Indholdsfortegenlse:

Ludwig Wittgenstein: Tractatus logico philosophicus

Wittgensteins ekstensionalitetstese

Wittgensteins billedeteori

Ludwig Wittgenstein: Philosophische Untersuchungen

Familielighed og sprogspil

Wittgensteins Privatsprogsargument

Wittgensteins (1889-1951) Tractatus logico philosophicus, som jeg herefter tillader mig at benævne Tractatus, er især inspireret af og kan ses som en fortsættelse af dels Gottlob Frege (1848-1925) og dels Bertrand Russell (1872-1970) arbejde inden for logicismen og, for sidstnævntes vedkommende, den logiske atomisme. Russell var især optaget af at analysere sproget ned til dets mindst, eller elementære, bestanddele som alle er logisk uafhængige af hinanden og derfor forenelige med alle andre (heraf navnet logisk atomisme). For Wittgenstein fik dette afgørende betydning. Et sprog der konstitueres af sådanne atomare (eller elementære) sætninger hvis sandhedsværdi er uafhængig af andre atomare sætninger, kan giver os et uforfalsket billede af virkeligheden, idet sprog og virkelighed har fælles logisk form. Denne ´konklusion` forudsætter naturligvis en teori om hvordan sproget og virkeligheden forholder sig til hinanden, og om hvad der kan udsiges (eller tænkes, hvad der for Wittgenstein er det samme) om virkeligheden. Det er dette forhold Wittgenstein forsøger at redegøre for i Tractatus.

Tractatus er inddelt i syv hoved teser eller tanker, nummereret fra et til syv, og disse har hver en række kommentarer knyttet til sig, nummereret 1.1, 1.2, 2.1,2.2 osv., hvor 1.1 er en kommentar til 1, og 1.2 er en kommen tar til 1.1 osv. Følgende er de syv hoved teser (mine kommentarer i parentes, undtagen punkt fem hvor Wittgensteins egen parentes er markeret blødt, og min kommentar hård):

1. Die Welt ist alles was der Fall ist. (Ontologien).

2. Was der Fall ist, die Tatsache, ist das Bestehen von Sachverhalten. (Almen diskussion af hvad det vil sige at afbillede).

3. Das logische Bild der Tatsachen ist der Gedanke. (Billedeteorien).

4. Der Gedanke ist der sinnvolle Satz. (Diskussion af forudsætningerne for billedeteorien: Logikken).

5. Der Satz ist eine Wahrheitsfunktion der Elementarsätze. (Der Elementarsatz ist eine Wahrheitsfunktion seiner selbst). [Ekstensionalitetstesen].

6. Die allgemeine Form der Wahrheitsfunktion ist: [~P, ~x, N(x)]. (Bestemmelse af sætningens almene form).

7. Wovon man nicht sprechen kann, darüber muß man schwiegen. (Konklusion).

Efter nu at have set lidt på hvad det var Wittgenstein ville med Tractatus, vil vi nu gå over til en nærmere redegørelse for hans sprogopfattelse og forholdet mellem sproget og virkeligheden.

Punkt fem i Tractatus (Der Satz ist eine Wahrheitsfunkion der Elementarsätze) bestemmer sætninger som en sandhedsfunktion af elementarsætninger (som vi senere skal vende tilbage til). En sådan sandhedsfunktion er i den moderne logik en sætningsforbindelse eller udtrykt formelt, en doms forbindelse, dvs. domme det forbindes med de logiske konstanter f.eks. ikke: ~, og:·, eller: v, og som kan være enten kontingente, tautologier eller kontradiktioner. Dette er vigtigt at bemærke, da der for Wittgenstein kun findes disse tre muligheder. En dom er altså enten kontingent dvs. tilfældig, eller en tautologi dvs. en dom som altid vil være og som ikke kan være andet end sand henholdsvis falsk, eller en kontradiktion dvs. en selvmodsigelse, en logisk umulighed.

Sandhedsfunktionens sandhedsværdi, om den er sand eller falsk, er entydigt fastlagt af de indgående dommes sandhedsværdi, om de enkelte domme (eller argumenter) er sande eller falske. Dette betyder at det ikke er muligt at slutte fra sandhedsværdien af en sætning til sandhedsværdien af en anden sætning, med mindre de indgår som domme i samme sandhedsfunktion. Hvis vi f.eks. betragter følgende eksempel bliver dette forhold måske tydelig gjort. Domme bolden er rund har sandhedsværdi sand, mens vi antager at dommen bilen er rød har sandhedsværdien falsk. Disse to domme står i ekstern relation til hinanden, dvs. det er udelukkende deres sandshedsværdi der har betydning, og som det forhåbentlig fremgår med al tydelighed er det ikke muligt at slutte fra sandhedsværdien af bolden er rund til sandhedsværdien af bilen er rød. Et argument der lyder: Bolden er rund ergo er bilen rød er ikke gyldigt (nu kunne disse to domme jo gøres til en sandhedsfunktion f.eks. en konjunktion [bolden er rund og bilen er rød], men da formålet med eksemplet er didaktisk og ikke en nærmere analyse af forholdet mellem de pågældende domme, ses der bort fra dette forhold). At der kun består en ekstern relation mellem argumenter, betyder ligeledes at man uden at ændre dommens sandhedsværdi, må kunne udskifte argumenterne med andre argumenter med samme sandhedsværdi.

