Thomas Mautner, The Penguin Dictionary of Philosophy, Penguin, 1999 (1997).

Boganmeldelser

af Jakob Bakke

Det er naturligvis vanskeligt, at anmelde et filosofileksikon. Værket har ingen teser det skal forsvare eller kritisere, og ingen argumentationskæder den stakkels anmelder kan fremstille og, om nødvendigt, angribe. Kun en lang række små artikler, skrevet af en knapt så lang række af filosoffer, der må formodes at være eksperter udi netop de emner de skriver om. Dertil kommer at det er stort set umuligt, at læse et leksikon fra enden til anden. Evt. fejl og mangler vil derfor dukke op efterhånden. Jeg vil dog alligevel våge forsøget. Følgende tre kriterier vil blive anvendt til vurderingen: 1) Omfang. Hvor mange forskellige filosoffer, teorier og begreber fremstilles i værket. 2) Vægtning. Hvordan vægtes de forskellige filosoffer pladsmæssigt i forhold til hinanden. 3) Pris vs. kvalitet. Får man valuta for pengene.

Hvis vi begynder med omfanget, er der ikke det store at udsætte på Penguin Dictionary of Philosophy. Alle gængse filosoffer, teorier og begreber bliver gennemgået på kort og klar vis. Jeg er navlig begejstret for gennemgangen af logikken og dens begreber. De bliver for det meste fremstillet på blændende klar vis, og man kan faktisk få opfrisket sin elementære logik ved en times spredt læsning. Ud over de almindelige filosofiske begreber, indeholder værket en mængde mere specielle begreber. For blot at give nogle få eksempler. "Higher Criticism The Study and interpretation of biblical texts by the same methods as those appropriate for secular historical texts ...". Eller hvad med "Zeugema a construction in which a word is associated with two others, although appropriate only to one ..." Selv noget så eksotisk som en Doppelgänger bliver defineret: "a ghostly double or counterpart of a living person."

Hvad angår vægtningen er sagen lidt mere speget. Det vil formentlig altid være kontroversielt, hvor meget plads man skal bruge på at fremstille de forskellige filosoffer. Hvem fortjener meget plads, og hvem kun lidt? De store klassiske filosoffer får den plads de har krav på. Det er vel kun hvad man kunne vente. Men det er rart at se, at man ikke har nedprioriteret f.eks. Platon til fordel for "store" nulevende filosoffer. Tilgængæld har Thomas Mautner (tilsyneladende) prioriteret analytisk filosofi lidt højere end kontinental. G. E. Moore får næsten lige så meget omtale som Husserl. Heidegger får ca. fire spalter mens Quine får ca. 3. Lidt underligt, men til at leve med. I øvrigt er Harald Høffding omtalt.

Der er inkluderet en række selvportrætter af kendte nulevende filosoffer f.eks. Peter Singer, Quine og John Searle. En sjov detalje men ikke specielt nyttigt.

Forholdet mellem pris og kvalitet er fremragende. Man får vitterligt valuta for pengene. The Penguin Dictionary of Philosophy er billig, ca. £8, og for denne lille sum får man et glimrende opslagsværk. Thomas Mautner har bestemt gjort et godt stykke arbejde. Den kan anbefales alle filosofistuderende o.l.