af Jakob Bakke

Når man får Peter Thielsts bog Det Skønne - æstetik & kunst i hånden, tænker man umiddelbart, "endelig en ny dansk introduktion til filosofisk æstetik". Men nej, sådan skulle det åbenbart ikke være. Bogen handler ikke om filosofisk æstetik, men om filosofihistorie.

Bogens hensigt er, at skabe et overblik over de vigtigste æstetiske grundsynspunkter, der er blevet fremsat gennem tiden. Så vidt så godt. Skuffet bliver man der imod, når man allerede i indledningen læser, at bogen ikke vil gå nærmere ind på "... hvad det skønne i og for sig er, hvori kreativ psykologi består, hvordan kunst skal defineres og fortolkes o.s.v. ..." [s. 8]. Hertil kunne Thielst snild have føjet spørgsmålet om kunstværkets ontologiske status, hvad æstetiske oplevelser er m.m. Eller sagt med andre ord: Bogen behandler slet ikke de filosofiske problemer, der knytter sig til kunsten. Det er selv sagt problematisk for en bog der prætenderer, at handle om æstetik. Faktisk er det først i sidste kapitel, at Thielst kort kommer ind på de filosofiske problemer, i forbindelse med den såkaldte institutionsteori for kunst. Den er Thielst tydeligvis ikke glad for, men en egentlig behandling af teorien, herunder en kritik, bliver det ikke til, kun en meget kort introduktion.

Bogen er altså udelukkende en filosofihistorisk gennemgang, af diverse filosoffers meninger om det skønne. I første kapitel gennemgås Platon, Aristoteles og Plotin. Herefter følger Baumgarten, Hume og Burke. Dernæst Kant, Schiller m.m. Alt er skrevet i et klart og letlæst sprog, og forklaret så de fleste kan være med. Bogen kræver derfor ikke de store forkundskaber udi filosofien.

Kapitel 4 handler om æstetik som livsfilosofi. Her præsenterer Thielst en gennemgang af Schopenhauer, Kierkegaard og Nietzsche. Men hvad i alverden laver de i en introduktion til æstetik? Kierkegaard skriver ganske vist om Don Juan i Enten - Eller. Men som Thielst også er inde på, er det for at illustrere det æstetiske stadium. Og det har ikke noget med filosofisk æstetik at gøre. At Nietzsche er medtaget virker nærmest komisk. Her virker det som om Thielst har ladet sig forblænde af, at han har skrevet et par bøger om Kierkegaard og Nietzsche, og derfor lige har ville medtage dem i bogen.

I næstsidste kapitel, bliver vi præsenteret for bl.a. Marx og Adornos dilettantiske overvejelser over kunsten, herunder den halv fascistiske snak om den "borgerlige" kunst, og kunsten som samfundsøkonomisk determineret, som Marx komme med.

Hvis man er interesseret i en kort gennemgang af, hvad forskellige filosoffer har ment om det skønne, er bogen såmen udmærket. Men hvis det er filosofisk æstetik man er interesseret i, er bogen ikke meget bevendt.