En yderligere konsekvens af ekstensionalitetstesen er at et metasprog er udelukket. Metasprog er sprog der handler om sproget, eller udtrykt i mere tekniske termer består sproget af to dele: 1. Den del af sproget der er genstand for beskrivelse, syntaktisk, dvs. de regler der styre sætnings konstruktion i et naturligt sprog (modsat formelt sprog f.eks. symbolsk logik), såvel som semantisk, dvs. studiet af udtryks betydning. 2. Den del af sproget hvori beskrivelsen foregår, f.eks. folkeskolens undervisning i dansk eller Wittgensteins egen Tractatus. Problemet med metasprog er at der ofte består en intensionel sammenhæng mellem en sætnings forskellige dele, og den går ikke ifølge ekstensionalitetstesen. En sætning kan kun forekomme i en anden sætning hvis den kan betragtes som dom, og at der derfor kan konstrueres en sandhedsfunktion. Hvis man under en filosofisk diskussion får stillet spørgsmålet ´hvad mener du med at metasprog ikke er muligt?`, og dertil svare ´med metasprog er ikke muligt mener jeg, at det strider imod ekstensionalitetstesen`, gør man i svaret brug af metasprog. Det består her en intern sammenhæng mellem ´metasprog er ikke muligt` og ´striden imod ekstensionalitetstesen`, idet det er muligt at slutte fra sandhedsværdien af ekstensionalitetstesen til sandhedsværdien af metasprog. Ifølge Wittgenstein må enhver sætning opfylde det her skitserede kriterium, dvs. enhver meningsfuld sætning må være en sandhedsfunktion og dermed i overensstemmelse med ekstensionalitetstesen. Wittgenstein ser altså bort fra en doms intension dvs. dens mening. Hvis to domme står i intern relation til hinanden er det, som vi har set muligt at slutte fra sandhedsværdien af den ene til sandhedsværdien af den anden, forudsat at man kender de to dommes mening.

For at ekstensionalitetstesen skal kunne fungere, er der visse forudsætninger Wittgenstein må redegøre for. Sætningsanalysen må være endelig. Det betyder at Wittgenstein må skelne mellem atomare og molekylære (usammensatte og sammensatte) sætninger. For at en analyse kan være endelig kræver det at man på et tidspunkt når ned til et fundament, nemlig sætninger der ikke lader sig analysere yderligere, altså de atomare sætninger. Hvis dette ikke var tilfældet kunne man analysere ad inifinitum, idet man altid kun ville møde molykulære sætninger der lader sig analysere yderligere. En sådan uendelig regres er naturligvis uacceptabel, men hvad værre er så kan man ikke fastlægge sandhedsværdien af en molykular sætning der selv består af molykulare domme entydigt. En molykular sætning får sin mening fra de domme der konstituere den. Hvis disse domme selv er molykulare får de deres mening fra de domme der konstituer dem osv. Vi ender som sagt i en uendelig regres. Hvis vi skal kunne fastlægge en molykular doms sandhedsværdi, må der med nødvendighed findes atomare domme hvis sandhedsværdi ikke afhænger af andre dommes sandhedsværdi. Det er sådanne domme Wittgenstein benævner elementarsætninger (Elenmentarsätze).

Inden vi går videre og kaster et nærmere blik på billedeteorien, er det på sin plade med en opsummering af hvilke karakteristika ekstensionalitetstesen har. Vi fandt ud af at der ikke kan sluttes fra sandhedsværdien af en elementarsætning, til sandhedsværdien af en anden elementarsætning, da de er uafhængige af hinanden. Vi så ligeledes at alle meningsfulde sætninger må være sandhedsfunktioner (eller elementarsætninger) og at sandhedsværdien af en sandhedsfunktion fastlægges af sandhedsværdien af de domme som konstituere den.

Under punkt to (Was der Fall ist, die Tatsachen, ist das Bestehend von Sachverhalten) og punkt tre (Das logische Bild der Tatsachen ist der Gedanke) udvikler Wittgenstein, som tidligere nævnt, sin billedeteori. Han stiller spørgsmålet ´hvad er det der gør et billede til et billede`? Hvilke betingelser må være opfyldt før vi kan sige at noget er et billede af noget andet? Den bedste måde at nærme sig spørgsmålet på er at citere Wittgenstein, i det nogle af paragrafferne under punkt to (efter min mening) høre til de lettest forståelige i Tractatus:

2.12 Das Bild ist ein Modell der Wirklichkeit.

2.13 Den Gegenständen entsprechen im Bild die Elemente des Bildes.

2.141 Das Bild ist eine Tatsache.

2.15 Daß sich die Elemente des Bildes in bestimmter Art und Weise zu einander verhalten, stellt vor, daß sich die Sachen so zu einander verhalten.

Dieser Zusammenhang der Elemente der Bildes heiße seine Struktur und ihre Möglichkeit seine Form der Abbildung.

