David Favrholdt, Aestetik og filosofi

David Favrholdt, Æstetik og filosofi, Høst og Søn, 2000.

af Jakob Bakke

Er rådne grise, lort på dåse og guldfisk på blender kunst? Og er det kunst i samme forstand som værker af Monet og Renoir? Nej selvfølgelig ikke. Hvem ville dog mene noget sådant? Faktisk størstedelen af nutidige kunstfilosoffer, og en god del af kunstens establishment. I in bogen Æstetik og filosofi gør David Favrholdt op med disse kunstfilosoffer og deres kunstopfattelse. Det er med andre ord Favrholdts mål "... at få afskaffet en forurening inden for kunstens verden som kun dilettanterne har nytte af." [s. 211]

Vejen til denne udrensning går via Favrholdts egen parameterteori. Den går groft sagt ud på, at man kan bedømme et muligt kunstværk med ti forskellige parametre f.eks. integration, mangfoldighed, teknik m.m. Hvert parameter har en pointskala fra et til ti. Vurderingen af værket foregår ved, at det tildeles point inden for hver parameter, hvorefter pointene lægges sammen, og vupti, ved vi hvor godt værket er og om det overhovedet er kunst:

"Min teori er følgende: Ved karakteriseringen af et kunstværk kan man klarlægge forskellige træk eller aspekter ved det, som sædvanligvis er træk ved ethvert kunstværk. Men disse træk kan forekomme i forskellige styrkegrader, og af denne grund er parameter et mere dækkende ord end træk. Ved vurderingen af et kunstværk kan man så klarlægge, hvor mange point det kan opnå inden for hver parameter og på den måde få sat skik på dets niveau og kvalitet." [s. 120]

Det lyder måske banalt, men det er det ikke. Der er ikke noget analytisk hokuspokus filosofi over parameterteorien. Den er tværtimod empirisk funderet. Favrholdt tager udgangspunkt i, og analyserer, kunstneriske oplevelser. Han nærmer sig med andre ord æstetikken psykologisk:

"Men jeg har ikke egenhændigt vedtaget parametrene. De er som sagt fremkommet ved en analyse af mine egne og andres kunstneriske oplevelser. Jeg har talt med hundredvis af kunstnere, skabende såvel som udøvende, om disse ting, og med mange andre naturligvis." [s. 149]

Indvendinger der går på, at Favrholdt blot giver udtryk for sine egne præferencer må derfor afvises. Parameterteorien er ikke idiosynkratisk. Den er som sagt empirisk funderet, og derfor er den også åben for kritik, der selv er empirisk funderet. Er de parametrer Favrholdt opstiller rigtigt? Skal der være flere eller færre? Er hans psykologiske undersøgelser tilfredsstilende?

En anden mulig indvending er denne: Parameterteorien er en spændetrøje, der på voldelig vis en gang for alle vil afgøre, hvad der er kunst og ikke-kunst. Den favoriserer traditionel kunst og nedvurderer moderne kunst. Jeg mener ikke denne indvending er holdbar. For at tage det sidste først. Favrholdt forsøger ikke at afgrænse traditionel kunst fra moderne kunst, men kunst fra ikke-kunst. Der er ikke noget i parameterteorien der favoriserer traditionel kunst:

"Som fremhævet tidligere er jeg ikke ude på at forsvare noget meget traditionelt og undsige moderne og fremtidig kunst. Tværtimod er jeg ude på at afgrænse kunst i forhold til ikke-kunst, at afgrænse traditionel og moderne kunst - og fremtidig kunst - i forhold til hele den pseudoaktivitet, vi har set fra Duchamp til vore dage." [s. 123]

Er parameterteorien så en spændetrøje? Tværtimod. Det er klart at den sætter en grænse for hvad der kan være kunst - det er jo netop meningen. Men i modsætning til f.eks. den subjektive relativisme, åbner parameterteorien op for en diskussion af selve værket. Dertil kommer at det ikke på forhånd er givet, hvor mange point et værk skal have i de forskellige parametre. Her er rig mulighed for diskussion. I øvrigt benægter Favrholdt eksplicit, at man kan skelne fuldstændigt skarpt mellem kunst og ikke-kunst:

"Det er urealistisk at tro, at definitionen [af kunst - JB] kan gøres så eksklusiv og udtømmende, så at man om et hvilket som helst noget kan sige, at det enten er et kunstværk eller ikke er et kunstværk. Man må regne med, at der er tale om en skala, en glidende overgang." [s. 117]

Det er klart at Favrholdt med parameterteorien i hånden, rager uklar med en række andre kunstteorier. Det drejer sig især om institutionsteorien, som mærkværdigvis er meget populær blandt filosoffer, og den subjektive relativisme, der vel nærmest må betegnes som en mental hygiejnisk katastrofe af samme omfang som den sorte død.

Institutionsteorien går groft sagt ud på, at det ikke, contra Favrholdt, er noget ved værket selv der gør det til et kunstværk. Et værk er kunst hvis det er en del af institutionen kunst. Det er altså sociologiske mekanismer der gør værket til kunst. Denne kunstteori har, ifølge Favrholdt, haft katastrofale konsekvenser for vores opfattelse af kunst. Problemet er, at kunstneren ikke længere har værket på sin side. Han kan derfor ikke henvise til selve værket for at retfærdiggøre sin status som kunstner. Derfor er han bedst tjent med at iscenesætte sig selv, og det gøres mest effektivt vha. lort på dåse, pissekummer fra herretoiletter og andre gode sager:

"Han [kunstneren- JB] har ikke andet at støtte sig til end frækhed, charme, vennetjenester, påtryk, fup, og avisomtale - og hvad det sidste angår, har de bedste midler været provokation, happenings, urin og fækalier ... Sørgeligt, med sandt." [s. 115]

Den subjektive relativisme er den opfattelse at "jeg mener dit, du mener dat, alt er fedt, men vi er lige gode venner af den grund." Hvad der er kunst afhænger fuldstændig af øjnene der ser. Der er ikke noget belæg for at hævde, at et musikstykke af Tomaso Albinoni er kunst, mens en flaske Froggy WC-rens med citron ikke er kunst. Hvis jeg synes Froggy er kunst, så er der kunst. Dette er en total opløsning af kunstbegrebet, og Favrholdt mener, med rette, at det er absurd.

På trods af at Favrholdt argumenterer forholdsvis overbevisende imod institutionsteorien og den subjektive relativisme, tvivler jeg på at tilhængerne af disse kunstteorier vil opgive ævred. Så Favrholdt må nok indstille sig på verbale øretæver.

Ud over de indtil videre nævnte emner, beskæftiger bogen sig også med æstetiske oplevelser, kunstværkets ontologiske status, læreprocesser og kunstnerisk dømmekraft samt musik. Disse kapitler er i sig selv interessante og oplysende, men det er Favrholdts kritik af institutionsteorien og forvar for parameterteorien der kommer til at vække offentlig debat.