af Jakob Bakke

Thomas Paines The Rights of Man blev skrevet omkring 1790, som et modskrift til Edmund Burkes Reflections on the Revolution in France. Bogen er et forsvar for det enkelte menneskes rettigheder, en kritik af de, efter Paines mening, undertrykkende og reaktionære monarkier, samt et forsvar for borgernes ret til om nødvendigt ved revolution, at omstyrte uduelige regeringer.

Paine fremfører i grove træk to argumenter for sit synspunkt. For det første mener Paine ikke, at mennesket er forpligtet over for traditionen og tidligere generationer (et synspunkt som Burke fremførte). Forpligtigelser som en generation har indgået, kan ikke forpligte efterkommende generationer. Kongen (eller parlamentet) kan derfor ikke vedtage, at de "til evig tid" alene skal besidde magten. Autoriteten skal, teoretisk set, bekræftes af hver ny generation f.eks. gennem valg. Borgerne har derfor også ret til, at forkaste tidligere autoriteter.

For det andet er republikken den bedste styreform, da det er den der bedst kan få samfundet, og dermed det enkelte menneske, til at blomstre. De repræsentanter folket vælger, vælges ud fra deres kvalifikationer, dvs. evner, til at få samfundet til at blomstre. Den gamle aristokratiske styreform giver derimod ingen garantier for, at de bedste styre (på trods af navnet), og aristokraterne kan heller ikke umiddelbart fjernes hvis de er uduelige.

Hvis Burkes Reflections on the Revolution in France er konservatismens bibel, er Paines The Rights of Man i høj grad liberalismens. Bogen kommer ind på de centrale temaer inden for politiskfilosofi: Forholdet mellem individ og stat; Revolution contra reformation m.m. Bogen blev med god grund en klassiker, og alle med interesse for politiskfilosofi eller bare politik i almindelighed, bør læse den.