2.1512 Es ist wie ein Maßstab an die Wirklichkeit angelegt.

2.161 In Bild und Abgebildetem muß etwas identisch sein, damit das eine überhaubt ein Bild des anderen sein kann.

Som det ses er dette en almen diskussion af hvad det vil sige at noget er et billede af noget andet, sproget er overhoved ikke nævnt. Dette skal man dog ikke lade sig narre af da sammenhængen mellem sprog og virkelighed, som sagt, er Wittgensteins egentlige projekt. Som det ses opfatte Wittgenstein billedet som en model af virkeligheden (2.12). Dette kan lade sig gøre fordi der i billedet indgår elementer der svare til elementer i det afbillede altså virkeligheden (2.13). Dette er dog ikke i sig selv nok. At billedet rummer de samme elementer som virkeligheden, er ikke ensbetydende med at billedet ligner virkeligheden. For at forligger identitet mellem billedet og det afbillede, må det bestå en strukturlighed (2.15). Virkelighedens elementer er konfigureret på en given måde. For at der kan siges at være strukturlighed mellem billedet og det afbillede (dvs. virkeligheden), må billedets elementer være konfigureret på en tilsvarende måde. Hvis man forbryder sig mod denne strukturlighed, vil billedet ikke længer være et billede (jf. 2.161: for at noget kan siges at være et billede, må der være noget identisk mellem billede og det afbillede). Dette må ikke forstås således at virkeligheden består af genstande, der så gengives i et billede. Et naturalistisk maleri af f.eks. et sejlskib ville være et eksempel på et sådant billede. I billedet indgår det en række genstande f.eks. vand, skyer, master, sejl osv. Alle disse genstande er en afbildning af der virkelige skib der ligger på reden, og der består strukturlighed mellem billede og det afbillede. Men det er ikke det Wittgenstein mener. Billedet er ikke en genstand, men en kendsgerning (2.141). Hvad betyder det? For at forstå forholdet må vi gribe tilbage til punkt 1 hvor Wittgenstein skriver ´Die Welt ist alles was der Fall ist`. Verden er alt hvad der er tilfældet, dvs. den samlede sum af kendsgerninger. Man må skelne mellem genstande og kendsgerninger. Tingene (genstande) f.eks. dette konkrete tastatur jeg skriver på nu, er en genstand. Genstandene konstituere kendsgerningerne, men er ikke selv en kendsgerning. Det at jeg sidder og skriver nu er en kendsgerning. Det er en kendsgerning at det jeg skriver på er et tastatur, men selve tastaturet er en genstand og ikke en kendsgerning. Således skal billedet forstås. Som en kendsgerning og ikke som en genstand. Nu skal dette ikke forstås såleden at der består fuldstændig strukturlighed mellem billede og afbildningen. I så fald kunne det afbildede lige så godt være et billede af billedet eller omvendt. Det må forstås således at billedet kan oversættes til det afbildede.

Strukturlighed er dog ikke den eneste betingelse et billede må overholde for at kunne siges at være et billede. Som det fremgår af punkt 2.15 indføre Wittgenstein et begreb om form (´Dieser Zusammenhang der Elemente des Bildes heiße seine Struktur [strukturlighed] und ihre Möglichkeit seine Form der Abbildung). Formen er med andre ord afbildningens mulighed. Med mulighed skal forstås logisk mulighed. Billedet og det afbillede skal altså kunne lade sig realisere i et logisk rum. Wittgenstein forklare begrebet på følgende måde:

2.18 Was jedes Bild, welcher Form immer, mit der Wirklichkeit gemein haben muß, um sie überhaubt - richtig oder falsch - abbilden zu können, ist die logische Form, das ist die Form der Wirklichkeit.

Hvilke konsekvenser får dette hvis vi overføre det til sproget. Det (sproget) bilver til et billede af virkeligheden, dvs. sproget er afbildning af kendsgerninger. Dette betyder at sproget må overholde de overfor skitserede rammer, dvs. det må overholde strukturligheden og den logiske form. Sproget må ligeledes, som vi tidligere har set, kunne udanalyseres i elementarsætninger, og i det hele taget overholde ekstensionalitetstesen. Dette medføre, som vi husker, at metasprog er umuligt. Problemet ved dette er at elemantarsætningerne ikke lade sig forklare, da med i så fald et tvunget til at gøre brug af metasprog. Elementarsætninger må på en eller anden måde vise sin mening via noget ikke sprogligt. Da metasprog er umuligt bliver Wittgensteins egene ord dermed meningsløse. Dette var han selv klar over, men mente alligevel at hans bog havde berettigelse:

6.54 Meine Sätze erläuben dadurch, daß sie der, welcher mich versteht, am Ende als unsinnig erkennt, wenn er durch sie - auf ihnen - über sie hinausgestiegen ist. (er muß sozusagen die Leiter wegwerfen, nachdem er auf ihr hinaufgestiegen ist).

Med andre ord forklare Tractatus ikke noget, men viser sin mening, på sammen måde som elementarsætningerne viser deres mening. Dette synes at være en ikke helt uvæsentlig pointe. Han skriver f.eks:

4.1212 Was gezeigt werden kann, kann nicht gesagt werden.

På trods af at Wittgenstein, som følge af ekstensionalitetstesen og billedteorien, slår sin egen og den øvrige filosofi ihjel, gives der dog stadig den halv mystiske mulighed at filosofien (eller hvad det nu er han ellers har erklæret for meningsløst) kan vise sig.

Efter denne gennemgang af (dele) af Wittgensteins tidlige filosofi, vil jeg nu forlade dette emne, og i stedet vende blikket mod hans senfilosofi som den fremstår i Philosophische Untersuchungen.

