af Jakob Bakke

(Bogen findes også i en tysk udgave. Jeg har dog nedladet mig til at anmelde den engelske oversættelse.)

Gadamer giver i bogen et rids over nogle af de førsokratiske filosoffer. Han sætter bl.a. deres tanker i forhold til deres samtids tankegang (Homer og Hesiod indrages). Omtalt bliver Thales, Anaximander, Anaximenes og især Parmenides. Empedokles og Heralklit omtales kun sporatisk.

Bogens grundlæggende tese er, at forståelsen af førsokratikerne, må gå gennem Platon og Aristoteles. Gadamer gennemgår derfor dele af Platons dialoger Faidon (afsnittene ang. sjælen og liv), Theaitetos og Sofisten (afsnittene om sjæl og logos). Ligeledes gennemgås jonisk tænkning i Aristoteles' "Fysikken".

Parmenides gennemgås detaljeret, og bør læses hvis man beskæftiger sig med denne filosof.

Udgangspunktet for tolkningen af førsokratikerne, er selvfølgelig Gadamers egen hermeneutik, og han diskuterer hvad vi overhovedet skal forstå ved begyndelse (et interessant afsnit).

Gadamer mener at mange forsøg på at tolke førsokratikerne, rummer spor af hegeliansk historieforståelse og dialektik. Dette er især tydeligt i den traditionelle opfattelse af forholdet mellem Heralklit, Parmenides og Platon. Heralklit fremsætter en teori (en position), som kritiseres af Parmenides (en negation), hvorefter Platon fremstiller en syntese af den de to opfattelser (negationens negation). En sådan historieforståelse er ifølge Gadamer forfejlet.

Bogen bør læses hvis man skal arbejde med førsokratikerne, og evt. Hegels dialektik og historieforståelse.