af Jakob Bakke

James Manns indleder sin bog Æesthetics med at slå fast, at den er skrevet ud fra respekt for kunsttraditionen. Det burde ihvertfald være garant for, at bogen ikke ender i knæfald for "guldfisk på blænder" og slig sager. Og det gør den da heller ikke. James Manns sympati for moderne avantgarde kunst, kan vist ligge på et lille sted.

Bogen er skrevet som en introduktion til filosofisk æstetik. Den har en god balance mellem fremstilling og diskussion, dvs. bogen har ikke kun en filosofihistorisk, men også en problemorienteret tilgang til æstetikken. Den er gennemgående velskrevet, og kommer godt rundt i emnet. Manns diskuterer bl.a. Platon, Hume, Kant, Tolstoy og Collingwood.

Bogen består af seks kapitler viet til hver deres emneområde: Definition af kunst, tre forskellige teorier for kunst, imitation eller repræsentation, form eller gestalt og ekspression, som det der kendetegner kunst til forskel fra andet. Derudover er der et kapitel om kunstværkets- og smagsdommens ontologi, og et om intentionalitetens betydning for kunstværket. En pudsig detalje er bogens forholdsvis grundige gennemgang af Thomas Reids æstetik. Det er ikke en filosof man normalt forbinder med emnet. Forklaringen finder man i litteraturlisten. James Manns har skrevet en bog om Thomas Reid, og der er såmen udmærket at få sat fokus på denne, måske lidt ukendt, side af Reid.

Kapitel 1 diskuterer de forskellige forsøg på at definere kunst, der er fremsat af Morris Weitz, Arthur Danto og George Dickie. Ifølge Weitz er begrebet kunst, et begreb på ligefod med begrebet spil. Med andre ord unddrager begrebet kunst sig definition. Kunst er ikke kunst i kraft af særlige træk ved værket, med i kraft af hvad Wittgenstein kaldte familielighed, og vores omgang med kunsten. James Manns afviser denne definition, eller rettere mangel på samme, bl.a. ved at henvise til Marice Mandelbaums kritk af Wittgenstein. Familielig er kendetegnet ved en skjult neksus, nemlig genetisk lighed. Dermed er der noget der essentielt kendetegner familielighed. James Manns er tilbøjelig til at mene, at noget ligende gør sig gældende ved kunst. De forskellige kunstværker har noget tilfældes, noget der er med til at gøre dem til kunst.

James Manns undersøger også Dantos og Dickies teorier for, hvad der gør et kunstværk til et kunstværk. Dickie betegnes gerne som ophavsmanden til institutionsteorien for kunst. Ifølge denne er et kunstværk et kunstværk alene i kraft af, at det bliver udstillet, anmeldt af kritikere, gloet på af publikum m.m. James Manns påpeger at stort set hvad som helt kvalificerer til at være kunst ud fra denne definition. Dem eneste måde hvor på man kan sortere det der reelt ikke er kunst fra, er ved at opstille et kriterium for kunst der går forud for institutionsteorien for kunst. Men dermed ville denne teori ikke længere være en definition af kunst.

På tilsvarende vis bliver de tildligere nævnte problemstillinger diskuteret. I Kapitlet om Universality, Objektivity, and the Claim of Taste tager Manns fat i problemet om ætetiske dommes universalitet eller manglen på samme. Han tager udgangspunkt i David Humes skepticisme eller subjektivisme hvad angår æstetiske domme. Disse domme har ikke deres oprindelse i objektive kvaliteter ved værket, med i de følelser værket vækker i mennesket. Derfor vil det smukke, grimme, skønne osv. varierer fra person til person, og kultur til kultur. I modsætning hertil står f.eks. Thomas Reid og Kant.

Alt i alt må man konkludere, at det er en udmærket introduktion til filosofisk æstetik James Manns har skrevet. Der findes efterhånden er hel del introduktioner til æstetikken, men man går ikke helt galt i byen, hvis man vælger at læse Aesthetics.