Efter udgivelsen af Tractatus, trak Wittgenstein sig tilbage fra filosofien, og ernærede sig bla. som folkeskolelærer. I 1929 vendte han dog tilbage til Cambridge, hvor han fungerede som professer indtil 1947. Han døde i 1951. Det var i denne periode at Wittgenstein kom til den indsigt at sprogforståelsen i Tractatus var for begrænset. Denne afhandling beskæftigede sig kun med en lille den af sproget, sætninger der beskriver sagforhold, og tager ikke højde for det sprog vi bruger inden for f.eks. etikken eller æstetikken. Det sprog vi bruger til daglig, her tænkes på en vending som ´kom inden for` eller et ord som goddag, synes også at falde uden for sprogforståelsen i Tractatus. Sproget i førnævnte værk kan nærmest beskrives som et videnskabeligt sprog. Et formelt sprog der sikre at vi er i stand til at kommunikere entydigt (hvilket var i god overensstemmelse med Freges Begrifschrift, der jo var blandt Wittgensteins arvegods). Problemet var (er) bare at menneskets tilværelse er andet og langt mere end videnskab. Mennesket skal mere end blot eksistere, det skal leve. Det skal udfolde sig og opleve, og måske vigtigst af alt det skal formidle og kommunikere. Hvad er en oplevelse eller en intens følelse værd hvis den ikke kan deles med andre? Sproget som det fremstilles i Tractatus tager bare ikke højde for sådanne ting. De kan ikke formidles meningsfuldt. Mennesker bliver, uden for det formelle videnskabelige sprog, isoleret fra hinanden. Tractatus medføre en lingvistisk solipsisme. (Man kunne have en mistanke om at det var Wittgensteins tid som folkeskolelære der først fik ham på andre tanker. At undervise en folk skrigene unger efter sprogopfattelsen i Tractatus, må være komplet umuligt.)

Philosophische Untersuchungen er et opgør med idealsprogsfilosofien (herunder hans egen tidlige filosofi). Værket er da også bygget helt anderledes op end Tractatus. Væk er den strenge logiske opbygning og korte dunkle paragraffer, og i stedet præsenteres læseren for en væsentligt mere ´løs` og diskuterende Wittgenstein. Han forsøger nu at vise sproget som vi bruger det til daglig, og der igennem vise at der er en lang række sproglige faktorer, som de eksisterende sprogfilosofiske teorier ikke tager højde for. En udbredt opfattelse i sprogfilosofien før Philosophische Untersuchungen var at sproget består af navne. Et navn er et ord der betyder det, det står for. F.eks. er meningen eller betydningen af ordet bord et givent bord. Hvis jeg står ved siden af et bord, og en anden spørger mig : ´Hvad betyder bord?`. Så vil jeg svare ved at pege på (eller klappe, sætte mig på o.l.) bordet og sige: ´Det er et bord`. Ordet bord er altså et navn hvis betydning er det, det står for. Dette medføre en række problemer. Hvis navnet bord får sig mening fra det konkrete bord jeg pegede på, lad os sige det er et bord der står i en spisestue, hvad så med det bord der står i dagligstuen? Det er tilsyneladende ikke omfattet af sammen navn, men må altså være et andet navn. Hvis et navn knytter sig til en bestemt genstand, medføre det at der må eksistere en uendelighed af navne. Nu kan men forsøge at komme uden om det problem ved at indføre et begreb om klasser. Klassen af borde, glas eller bøger. Her er det tale om alle borde, alle glas og alle bøger. Et sådant synspunkt er dog heller ikke uden problemer. Klassen af alle borde er ikke selv et bord, ligesom klassen af alle bøger heller ikke er en bog. Dette forekommer indlysende. Borde, glas eller bøger er jo begreber og ikke genstande. Men hvad så med klassen af alle abstrakte begreber (eller bare klassen af alle begreber)? Her synes vi tvunget til at antage at klassen af abstrakte begreber er medlem af sig selv. Klassen af abstrakte begreber er jo selv et abstrakt begreb. Men hvis dette er tilfældet med hvilket begreb skal vi så betegne klassen af abstrakte begreber (der begreb der betegner en klasse må stå ´udenfor` klassen)? Vi synes altså nødsaget til at antage, at et begrebet er medlem af klassen og ikke er det (jeg skal af pladsmæssige årsager undlade at komme ind på Russels løsning i artiklen ´On Denoting`, Mind 1905). Et andet problem er at navneteorien har svært ved at redegøre for ting som bevidsthed, tanker, årsager osv. Hvad står ordet tanke for? Det kan jeg kun meget vanskeligt forklare. Tanken kan jeg jo ikke pege på, eller på anden måde henvise til. Men navnet tanke må betegne noget, nemlig selve tanke. Tanken bliver med andre ord til en entitet. Wittgenstein gør opmærksom på et tredje problem. Det er hovedsageligt navneord og udsagnsord det kan betegnes som navne. Navneord som førnævnte bord, glas, bøger og udsagnsord som løbe, høre eller spise kan vi henvise til, men hvad med bindeord som er, og, men? Samt talrige andre ord. Disse kan ikke betegnes som navne, og dermed falder en stor del af sproget udenfor navneteorien. Wittgenstein diskutere disse forhold i paragraf 1-64, hvor han også diskutere den ostensive definition, dvs. en henvisende definition som blev nævnt ovenfor. Han nævner i denne forbindelse et problem ved den ostensive definition. Pege agten giver kun mening hvis de involverede personer er klar over hvad der overhoved menes med denne pegen. I eksemplet ovenfor hvor jeg pegede på et bord, er det nødvendigt at den person pege agten er tiltænkt, også er klar over at det er bordet som helhed jeg mener, og ikke kun dens form eller farve. Han skal i øvrigt også vide at det er min fingers retning han skal følge (bemærk i øvrigt ved lejlighed, at helt små børn, når man peger på en genstand, ikke ser på denne men på fingeren. Det interessante spørgsmål er så hvordan de lære at det er genstanden og ikke fingeren de skal se på). For at den ostensive definition skal give mening må der forudsættes viden hos de involverede parter, og at den derfor ikke kan være grundlag for sprogindlæring (som den er det i det Augustinske billede §1). Den første forskel mellem Tractatus og Philosophische Untersuchungen ligge altså i en opgivelse af navneteorien.

