatise of Human Nature, 1.3.3.3.

46. David Hume, A Treatise of Human Nature, 1.3.6.5.

47. David Hume, A Treatise of Human Nature, 1.1.3.6.

48. David Hume, A Treatise of Human Nature, 1.3.6.1.

49. David Hume, A Treatise of Human Nature, 1.3.6.3..

50. David Hume, A Treatise of Human Nature, 1.3.6.3.

51. David Hume, A Treatise of Human Nature, 1.3.14.22.

52. David Hume, A Treatise of Human Nature, 1.3.7.2.

53. David Hume, A Treatise of Human Nature, 1.3.7.5.

54. David Hume, A Treatise of Human Nature, 1.3.8.1.

55. David Favrholdt, Filosofisk Codex, s 19.

56. David Hume, A Treatise of Human Nature, s. 187.

57. David Hume, A Treatise of Human Nature, s. 67.

58. David Favrholdt, Filosofisk Codex, s. 20.

59. David Favrholdt, Filosofisk Codex, s. 53.

60. Thomas Reid, An Inquiry into the Human Mind on the Principles of Commen Sense, s. 293.

61. Thomas Reid, An Inquiry into the Human Mind on the Principles of Commen Sense, s. 33.

62. Thomas Reid, An Inquiry into the Human Mind on the Principles of Commen Sense, s. 294.

63. Thomas Reid, An Inquiry into the Human Mind on the Principles of Commen Sense, s. 30. Eksemplet er Reids eget.

64. David Hume, A Enquiry Concerning Human Understanding, 2.6.

65. Thomas Reid, An Inquiry into the Human Mind on the Principles of Commen Sense, s. 291.

66. David Hume, An Enquiry Concerning Human Understanding, 2.9.

67. David Hume, An Enquiry concerning Human Understanding, 12.6.

68. David Hume, A Treatise of Human Nature,1.4.2.1-57.

69. David Hume, A Treatise of Human Nature, 1.4.7.7.

70. Tom Beauchamp, Enquiry concerning Human Understanding, s. 56.

71. F.eks. David Hume, A Treatise of Human Nature, 1.4.7.3.

72. David Hume, A Treatise of Human Nature, 1.4.3-4.

73. David Hume, A Treatise of Human Nature, 1.4.7.3.

74. David Hume, An Enquiry concerning Human Understanding, V.2.