Wittgensteins tidlige og sene filosofi adskiller sig klart hvad angår betingelserne for hvor når man forstår en sætning. I Tractatus er det at forstå en sætning det samme som at vide hvad der skal til før den er sand, eller med andre ord, at en sætnings mening er lig med dens sandhedsbetingelser (nu må man ikke forveksle Wittgensteins forståelse af dette, med den logiske positivisme brug af punkt 4.024 i forbindelse af deres formulering af verifikationsprincipper):

4.024 Einen Satz verstehen, heißt, wissen was der fall ist, wenn er wahr ist.

(Man kann ihn also verstehen, ohne zu wissen, ob er wahr ist).

I stedet for dette forståelses kriterium, opstiller Wittgenstein er begreb om familielighed. Sproget består ikke at præcise definitioner, men udtrykkene har en lang række ligheder der ikke kan afgrænses i forhold til hinanden:

66. Betrachte z.B. einmal die Vorgänge, die wir ´spiele` nennen. Ich meine Brettspiele, Kartenspiele, Ballspiel, Kampfspiele, usw. Was ist allen diesen gemeinsam? - Sag nicht: ´es muß ihnen etwas gemeinsam sein, sonst hießsen sie nicht Spiele` - sondern schau, ob ihnen allen etwas gemeinsam ist. - Denn wenn du sie anschaust, wirst du zwar nicht etwas sehen, was allen gemeinsam wäre, aber du wirst Ähnlichkeiten, Verwandtschaften, sehen, und zwar eine ganze reihe...Schau z.B. die Brettspiele an, mit ihren mannigfachen Verwandtschaften. Nun geh zu den Kartenspiele über: hier findest du viele Entsprechungen mit jener ersten Klasse, aber viele gemeinsame Züge verschwinden, andere treten auf...Und das Ergebnis dieser Betrachtung lautet nun: Wir sehen ein kompliziertes Netz von Ähnlichkeiten, die einander übergreifen und kreuzen. Ähnlichkeiten im Großen und kleinen.

Wittgenstein gør altså op med forestillingen om at vi har præcise og entydige regler for hvordan vi anvender vores ord. Alligevel er vi fuldt ud i stand til at anvendt ordene korrekt. Ovenstående er et eksempel på en situation hvor vi ikke kan give nogen præcis definition, men alligevel ved hvad der tales om. Wittgenstein bruger som eksempel ´spil`. Hvis vi betragter eller ser på spil, det han kalder for ´schau`, og ikke reflektere (teoretisere) over begrebet spil, så vil vi ikke finde nogle fællestræk (´...du wirst zwar nicht etwas sehen, was allen gemeinsem wäre...`), men visse ligheder mellem de forskellige spil (´...aber du wirst Ähnlichkeiten, Verwandtsvhaften, sehen, und zwar eine ganze reihe...`). Det er disse ligheder Wittgenstein betegner som familielighed, og disse familieligheder udgør, for at bruge hans egene ord, et kompliceret net af ligheder der overlapper og krydser hinanden. Lad os elaborere Wittgensteins eget eksempel en smule. Hvis vi betragter brætspil, så vil vi se at de har en række ligheder. I både dam, skak og ludo skal man skubbe nogle brikker over en flade. Men disse tre spil adskiller sig også fra hinanden. F.eks. skal man slå med terninger i ludo, det skal man ikke i skak og dam. Betragter vi nu kortspil, så vil vi se at de adskiller sig fra brætspil. Man skal f.eks. ikke skubber brikker over en flade, men der imod tage kort fra en bunke, spille dem ud osv. Men der et også ligheder mellem bræt- og kortspil. Man spiller f.eks. i runder. A starter så er det B tur, derefter er det C osv. Dette fænomen ses der imod ikke inden for (visse typer) boldspil f.eks. fodbold og basketball. De adskiller sig altså fra både bræt- og kortspil på dette punkt, og ligner dem på andre. Hvad vi her ser er at spil generelt udgør en familie. Men kortspil udgør også en familie, ligesom brætspil og boldspil. Der findes altså flere underfamilier i familien. (på samme måde som hos mennesker. Far, mor og børn er en familie. Far, mor, børn og bedsteforældre en en større familie. Far, mor, børn, bedsteforældre, onkler og tanter er en endnu større familie osv.). Nu skal al denne overlappen og krydsen af udtryk, ikke forstås derhen at vi ikke kan definere et begreb præcist. Videnskaben f.eks. matematik eller fysik, er jo helt afhængig af at vi er i stand til at definere begreberne entydigt. Wittgensteins pointe er bare at ´løse` udtryk ikke behøver at være mindre meningsfulde end entydige udtryk. Vi er udemærket i stand til at bruge dem, hvilket dagligdagen jo også viser. Dette medføre også en opgivelse af ideen om elementarsætninger der findes i Tractatus. Man skal ikke nødvendigvis kunne udanalysere alt til mindste bestanddele. Hvad en ting er sammensat af afhænger af perspektivet. Fra et perspektiv kan et bord vær sammensat af en plade og fire ben, fra et andet af lim, skruer og beslag. Fra et tredje perspektiv kan det være sammensat af nogle bestemte atomer og molekyler. Til de forskellige spil (familier) knytter der sig, som vi har set, forskellige aktiviteter, og dermed også forskellige sprog eller sprogspil som Wittgenstein kalder det. Med sprog og sprogspil menes der ikke nationalsprog. Det er jo ikke sådant at vi taler spansk når vi taler om hvad der kommer i tv, for så en time senere når vi taler om hvad vi skal have at spise at tale tysk (her forudsættes det naturligvis at de personer der deltager i samtalen alle taler dansk). Det der menes med sprogspil er at vi når vi deltager i en given aktivitet, følger et sæt regler der er knyttet til den bestemte sproglige aktivitet. Når forskere taler sammen om et eksperiment gør de brug af et bestemt sprogspil. Når formel 1 freaks taler sammen om forskellen på en Mugen motor og en Ford Zetec motor benytter de et andet sprogspil. Dette sprogspil kan forekomme uforståeligt for udenforstående. Der bliver måske brugt termer og sætningskonstruktioner som er de udenforstående ukendte. Således findes der en mangfoldighed af sproglige aktiviteter, sprogspil. De er ikke givet en gang for alle. Sprogspil opstår og glemmes. F.eks. bruges alkymisternes sprogspil ikke mere, hvor imod der inden for kosmologien er kommet nye sprogspil til.

Vi har dog stadig ikke fundet svaret på hvornår man kan hævde at have forstået et sprogligt udtryk, da Tractatus kriterium for forståelse, som sagt, opgives. Vi kan af det ovenstående udlede at den sene Wittgenstein var af den opfattelse, at et sprogligt udtryk ikke kan forstås kontekst uafhængigt. Et udtryk giver kun mening hvis det indsætte i, og anvendes korrekt i, det rigtige sprogspil. Et udtryks menig er altså dets brug (´the mening is the use`). Hvis jeg ved hvordan jeg skal anvende et udtryk, har jeg forstået udtrykkets mening:

43. Man kann für eine große Klasse von Fällen der Benützung des Wortes ´Bedeutung` - wenn auch nicht für alle Fälle seiner Benützung - dieses Wort so erklären: Die Bedeutung eines Wortes ist sein Gebrauch in der Sprache.

Dvs. at det er sprogspillet der i Philosophische Untersuchungen er meningsbærende, i modsætning til Tractatus hvor sætningen er meningsbærende.

Wittgenstein bliver nu lidt mere subtil i sin argumentation, i det han skelner mellem at kunne anvendt et udtryk og at kende betydningen af et udtryk. Hvis jeg blot er i stand til at anvendt et udtryk korrekt, altså følge de regler der gælder i dette sprogspil, så ved jeg ikke hvad udtrykket betyder, dvs. jeg har ikke forstået udtrykkets betydning. At forstå et udtryk er, ifølge Wittgenstein, at kunne følge en regel. Hans pointe med dette er, at forståelsen nu ikke længere kan identificeres med en mental proces. Det at forstå noget er ikke en privat fænomen men noget offentligt, man følger en regel. Det at man undlader at stjæle biler (de fleste af os i hvert fald) er i og for sig ikke udtryk for en mental tilstand. Man følger bare en regel. De fleste vil på spørgsmålet ´hvorfor stjæler du ikke bilen`, svare noget i retning af ´fordi det er forbudt`. Svaret rummer ingen psykisk tilstand, men henviser til en regel: Du må ikke stjæle biler. Den regel kender vi, og vi ved hvordan den skal anvendes. Der er ikke nødvendigvis knyttet mere til svaret end dette, f.eks. følelser eller fornemmelser (nu er eksemplet måske ikke helt velvalgt, fordi det indvolvere et moralsk element, der kan give andledning til følelsesmæssige reaktioner. Disse reaktioners status kan naturligvis diskuteres. Er de udtryk for en moralsk sans? Eller kan de tolkes behaviouristisk). Ifølge Wittgenstein ligger der ikke andet i det end at vi er blevet ´trænet` til at følge denne regel. I denne definition af forståelsen, ligger også en kritik af billedeteorien fra Tractatus. Hvis forståelsen identificeres med en mental tilstand, eller for at bruge terminologier fra Tractatus, så er forståelsen en afbildning af det der skal forstås (billedet), hvorfra ved vi så hvordan denne mentale tilstand skal tolkes? Hvilken regel skal vi følge under tolkningen, og hvad garantere sikkerheden af denne regel. Selve den mentale tilstand rummer ikke en fortolkningsnøgle, dvs. det fremgår ikke af den mentale proces selv hvordan den skal tolkes:

85. Einen Regel steht da, wie einen Wegweiser. - Läßt er keinen Zweifel offen über den Weg, den ich zu gehen habe? Zeigt er, in welche Richtung ich gehen soll, wenn ich an ihn vorbei bin; ob der Straße nach, oder dem Feldweg, oder querfeldein? Aber wo steht, in welchem Sinne ich ihm zu folgen habe; ob in der Richtung der Hand, oder (z.B.) in der entgegengesetzten? - Und wenn statt eines Wegweisers eine geschlossene Kette von Wgeweisern stünde, oder Kreidestriche auf dem Boden liefen, - gibt es für sie nur eine Deutung? - Also kann ich sagen, der Wegweiser läßt doch keinen Zweifel offen. Oder vielmehr: er läßt manchmal einen Zweifel offen, manchmal nicht. Und dies ist nun kein philosophischer Satz mehr, sondern ein Erfahrungssatz.

Den regel hvorefter jeg skal tolke en mental tilstand (´eine Regel steht da, wie ein Wegweiser...`) kan altså ikke sige altid at være entydig. Den efterlader nogle gange tvivl, andre gange ikke (´...er läßt manchmal einen Zweifel offen, manchmal nicht.`). Til de to sidste linjer skal der knyttes en kort kommentar. Wittgenstein skelner mellem gramatiske sætninger og erfaringssætninger. De gramatiske sætninger angiver de konstitutive træk ved en sproglig aktivitet (et sprogspil), dvs. angiver rammerne for hvad der kan udtrykkes inden for netop denne sproglige aktivitet. En erfaringssætning angår der i mod hvad man kan forstille sig som værende anderledes. F.eks. er sætningen, ´den stol jeg sidder på er blå` en erfaringssætning, da jeg uden større problemer kan forestille mig at den har en anden farve.

Af det ovenfor stående kan man skimte konturerne af en distinktion mellem det offentlige og det private. Wittgenstein var tilsyneladende af den opfattelse, at mange af de klassiske filosofiske problemer, så som omverdensproblemet, udsprang af subjektfilosofien. Indenfor subjektfilosofien tager man udgangspunkt i subjektet, og forsøger herfra at godtgøre erkendelsens gyldighed. Et klassiske eksempler på subjektfilosofien er Descartes ´cogito ergo sum`. Han fandt frem til at det eneste der var ubetvivleligt var, at jeg (dvs. min bevidsthed) eksisterede. Med dette som fundament forsøgte han så at vise at omverdnen og dermed andre bevidstheder eksisterede. Andre repræsentanter for subjektfilosofien er John Locke (1632-1704) og David Hume (1711-1776), der begge tager udgangspunkt i det umiddelbart givende. For Lockes vedkommende ideas og for Humes impressions. Dette medføre dog problemer. Hvis jeg kun har kendskab til min egen bevidsthed eller mine egene oplevelser, er jeg afskåret fra at have kendskab til andres bevidsthed og oplevelser. Man ender med andre ord i en epistemisk solipsisme, der har en tendens til at gilde over i en ontologisk solipsisme. Wittgenstein forsøger at løse dette problem ved at argumentere for at der ikke kan gives et privat sprog, og dermed at subjektfilosofiens udgangspunkt er fejlagtigt.

Når Wittgenstein taler om et privat sprog, mener har en formidling af mine private oplevelser gennem sproget. Dette skyldes følgende forhold. Mine oplevelser (f.eks. glæde, smerte, nydelse osv.) er principielt private. Dvs. ingen andre kan under nogen omstændigheder have adgang til mine oplevelser. Men jeg taler jo rent faktisk om mine oplevelser. De ord jeg bruger må altså henvise til disse oplevelser som altså er principielt private. Det medføre at det sprog jeg bruger til at omtalt mine private oplevelser bliver uforståeligt for andre, idet sproget også må være privat (det vi sige det kan kun forstås af mig). Normalt løser man det problem ved hjælp af en simpel psykologisk kendsgerning. Ud fra andres adfærd er det enkelte subjekt istand til at slutte sig til at andre har ligende bevidsthedsfænomener, ud fra kendskabet til sit eget bevidsthedsliv. Men Wittgenstein forsøger at vise at dette ikke er muligt. Et privat sprog ville aldrig kunne konstrueres:

258. ´...Ich will über das Wiederkehren einer gewissen Empfindung ein Tagebuch führen. Dazu assoziiere ich sie mit dem Zeichen E und schreibe in einem Kalender zu jedem Tag, an dem ich die Empfindung habe, dieses Zeichen. Ich will zuerst bemerken, daß sich eine Definition des Zeichens nicht aussprechen läßt...Aber ich spreche, oder schreibe das Zeichen, und dabei konzentriere ich meine Aufmerksamkeit auf die Empfindung...Eine Definition dient doch dazu, die Bedeutung eines Zeichens festzulegen. - Nun, das geschieht eben durch das Konzentrieren der Aufmerksamkeit; denn dadurch präge ich mir die Verbindung des Zeichens mit der Empfindung ein...dieser Vorgang bewirkt, daß ich mich in Zukunft richtig an die Verbindung erinnere. Aber in unserem Falle habe ich ja kein Kriterium für die Richtigkeit. Man möchte hier sagen; richtig ist, was immer mir als richtig erscheinen wird. Und das heißt nur, daß hier von richtig nicht geredet werden kann`.

Citatet tager udgangspunkt i et eksempel hvor en person (Wittgenstein selv, men lad os antage det var mig) vil føre en dagbog over en bestemt fornemmelse. Hver gang fornemmelsen optræder, noterer jeg tegnet ´E` ned i min dagbog. Dette kan opfattes som en slags indre ostensiv definition. Hver gang fornemmelsen optræder, koncentrere jeg mig om den, en indre henvisning, og notere den ned. På denne måde fastlægger jeg tegnets (´E`) betydning. Jeg er nu ikke i stand til at formidle en definition af, eller et offentlig kriterium for anvendelsen af ´E`, i det ´E` knytter sig til en privat oplevelse. Men Wittgenstein hævder ligeledes at jeg heller ikke forstår ´E`. Han påpeger at der ikke i dette tilfælde, gives noget kriterium for rigtigt eller forkert (´...in unserem Falle habe ich ja kein Kriterium für die Richtigkeit`). Hver gang jeg notere ´E` må jeg spørge mig selv om det er rigtigt at notere ´E` ved denne fornemmelse. Problemet er hvad der skal fungere som kontrol instans. Det eneste kriterium for anvendelsen af ´E`, er jo ´E`. Dvs. at jeg hver gang må vurdere om det er rigtigt at notere ´E` (´Man möchte hier sagen ; richtig ist, was immer mir als richtig erscheinen wird), og det er ensbetydende med at ophæve at tale om rigtig og forkert (´...daß hier von richtig nicht geredet werden kann`). Af denne argumentation følger at der ikke kan eksistere et privat sprog, men kun et offentligt. Nu kunne man jo fristes til at spørge om, hvilken status sætninger der vedrøre min bevidsthed så får? Da et privat sprog jo er umuligt må alle sætninger, også dem vedrørende min bevidsthed, være offentlige. Hvis jeg stikker mig på en nål og skriger ´av for satan` eller ligende, hvad status skal det udtryk så tillægges. Wittgenstein giver sådanne sætninger en non-kognitiv tolkning. En sætning som førnævnte ´av for satan` er altså ikke udtryk for erkendelse, det er ikke en beskrivelse af en tilstand i min bevidsthed, men ikke andet end verbal adfærd. Dette forekommer jo unægtelig som en særdeles kontra intuitiv påstand. Hvis jeg får hældt en spand kogene vand ned af nakken, så en smerten i allerhøjeste grad nærværende for mig, og jeg er fuldt ud klar over hvad der foregår. Yderligere forekommer det som om Wittgenstein roder sig ud i noget der næsten kan betegnes som en selvmodsigelse (det skal ikke tages i streng forstand). Philosophische Untersuchungen gør op med idealsprogs teorierne, og forsøger i stedet at præsentere sproget som vi bruget det til daglig, at vise sprogets mangfoldighed. Men lige netop hvad angår beskrivelsen af indre oplevelser dur sproget ikke. Undervurdere Wittgenstein ikke sprogets mulighed? En stor del af det sprog vi bruger til daglig beskriver faktisk vores oplevelser af tingene. Mennesker taler jo vid og bredt om hvad de har oplever fra et 1. persons perspektiv, og at hævde at det kun kan udtrykkes meningsfuldt i et 3. persons perspektiv forekommer suspekt.

Adolphsen, J. og Nørreklit L., Indledning i Ludwig Wittgenstein - Filosofiske Undersøgelser, Munksgaard/Rosinante, København 1995 (2. oplag, 2. udgave).

Favrholdt, D., Indledning i Ludwig Wittgenstein - Tractatus Logico Philosophicus, Gyldendal, København 1996 (2. oplag, 2. udgave).

Gorzelak, F., Det filosofiske begrundelses problem - En erkendelsesteoretisk undersøgelse af fem filosofiske positioner i det 20. århundrede med særlig henblik på det filosofiske begrundelsesproblem, Phd. afhandling, Filosofisk Institut - Odense Universitet 1995.

Hartnack, J., Erkendelsens grundlag, C. A. Reitzels Forlag 1993.

Hartnack, J., Wittgenstein og den moderne filosofi, C. A. Reitzels Forlag, København 1994 (2. udvidede udgave).

Klawonn, E., Metafysik - Undervisningsmateriale om: sjæl og legeme, viljens frihed og jeg´ets ontologi (personlig identitet), Odense Universitets Trykkeri 1995.

Lübcke, P. (red.), Politikens filosofi leksikon, Politikens Forlag A/S, København 1993 (7. oplag, 1. udgave).

Lübcke, P. (red.), Vor tids filosofi - Videnskab og sprog, Politikens Forlag A/S, København 1994 (5. oplag, 1. udgave).

Wittgenstein, L., Philosophische Untersuchungen, Suhrkamp 1995.

Wittgenstein, L., Tractatus Logico Philosophicus, Suhrkamp 1995.